Legislator Case Law & Legislation
W20220986225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sundhed - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9862 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sundhed - medhold

KEN#LOKDOK23 2022 9862 Valid

J.nr. 21-32877

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab havde meddelt hende afslag på dækning af behandlingsudgifter med henvisning til, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.

På det tidspunkt, hvor kvinden fik afslag på dækning, var det forsikringsselskabets praksis at afvise at dække behandlinger, hvor behandlingsbehovet havde relation til graviditet.

Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit køn.

Kvinden fik derfor medhold i klagen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastsætte en godtgørelse til kvinden, da forsikringsselskabet allerede havde udbetalt kvinden en godtgørelse på 5.000 kr. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2022 9862 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab meddelte klager afslag på dækning af udgifter til fysioterapeut med den begrundelse, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, at det indklagede forsikringsselskab meddelte klager afslag på dækning af udgifter til fysioterapeut med den begrundelse, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager er omfattet af en sundhedsforsikring hos det indklagede forsikringsselskab.

Klager anmeldte den 11. januar 2019 en skade vedrørende smerter i halebenet efter en fødsel.

Forsikringsselskabet meddelte afslag ved brev af 11. januar 2019

”Tak for anmeldelsen.

Det fremgår af oplysningerne i din anmeldelse, at du har smerter i dit haleben i forbindelse med din fødsel.

[Indklagede] dækker desværre ikke smerter/gener/lidelser som opstår i forbindelse med fødsel eller graviditet.

På baggrund af ovenstående kan din sundhedssikring ikke være behjælpelig med at dække den ønskede fysioterapi.

Får du en anden gang brug for din sundhedssikring, er du velkommen til at kontakte os igen…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. juli 2021.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr. samt dækning af de udgifter, hun havde i forbindelse med behandlingen.

Ved mail af 31. januar 2022 oplyste indklagede, at klager har fået udbetalt en godtgørelse på 5.000 kr. Klager har ikke bestridt oplysningen.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager ønsker at opnå en kompensation for den afvisning, hun fik i en meget sårbar periode af livet.

Klager ønsker, at der bliver sat fokus på området, og at der bliver givet tilladelse til flere behandlinger i forbindelse med graviditet/efter fødsel.

Ikke kun fysioterapi, men også mulighed for dybere undersøgelser på hospitaler/af fagpersoner.

Indklagede påstår frifindelse.

Der foreligger ikke i denne sag skærpende omstændigheder, der kan medføre et forhøjet godtgørelsesniveau.

Der er derudover intet grundlag for at fravige det almindelige godtgørelsesniveau i henhold til Ligebehandlingsnævnets praksis.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler desuden klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser.

Det følger af § 1, stk. 4, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, at der ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Der er ikke oplysninger i sagen om, at klagers sundhedsforsikring er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Nævnet vurderer på den baggrund, at sagen skal behandles efter reglerne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser.

Det fremgår af lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, at loven skal sikre ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, kriterium eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

På det tidspunkt, hvor klager fik afslag på dækning, var indklagedes praksis at afvise at dække behandlinger, hvor behovet havde relation til graviditet.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn.

Forsikringsselskabet meddelte den 9. juli 2021 afslag på klagers ansøgning om dækning af udgifter til fysioterapi med henvisning til, at sundhedsforsikringen ikke dækkede behandling med relation til graviditet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ved afslaget blev udsat for ringere behandling på grund af sit køn.

Forsikringsselskabet har ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i klagen.

Indklagede har allerede udbetalt en godtgørelse til klager på 5.000 kr.

Nævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og på baggrund af nævnets praksis ikke grundlag for at fastsætte en yderligere godtgørelse til klager.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignede finansielle ydelser

KEN#LOKDOK23 2022 9862 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 9862 Valid

•

§ 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om forbud mod at afvige lovens bestemmelser til ugunst for den sikrede

•

§ 9, om bestemmelser og praksis i strid med lovens § 3

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →