Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - national oprindelse - kompetence - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - national oprindelse - kompetence - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 19-59676

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap og national oprindelse i forbindelse med en kommunes sagsbehandling.

Forskelsbehandlingsloven forpligter ikke kun arbejdsgivere, men ligeledes enhver der anviser beskæftigelse.

Nævnet vurderede, at klagen angik kommunens sagsbehandling i forbindelse med mandens ansøgning om revalidering, og at kommunen ikke i denne sammenhæng anviste beskæftigelse.

Nævnet vurderede derfor, at forskelsbehandlingsloven ikke fandt anvendelse i sagen.

Klagen over forskelsbehandling på grund af handicap måtte derfor behandles efter handicapdiskriminationsloven.

Nævnet er ikke tillagt kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse uden for arbejdsmarkedet.

Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.

Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

På baggrund af sagens oplysninger vurderede nævnet, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap og national oprindelse i forbindelse med den indklagede kommunes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager er studerende og har fået dispensation til at læse på nedsat tid på grund af psykiske udfordringer og hørehandicap.

Da klager vil blive mere end seks måneder forsinket med sit studie, er han ikke berettiget til at modtage SU.

Klager har oplyst, at SU-kontoret henviste ham til at kontakte sin kommune med henblik på at søge om revalidering.

Ved brev af 5. november 2019 skrev kommunen således til klager

”… Du ønsker at forlænge dit uddannelsesforløb med 1 år, men har fået oplyst af SU-kontoret, at man kun må være forsinket op til 6 måneder da man ellers bliver erklæret studieinaktiv og får stoppet sin SU.

Det fremgår dog også, at den mailkorrespondance du har medsendt fra SU-kontoret, at hvis din forsinkelse skyldes sygdom, er det muligt at søge om tillæg af klip og får man tildelt tillæg af klip, vil der ikke være krav om studieaktivitet i den periode, og studieaktivitetskravet vil blive nedskrevet i denne periode.

Der gøres opmærksom på at hjælp til revalidering er subsidiær i forhold til almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger, herunder Statens Uddannelsesstøtte.

Der gøres endvidere opmærksom på at der Jf. lovbekendtgørelse om aktiv socialpolitik, nr. 247 af 13.marts 2019 bl.a. fremgår at Uddannelse, som indgår i en revalidering, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid…”

Klager svarede ved følgende brev af samme dato

”Jeg kontakter jer når min su stopper pga.

at læser på nedsat tid, da jeg har mange forskellige diagnoser.

Til dagligt kæmper jeg med såsom atypisk autisme, tinnitus, selvmordstanker og hørenedsættelse.

Jeg synes at dit brev er forvirrende.

I dit brev henviser du til et bestemt paragraf.

Men jeg forstår ikke hvorfor jeg skal søge revalidering hvis jeg skal alligevel læse på fuldtid eller kan jeg jo være på SU og læse på fuldtid som SU loven kræver.

Derfor giver dette ikke mening for mig.

Jeg har virkelig brug for støtte men hvis der kommer pres fra alle sider siger jeg stop.

Jeg vil ikke kæmpe for at få revalidering, selvom jeg har brug for den.

Jeg er faktisk meget træt af at komme tilbage til kommunale system.

Derfor jeg har besluttet mig for at være hjemløs end at komme ind og kæmpe for det jeg har brug for.

men Jeg sender gerne min dokumentation fra hospitalet fra læger osv. men ud fra dit brev føler jeg at kommunen kan finde på presse mig så meget til at få mig læse på fuld tid.

Jeg magter ikke det pres jeg har i mit liv.

Så jeg beder jer at træffe afgørelse ud fra denne henvendelse og lægeerklæringer.

”

Ved brev af 21. november 2019 modtog klager partshøring om påtænkt afgørelse om afslag på revalidering.

Det fremgår blandt andet af partshøringen

”… Det kan oplyses at vi har oplysning om at du er født i [A-land] og har fået konstateret hørenedsættelse i 12 årsalderen.

Du er kommet til Danmark i 2010.

Du har fået indopereret Cochlear implantat i 2015, grundet din hørenedsættelse.

Vi er ikke i besiddelse af ikke lægelig dokumentation, der beskriver at du har diagnosen, atypisk autisme…

Der kan hermed oplyses følgende om revalidering:…

Såfremt ansøger bliver vurderet til at være omfattet af personkredsen, der er berettiget til revalidering jf. Lov om aktiv socialpolitik § 46, vil ansøger i samarbejde med Kommunen, skulle have udarbejdet og godkendt en ”min plan” Jf. Lov om aktiv socialpolitik § 50.

Denne plan skal være realistisk med hensyn til revalidendens forudsætninger, evner, interesser, mulighed for optagelse på og gennemførsel af uddannelse og for en endelig erhvervsmæssig placering.

Der skal på den baggrund udarbejdes en plan for den korteste vej ind på arbejdsmarkedet – herunder om optræning, praktik eller virksomhedspraktik, kan være tilstrækkeligt til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet…”

Kommunen traf den 6. december 2019 afgørelse i overensstemmelse med den påtænkte afgørelse.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. december 2019.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.

I klagers bemærkninger af 20. juli 2020 har klager fremsat påstand om betaling af en godtgørelse på 250.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og national/etnisk oprindelse.

Henvisningen til, at klager er født i A-land, har ikke et sagligt formål.

Klager føler sig dybt diskrimineret af, at hans etnicitet har haft indflydelse på sagens forløb både direkte og indirekte.

Såfremt kommunen fastholder, at der ikke er tale om diskrimination, ønsker klager en forklaring på, hvorfor bemærkningen omkring klagers etnicitet er medtaget i kommunens afslag.

Klager ønsker oplyst, hvilket sagligt formål bemærkningen tjener i forbindelse med klagers ansøgning om revalidering.

Klager har tidligere boet i andre kommuner, men dette skriver kommunen ikke om.

Klager føler sig derfor ikke overbevist om, at der blot er tale om en henvisning til steder, hvor klager tidligere har boet.

I partshøringen og afslaget skriver kommunen, at planen skal være realistisk med hensyn til revalideringens forudsætninger, evner, interesser, mulighed for optagelse på og gennemførelse af uddannelse og for en endelig erhvervsmæssig placering.

På den baggrund skal der udarbejdes en plan for den korteste vej ind på arbejdsmarkedet.

Klager føler sig diskrimineret i forbindelse med disse bemærkninger fra kommunen.

Kommunen mener indirekte, at hvis man er handicappet, må man nøjes med at være i optræning, praktik eller virksomhedspraktik.

Derudover mener kommunen, at det skal være den korteste vej ind på arbejdsmarkedet.

Med hjælp fra loven og fortolkninger fra kommunen får kommunen indflydelse på en handicappet persons uddannelsesvalg.

Kommunen har kendskab til, at klager er handicappet, hvorfor det er klagers opfattelse, at der er tale om forskelsbehandling på grund af handicap.

Kommunen tilsidesatte klagers ønske om at læse på en bestemt uddannelse med henvisning til ovenstående bemærkninger.

Kommunen foreslog i stedet, at klager tager den kortest mulige vej til arbejdsmarkedet.

Dette er i strid med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet handler ikke om, hvorvidt klager har ret til revalidering, eller om klager har medvirket til kommunes indhentelse af nye lægeerklæringer.

Klagen handler om, hvorvidt kommunens afgørelse er diskriminerende i form af, at kommunen nævner klagers etnicitet og oprindelse.

Klagen handler også om, hvorvidt kommunen har levet op til de forpligtelser, som FN handicap konventionen kræver.

Kommunen er forpligtet til at sikre, at klager kan tage den uddannelse, som han ønsker, også selvom det er på deltid.

Kommunen vidste på afgørelsestidspunktet, at man skal studere på fuldtid, såfremt man skal være berettiget til revalidering.

Kommunen gav ikke vejledning efter forvaltningsloven om, at klager burde søge om ressourceforløbsydelse i stedet for revalidering.

Kommunen skjulte denne mulighed for klager.

Da klager kontaktede kommunen i forbindelse med revalidering, oplyste han om sin diagnose, atypisk autisme.

Klager mener, at kommunen havde pligt til at oplyse og vejlede ham grundigt taget klagers diagnose i betragtning.

Denne forpligtelse blev tilsidesat af kommunen.

Hvis der er tale om et citat fra lovgivningen, skal kommunen udtrykke det klart.

Det har kommunen eller den pågældende sagsbehandleren ikke gjort.

Hvis man laver om på et eksisterende citat fra lovgivningen, og samtidig kombinerer det med en anden lovgivning, udgør dette sagsbehandlerens/kommunens skøn eller fortolkning.

Der findes klare regler for, hvordan man skal angive citater.

Hvis man omformulerer noget, er der tale om fortolkninger.

Det er klagers klare overbevisning, at der er tale om kommunens egne ord.

Det er usandt, at kommunen ikke havde dokumentation for klagers funktionsnedsættelser.

Ombudsmanden oplyste, at klager kunne henvende sig til Ligebehandlingsnævnet.

Institut for Menneskerettigheder oplyste, at deres rådgivning går ud på at henvise til Ligebehandlingsnævnet.

Kommunen mener noget helt tredje.

Hvem skal påtage sig ansvaret?

Der skal jo være nogen, der skal sikre, at FN’s handicapkonventionen herunder lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap bliver overholdt.

Det undrer klager, hvordan sagsbehandleren har fundet ud af, at han kommer fra A-land.

Klager har ikke givet kommunen samtykke til at indhente oplysninger om ham, og klager har aldrig fortalt til sagsbehandleren, at han er født i A-land.

Det er muligt, at kommunen brød reglerne for indhentelse af oplysninger.

Det er også muligt, at sagsbehandleren fandt det relevant at foretage en søgning om klager, fordi han har et udenlandskklingende navn.

Klager tror ikke, at man havde foretaget en søgning, hvis klager havde et almindeligt dansk navn.

Såfremt klagers tidligere sagsbehandler har fortalt sagsbehandleren om klagers nationalitet, er der tale om brud på reglerne om tavshedspligt.

Den indklagede kommune påstår frifindelse.

Kommunen tilbød ved brev af 5. november 2019 klager en samtale omkring mulighederne for at få revalidering.

I brevet gjorde kommunen opmærksom på, at revalidering er en subsidiær ordning, samt at en eventuel uddannelse under revalidering forventes færdiggjort inden for den normerede tid.

Kommunen orienterede om ovenstående grundet klagers forslag om et forlænget uddannelsesforløb.

Klager oplyste efter modtagelse af brevet, at han ønskede at kommunen traf en afgørelse på det foreliggende grundlag.

Kommunen havde på dette tidspunkt ikke dokumentation for klagers funktionsnedsættelser og kunne derfor ikke vurdere, om klager var i målgruppen for revalidering, samt om en eventuel revalideringsplan, der stilede mod den ønskede uddannelse, var realistisk.

Kommunen kunne derfor heller ikke vurdere, om klager ville kunne gennemføre uddannelsen på normeret tid.

I forbindelse med partshøring og afslag på revalidering er det normal praksis at gå systematisk til værks i forhold til at træffe en afgørelse.

Der henvises til Ankestyrelsens publikation ”At skrive en afgørelse”, herunder begrundelsen for et evt.

afslag og hvilke oplysninger, der er lagt vægt på/der er til rådighed.

Der er med andre ord tale om objektive og faktuelle oplysninger.

Klager gør gældende, at kommunens formulering omkring revalideringsplan er udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.

Den første halvdel af formuleringen stammer fra Vejledning om lov om aktiv socialpolitik (vejl.

nr. 39 af 5. marts 1998) § 50.

Der er således tale om et direkte citat fra lovgivningen, hvorfor der ikke kan være tale om sagsbehandlers fortolkning eller skøn.

Sidste halvdel af citatet stammer fra Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats § 145, der fortæller om varighed af tilbuddet.

Det er kommunes opfattelse, at behandlingen af klagers sag er sket i overensstemmelse med gældende regler, herunder særligt lov om en aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsespolitik og forvaltningsloven.

Der henvises til begrundelsen i den trufne afgørelse af 6. december 2019.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte vurdere, at kommunens anvendelse af reglerne i lov om en aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forvaltningsloven er i strid med konventionen, gøres det gældende, at dette spørgsmål af klager skal søges afklaret med den lovgivende myndighed, og ikke kommunen.

Dette klagepunkt bør derfor afvises af nævnet med henvisning til, at kommunen ikke er rette adressat for klagen.

Klager giver endvidere udtryk for, at kommunen har handlet i strid med FN´s Handicapkonvention ved i en skrivelse af 21. november 2019 at gøre bemærkninger omkring klagers etnicitet og handicap (hørenedsættelse).

Den nævnte skrivelse er en partshøringsskrivelse, som indeholder en fremstilling af en række faktuelle oplysninger om klager og klagers sag, således, at klager havde mulighed for at korrigere disse oplysninger, såfremt klager fandt oplysningerne ukorrekte.

Det er kommunens opfattelse, at det fremgår af dels partshøringsskrivelsen og dels af afgørelsen, at klagers etnicitet og handicap ikke har ligget til grund for afgørelsen af klagers sag.

Klagers sag er afgjort på det foreliggende grundlag på grund af klagers manglende medvirken til sagens oplysning.

Det er således kommunens opfattelse, at der ved sagens behandling - herunder ved den trufne afgørelse - alene er varetaget saglige og lovlige hensyn.

Spørgsmål omkring kommunens overholdelse af forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, herunder den forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse, henhører under Tilsynets kompetence, og ikke under Ligebehandlingsnævnets område.

Det gøres gældende, at dette klagepunkt skal afvises af nævnet, da nævnet efter de forvaltningsretlige principper ikke har den saglige kompetence til at afgøre spørgsmålet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og national oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forskelsbehandlingsloven forpligter ikke kun arbejdsgivere, men ligeledes enhver der anviser beskæftigelse.

Nævnet vurderer, at klagen angår kommunens sagsbehandling i forbindelse med klagers ansøgning om revalidering, og at den indklagede kommune ikke i denne sammenhæng anviste beskæftigelse.

Nævnet vurderer derfor, at forskelsbehandlingsloven ikke finder anvendelse i sagen.

Klagen over forskelsbehandling på grund af handicap må derfor behandles efter handicapdiskriminationsloven.

Nævnet er ikke tillagt kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse uden for arbejdsmarkedet.

Nævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.

Handicap

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

På baggrund af sagens oplysninger, vurderer nævnet, at klagen vedrører anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet kan derfor heller ikke behandle denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde