Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold
J.nr. 22-5358
En 66-årig mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse i en stilling som elektronikingeniør.
I en uddybende begrundelse for afslaget henviste indklagede blandt andet til, at da de gerne ville ansætte en person, som kunne fortsætte udvikling og produktion i mange år, havde de valgt en kandidat, der var 10 år yngre.
Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers alder hverken helt eller delvist indgik ved beslutningen om at meddele ham afslag, da de som en del af begrundelsen for afslaget udtrykkeligt havde henvist til klagers alder sammenholdt med alderen på den valgte kandidat.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslag på ansættelse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på en stilling som elektronikingeniør.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 25.000 kr.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager, der er 66 år, var i november 2021 til en jobsamtale vedrørende en ledig stilling som elektronikingeniør hos indklagede.
Den 23. november 2021 modtog klager et afslag med følgende begrundelse
”Du har været til samtale til stillingen [angivelse] med interesse for naturvidenskab og droner [hos indklagede].
Ansættelsesudvalget takker dig for din tid men vi er desværre nødsaget til at orientere dig om, at du ikke er kommet i betragtning til stillingen.
Vi har tilbudt jobbet til den kandidat vi synes passer bedst til i gruppen samt har de bedste kvalifikationer.
Vi vil gerne huske dig på, at et ’nej tak’ i denne omgang, ikke er det samme som, at du ikke kan være det helt rigtige match til et andet job [hos indklagede].
Klager bad den 24. november 2021 indklagede om en uddybende begrundelse for afslaget.
Indklagede svarede den 29. november 2021 følgende
”…
Årsagen til at du ikke fik stillingen var, at der var en anden ansøger med et CV, som passede bedre til vores opgaver, både hvad angår hardware og embedded programmering og lang erfaring inden for forskningsverdenen.
Og da vi gerne vil ansætte en person, som kan fortsætte udvikling og produktion i mange år, så valgte vi en, der var 10 år yngre.
Så det var ikke pga.
din ansøgning eller samtale.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. december 2021.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslaget på ansættelse.
Klagers faglige niveau var absolut godt nok til stillingen.
Klager arbejder til dagligt med hardwaredesign og printudlægning, og hardware og embedded programmering er en del af klagers speciale.
Heller ikke 3D- printning og laserskæring, mekanisk arbejde samt opsætning og kalibrering af diverse magnetisk udstyr ville være noget problem.
Klager er derfor af den overbevisning, at da indklagede så hans grå hårfarve, blev de enige om, at han ikke kunne bruges særligt længe, selvom han fortalte til samtalen, at han ville blive ved med at arbejde, så længe han kan.
Han var overbevist om, at han havde fået jobbet, da han gik fra samtalen.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af alder.
Den medarbejder, der skrev den uddybende begrundelse for afslaget, er ansat som ingeniør.
Han er ikke leder og har dermed ikke beføjelser til at træffe beslutninger i forhold til ansættelse mv. Han indgik i ansættelsesudvalget på baggrund af sine kompetencer samt det forhold, at den kommende medarbejder ville få et meget tæt samarbejde med ham.
Opgaverne i stillingen spændte over hardware, printudlægning, programmering, databehandling, 3D-printning, laserskæring, diverse mekanisk arbejde samt opsætning og kalibrering af magnetisk udstyr.
Det fremgik af stillingsopslaget, at indklagede forestillede sig en kandidat med en relevant elektronikfaglig uddannelse eller relevant erfaring fra lignende stillinger.
Det var forventningen, at kandidaten kunne arbejde med design af kredsløb og printudlægning i EDA-software, havde gode loddeegenskaber, en systematisk tilgang til fejlfinding samt et kendskab til specifikke områder.
Klager blev indkaldt til samtale, da indklagede på baggrund af hans ansøgning vurderede, at han var en fagligt interessant kandidat til stillingen.
Under samtalen blev det imidlertid klarere, at han ikke havde de nødvendige kvalifikationer.
Klager blev således ikke afvist på baggrund af sin alder, men på baggrund af sine kvalifikationer sammenholdt med, at der var en anden kandidat, som havde erfaring med mange af de elementer, som der var brug for i forhold til stillingen.
Den anden kandidat havde erfaring inden for hardware og embedded programmering, ligesom han kom fra et forskningsmiljø.
Uagtet disse forhold skal indklagede naturligvis beklage, at der i begrundelsen står, at man har valgt en person, der var 10 år yngre, da dette kan fremstå som om, at der blev lagt vægt på alder.
Dette har ikke været tilfældet.
Indklagede er forpligtet til at ansætte den bedst egnede kandidat til stillingen uagtet alder, hvilket tillige er sket i denne situation.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager fik den 23. november 2021 afslag på stillingen som elektronikingeniør.
Det fremgik af indklagedes uddybende begrundelse for afslaget af 29. november 2021, at indklagede havde valgt en anden kandidat, som efter deres vurdering passede bedre til opgaverne i stillingen.
Det fremgik videre af begrundelsen, at da indklagede gerne ville ansætte en person, som kunne fortsætte udvikling og produktion i mange år, havde de valgt én, der var 10 år yngre.
På denne baggrund vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at afslaget var begrundet i klagers alder.
Det er herefter indklagede, som skal løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers alder hverken helt eller delvist indgik ved beslutningen om at meddele ham anslag på ansøgningen.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede som en del af den uddybende begrundelse for afslaget udtrykkeligt henviste til klagers alder sammenholdt med alderen på den kandidat, indklagede i stedet havde valgt.
Det bemærkes, at den ingeniør, der udfærdigede den uddybende begrundelse, var en del af ansættelsesudvalget, og således bekendt med begrundelsen for indklagedes beslutningsgrundlag for besættelsen af den ledige stilling.
Klager får derfor medhold i klagen.
Der henvises til nævnets faste praksis som udtrykt i blandt andet sagsnr.
2016-6810-25299 og sagsnr.
19-41031.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Der henvises til nævnets faste praksis, som ligeledes er udtrykt i sagsnr.
2016-6810-25299 og sagsnr.
19-41031.
Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 2, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde