Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

J.nr. 20-43498

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en ansøgning til en stilling som chauffør.

Manden var født døv, og afslaget var begrundet i, at arbejdet var meget afhængigt af telefonsamtaler.

Den indklagede virksomhed havde for nævnet redegjort for behovet for telefonisk kommunikation som chauffør hos indklagede.

Indklagede havde imidlertid ikke forud for afslaget undersøgt, om klager med rimelige tilpasninger, som eksempelvis hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre, ville kunne varetage stillingen.

Indklagede var heller ikke forud for afslaget indgået i en dialog med klager om, hvorvidt han med de i ansøgningen nævnte hjælpemidler ville kunne varetage stillingen.

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr.

Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse indgik det, at der ikke forelå oplysninger om timetallet i stillingen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på en stilling som chauffør.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på en stilling hos den indklagede virksomhed.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 15.000 kr. med procesrente fra den 27. september 2020, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den indklagede virksomhed søgte en chauffør med tiltræden den 1. oktober 2020.

Klager, der er født døv, søgte den 24. september 2020 stillingen.

Af klagers mail fremgik

”Jeg har læst jeres job opslag på Facebook med stor interesse, jeg vedhæfter derfor mit CV.

Beklager at jeg ikke ringer på telefonnummeret, som er oplyst på opslaget.

Men det skyldtes desværre at jeg er døv og kan kun sms’e, emaile eller ringe via en video tegnsprogstolk som kan formidle samtalen.

Ser frem til at høre fra jer.

”

Den 25. september 2020 fik klager afslag på stillingen med følgende begrundelse

”Kære [klager]

tak for din henvendelse.

Stillingen er besat til anden side.

Det arbejde, vi udfører er meget afhængig af telefonsamtaler.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. september 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 19.000 kr. svarende til en måneds løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på sin ansøgning.

Indklagede fravalgte klager som følge af hans hørehandicap.

De udviste ingen interesse i at vide, hvordan klager tidligere har gjort i forhold til kommunikation og hjælpemidler.

Indklagede har åbent erkendt at have kendskab til diverse hjælpemidler, så kommunikationen efterfølgende ikke skulle blive noget problem overhovedet.

Alligevel har indklagede anført, at klager i stillingen ville få et personligt nederlag, uden at have ladet ham få chancen på trods af hans hørehandicap.

Med klagers hjælpemidler ville opkald ikke være et problem.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Ved indklagedes udvælgelse af en ny chauffør var de nødt til at se på, hvad det var for et job, der skulle bestrides.

Jobbet krævede meget kommunikation via telefon med forskellige aktører.

Derfor var indklagede nervøse for, at klager ville få en del problemer og dermed lide et personligt nederlag.

Det ville være kritisabelt, hvis indklagede vidste dette ved ansættelse af klager som ny chauffør.

Indklagede ville ikke have betænkt sig ved at ansætte klager, hvis der havde været tale om et almindeligt chaufførjob.

Havde det ikke været i denne svære tid, havde indklagede gerne sat en bil mere i gang med klager som chauffør, men det var ikke en mulighed, da indklagede ikke kunne skaffe sådan kørsel, der var rentabel.

Indklagede har flere ansatte, der har et handicap.

Indklagede er klar over, at der findes mange hjælpemidler, som kan gøre noget svært nemt.

Hvis indklagedes ejer eller kørselsleder selv skulle have disponeret over bilen, kunne de nemt have brugt SMS eller andet hjælpemiddel.

Chaufføren skulle imidlertid køre linjetur, hvor chaufføren skal ringe til en medarbejder hvert sted for at blive lukket ind af hovedporten.

Derefter skal chaufføren ringe til en ny medarbejder for at få en underskrift og nye papirer til det næste sted.

Denne procedure foretages syv gange hver dag, og det var baggrunden for indklagedes beslutning om at give klager afslag på stillingen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af en fremlagt lægeerklæring, at klager er født døv.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager søgte den 24. september 2020 stillingen som chauffør hos indklagede.

Det fremgik af ansøgningen, at klager er døv, og at han derfor kun kan SMS’e, sende mails eller foretage opkald via en videotegnsprogstolk.

Indklagede gav den 25. september 2020 klager afslag på stillingen under henvisning til, at arbejdet var meget afhængigt af telefonsamtaler.

Da afslaget således var begrundet i klagers begrænsninger som følge af sit hørehandicap, vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

En arbejdsgiver skal efter § 2 a træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Der stilles ikke krav om ansættelse af en person, der – uanset rimelige tilpasninger – ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Det er ubestridt, at indklagede på tidspunktet for afslaget var bekendt med klagers hørehandicap.

Afslaget på klagers ansøgning om en stilling som chauffør var begrundet i, at arbejdet var meget afhængigt af telefonsamtaler.

Indklagede har for nævnet redegjort nærmere for behovet for telefonisk kommunikation som chauffør på linjetur.

Indklagede har oplyst, at chaufføren ved hvert stop skal ringe til en medarbejder for at blive lukket ind af hovedporten, hvorefter chaufføren skal ringe til en anden medarbejder for at få en underskrift og nye papirer.

Denne procedure foretages syv gange dagligt.

Indklagede undersøgte imidlertid ikke forud for sit afslag til klager, om han med rimelige tilpasninger – for eksempel med hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre – ville kunne varetage stillingen som chauffør på linjetur hos indklagede, herunder om byrden ved at foretage sådanne eventuelle tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Indklagede indgik heller ikke forud for afslaget i dialog med klager om, hvorvidt han med de i ansøgningen oplyste hjælpemidler i form af SMS, mail og opkald via videotegnsprogstolk ville kunne varetage den konkrete stilling.

På denne baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 15.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om timetallet i stillingen.

Indklagede skal herefter betale 15.000 kr. til klager med procesrente fra den 27. september 2020, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a, om tilpasning

•

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde