Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - arbejdsvilkår - ej medhold

J.nr. 20-45152

Klager, som er mand, var ansat på fuld tid som civil køreprøvesagkyndig.

Klager ansøgte i perioden 2018-2020 i alt tre gange om at overgå fra fuld tid til deltid.

Klager fik afslag fra sin arbejdsgiver på alle tre ansøgninger med en begrundelse om ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at en mandlig kollega til klager fik bevilget deltid i februar 2018, da personalesituationen på ansøgningstidspunktet i november 2017 var anderledes.

Arbejdsgiveren havde også oplyst, at en kvindelig kollega til klager fik bevilget deltid i marts 2020, da en nytiltrådt leder på dette tidspunkt ikke var bekendt med de ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.

Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på at overgå fra fuld tid til deltid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager fik afslag på at overgå fra fuld tid til deltid i forbindelse med sin ansættelse hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager, som er mand, tiltrådte den 1. august 2015 en fuldtidsstilling som civil køreprøvesagkyndig hos indklagede.

Klager indgav i 2018 en ansøgning om at overgå til deltid fra den 1. november 2018.

Indklagede afslog klagers ansøgning med den begrundelse, at der som følge af den ressourcemæssige situation var behov for fastholdelse.

Klager fremsendte efterfølgende den 8. november 2018 en skriftlig forespørgsel til sin ledelse om en nærmere begrundelse for afslaget.

Indklagede besvarede den 21. november 2018 klagers forespørgsel og begrundede afslaget med, at kompetencen som prøvesagkyndig var forretningskritisk i forhold til at kunne leve op til servicemålene.

Klager indgav i 2019 en ny ansøgning om at overgå på deltid fra den 1. december 2019.

Indklagede afslog klagers ansøgning med den begrundelse, at ressourcesituationen i kredsen ikke tillod en ændring i klagers arbejdstid.

I marts 2020 fik klagers kollega, som er kvinde, bevilget deltid af indklagede.

Klager indgav herefter i august 2020 igen en ansøgning om at overgå på deltid fra den 1. september 2020.

Indklagede afslog klagers ansøgning med den begrundelse, at indklagede var presset i forhold til udbud og efterspørgsel, og at behovet for afholdelse af køreprøver var stort for tiden.

Klager opsagde sin stilling ved udgangen af november 2020.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. oktober 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til tre måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager gjorde allerede ved sin ansættelsessamtale i 2015 sin daværende ledelse opmærksom på, at han på sigt ønskede at gå på deltid.

Klager gjorde også på en medarbejderudviklingssamtale den 12. juni 2017 sin ledelse opmærksom på, at han fremadrettet ønskede at gå på deltid.

Klager indgav i alt to ansøgninger til indklagede om at få ændret sin arbejdstid fra fuld tid til deltid i henholdsvis 2018 og 2019.

Klager fik afslag fra indklagede på begge ansøgninger med henvisning til ressourcesituationen hos indklagede.

I marts 2020 fik klagers kollega, som er kvinde, bevilget deltid.

Klager indgav herefter i 2020 en ny ansøgning om at få ændret sin arbejdstid fra fuld tid til deltid, da klager var af den opfattelse, at ressourcesituationen hos indklagede var ændret.

Klagers ansøgning blev afvist af indklagede med den begrundelse, at indklagede var presset i forhold til udbud og efterspørgsel, og at behovet for køreprøver var stort.

Klager finder det højst usandsynligt, at bevillingen af deltid til hans kvindelige kollega som hævdet af indklagede beroede på en fejl fra ledelsens side.

Alle ledere hos indklagede vidste besked om personalesituationen i afsnittet for køreprøver, og at situationen vedrørende afvikling af køreprøver i en årrække havde været problematisk og til tider kaotisk.

Den problematiske personalesituation berørte alle ledere hos indklagede, idet opgaverne i de andre afsnit blev nedprioriteret.

Personalet har også over for deres respektive ledelse udtrykt stor utilfredshed over situationen.

Klager har som talsmand for kollegerne i afsnittet for køreprøver deltaget i alle fællesafdelingsmøder siden 2016, hvor afvikling af køreprøver hver gang har været et stort emne.

I 2019/2020 forsøgte ledelsen at tiltrække nye ansatte til at gennemføre køreprøvesagkyndiguddannelsen, og da det ikke lykkedes, tilbød indklagede alle ansatte med en køreprøvesagkyndiguddannelse et særligt løntillæg, som skulle skærpe opmærksomheden og interessen for at beskæftige sig med afvikling af køreprøver.

Klager er overbevist om, at indklagede ikke ville have imødekommet klagers forespørgsel om muligheden for deltid, hvis klager havde indgivet denne forespørgsel på samme tidspunkt som klagers kvindelige kollega indgav sin forespørgsel.

I april 2020 forespurgte en af klagers mandlige kollegaer, som i forvejen var på deltid, om det var muligt at gå yderligere nogle timer ned på grund af corona-situationen.

Klagers mandlige kollega har nogenlunde samme alder som klager selv og var i risikogruppen for smittefare.

Indklagede gav et afslag på dette, og den mandlige kollega opsagde derfor sin stilling i maj 2020.

Klager tog også selv konsekvensen og opsagde sin stilling ved udgangen af november 2020.

Han ville gerne have fortsat på deltid i endnu et år, men dette var ikke muligt.

Indklagede påstår, at sagen skal afvises som grundløs.

Hvis nævnet ikke er enig heri, påstår indklagede, at sagen skal afvises, da den er uegnet til skriftlig behandling.

Behandling af sagen forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer fra de involverede parter.

Hvis nævnet fastholder klagen, gør indklagede gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Der blev ved beslutningen om ikke at imødekomme klagers ansøgning om deltid ikke lagt vægt på usaglige hensyn.

Der er ikke et retskrav på ansættelse på deltid.

Det er ansættelsesmyndigheden, som vurderer, om en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet er forenelig med imødekommelsen af en ansøgning fra en ansat om deltidsansættelse.

Indklagede har konkret taget stilling til ansøgningen fra klager om deltid, og det er i den forbindelse vurderet, at tilrettelæggelse af arbejdet ikke muliggjorde imødekommelse af ønsket om deltid.

Klager er som civil køreprøvesagkyndig udelukkende ansat til at forestå afvikling af køreprøver.

Det er korrekt, at klager i henholdsvis 2018, 2019 og 2020 ansøgte om deltid, og at han blev meddelt afslag herpå.

Der blev i den forbindelse ved hvert tilfælde foretaget en konkret vurdering, hvorefter arbejdstilrettelæggelsen i klagers sektion ikke muliggjorde arbejde på deltid.

Afviklingen af køreprøver er et forretningskritisk område ikke mindst fordi, at der er stor bevågenhed på området, hvor der i lang tid har været fokus, herunder politisk fokus, på at nedbringe ventetiderne.

Området er yderligere kompliceret af, at det gennem lang tid har været svært at rekruttere et tilstrækkeligt antal kvalificerede køreprøvesagkyndige, hvorfor antallet af køreprøvesagkyndige er under normeringen.

Det har blandt andet betydet, at det gennem de seneste år ikke har været muligt at honorere ønsker fra medarbejdere om deltid.

Klager er ansat i Sektionen for køreprøver.

Sektionen har 27 ansatte, hvoraf 6 er kvinder.

Der er to medarbejdere – en mand og en kvinde – der er ansat på deltid.

Den mandlige kollega ansøgte om deltid i november 2017, hvor personalesituationen var anderledes, hvorfor det på daværende tidspunkt var muligt at imødekomme ansøgningen.

Den mandlige kollega fik bevilget deltid i februar 2018.

Den kvindelige kollega fik bevilget deltid i marts 2020.

Hun havde tidligere – ligesom flere andre ansatte i sektionen – forhørt sig om muligheden for deltidsstillingen og fået at vide, at det ikke umiddelbart ville være muligt at imødekomme en ansøgning om deltid.

I forbindelse med lederskifte i klagers sektion i december 2019 forhørte den kvindelige kollega sig hos den nytiltrådte leder om muligheden for nedsat tid og fik tilsagn om dette.

Imødekommelsen af ansøgningen skete alene, fordi lederen på daværende tidspunkt ikke til fulde var bekendt med sektionens udfordringer i forhold til at kunne skaffe tilstrækkelige personaleressourcer til at dække behovet for afvikling af køreprøver.

Indklagede er enig i, at det har været kendt, at der overordnet set har været udfordringer i forhold til afvikling af køreprøver.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at samtlige ledere hos indklagede har haft indgående viden om prioriteringen af personaleressourcerne.

Lederen, som dengang tiltrådte klagers sektion, kunne ikke forudsættes at vide, at prioriteringen af personaleressourcer betød, at anmodninger om deltid ikke blev imødekommet, ligesom at lederen ikke var bekendt med, at det var noget, som var medarbejderne bekendt.

Hvis en lignende anmodning på daværende tidspunkt var blevet fremsat af en mandlig ansat, ville den på tilsvarende vis være blevet imødekommet af lederen.

Det kan derfor lægges til grund, at beslutningen om at imødekomme ansøgningen fra den kvindelige kollega beroede på en fejl fra ledelsens side.

Klager ansøgte medio august 2020 om nedsat tid, hvilket han fik afslag på, da lederen på dette tidspunkt havde klarhed over de ressourcemæssige udfordringer, der gjorde/gør sig gældende for klagers sektion.

Der er derfor ikke lagt vægt på usaglige hensyn ved beslutningen om ikke at imødekomme klagers ansøgning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Klager ansøgte i alt tre gange om at overgå til fra fuld tid til deltid med virkning fra henholdsvis den 1. november 2018, den 1. december 2019 og den 1. september 2020.

Klager fik afslag fra indklagede på alle tre ansøgninger med en begrundelse om ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.

Indklagede har oplyst, at en mandlig kollega til klager fik bevilget deltid i februar 2018, da personalesituationen på ansøgningstidspunktet i november 2017 var anderledes.

Den mandlige medarbejder har efterfølgende fået afslag på at gå yderligere ned i tid.

Indklagede har også oplyst, at en kvindelig kollega til klager fik bevilget deltid i marts 2020, da en nytiltrådt leder på dette tidspunkt ikke var bekendt med de ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.

Ligebehandlingsnævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han ved indklagedes afslag på sine ansøgninger om deltid i henholdsvis 2018, 2019 og 2020 er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

¬¬Nævnet har lagt vægt på, at indklagedes afslag til klager var begrundet i ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.

Nævnet har også lagt vægt på, at indklagede i februar 2018 har bevilget deltid til en mandlig medarbejder i klagers sektion.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 16 a, om delt bevisbyrde