Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold
J.nr. 21-32023
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet.
Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga.
sit handicap, fordi han ikke kunne skrive spørgsmål ned i forbindelse med foretræde, og fordi han havde svært ved at huske spørgsmålene.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at manden var blevet behandlet ringere på grund af sit handicap.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med foretræde for folketingsudvalg.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han to gange har fået foretræde i folketingsudvalg.
Et foretræde varer 15 minutter, hvorefter udvalgsmedlemmerne kan stille spørgsmål.
Klager har oplyst, at han ikke har mulighed for at skrive spørgsmålene ned, da han er ordblind, og at det var svært at huske spørgsmålene.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. juli 2021.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede har udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager har to gange fået foretræde i folketingsudvalg, hvilket foregår således, at man har 15 minutter til at foretræde.
Derefter bliver der stillet spørgsmål, som man skal skrive ned.
Da klager er ordblind, og ikke kan skrive spørgsmålene ned, oplyste indklagede, at han kunne huske spørgsmålene i stedet for at skrive dem ned.
Når spørgsmålene ikke er nedskrevne er det svært at huske dem.
Folketinget er underlagt handicapdiskriminationsloven og bør derfor have en forretningsgang, der sikrer, at man ikke bliver stillet dårligere på grund af handicap.
Klager bruger meget tid og gør et stort arbejde for, at ordblinde ikke bliver forskelsbehandlet.
Klager ønsker derfor en godtgørelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Hvis nævnet vurderer, at klager – uanset et eventuelt handicap – ikke kan få medhold i sin klage, tager nævnet ikke stilling til, om klager på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har oplyst, at han som ordblind ikke har mulighed for at nedskrive spørgsmålene fra udvalgsmedlemmerne i forbindelse med foretræde, og at indklagede derfor oplyste, at han kunne huske spørgsmålene i stedet for at skrive dem ned.
Klager har videre oplyst, at det er svært at huske spørgsmålene.
Nævnet vurderer, at klagers oplysninger ikke giver anledning til at formode, at han på grund af sit handicap har været udsat for en ringere behandling i forbindelse med foretræde for et udvalg hos indklagede.
¬Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Det bemærkes endvidere, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage partshøring af indklagede.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde