Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansøgning om lån mm. - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansøgning om lån mm.

- ej medhold

.

nr. 21-32894

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke kunne blive meddebitor på sin samlevers lån.

Da klagen blev indbragt for nævnet, var der forløbet mere end tre år efter den påståede forskelsbehandling.

Der forelå ikke oplysninger om, at kvinden i den mellemliggende periode havde indledt retslige skridt, som havde afbrudt forældelsen.

Nævnet vurderede, at et eventuelt krav om godtgørelse for forskelsbehandling var forældet, og nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Sagen blev afgjort af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke kunne blive meddebitor på et lån.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da et eventuelt krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling er forældet.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Den 8. maj 2018 modtog klager, der er kvinde, sammen med sin samlever, M, rådgivning om omlægning af M’s boliglån i den indklagede bank, da de ønskede at belåne friværdien af M’s bolig til brug for en renovering.

M underskrev den 18. maj 2018 en erklæring om den modtagne rådgivning.

Den 24. maj 2018 underskrev M en aftale om optagelse af et 30-årigt F3 realkreditlån på 638.000 kr. I forbindelse med låneomlægningen blev hans eksisterende prioritetslån indfriet.

Klager var ikke meddebitor på lånene.

Den 4. juni 2018 meddelte M indklagede, at han havde fortrudt indfrielsen af prioritetslånet.

M og indklagede drøftede mulighederne for at genetablere prioritetslånet, men kunne ikke nå til enighed herom.

M indbragte i oktober 2018 sagen for Det finansielle ankenævn, hvor han nedlagde påstand om, at indklagede skulle genetablere prioritetslånet uden reduktion i hans realkreditlån.

Ved ankenævnets afgørelse af 12. juni 2019 fik M ikke medhold i sin klage.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. juli 2021.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 90.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke kunne blive meddebitor på lånet i forbindelse med låneomlægningen.

Da klager ikke kunne optage et lån, blev hendes mand tvunget til at opsige deres prioritetslån på 320.000 kr. og optage ny gæld på 638.000 kr. til forbedringer af boligen.

Klager var kunde i den indklagede bank, men banken ønskede ikke klager som kunde i kreditforeningen.

Det er direkte usandt, når indklagede har anført, at de ikke vidste, at klager skulle stå som debitor på lånet.

Det blev pointeret over for indklagede, at M ikke skulle stå for hele økonomen alene, da han og klager skulle giftes kort tid efter.

Klager har læst i pressen, at kvinder ikke kan optage lån på samme vilkår som mænd.

Hun mener derfor, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Godtgørelsen bør fastsættes til 90.000 kr. svarende til renteudgiften fra den 24. maj 2018.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Klager er ikke kunde i den indklagede bank.

Det er alene klagers mand, M, som er kunde i banken.

M var eneejer af boligen.

Klager og M var på tidspunktet for låneomlægningen samlevende, men ikke gift.

Indklagede har ikke forskelsbehandlet klager på grund af køn i forbindelse med M’s optagelse af realkreditlånet.

Indklagede har ydet M rådgivning i overensstemmelse med god skik for finansielle virksomheder i henhold til lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelse om god skik for boligkredit.

Indklagede har med udgangspunkt i M’s økonomi og behov ydet M det mest fordelagtige lån.

Indklagede har i sin rådgivning om valg af lån ikke lagt vægt på hverken klagers eller M’s køn.

Indklagede anbefaler som udgangspunkt ikke, at samlevende hæfter solidarisk for boliglån, når boligen alene ejes af den ene part.

Dette gælder uafhængigt af, om boligen ejes af en mand eller en kvinde.

Anbefalingen tilgodeser den part, som ikke ejer ejendommen, idet den pågældende i tilfælde af samlivsophævelse fortsat hæfter for gælden, uanset at vedkommende ikke længere bor i ejendommen.

Den pågældende har heller ikke krav på at blive frigjort af gælden uanset samlivsophævelsen.

Indklagede har ikke været bekendt med parrets ønske om, at klager skulle være meddebitor på tillægslånet, eller at M skulle have haft ønske om at overdrage halvdelen af boligen til klager.

Dette synspunkt har M heller ikke gjort gældende i Det finansielle ankenævn.

Hvis klager havde været meddebitor på realkreditlånet (F3-lånet), ville det ikke medføre nogen ændring i låneomkostningerne eller renteudgifterne for klager og M, hvorfor hverken klager eller M har lidt et økonomisk tab svarende til renteudgifterne på ca. 90.000 kr. som gjort gældende af klager.

Renteudgifterne i henhold til F3 lånet påhviler alene M, og allerede derfor må det ligeledes afvises, at klager har lidt et økonomisk tab.

Indklagede afviser, at de på grund af klagers køn har behandlet hende ringere end en mand ville være blevet behandlet i en tilsvarende situation.

Det har ikke i forbindelse med ankenævnssagen eller tidligere i processen i øvrigt været gjort gældende af hverken M eller klager, at indklagede skulle have foretaget forskelsbehandling på grund af klagers køn i forbindelse med låneomlægningen i 2018.

Et eventuelt krav er i øvrigt forældet, da der på tidspunktet for klagers indgivelse af klagen til nævnet den 13. juli 2021 var gået mere end 3 år fra M’s underskrivelse af lånedokumenterne den 25. maj 2018.

Indklagede kan ikke genkende klagers udlægning af samtaler, hvor det skulle være blevet drøftet, at M og klager havde ønske om, at klager skulle være meddebitor på realkreditlånet og således hæfte solidarisk for gælden uden at være ejer af ejendom.

Indklagede afviser, at de ikke ønskede, at klager blev kunde hos dem.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

De almindelige regler om forældelse finder anvendelse i de sager, som Ligebehandlingsnævnet behandler.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke kunne blive meddebitor på det lån, som hendes samlever optog hos indklagede den 24. maj 2018.

Nævnet vurderer, at et eventuelt krav om godtgørelse for forskelsbehandling i den forbindelse er omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven.

Klagen blev først indbragt for nævnet den 13. juli 2021, hvor der var forløbet mere end tre år efter den påståede forskelsbehandling.

Der foreligger ikke for nævnet oplysninger om, at klager i den mellemliggende periode har indledt retslige skridt, som har afbrudt forældelsen.

Sagen for Det finansielle ankenævn blev således indbragt af klagers samlever og vedrørte ikke spørgsmålet om forskelsbehandling af klager eller klagers forhold i øvrigt.

Nævnet vurderer derfor, at klagers ret til at gøre et krav gældende for Ligebehandlingsnævnet er forældet.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Der henvises herved til nævnets faste praksis som blandt andet udtrykt i sagsnr.

20-46153 og sagsnr.

20-51870.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

Forældelsesloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 4, om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

•

§ 3, stk. 1-5, om forældelsesfristen

•

§ 21, stk. 1-5, om afbrydelse af forældelsesfristen