Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold
J.nr. 20-31190
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab havde afvist at yde ham tilskud til et fødselsforberedelseskursus, som han havde deltaget i.
Det fremgik af forsikringsbetingelserne, at tilskud til fødselsforberedelseskurser var knyttet til den person, der skulle føde eller havde født.
Nævnt henviste til, at lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser ikke var til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel og fødsel.
Det forhold, at forsikringsselskabet kun ydede tilskud til fødselsforberedelseskurser til den person, der skulle føde eller havde født, relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel og fødsel.
Klager fik derfor ikke medhold.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab kun yder tilskud til et fødselsforberedelseskursus til den fødende person.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det indklagede forsikringsselskab har ikke handlet i strid med lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser.
Sagsfremstilling
Klager, som er mand, deltog den 28. juni 2020 sammen med sin hustru i et fødselsforberedelseskursus udbudt af en virksomhed.
Kursets varighed var 6 timer.
Virksomheden oplyste til klager, at det var muligt at få et tilskud på 25 % af kursusprisen dækket hos det indklagede forsikringsselskab.
Virksomheden oplyste også til klager, at det kun var den fødende kvinde, som kunne få tilskud, hvis hun var medlem hos det indklagede forsikringsselskab.
Klager var selv medlem af det indklagede forsikringsselskab, men det var klagers hustru ikke.
Klager kunne ikke selv få det pågældende tilskud, da han ikke var den person, som skulle føde barnet.
Klager kontaktede efterfølgende det indklagede forsikringsselskab, som bekræftede de oplysninger, som klager havde fået af virksomheden.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. juli 2020.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Indklagede har under sagens behandling fremlagt diverse materiale.
Indklagede har blandt andet henvist til forsikringsselskabets dækningsmuligheder og takster.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Det er diskriminerende, at klager ikke kan få tilskud til det fødselsforberedende kursus som mand.
Kurset er tilrettelagt for både mor og far.
Selvom klager ikke er den fødende person, er hans rolle under fødslen vigtig, ligesom det også er vigtigt, at han er forberedt.
Klager vil desuden være tilstede under sin hustrus fødsel, da det også er klagers barn, som hustruen skal føde.
Han har derfor en lige så stor interesse i fødslen og vil være en lige så stor del af fødslen.
Klager deltog i hele kurset, som var af lige så stor relevans for ham som for klagers hustru.
Klager ønsker at få sit tilskud på lige vilkår som sin hustru, hvis hun havde været medlem og havde ansøgt om det pågældende tilskud.
Det indklagede forsikringsselskab gør gældende, at der ikke sker forskelsbehandling på baggrund af køn ved udbetaling af tilskud til fødselsforberedelseskurser.
Forsikringsselskabet udbetaler tilskud til den, der skal føde/har født og dermed forskelsbehandler forsikringsselskabet ikke på baggrund af køn ved udbetaling af tilskud til et fødselsforberedelseskursus.
Forsikringsselskabet er et gensidigt forsikringsselskab, hvis formål er at yde medlemmerne tilskud til at dække udgifter i sygdoms- og ulykkestilfælde samt udgifter til at forebygge sygdomme.
Medlemmerne har mulighed for at få indflydelse på nogle af de beslutninger, som træffes, ved at deltage i årlige medlemsmøder og ved at fremsende medlemsforslag til f.eks. sammensætningen af forsikringsselskabets tilskudsområder.
Det er forsikringsselskabets målsætning at yde en høj tilbagebetaling til medlemmerne og at have lave omkostninger.
Forsikringsselskabets optagelsesprocedure og kontingentfastsættelse er i overensstemmelse med reglen i § 18 b i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring mv., hvorefter anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med tegning af private forsikringer ikke må føre til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser.
Indklagede har henvist til sine generelle forsikringsbetingelser, hvor det blandt andet er et krav for optagelse i forsikringsselskabets almindelige grupper, at man er under 60 år, og at man på optagelsestidspunktet er rask.
Ansøgere forskelsbehandles derfor ikke på baggrund af køn i forbindelse med optagelsen, og fastsættelsen af kontingentet sker uafhængigt af køn og alder, ligesom at mænd og kvinder får den samme ydelse.
Der er ikke ydelser, som forsikringsselskabets medlemmer er afskåret fra at kunne modtage som følge af graviditet.
Forsikringsselskabet giver tilskud til jordemoderkonsultationer, herunder fødselsforberedelseskurser, til den person, der skal føde barnet eller har født barnet.
Der skelnes derfor ikke imellem moren og faren til barnet ved udbetaling af tilskuddet – eller i øvrigt mellem to kvinder og to mænd.
Det er den, der føder/har født barnet, der primært har behov for de fødselsforberedende kurser, da disse er nøje knyttet til fødselsprocessen og fødselsforberedelsen, herunder vejledning i forhold til amning, kost og livsstil, fysiske og psykiske forandringer, undersøgelse af livmoder og fosteret mv. Det samme gør sig gældende for jordemoderkonsultationer efter fødsel, hvor jordemoderen bistår den, der har født med ammevejledning, undersøgelse af efterfødselskroppen, vejledning i forhold til genoptræning af kroppen mv.
Udgangspunktet for tilskuddet er dermed ikke, at man skal være kvinde, men derimod, at man skal føde/har født.
Indklagede udbetaler tilskud til et juridisk mandligt køn, hvis en jordemoder indrapporterer konsultationer på et mandligt cpr-nr., for eksempel, hvis en kvinde har ændret køn og dermed juridisk set er en mand.
Der udbetales derfor tilskud til begge køn, hvis modtageren af tilskuddet kan godtgøre, at denne bærer barnet.
Det vil sige, at den person, som udløser forsikringsbegivenheden, også er den person, som er berettiget til tilskuddet.
Der skal tages højde for den naturlige sammenhæng mellem kontingentets størrelse og tilskuddets størrelse ved et nyt tilskudsområde eller udvidelse/forhøjelse af et allerede eksisterende tilskudsområde.
Der må i den forbindelse arbejdes ud fra en fair fordeling mellem medlemmerne.
Såfremt der skal ske en udvidelse i tilskud til jordemoderkonsultationer, herunder til fødselsforberedende kurser, til også at omfatte en eller flere ledsagere, vil det betyde, at der skal ske en stigning i kontingentet eller nedsættelse af tilskuddene på øvrige tilskudsområder.
Dette vil ikke være rimeligt for forsikringsselskabets øvrige medlemmer, som ikke benytter sig af dette tilskudsområde.
Det er medlemmernes interesse at holde kontingenterne nede, så medlemmerne kan få den største værdi for forsikringsdækningen.
En udvidelse af tilskudsområdet må forventes at medføre en kompliceret og øget administration, hvilket ikke harmonerer med forsikringsselskabets værdier om at være ukomplicerede.
Klager har ikke været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i medfør af § 2, stk. 1, i ligestillingsloven, idet forsikringsselskabet ikke forskelsbehandler på baggrund af køn i forbindelse med optagelsen, og kontingentet fastsættes uafhængigt af køn og alder.
Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at der er tale om forskelsbehandling i ligestillingslovens forstand, er det indklagedes vurdering, at forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde målet er hensigtsmæssige og nødvendige i medfør af § 3 a, stk. 1, i ligestillingsloven.
Der bliver ikke gjort forskel i sammenlignelige situationer for mænd og kvinder, da forskellen er sundhedsfagligt begrundet i biologiske forskelle imellem kvinder og mænd, og dermed begrundet i saglige og objektive forhold.
I det tilfælde, at en ledsager til den person, der skal føde eller har født barnet, skal omfattes af tilskuddet, vil det få betydning for kontingentet eller tilskudsområdernes sammensætning.
Det er indklagedes vurdering, at midlet til at opfylde målet om kun at forbeholde tilskuddet til den person, der skal føde barnet, er hensigtsmæssigt og nødvendigt, da det ikke vil være rimeligt over for indklagedes øvrige medlemmer, som ikke benytter sig af dette tilskudsområde, og som ville skulle betale et højere kontingent.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.
Ankenævnet for Forsikring er et privat klagenævn.
Ligebehandlingsnævnet er derfor ikke afskåret fra at behandle klagen.
Det ændrer ikke herved, at Ankenævnet for Forsikring er godkendt af Erhvervsministeren til at behandle forsikringsklager.
Det fremgår af lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, at anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser ikke må føre til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser.
Det fremgår desuden, at loven ikke er til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel, fødsel og adoption.
Ligestillingsloven indeholder en tilsvarende bestemmelse om, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Af forarbejderne til ligestillingsloven (Lov nr. 434 af 11. maj 2007 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd) fremgår under de specielle bemærkninger til bestemmelsen i den dagældende § 3 a, stk. 2 (nugældende § 3 a, stk. 5)
”Ved stk. 2 foreslås der en ret til at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Det vil sige, at gunstig forskelsbehandling af kvinder under graviditet og moderskab er tilladt.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 2.
”
Det vil sige, at gunstig forskelsbehandling af kvinder under graviditet og moderskab er tilladt.
Det forhold, at indklagede kun yder tilskud til jordemoderkonsultationer og fødselsforberedelseskurser til den person, der skal føde eller har født, relaterer sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel og fødsel.
Indklagedes praksis er derfor ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.
Klager får herefter ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence
•
§ 4, stk. 1, om udnyttelsen af en eventuel administrativ klagemulighed
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1, nr. 2, og stk. 4, om forsikring og lignende finansielle ydelser
•
§ 1, stk. 5, om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel, fødsel og adoption
•
§ 4, stk. 3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 18 b, om anvendelse af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser Annette Dam Ryt-Hansen (formand)