Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0863
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0863
Uredigeret debatopslag i en Facebook-gruppe hører ikke under Pressenævnets kompetence
En person klagede til Pressenævnet over, at Børsen havde slettet hans debatopslag i Facebook-gruppen ”Børsens Aktienetværk”.
Debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, hører ikke under medieansvarsloven og dermed heller ikke under Pressenævnets kompetence, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation.
Det samme gælder sletning af sådanne debatindlæg.
Pressenævnet afviste derfor at behandle sagen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Børsen har slettet hans debatopslag i Børsens Facebook-gruppe ”Børsens Aktienetværk”, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har til støtte for klagen anført, at Børsen den 16. maj 2022 slettede hans debatopslag i Facebook-gruppen ”Børsens Aktienetværk”, og at opslaget linkede til en artikel med en saglig analyse på siden ”[Klagers hjemmeside]”.
Artiklen var gratis at læse, og der var således ikke tale om reklame.
I den forbindelse har [Klager] henvist til vejledningen om god presseskik, hvoraf det fremgår: ”Reglerne omfatter også redigerede debatopslag.
I det omfang der bringes uredigeret debat, bør der offentliggøres synlige og klare retningslinjer herfor samt gives effektiv adgang til at klage til mediet over indlæg”.
Det fremgår således specifikt af vejledningen, at Børsen skal have retningslinjer.
[Klager] har hertil anført, at hans debatopslag overholder alle retningslinjer, men at Børsen har brudt deres retningslinjer ved at slette hans debatopslag.
Samtidig har Børsen godkendt andres lignende opslag, og [Klager] har til klagen vedlagt skærmbilleder af eksempler på opslag, hvor der også linkes til sider og artikler, men hvor opslagene ikke er blevet slettet.
[Klager] har endelig oplyst, at han er forfatter til bogen [Bogtitel] og ekspert på området.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af Børsens Facebook-gruppe ”Børsens Aktienetværk”, at Børsen jævnligt offentliggør nyhedsstof i gruppen, således at der er tale om et medie, der er omfattet af Pressenævnets kompetence, jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
Pressenævnet bemærker endvidere, at for at nævnet kan træffe afgørelse i en klagesag, kræves det, at der er tale om et medie underlagt medieansvarsloven.
For elektroniske medier er det en betingelse for at være omfattet medieansvarsloven, at tekster mv. har karakter af ”nyhedsformidling”, jf. lovens § 1, nr. 3.
Dette indebærer efter lovens forarbejder bl.a., at der skal være tale om en ”redigeret envejskommunikation” fra mediet, jf. herved betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar, s.
15-16, 45-46 og 108-110.
Det fremgår af de ”Grundlæggende synspunkter” i indledningen til de vejledende regler for god presseskik, at under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om mediernes frie og uafhængige stilling.
Det er Pressenævnets opfattelse, at debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, ikke er omfattet af medieansvarsloven, idet der ikke er tale om redigeret envejskommunikation.
[Klager]s debatopslag i Børsens Facebook-gruppe ”Børsens Aktienetværk” må betragtes som et sådan uredigeret indlæg skrevet af udefrakommende, hvor der ikke er foretaget nogen journalistisk udvælgelse/bearbejdelse inden offentliggørelsen.
Det lægges til grund, at Børsen alene har fungeret som teknisk formidler.
Debatopslag skrevet af udefrakommende i Børsens Facebook-gruppe er derfor ikke omfattet af medieansvarsloven.
Redaktionens efterfølgende sletning af [Klager]s debatopslag indebærer ikke, at der er foretaget en sådan redigering, at forholdet falder ind under medieansvarslovens område.
Pressenævnet bemærker hertil, at det endvidere ligger uden for nævnets kompetence at pålægge Børsen at ophæve en blokering af en debattør.
Klagen hører derfor ikke under nævnets kompetence og afvises, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Afgjort den 10. juni 2022