Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - repressalier - ej medhold - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - repressalier - ej medhold - medhold

J.nr. 21-856

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en stilling som chauffør.

Manden var født døv, og afslaget var begrundet med, at den indklagede virksomhed havde behov for, at chaufføren kunne ringe til kunder og afsendere.

Forud for afslaget havde indklagede indgået i en dialog med klager om, hvorvidt der fandtes et system, som medførte, at han ville kunne modtage en telefonsamtale.

Indklagede havde også overvejet, om klager med alternative kommunikationsformer ville kunne varetage stillingen som chauffør.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at de relevante tilpasningsforanstaltninger ville sænke effektiviteten væsentligt og dermed være uforholdsmæssigt byrdefulde for indklagede.

Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Nævnet fandt det dog godtgjort, at ejeren af den indklagede virksomhed som reaktion på klagen til nævnet var medvirkende til, at klager blev ekskluderet og blokeret fra en jobsøgningsgruppe for chauffører på Facebook.

Klager fik derfor tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr. for repressalier.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på en stilling hos den indklagede virksomhed.

Klagen angår desuden repressalier i forbindelse med, at klager i anledning af klagen til Ligebehandlingsnævnet blev udelukket fra en privat jobsøgningsgruppe på Facebook.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på en stilling som chauffør hos den indklagede virksomhed.

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager som reaktion på sin klage til nævnet blev udelukket fra en privat jobsøgningsgruppe på Facebook.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 15.000 kr.

Sagsfremstilling

Den indklagede transportvirksomhed opslog den 16. december 2020 en ledig stilling som chauffør på fuld tid.

Klager, som er født døv, søgte den 16. december 2020 stillingen.

En medarbejder hos indklagede skrev i en mail sendt til klager samme dag

”Hej [klager]

Fedt at se du er hurtig på tasterne.

Er du lige så hurtig til at komme forbi til en snak i morgen torsdag kl.

10?

Jeg ser frem til at høre fra dig”

Klager svarede i en mail til indklagede sendt samme dag

”Hej [medarbejders navn]

Mange tak for din mail.

Har du mon mulighed for at nævne nogle flere datoer, da jeg er døv og skal have en tegnsprogstolk med til samtalen, for at sikre mig et godt flow og danne et godt indtryk af hinanden.

En tegnsprogstolk kan godt være svær at skaffe med så kort varsel, men jeg gør gerne et forsøg, men kan ikke love at der kan være en klar allerede i morgen kl.

10”

Samme dag skrev ejeren af den indklagede virksomhed følgende i en mail til klager

”Hej [klager]

Bliver nødt til at spørge da jeg ikke har forstand på det , kan du modtage en telefon samtale.

Er der sådan et system,,”

Hertil svarede klager samme dag indklagedes ejer

”Hej [navn på virksomhedens ejer]

Ja det er der, hvis man ikke ønsker sms (som nok er det nemmeste).

Det andet alternativ, er at man kan ringe til mig via en tegnsprogstolk.

”

Den 17. december 2020 skrev ejeren af den indklagede virksomhed i en mail til klager

”Hej [klager]

Vi går lige i tænke boks da det er en udfordring for os.

Vi er positive så hvis du synes kan du boooke en tid i det nye år med en tolk, så kan vi tage en snak der.

”

Klager svarede den 18. december 2020 indklagedes ejer

”Kære [navn på ejer]

Jeg er glad for at se, at du er positiv omkring dette.

Men jeg kan og vil gerne arbejde hurtigst muligt, så hvis det er en mulighed for en samtale i løbet af næste uge, så sørger jeg for en tolk.

Så kan du på samtalen hurtigt få et indtryk af mig som person og som medarbejder, for jeg kan love dig, at hvis vi har nogle aftaler på forhånd mht.

kommunikation eller ruter, f.eks en lille sms inden arbejds start eller lignende, så vil du få en engageret medarbejder.

…”

Den 18. december 2018 modtog klager et afslag på sin ansøgning fra indklagede med følgende indhold

”Hej [klager]

Dit CV og ansøgning er super fint.

Vi har et behov for vores chauffør kan ringe ud til hver enkel kunde før ankomst og ligeledes til afsender, hvis der opstår problemer med godset.

Vi ønsker dig fortsat god søgning og er sikker på der er et godt job til dig også.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. december 2020.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 60.000-66.000 kr., svarende til 3 måneders løn.

Klager har under sagens behandling i nævnet fremlagt et opslag fra en privat gruppe på Facebook med over 17.000 medlemmer, hvor virksomheder kan søge chauffører, og hvor chauffører kan søge job.

Opslaget er indrykket af en person med samme navn som ejeren af den indklagede virksomhed.

Af opslaget fremgår følgende

”BONDEFANGERI.

HJÆLP OS.

Er der andre vognmænd, der har været udsat for at modtage en jobansøgning, uden ansøger tydeliggøre, vedkommende har brug for tolk.

Vi tænker på tegnsprogstolk!

Vi har tydelig skrevet i jobopslaget, man skal kunne tale dansk i skrift og tale, da vore chauffører ringer til kunder, afsender og kontor rigtig mange gange i løbet af en dag.

Vi ønsker på ingen måde at gøre forskel på jobansøgere, uanset køn, farve eller andet, blot stiller vi krav om man har de kvalifikationer det kræver for at opfylde jobbet.

Vi aldrig på nogen måde lovet vedkommende job kun spurgt om en jobsamtale.

Vi har klart en oplevelse af vi er ført bag lyset af en ansøger og nu modtager krav om erstatning på kr. 60.000-66.000kr efter skat fra LIGESTILLINGSNÆVNET DEL GERNE”

I kommentarfeltet til opslaget fremgik følgende indlæg

[Person A]

”Som admin [administrator] af gruppen her vil jeg gerne bede om navnet på vedkommende da det ikke skal foregå …… så håber i vil sende mig en pb [personlig besked] med navnet så det kan standses….

Og jeg beklager virkelig at det er sket”

[Person A]

”[Navn på indklagedes ejer] ja det vil jeg gerne have ?

”

[Person B]

”[Navn på indklagedes ejer] du må ifølge Gdpr lov ikke udlevere og det kan gå hen og blive et problem hvis han bliver smidt ud af gruppen kan du straffes i forhold til straffeloven da du så har udleveret hans navn og folk kan finde ud af hvem du har skrevet om og det kan være æreskrænkende og den koster dyrt”

[Navn på indklagedes ejer]

”[Person B] jeg ikke skrevet noget navn.

”

Indklagede har for nævnet fremlagt et eksempel på en kørselsplan med 20 kunder på en arbejdsdag.

Det fremgår af kørselsplanen, at chaufføren skal ringe til modtageren en time før ankomst.

Ved 12 af kunderne i det fremlagte eksempel er der ifølge indklagede alene oplyst et fastnet- eller virksomhedsnummer, hvorfor kunderne ikke kan kontaktes via SMS.

Ved de øvrige 8 kunder er der oplyst et mobilnummer.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslaget på sin ansøgning.

Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Den indledende dialog med indklagede var meget positiv.

De spurgte nysgerrigt ind til kommunikationen med klager.

Han svarede, at han brugte tegnsprogstolk, og ved en samtale kunne han have oplyst om de mange muligheder, der findes, og at et kommende samarbejde ikke er så vanskeligt.

Desværre ændrede indklagede radikalt kurs, og en samtale var ikke længere på tale.

Klager blev således afvist på grund af sin manglende hørelse.

Godtgørelsen bør fastsættes til 60.000-66.000 kr., svarende til omkring 3 måneders løn.

Efter klagers indgivelse af klagen til nævnet indrykkede ejeren af den indklagede virksomhed det fremlagte opslag i en Facebook-gruppe, hvor chauffører kan søge job, og vognmænd kan søge efter chauffører.

Derefter blev klager smidt ud af gruppen og blokeret af gruppens administrator.

Klager ved, at indklagede har oplyst hans navn, for ellers var han ikke blevet smidt ud af gruppen og blokeret.

Det betyder, at klagers omdømme og muligheder for at finde et reelt og ærligt job er blevet begrænset.

Efter den offentlige udstilling af klager på Facebook har han nærmest ikke fået nogen respons på sine ansøgninger.

Indklagede har dermed ødelagt hans muligheder for at få arbejde som chauffør.

Klager kender ikke den fastholdelseskonsulent fra kommunen, som indklagede har henvist til.

Hun er ikke ansvarlig for hjælpemidler i klagers bopælskommune.

Klager har oplyst om hjælpemidler i form af tegnsprogstolkning via en app, som kan sættes op ved ventilationen eller et andet sted i lastbilen, så det ikke generer hans kørsel.

Systemet fungerer ved, at klager anvender tegnsprog, og tolken formidler det øjeblikkeligt med lyd til modtager.

Tilsvarende oversættes modtagerens tale øjeblikkeligt til klager på tegnsprog.

Indklagede påstår principalt afvisning.

Subsidiært påstår indklagede frifindelse, mest subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af klager.

Sagen bør afvises fra behandling i nævnet, da mundtlige parts- og vidneforklaringer er nødvendige til at belyse det arbejde, som virksomheden udfører og søgte en chauffør til, samt behovet for som chauffør at kunne høre og kommunikere via tale med kunder, leverandører mv. Indklagede vil også mundtligt kunne redegøre for indklagedes forsøg på at vurdere, om en tilpasning af arbejdet var en realistisk og rimelig mulighed, og hvorfor dette efter indklagedes vurdering ikke var muligt som følge af arbejdets art med opgaver som underleverandør.

Såfremt nævnet finder at kunne behandle klagen, gøres det gældende, at indklagede har undersøgt mulighederne for at indrette arbejdet, så det passer til klagers behov, inden de meddelte ham afslag.

Indklagede spurgte således klager om mulige tilpasninger, ligesom indklagedes ejer og kørselsdisponent undersøgte, om arbejdet kunne tilpasses til en ansøger, som ikke kan foretage og besvare opkald, hvilket er en væsentlig del af det arbejde, som virksomheden udfører.

Indklagede udfører som oftest opgaver som underleverandør for større transportvirksomheder eller varehuse.

Kørselsplanerne bliver færdiggjort af virksomhedens disponent dagen inden, de pågældende transporter skal gennemføres, og afhænger af, hvilke opgaver indklagede får som underleverandør.

Kørselsplanerne skal ofte ændres, hvis chaufførerne f.eks. ikke kan få fat på afsender eller modtager, eller hvis modtageren ikke vil modtage det fragtede gods på grund af skader på godset sket før eller under transporten.

Hvis der er behov for en ændring i planen, eller hvis der opstår noget uventet, kan det medføre, at der skal foretages adskillige opkald fra chaufføren til afsenderen eller fra chaufføren til disponenten, som så f.eks. skal kontakte speditørerne og ringe tilbage til chaufføren.

Det er desuden et krav, at chaufføren ringer ud en time inden ankomst på hvert eneste stop.

Dette er et krav, som speditørerne har til indklagede som underleverandør, og er altså en forudsætning for deres forretningsgrundlag.

Efter indklagedes mail til klager af 17. december 2020 om, at de ville gå i tænkeboks, drøftede indklagedes ejer og kørselsdisponent mulighederne for at tilpasse arbejdet til klager.

De gennemgik blandt andet nogle forskellige konkrete ruter og arbejdsdage for at vurdere, om det evt.

kunne lade sig gøre at udføre arbejdet på disse ruter uden at kunne ringe ud til kunder, afsendere og modtagere for at aftale og koordinere mv. Dette ville skulle foregå ved at SMS’e eller skrive mails via en telefon, Ipad eller lignende, hvilket kun vil kunne foregå med lastvognen holdende stille.

Den fremlagte kørselsplan er et eksempel på sådan en kørselsplan.

Indklagede havde dagen forinden spurgt klager, hvorvidt der eksisterede et system eller en teknologi, som gjorde det muligt for ham at kunne tage en telefon, hvortil klager svarede, at det i givet fald ville skulle foregå gennem en tolk.

Der findes ikke en teknologisk løsning, som gør det muligt for en døvstum chauffør at kommunikere håndfrit, hvilket også er blevet bekræftet af en fastholdelseskonsulent i kommunens beskæftigelsesforvaltning.

Hun har oplyst, at kommunen evt.

kan tilbyde en smartphone eller Ipad og en holder til lastbilen, men at der ikke i øvrigt er nogle tilbud eller løsninger, som kommunen kan stille til rådighed.

Indklagede gav klager afslag på ansøgningen, da de havde brug for en chauffør, som kunne ringe ud til hver enkelt kunde og afsenderne, hvis der opstod problemer med godset.

En arbejdsgiver er ikke forpligtet til at ansætte en person med handicap, hvis vedkommende ikke er egnet i forhold til stillingen.

I dette tilfælde var klager uegnet, da arbejdet kræver en væsentlig mængde kommunikation og koordination, som skal kunne foregå, mens transporten foregår lovligt og forsvarligt.

Det vil sige, at det skal kunne foregå telefonisk, da der hverken ifølge klager eller kommunen findes alternative løsninger, som muliggør dette.

Det var dermed ikke muligt for virksomheden at tilpasse arbejdet til klagers behov.

Det ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt for indklagede at tilpasse stillingen til klager, da en tilpasning vil medføre tabt effektivitet og et væsentligt indtægtstab.

Som chauffør skal man påregne at ringe til 20-40 kunder, modtagere og/eller afsendere pr. arbejdsdag.

Hertil skal lægges den løbende kommunikation med arbejdsgiver og dennes kørselsdisponenter, hvis der skulle opstå behov for ændringer i ruten.

Den påkrævede kommunikation kan ikke klares ved, at chaufførerne ved afgang fra en lokation blot sender en enkelt SMS, idet der ofte vil være behov for at lave en aftale med modtagere eller afsendere, som på skrift ville kræve flere SMS’er frem og tilbage, hvilket i sagens natur ikke kan eller må foregå, mens chaufføren fører køretøjet.

Det ville være meget uhensigtsmæssigt at skulle forsøge at tilpasse stillingen til en chauffør, som alene kan kommunikere på skrift, sammenholdt med den fleksibilitet, det giver, at chaufføren kan foretage kommunikationen telefonisk undervejs mod det næste stop.

Det er svært at foretage en beregning af, hvor meget en sådan tilpasning ville sænke chaufførens effektivitet på en gennemsnitlig arbejdsdag, da der er mange ubekendte tidsmæssige faktorer.

Alene det, at chaufføren dagligt i flere tilfælde ville skulle stoppe kørslen og holde ind til siden for at besvare en SMS, medfører et betragteligt effektivitetstab.

Hvis en modtager ikke er til at komme i kontakt med efter flere forsøg, kræver det flere opkald til og fra afsenderen.

Det samme gælder, hvis en modtager nægter at modtage gods.

Hvis indklagedes disponent skal inddrages, vil det medføre tilsvarende flere opkald, både angående den konkrete opgave og om, hvordan kørslen skal ændres eller omstruktureres for at tabe mindst muligt.

Denne vurdering af det påregnede tab i effektivitet tager i øvrigt udgangspunkt i en forestilling om, at det overhovedet ville kunne lade sig gøre alene at kommunikere via skrift, hvilket ikke er tilfældet.

Som det fremgår af den fremlagte kørselsplan, som er repræsentativ for en arbejdsdag i virksomheden, vil de daglige leveringer ske til både private husstande og virksomhedsadresser.

De røde markeringer i kørselsplanen indikerer, at der her er opgivet et fastnets- eller virksomhedsnummer, hvortil man ikke kan sende en SMS.

Da indklagede i høj grad fungerer som underleverandør af transportydelser, er det ikke muligt for indklagede at definere den kontaktinformation, som man har med på en opgave.

Det er heller ikke muligt at kræve, at afsendere eller modtagere skal være indstillet på, at den person, som skal levere deres gods, ikke kan kommunikere via tale.

Indklagede har således forsøgt at tilpasse stillingen til klagers behov, hvilket ikke har vist sig muligt.

Den løsning, som klager har beskrevet i sine bemærkninger til nævnet, fremstår ikke som en løsning, der gør håndfri kommunikation under kørsel muligt.

Som klager har beskrevet løsningen, skal chaufføren kigge på skærmen og kommunikere via tegnsprog under kørslen.

Selv hvis dette kan lade sig gøre, kræver løsningen for at være tilstrækkeligt effektiv, at tolken er lige så tilgængelig som en chauffør, hvilket ikke kan tænkes at være tilfældet.

Teknologien, som heller ikke er nævnt af kommunen som en mulighed, løser heller ikke de krav til kommunikationen med afsendere, modtagere og virksomhedens egne disponenter, som indklagede tidligere har beskrevet.

Klager har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at indklagede har skrevet noget om klager på Facebook eller andet sted i forbindelse med sagen.

Dette bestrides, og klager opfordres til at dokumentere dette.

Hvis nævnet vurderer, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, bør godtgørelsen fastsættes til et mindre beløb end påstået af klager.

Indklagede har herved henvist til nævnets afgørelse i sagsnr.

19-4500 (KEN 9520 af 10. juni 2020).

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af en fremlagt lægeerklæring, at klager er født døv.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Efter en dialog med klager om hans muligheder for at modtage en telefonsamtale med hans hørehandicap gav indklagede ham den 18. december 2020 afslag på sin ansøgning til stillingen som chauffør under henvisning til, at indklagede havde behov for, at chaufføren kunne ringe til kunder og afsendere.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Arbejdsgivers pligt til at foretage tilpasninger

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for forskelsbehandlingen vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.

Klager har bevisbyrden herfor.

Indklagede indkaldte den 16. december 2020 klager til en ansættelsessamtale.

Klager oplyste i mail af 16. december 2020 indklagede, at han var døv, og at han derfor havde brug for en tegnsprogstolk til samtalen.

På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede på dette tidspunkt vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.

Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Der stilles ikke krav om ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling.

Indklagede har oplyst, at arbejdet som chauffør hos dem som underleverandør indebar, at chaufføren skulle kontakte modtageren forud for hver enkelt levering.

Hvis modtageren ikke var til at komme i kontakt med eller nægtede at modtage godset, skulle chaufføren også kontakte afsenderen.

Gennemsnitligt skulle chaufføren kontakte 20-40 kunder og afsendere på en arbejdsdag, ligesom chaufføren løbende skulle være i kontakt med indklagedes kørselsdisponenter i tilfælde af ændringer af ruten.

Forud for afslaget den 18. december 2020 indgik indklagede i en dialog med klager om, hvorvidt der fandtes et system, som medførte, at han kunne modtage en telefonsamtale.

Klager oplyste hertil, at man kunne ringe til ham via en tegnsprogstolk, hvis man ikke ønskede at anvende SMS, som dog nok var det nemmeste.

På baggrund af indklagedes oplysninger, som understøttes af indklagedes mail af 17. december 2020 om, at indklagede ville ”gå i tænkeboks”, lægger nævnet til grund, at indklagede forud for afslaget den 18. december 2020 overvejede, om klager med alternative kommunikationsformer ville kunne varetage stillingen som chauffør hos indklagede.

Det fremgår af det af indklagede fremlagte eksempel på kørselsrute, at en større andel af indklagedes kunder ikke kunne kontaktes via SMS, hvorfor klager ville skulle kontakte disse via en tegnsprogstolk.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at det ville sænke effektiviteten væsentligt at tilrettelægge kørselsplanen med hensyntagen til, at klager ved de 20-40 daglige kontakter til kunder og leverandører skulle standse kørslen for at kommunikere via SMS eller en app med tegnsprogstolk, og at de relevante tilpasnings-foranstaltninger dermed ville være uforholdsmæssigt byrdefulde for indklagede.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Om repressalier

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en person, der udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling efter lovens §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Klager har bevisbyrden for, at der er årsagssammenhæng mellem den påståede ufordelagtige behandling og det forhold, at han har fremsat krav om ligebehandling.

Klager har fremlagt udskrift fra en privat Facebook-gruppe, hvor virksomheder kan søge chauffører, og hvor chauffører kan søge job.

Gruppen har over 17.000 medlemmer.

Det fremgår af udskriften, at en person med samme navn som indklagedes ejer søgte hjælp fra andre vognmænd i anledning af en klage til Ligebehandlingsnævnet om forskelsbehandling, hvor en ansøger til en ledig stilling havde fremsat krav om en godtgørelse på 60.000-66.000 kr.

På baggrund af forfatterens navn og opslagets indhold, herunder den fremsatte godtgørelsespåstand, lægger nævnet til grund, at opslaget var indrykket af den indklagede virksomhedsejer i anledning af klagers klage til nævnet.

Som reaktion på ejerens opslag angav gruppens administrator i en kommentar, at hun gerne ville bede om navnet på den pågældende, da ”det ikke skal foregå”, og ”så det kan standses”.

På baggrund af administratorens efterfølgende kommentar med ordlyden ”[navn på indklagedes ejer] ja det vil jeg gerne have” sammenholdt med det faktum, at klager efterfølgende blev ekskluderet fra gruppen og blokeret af administratoren, lægger nævnet til grund, at indklagedes ejer videregav klagers navn til gruppens administrator.

Nævnet vurderer, at det på baggrund af administratorens kommentarer forud herfor må have stået ejeren af den indklagede virksomhed klart, at konsekvensen ved at videregive oplysningerne om klagers identitet var, at administratoren ville hindre ham i fremadrettet at anvende gruppen til jobsøgning.

Klager har herefter løftet bevisbyrden for, at indklagede har udsat ham for ufordelagtig behandling og ufordelagtige følger, fordi han havde fremsat krav om ligebehandling efter forskelsbehandlingsloven.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 15.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Nævnet har herved særligt tillagt det vægt, at klager ved den ufordelagtige behandling som følge af hans krav om ligebehandling blev udelukket fra at søge arbejde i et stort netværk inden for hans branche.

Indklagede skal herefter betale 15.000 kr. til klager.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a, om tilpasning

•

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

•

§ 7, stk. 2, om repressalier

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde