Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

J.nr. 20-40953

En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en offentlig myndighed.

Han mente, at myndigheden havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap under en telefonsamtale.

Manden oplyste, at han under samtalen havde fået at vide, at han skulle skrive, hvis han ønsklede kontakt til myndigheden, selvom han havde oplyst, at han var ordblind.

Myndigheden oplyste, at ingen medarbejdere huskede at have haft den samtale, som manden henviste til.

Nævnet vurderede, at mundtlige parts- og vidneforklaringer måtte være nødvendige for en afklaring af sagens faktiske omstændigheder.

Da en sådan bevisførelse ikke kan foretages af nævnet, afviste nævnet at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager rettede telefonisk henvendelse til indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager, der er ordblind, har oplyst, at han telefonisk kontaktede den indklagede myndighed den 30. september 2020.

Ifølge klager fik han af en medarbejder oplyst, at han skulle have en sag for at blive stillet igennem, og at han skulle skrive ind til den indklagede myndighed.

Ifølge klager oplyste han medarbejderen om, at han var ordblind og derved ikke havde mulighed for at skrive til indklagede, hvortil medarbejder sagde, at han da måtte kunne skrive.

Den indklagede myndighed har oplyst, at ingen medarbejdere husker at have haft den samtale, som klager henviser til.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. september 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund at sit handicap.

Klager kontaktede indklagede den 18. september 2020.

Han fik af en medarbejder oplyst, at han skulle have en sag for at blive stillet igennem, og at han skulle skrive ind til den indklagede myndighed.

Klager oplyste, at han var ordblind, og derved ikke havde mulighed for at skrive til indklagede, hvortil medarbejderen ubehøvlet sagde, at han da måtte kunne skrive.

Klager mener, at indklagede bør vise hensyn til klagers handicap og udarbejde en procedure, hvorved klager ikke bliver henvist til at skrive en e-mail, hvis han ønsker kontakt til indklagede.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling pga.

handicap.

På baggrund af klagen har indklagede talt med de to relevante medarbejdere i receptionen, som kunne have talt med klager.

Der var dog ingen af medarbejderne, der kunne huske den konkrete telefonsamtale den 18. september 2020.

Indklagede har ikke et telefonnotat om klagerens henvendelse og har heller ikke en praksis for, at medarbejderne i receptionen skal registrere noget om de telefonopkald, der modtages.

Indklagede har derfor ikke kunnet finde nogen oplysninger om telefonsamtalen den 18. september 2020.

Indklagede har efterfølgende givet en generel vejledning til medarbejderne i receptionen om, at hvis en lignende situation opstår, hvor en borger nævner, at vedkommende ikke kan skrive til ministeriet pga.

et handicap, så skal telefonopkaldet viderestilles til en sagsbehandler ved indklagede, der kan udarbejde et telefonnotat om henvendelsen.

Telefonnotatet vil herefter kunne danne grundlag for indklagedes svar på henvendelsen.

Hvis opkaldet ikke kan viderestilles til en sagsbehandler, skal medarbejderen i receptionen i stedet for tage imod en telefonbesked, så borgeren kan blive ringet op af en sagsbehandler på et senere tidspunkt.

Samtidigt blev det indskærpet over for medarbejderne i receptionen, at det er meget vigtigt, at borgere og andre, der ringer til indklagede myndighed, altid får en god, venlig, høflig og professionel betjening.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ifølge klager havde han en telefonsamtale med en medarbejder hos indklagede den 18. september 2020, hvor han fik oplyst, at han skulle have en sag for at blive stillet igennem, og at han skulle skrive ind til den indklagede myndighed.

Klager har videre oplyst, at han under samtalen oplyste, at han var ordblind og derfor ikke havde mulighed for at skrive til indklagede, hvorpå medarbejderen fastholdt, at han måtte skrive til myndigheden.

Den indklagede myndighed har heroverfor oplyst, at ingen medarbejdere ved indklagede husker at have haft den samtale, som klager henviser til.

Det er for nævnets vurdering af sagen afgørende at kunne lægge indholdet af den pågældende samtale til grund.

Da ingen medarbejdere ved indklagede husker den pågældende samtale, herunder hvorvidt den har fundet sted, kan nævnet ikke på det foreliggende grundlag afgøre sagen.

Nævnet vurderer derfor, at det for en afklaring af sagens faktiske omstændigheder og derved for sagens afgørelse, er nødvendigt, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages af nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde