Legislator Case Law & Legislation
W20220985425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9854 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2022 9854 Valid

J.nr. 21-39175

En mand rettede henvendelse til den indklagede virksomhed vedrørende et jobopslag som rengøringsassistent for at spørge ind til lønnen, før han sendte en egentlig ansøgning.

Han fik som svar på sin henvendelse at vide, at virksomhedens kunder efterspurgte en kvindelig rengøringsassistent.

Nævnet vurderede derfor, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med ansættelse.

Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, da de som begrundelse for, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen, udtrykkeligt henviste til, at de søgte en kvinde.

Klager fik derfor medhold.

Da han undlod at søge stillingen, var der ikke grundlag for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling skulle tildeles en godtgørelse.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

KEN#LOKDOK23 2022 9854 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager fik oplyst, at han ikke kunne komme i betragtning til en ledig stilling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager fik oplyst, at han ikke kunne komme i betragtning til en stilling som rengøringsassistent hos indklagede.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager, der er mand, henvendte sig den 31. august 2021 til indklagede i anledning af et jobopslag, som han havde set på Facebook.

Klager skrev følgende til indklagede

” Hey,

i saw ur post that u are looking for suncontractors.

What is your hourly price so i can explain to you what i am capable of doing.

Have 10 years experience in cleaning branch.

regards.

”

Indklagede svarede den 2. september 2021 følgende

”Hi,

Our customers are looking for a lady cleaning assistant.

Thanks”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. september 2021.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 25.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afslag på ansættelse.

Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager søgte jobbet som rengøringsassistent, men blev afvist på grund af sit køn.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Den indklagede virksomhed er en mindre virksomhed, som har en kønsmæssigt blandet medarbejderstab.

Indklagede har således fire mandlige og fem kvindelige medarbejdere tilknyttet som ansatte og underleverandører.

Indklagede behandler deres medarbejdere ens, uanset køn, og vurderer dem udelukkende på baggrund af deres resultater og kunnen.

Alle ansatte og tilknyttede freelancere får tildelt nye kunder ud fra en turnusordning.

Alle starter med få timers arbejde om ugen, hvor de bliver lært op af den ene ejer af virksomheden.

Når de har bevist, at de kan udføre jobbet, får de tildelt nye kunder uge efter uge.

I den omhandlede Facebook-annonce søgte indklagede ansatte eller underleverandører på fuld tid eller deltid.

Der blev ikke nævnt et ord om køn i denne annonce.

Indklagede opfattede klagers ansøgning som underlig, mangelfuld og useriøs.

Derfor afviste indklagede ansøgningen.

Klagers engelskkundskaber var tydeligvis mangelfulde, og han fiskede øjeblikkeligt efter en pris uden at angive, om det var indklagedes pris eller kundens pris.

Indklagede stiller sig undrende over for, hvorfor nogen vil have oplyst en pris med det formål at forklare ”hvad han er i stand til”.

Indklagede fandt ikke en kandidat til jobbet, da der generelt er mangel på kvalificeret arbejdskraft i branchen.

Da ingen blev ansat, fandt der ingen diskrimination sted.

Der fandt ingen jobsamtale sted, der var ingen personlig kontakt med klager, og indklagede ansatte aldrig klager.

De stillede ham intet i udsigt, og de har derfor ikke brudt nogen løfter til ham.

Indklagede har løbende nye jobtilbud, så klager er stadig velkommen til at indsende en ansøgning med et CV.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

På baggrund af indholdet af klagers mail af 31. august 2021 lægger nævnet til grund, at klager rettede henvendelse til indklagede for at spørge til lønnen i den opslåede stilling som rengøringsassistent, før han sendte en egentlig ansøgning.

Indklagede oplyste ham, at deres kunder efterspurgte en kvindelig rengøringsassistent.

Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med ansættelse.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede som begrundelse for, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen, udtrykkeligt henviste til, at de søgte en kvinde.

Klager får derfor medhold i klagen.

Da klager undlod at søge stillingen, er der ikke grundlag for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling skal tildeles en godtgørelse.

Der henvises til nævnets faste praksis som udtrykt i blandt andet sagsnr.

18-69701 og sagsnr.

21-32870.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2022 9854 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 9854 Valid

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 14, stk. 1, om godtgørelse

•

§ 16 a, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →