Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence

J.nr. 21-29022

En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet.

Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga.

sit handicap, fordi han ikke kunne få handicaptillæg.

Han mente også, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga.

sit handicap, fordi ikke blev stillet igennem til ledelsen, da han henvendte sig til myndigheden.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen over handicaptillæg vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.

Nævnet vurderede desuden, at klagen over myndighedens håndtering af mandens henvendelse vedrørte tilgængelighed.

Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med bevilling af handicaptillæg ved ungdomsuddannelse og i forbindelse med, at klager ikke fik mulighed for at tale med en leder, da han kontaktede indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager, der er ordblind, havde overvejelser om at starte på en ungdomsuddannelse, men har oplyst, at det ikke er muligt at få handicaptillæg som ordblind.

Klager har oplyst, at han på baggrund heraf kontaktede det indklagede ministerium omkring den 30. juni 2021, da han ville drøfte lovgivningen om handicaptillæg.

Han ønskede at tale med ledelsen, men fik at vide af medarbejderen, som han talte med, at hun ikke måtte stille om til sin leder.

Klager har videre oplyst, at han blev nødt til at skrive til ledelsen, hvis han skulle kontakte dem.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. juni 2021.

Klager har fremsat krav om tilkendelse af godtgørelse på 50.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager er ordblind og ønsker at klage over, at det ikke er muligt at få handicaptillæg i forbindelse med uddannelse, når man er ordblind

Klager mener, at årsagen til, at det ikke er muligt at få handicaptillæg er, at indklagede har lavet nogle andre foranstaltninger, herunder at ordblinde kan få mentor og computer, men fordi klager ikke kan få handicaptillæg, vil han være tvunget til at have et job ved siden af et studie.

For klager kræver studiet mere, fordi han er ordblind, og klager er derfor uforstående overfor, at han ikke vil kunne få et handicaptillæg.

Ordblindhed er forskellig fra person til person.

Klager er tvunget til at sidde på skolen efter undervisning, hvis han vil have hjælp til sine lektier af en mentor.

Sidste gang klager søgte ind på et studie skulle han give en vejleder samtykke til ansøge om hjælpemidler.

Det endte med, at skolen fik et hjælpemiddel udleveret i klagers navn, men klager fik aldrig selv udleveret hjælpemidlet.

Klager fik desuden at vide, at han ikke havde tilbageleveret hjælpemidlet, selvom han aldrig havde fået det udleveret.

Klager mener, at ordningen umyndiggør ham, da det bl.a. er uddannelsesinstitutionen, der bestemmer hvilken computer, klager skal anvende.

Det indklagede ministerium burde ændre reglerne, så klager kunne klare sig selv og ikke være afhængig af andre.

Klager har desuden behov for en mentor, før han starter på uddannelsen, så han har mulighed for at blive oplært i at bruge en computer som et hjælpemiddel når uddannelsen starter.

Det stiller klager dårligere, at han først skal lære hjælpemidlet at kende, når han starter på uddannelsen.

Indklagede må bruge de ressourcer, der er nødvendige, for at klager kan tage uddannelsen på samme tid som alle andre, ellers er han dårligere stillet på grund af sit handicap.

For så vidt angår medarbejderens oplysninger om, at klager ikke kunne blive stillet igennem til en leder, bemærker klager, at han i så fald bliver nødt til at skrive for at komme i kontakt med ledelsen.

Dette vil andre mennesker have mulighed for, men klager har ikke mulighed for at skrive pga.

sit handicap.

Klager er derfor dårligere stillet på grund af sit handicap.

Klager mener, at han ved henvendelse til offentlige myndigheder har ret til at tale med en leder.

Indklagede skal som følge af ovenstående betale en godtgørelse på 50.000 kr.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgår af forarbejderne til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klage over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Det er nævnets vurdering, at klagen over bevilling af handicaptillæg alene vedrører anvendelsen og fortolkningen af regler i SU-lovgivningen.

På den baggrund kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle denne del af klagen.

Klager har desuden klaget over, at han ved sin telefoniske henvendelse til indklagede ikke fik mulighed for at tale med en leder, men af indklagede blev henvist til at rette skriftlig henvendelse.

Det er nævnets vurdering, at denne del af klagen angår tilgængelighed ved den indklagede myndighed.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed, herunder adgang til kommunikation via telefonisk henvendelse.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad er til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed mv., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.

En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed mv. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Nævnet kan derfor heller ikke behandle denne del klagen.

Det er efter oplysningerne klagers opfattelse, at han ved henvendelse til offentlige myndigheder har ret til at tale med en leder, hvilket han ikke fik mulighed for ved sin henvendelse til indklagede.

Nævnet bemærker, at klager over indskrænkninger i muligheden for henvendelse til offentlige myndigheder, kan rettes til Folketinget Ombudsmand.

Det bemærkes endvidere, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage partshøring af indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om tilgængelighed