Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

J.nr. 20-41555

En mand, der er ordblind, mente, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap, fordi han ikke kunne kontakte en myndighed telefonisk.

Myndigheden havde ved en fejl havde blokeret mandens telefonnummer.

Nævnets flertal vurderede, at klagen angik et spørgsmål om tilgængelighed.

Da handicapdiskriminationsloven ikke indebærer pligt til tilgængelighed, fandt flertallet, at klagen ikke kunne behandles af nævnet.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kunne rette henvendelse til den indklagede myndighed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager, der er ordblind, har oplyst, at han kontaktede indklagede for flere år siden med henblik på at klage, og at han nu ikke længere kan komme i kontakt med indklagede, når han forsøger at ringe på deres telefonnummer.

Den indklagede myndighed har oplyst, at klagers telefonnummer ved en intern fejl var blevet blokeret, men at indklagede forud herfor havde overvejet at træffe afgørelse om kontaktbegrænsning over for klager.

Indklagede har videre oplyst, at indklagede blev opmærksom på blokeringen i 2020, og at den umiddelbart herefter blev ophævet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. september 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund at sit handicap.

Klager kontaktede for flere år siden indklagede mange gange med henblik på at klage.

Klager kan nu ikke ringe til indklagede på deres hovednummer.

Det medfører, at klager ikke kan klage, og hans klagemuligheder derved er fjernet.

Indklagede har bedt klager om at skrive til dem, selvom han er ordblind.

Som ordblind skal klager kun ringe til indklagede.

Hvis klager skal have mulighed for at skrive, skal indklagedes hjemmeside være tilgængelig for ordblinde.

Klager nedlægger ikke en godtgørelsespåstand, men han ønsker dog en godtgørelse.

Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises.

Subsidiært gør indklagede gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling pga.

handicap.

Til støtte for påstanden om afvisning gøres det gældende, at tvisten i sagen omhandler et forvaltningsretligt spørgsmål, som Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse om.

Ligebehandlingsnævnet bør derfor afvise behandlingen af sagen.

Indklagede er som andre offentlige organer berettiget til at træffe nødvendige beslutninger om kontaktindskrænkning med hjemmel i anstaltsforhold overfor alle borgere, som på grund af deres opførsel samt af hensyn til institutionens forsatte drift og ressourcehensyn nødvendiggør en kontaktindskrænkning.

Efter overvejelser om kontaktbegrænsning over for klager valgte indklagede ikke at træffe afgørelse om kontaktbegrænsning, men ved en intern fejl blev klagers telefonnummer alligevel blokeret.

Da indklagede blev opmærksom på dette i 2020, ophævede man umiddelbart herefter blokeringen.

At den telefoniske kontaktbegrænsning blev gennemført som følge af en intern fejl ændrer dog ikke på, at indklagede kunne have truffet beslutning om telefonisk begrænsning over for klager.

Af de saglige og proportionale hensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen – og som intet har med forskelsbehandling at gøre -, kan følgende fremhæves

At et langvarigt og eskalerende forløb var gået forud for at indklagede i efteråret 2017 vurderede, at henvendelserne fra klager og karakteren af disse havde nået et omfang og en karakter, som medførte at indklagede var nødsaget til at foretage partshøring om, at klager skulle kontakte indklagede på anden måde end telefonisk.

At indklagedes medarbejdere dagligt havde mange og lange samtaler med klager.

At klager, efter blokeringen blev ophævet, på ét år – i perioden 16. september 2020 til 16. september 2021 – har ringet til indklagedes hovednummer 152 gange.

At klager har indgivet mange klager til indklagede, hvilket har medført, at der er oprettet 92 separate sager i perioden september 2013 - september 2021.

At klagers henvendelser væsentligt overstiger, hvad en offentlig myndighed med rimelighed kan forventes at forsvare at bruge af ressourcer på én enkelt borger.

At telefonsamtalerne ikke bidrager til, at der findes en løsning på sagens problemer.

At klager i en række tilfælde optrådte på en måde, som virkede truende over for indklagedes ansatte, ligesom der også blev fremsat trusler om at gribe til vold.

At klager ofte udviste en upassende adfærd og sprogbrug, ligesom klager flere gange har været bebrejdende og truende over for den kunderådgiver, som behandler opkaldet i indklagedes kundecenter.

At klager på trods af den telefoniske kontaktbegrænsning har haft mulighed for at kontakte indklagede ved e-mail, ved brevpost, ved opkald til et på indklagedes hjemmeside oplyst mobiltelefonnummer, ved opkald fra et andet telefonnummer end sit eget til indklagedes hovednummer eller gennem en repræsentant.

For en god ordens skyld bemærkes, at indklagede har udvist stor lydhørhed over for de af klager rejste problemstillinger og har iværksat flere initiativer for at løse de materielle problemstillinger, klager har rejst.

Da sagen ikke omhandler forskelsbehandling på grund af handicap, bør Ligebehandlingsnævnet afvise behandlingen af sagen.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at klager ikke har været udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede var opmærksom på, at klager grundet hans ordblindhed konkret havde behov for at kunne kontakte indklagede telefonisk, men at der på grund af sagens øvrige omstændigheder var tungtvejende grunde til at indskrænke den telefoniske kontakt med klager.

Disse grunde er især båret af hensyn til indklagedes fortsatte varetagelse af den øvrige drift og af hensyn til proportionalitetsbetragtninger i forhold til det omfattende ressourceforbrug, som samtalerne med klager indebar, og den betydelige og negative indvirkning henvendelserne havde på indklagedes personale.

Formålet med lov om forbud mod forskelsbehandlingen på grund af handicap er at forhindre forskelsbehandling på grund af handicap og at fremme ligebehandling af personer med handicap.

Indklagede understreger, at klager på trods af den telefoniske kontaktbegrænsning har kunne rette henvendelse og klage både ved e-mail, ved brevpost, ved opkald fra andet telefonnummer eller ved kontakt gennem en repræsentant.

Indklagede bemærker desuden, at adgangen til at træffe beslutning om kontaktbegrænsning i medfør af anstaltsforholdet også gælder overfor ordblinde borgere.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Klagen angår efter det oplyste muligheden for at kontakte indklagede pr. telefon.

Det er nævnets vurdering, at klagen derved er et spørgsmål om tilgængelighed.

Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed, herunder adgang til kommunikation via telefonisk henvendelse.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed , end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

Det fremgår derudover af forarbejderne, at en klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Fire medlemmer vurderer på den baggrund, at klagen ikke kan behandles af nævnet.

Et medlem finder, at ved at afskære klager fra telefonisk kontakt med myndigheden med henvisning til bl.a. et uproportionalt ressourceforbrug på klagers hyppige henvendelser samt hans uhensigtsmæssige adfærd, blev klager forhindret i at kontakte myndigheden.

Klager blev imidlertid tilbudt at benytte andre klageadgange, herunder opkald fra et andet telefonnummer, e-mail eller e-post.

Han blev herved ikke afskåret fra kontakt med myndigheden og blev således ikke stillet ringere end andre personer i en tilsvarende situation.

Det er derfor mindretallets opfattelse, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at sagen afvises.

Nævnet bemærker, at en klage over tilgængeligheden ved offentlige myndigheder i forbindelse med indgivelse af klager er et spørgsmål, som angår de forvaltningsretlige regler og principper.

Klager herover kan rettes til Folketingets Ombudsmand.

Retsregler

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde