Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 21-13254

En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Folketingets Ombudsmand havde besluttet ikke at udarbejde et svar på alle klagers henvendelser.

Folketingets Ombudsmand meddelte den 11. marts 2021 klager, at han de kommende to år ikke kunne forvente at få svar fra ombudsmanden, medmindre hans henvendelser gav anledning til at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Folketingets Ombudsmand oplyste for nævnet, at beslutningen blev truffet på baggrund af en afvejning af en række hensyn og omstændigheder, herunder antallet af klagers henvendelser og i hvilket omfang ombudsmanden kunne hjælpe klager.

Det indgik desuden ved beslutningen, at det er ombudsmandens ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger vurderede nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han i forbindelse med ombudsmandens beslutning om at begrænse kontakten, eller processen omkring beslutningen, var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Folketingets Ombudsmand har besluttet ikke at udarbejde et svar på alle klagers henvendelser.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Folketingets Ombudsmand har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Folketingets Ombudsmand behandler blandt andet klager fra borgere.

Ombudsmandens arbejde er reguleret af lov om Folketingets Ombudsmand.

Det følger af ombudsmandslovens § 16, stk. 1, at ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Af forarbejderne til ombudsmandslovens § 16, stk. 1, fremgår følgende

”Ifølge § 16 afgør ombudsmanden, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelser.

Bestemmelsen er principielt meget betydningsfuld, idet den – i modsætning til, hvad der gælder for rekursinstanser og domstolene – giver ombudsmanden ret til at afvise at behandle klager, som opfylder lovens processuelle betingelser.

Herved får ombudsmanden mulighed for at koncentrere sig om de problemer i den offentlige forvaltning, der – bedømt ud fra de retssikkerheds- og beskyttelseshensyn, der er ombudsmandsinstitutionens ideologiske grundlag – er mest betydningsfulde, og for at samle sig om spørgsmål, hvor der er en særlig grund til at tro, at ombudsmandens udtalelser vil have gennemslagskraft…

(…)

Bestemmelsen angiver ingen betingelser for ombudsmandens anvendelse af beføjelsen.

Ombudsmanden kan således fortsat anvende bestemmelsen, som ombudsmanden finder mest hensigtsmæssigt.

”

Folketingets Ombudsmand behandler som udgangspunkt sager på skriftligt grundlag.

Folketingets Ombudsmand har over en længere periode taget imod telefoniske klager fra klager, som er ordblind.

Når klager ønsker at indgive en klage til Folketingets Ombudsmand, retter klager henvendelse telefonisk, hvorefter ombudsmanden noterer klagen ned for klager.

Ombudsmanden har besvaret klagers henvendelser ved breve.

Ombudsmanden har i indledningen af brevene med fremhævet tekst vejledt klager om muligheden for at ringe til ombudsmanden og få brevene læst højt.

Denne ekspeditionsform er klager vejledt om telefonisk og har været praktiseret i en årrække.

Klager gjorde i 2019 og 2020 indsigelse mod ekspeditionsformen, idet han anførte, at han skulle have mulighed for at betjene sig selv på alle tider af døgnet, og at det var diskrimination at skulle henvises til at få brevene læst højt.

Ombudsmanden fastholdt ekspeditionsformen.

Ved brev af 8. februar 2021 skrev Folketingets Ombudsmand blandt andet følgende til klager

”Jeg overvejer at meddele dig, at du de kommende 2 år ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Inden jeg træffer en beslutning, har du mulighed for at kontakte mig om dine eventuelle bemærkninger til grundlaget for min beslutning, så de kan indgå i mine overvejelser.

Hvis du har bemærkninger, beder jeg dig om at kontakte mig inden 2 uger fra datoen på dette brev.

Jeg vil derefter meddele dig min beslutning i et brev.

Baggrunden for mine overvejelser om retningslinjerne for dine henvendelser til ombudsmanden er følgende

Jeg har i perioden fra oktober 2017 til januar 2021 modtaget mange henvendelser fra dig.

Jeg har i anledning af dine henvendelser oprettet mere end 25 sager.

Hovedparten af sagerne er oprettet efter den 1. januar 2019.

I et brev af 4. februar 2020 (mit sagsnr.

20/00259) meddelte jeg dig følgende retningslinjer for dine henvendelser til mig, jf. brevets pkt. 3

”Fremtidige henvendelser fra dig, som vedrører sagen om computer som hjælpemiddel, vil ikke blive besvaret, medmindre dine henvendelser indeholder nye oplysninger, som giver mig grundlag for at foretage mig noget.

”

Jeg overvejer som nævnt nu at meddele dig, at du de kommende 2 år ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Det gælder uanset henvendelsernes indhold.

Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at jeg i ingen af de sager, som jeg har oprettet i anledning af dine henvendelser, har fundet grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse.

Jeg har også lagt vægt på, at det er mit ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Retningslinjerne for dine henvendelser vil betyde, at du kun kan forvente at modtage et svar på en henvendelse, hvis henvendelsen giver mig grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

I modsat fald hører du ikke fra mig.

4.

Afsluttende bemærkninger

Dine henvendelser til ombudsmanden giver mig – ud over de retningslinjer, som jeg overvejer at meddele dig, jf. pkt. 3 ovenfor – anledning til at bemærke følgende, som jeg beder dig om at være opmærksom på fremover

Du har henvendt dig telefonisk mange gange til ombudsmanden på det seneste.

Du har siden ultimo oktober 2020 i forbindelse med din telefoniske kontakt til ombudsmanden haft samtaler med mine medarbejdere den 22. oktober, 30. november, 2., 4., 14., 16. og 17. december 2020, samt den 6., 12., 19. og 26. januar 2021.

Jeg beder dig om at overveje ikke at ringe til Folketingets Ombudsmand så meget, som du har gjort på det seneste…”

Ved brev af 11. marts 2021 meddelte ombudsmanden klager følgende

I mit brev af 8. februar 2021 skrev jeg til dig, at jeg overvejede at meddele dig, at du de kommende 2 år ikke kunne forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser gav mig grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Jeg skrev også, at det gælder uanset henvendelsernes indhold.

Jeg bad om at modtage dine eventuelle bemærkninger inden 2 uger.

Jeg har ikke hørt fra dig i den anledning.

Jeg meddeler dig herefter nu, at du de kommende 2 år ikke kan forvente at få svar fra mig, medmindre dine henvendelser giver mig grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Det gælder uanset henvendelsernes indhold.

Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at jeg i perioden fra oktober 2017 til januar 2021 har modtaget mange henvendelser fra dig.

Jeg har i anledning af dine henvendelser oprettet mere end 25 sager.

Hovedparten af sagerne er oprettet efter den 1. januar 2019.

Jeg har endvidere lagt vægt på, at jeg i ingen af de sager, som jeg har oprettet i anledning af dine henvendelser, har fundet grundlag for at indlede en ombudsmandsundersøgelse.

Jeg har desuden lagt vægt på, at det er mit ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen, bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013).

Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Hvis du efter udløbet af ovennævnte periode retter henvendelse til mig igen, vil jeg tage stilling til, om disse retningslinjer for dine henvendelser til Folketingets Ombudsmand skal opretholdes, lempes eller bortfalde.

2.

I brevet af 8. februar 2021 til dig skrev jeg desuden følgende

”Du har henvendt dig telefonisk mange gange til Folketingets Ombudsmand på det seneste.

Du har siden ultimo oktober 2020 i forbindelse med din telefoniske kontakt til ombudsmanden haft samtaler med mine medarbejdere den 22. oktober, 30. november, 2., 4., 14., 16. og 17. december 2020, samt den 6., 12., 19. og 26. januar 2021.

Jeg beder dig om at overveje ikke at ringe til Folketingets Ombudsmand så meget, som du har gjort på det seneste.

”

Jeg beder dig fortsat om dette…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. marts 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

¬Indklagede har fremlagt et telefonnotat udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra klager af 19. marts 2021

”Jeg kontaktede d.d. [klager] efter telefonbesked fra receptionen om, at [klager] havde ringet.

[Klager] indledte samtalen med at sige, at der ”åbenbart var et brev, han ikke havde fået”, og at han nu forstod, at han skulle have givet nogle bemærkninger til FO.

Jeg oplyste, at FO havde sendt et brev til ham den 8. februar 2021 om hans klage over [X] og om partshøring om retningslinjer for hans henvendelser til FO.

Jeg læste hele brevet af 8. februar 2021 op for [klager].

[Klager] sagde, at han ikke forstod brevet, og at han gerne ville have forklaret indholdet ”med almindelige ord”.

Jeg forklarede ham herefter brevets indhold med andre vendinger.

Herefter forklarede jeg, at FO havde sendt ham et brev den 11. marts 2021, og jeg læste brevet op indtil brevets pkt. 1, ca. 6. afsnit.

[Klager] afbrød og sagde, at han ikke ønskede at høre resten, fordi det bare var gentagelse af det tidligere brev.

[Klager] spurgte, om han nu var afskåret fra at henvende sig til FO.

Jeg understregede, at [klager] ikke er afskåret fra at henvende sig til FO.

Jeg forklarede, at FO’s retningslinjer, som jeg havde læst op, indebærer, at [klager] i en periode på 2 år ikke kan forvente at få et svar fra FO, medmindre hans henvendelse giver FO grundlag for at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Jeg forklarede [klager], hvad der menes med ”ombudsmandsundersøgelse”, og hvordan en ombudsmandsundersøgelse er forskellig fra de svar, han i øvrigt har modtaget fra FO.

[Klager] svarede hertil, at det er lige meget for ham at få breve, fordi han ikke kan læse dem.

Jeg forstod [klager] sådan, at hans ønske er, at FO generelt kontakter ham telefonisk i stedet for at skrive.

Herefter udtrykte [klager] stor utilfredshed med, at FO kun havde sendt ham et brev om partshøring i stedet for at ringe til ham og læse brevet op for ham og bede om hans bemærkninger.

[Klager] sagde, at det er sådan, Ligebehandlingsnævnet gør det.

Jeg tilbød [klager], at han kunne give sine bemærkninger til mig telefonisk nu, så jeg kunne notere dem med henblik på, at FO kunne svare ham om hans bemærkninger.

[Klager] svarede hertil, at det var for sent, fordi der allerede var truffet en beslutning, og at han derfor ikke ønskede at give sine bemærkninger til FO.

[Klager] afsluttede samtalen med at sige, at han ville ”oprette en ligebehandlingssag”, og at han ville sende FO’s breve til Ligebehandlingsnævnet…”

Klager har fremlagt læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017.

Af konklusionen fremgår

”…

Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning.

…”

Specifikt om klagers læsehastighed blev det i den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet

”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen.

”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Klager nåede ikke at besvare partshøringen, før indklagede traf beslutningen.

Indklagede burde have ringet klager op, inden de traf beslutningen.

Indklagede ved godt, at klager er ordblind, og at han derfor ikke kan læse de breve, han modtager.

Da klager opdagede brevet, ringede klager til indklagede.

Medarbejderen hos indklagede sagde, at hun alligevel godt kunne tage imod bemærkningerne telefonisk.

Klager ønsker ikke at komme med bemærkninger, fordi der allerede var truffet en beslutning.

Klager fik aldrig læst brevet, hvori han blev partshørt om beslutningen.

Det er kritisk, at indklagede har tilføjet bemærkningen om, at han kan ringe for oplæsning i slutningen af brevet.

Bemærkningen burde have været anført helt i starten af brevet.

Det er dog diskrimination, at indklagede overhovedet har en formodning om, at klager læser brevene, idet han er ordblind.

Beslutningen er truffet på baggrund af, at klager er ordblind, og at han derfor kræver flere ressourcer, når han skal oprette klager og har spørgsmål til indklagede.

Indklagede har fjernet rettigheder fra klager som borger – en grundlovsmæssig ret.

Årsagen til, at klager har rettet så mange henvendelser til indklagede, er, at han meget ofte oplever at blive diskrimineret, fx i en omstilling hos en myndighed.

Indklagede har aldrig taget en sag op på baggrund af klagers henvendelser.

Indklagede lader bevidst være med at indlede en undersøgelse i klagers sager.

Det ville være rart, hvis indklagede passede det arbejde, de er blevet sat i verden til at gøre.

I forhold til anstaltsforholdet bør indklagede tænke over, at der er tale om en borger med et handicap.

Anstaltsforholdet er lavet for almindelige mennesker.

Klager har en funktionsnedsættelse, der gør, at han er nødt til at rette henvendelse på en særlig måde.

Indklagede behandler klager, som en der kan læse og skrive, men det kan han ikke.

Det er klagers opfattelse, at såfremt der er hjemmel til at gøre som gjort mod ham, må der være en fejl i loven, da det er diskriminerende.

Der står ingen steder, at klager skal have en telefon, der kan ringe op.

Indklagede har en informationspligt.

Indklagede opfylder ikke denne ved at sende et brev til klager, som ikke kan læses af klager.

Indklagede ved på forhånd, at når de har sendt et brev til klager, skal man ringe indklagede op for at sikre, at han forstår indholdet af brevet.

Dette er diskrimination.

Indklagede burde ringe klager op fra start og fortælle, hvad der står.

Klager betaler lige nu skat til en myndighed, som han ikke kan få hjælp af.

Hvis der er et problem ressourcemæssigt, må man lave et system, som sikrer, at man som ordblind kan få læst brevene op flere gange.

På den måde ville medarbejderne ikke være tvunget til at bruge tid til det.

Det fremgår tydeligt af indklagedes bemærkninger, at indklagede vil sikre sig, at de overholder lovgivningen omkring, at klager skal have klageret, men at de ikke vil bruge ressourcerne på at svare klager og sikre sig, at klager bliver bekendt med svaret.

Det er derfor ikke rigtigt, at indklagede ikke har inddraget klagers ordblindhed.

Måske skulle indklagedes procedure laves om, så de skulle behandle alle henvendelser.

Klagen går på, at klager ikke ved, hvorvidt der oprettes en sag hos indklagede eller ej.

Han ved derfor ikke, om han skal gøre noget ved problemstillingen et andet sted.

Indklagedes procedure forklarer ikke folk om juraen bag problemstillingerne, medmindre der er oprettet en sag.

Klager har derfor været nødt til at få oprettet mange sager hos indklagede.

Det kan ikke være rigtigt, at indklagede ikke vægter det faktum, at klager er ordblind.

Folketingets Ombudsmand påstår frifindelse.

Indklagede kan begrænse kontakten fra og til en borger med hjemmel i ombudsmandsloven og det såkaldte anstaltsforhold.

Det følger af anstaltsforholdet, at en offentlig institution kan fastsætte generelle regler for og træffe visse konkrete beslutninger vedrørende borgernes forhold, der er nødvendige for at få institutionen til at fungere.

Det er en forudsætning for, at der kan foretages konkrete begrænsninger i kontakten med en borger, at det er nødvendigt ud fra institutionens formål, og at der ikke findes andre, mindre indgribende midler.

Efter indklagedes praksis kan det besluttes at begrænse kontakten til en borger, hvis det bygger på hensyn til indklagedes formål og virksomhed (krav om saglighed), og hvis der ikke findes andre, mindre indgribende midler (krav om proportionalitet).

Kravet om saglighed kan være opfyldt bl.a., hvis begrænsningen i kontakten meddeles med henblik på, at der kan ske rimelig og forsvarlig anvendelse af indklagedes ressourcer.

Indklagede kan f.eks. beslutte kun at svare på henvendelser fra en borger, hvis disse giver grundlag for at iværksætte en egentlig undersøgelse med høring af den eller de involverede myndigheder.

Efter praksis forudsætter en sådan beslutning, at borgeren har klaget ganske mange gange (har mange sager), uden at indklagede reelt har kunnet hjælpe, og hvor det er vurderingen, at indklagede bør prioritere andre opgaver ud fra et hensyn til den samlede opgavevaretagelse.

Denne form for begrænsning af kontakten til borgeren fastsættes efter forudgående partshøring, og begrænsningen er som altovervejende hovedregel tidsbegrænset.

Indklagedes retningslinjer for klagers eventuelle fremtidige henvendelser ændrer ikke på hans adgang til at kontakte institutionen telefonisk.

Den 19. marts 2021 rettede klager telefonisk henvendelse til indklagede.

Under telefonsamtalen blev brevet af 8. februar 2021 og en del af brevet af 11. marts 2021 læst op for klager.

Under telefonsamtalen tilbød sagsbehandleren at tage imod klagers bemærkninger til de nævnte breve, hvilket klager afslog.

Retningslinjerne for klagers eventuelle fremtidige henvendelser til indklagede er besluttet med hjemmel i ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Beslutningen er inden for rammerne af og i overensstemmelse med ombudsmandens praksis, hvorefter ombudsmanden kan begrænse kontakten til den enkelte borger, jf. pkt. 1 ovenfor.

Indklagede har ved beslutningen afvejet en række hensyn og omstændigheder, herunder antallet af klagers henvendelser til ombudsmandsinstitutionen, i hvilket omfang ombudsmanden reelt har kunnet hjælpe klager, samt at det er ombudsmandens ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen, bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Indklagede har ved beslutningen ikke lagt vægt på, at klager er ordblind.

Endvidere er de ekstra administrative ressourcer, der er forbundet med bl.a., at klager indgiver en klage mundtligt og kan få ombudsmandsinstitutionens breve læst op, ikke indgået i vurderingen af, om svar på eventuelle fremtidige henvendelser skulle begrænses som angivet i ombudsmandens brev af 11. marts 2021.

En anden person med et tilsvarende antal henvendelser med tilsvarende udfald ville således blive meddelt samme retningslinjer.

Desuden stiller retningslinjerne ikke klager ringere end andre personer.

Retningslinjerne afskærer ikke klager fra at rette f.eks. telefonisk henvendelse om en klage til Folketingets Ombudsmand på samme måde, som han tidligere har gjort.

Der er ved retningslinjerne således taget højde for, at klager fortsat kan indgive en klage ved telefonisk (eller personlig) henvendelse til ombudsmandsinstitutionen, og at han vil få svar, hvis henvendelsen giver ombudsmanden anledning til at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Dette svar vil – i overensstemmelse med ombudsmandsinstitutionens hidtidige praksis over for klager – kunne læses højt for ham.

Virkningen af brevet af 11. marts 2021 er således alene en ændring af, i hvilket omfang klager vil få svar på fremtidige henvendelser.

Det berører derimod ikke det for en mulig forskelsbehandling relevante tema, om klagers egne henvendelser til ombudsmandsinstitutionen kan ske på anden måde end skriftligt, og heller ikke, hvorledes (mundtligt eller skriftligt) ombudsmandsinstitutionen – i de tilfælde hvor en henvendelse besvares - vil besvare klagers henvendelser.

Vedrørende partshøring vejledte indklagede i brevet med fremhævet kursiveret skrift om muligheden for, at klager kunne ringe til ombudsmandsinstitutionen og få brevet læst op.

Klager er som anført telefonisk vejledt om denne ekspeditionsform, der har været benyttet i en årrække og i praksis har fungeret i forhold til ham.

Klager har desuden under den efterfølgende telefonsamtale haft lejlighed til at afgive sine mundtlige bemærkninger til retningslinjerne, men det ønskede han ikke.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved

denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager har oplyst, at han er ordblind.

Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultat af en læse- og retskrivningsundersøgelse af 13. juni 2017.

Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentligt under normen.

Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Det er på denne baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Folketingets Ombudsmand meddelte den 11. marts 2021 klager, at han de kommende to år ikke kunne forvente at få svar fra ombudsmanden, medmindre hans henvendelser gav anledning til at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.

Folketingets Ombudsmand har for nævnet oplyst, at beslutningen blev truffet på baggrund af en afvejning af en række hensyn og omstændigheder, herunder antallet af klagers henvendelser og i hvilket omfang ombudsmanden har kunne hjælpe klager.

Det indgik desuden ved beslutningen, at det er ombudsmandens ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen bliver brugt mest hensigtsmæssigt.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i forbindelse med ombudsmandens beslutning om at begrænse kontakten, eller processen omkring beslutningen, er blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde