Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0831
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0831
Person får hindret tilgængeligheden af artikler fra 2005 (Dissens)
En kvinde klagede til Pressenævnet over, at en række medier ikke ville slette, anonymisere eller afindeksere en række artikler fra 2005.
Artiklerne omtalte alle en straffesag tilbage i 2005, hvor kvinden var blevet idømt otte års fængsel for i forbindelse med sit arbejde som sygeplejerske at have franarret en 88-årig patient 500.000 kr. og for at have forsøgt at dræbe patienten ved ildspåsættelse af patientens hjem.
Kvinden fik endvidere forbud mod at udøve hverv som sygeplejerske.
Pressenævnet (flertallet) fandt ikke anledning til at udtale kritik af medierne for ikke at slette artiklerne, men fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden ved at foretage enten en anonymisering af kvindens navn i artiklerne eller ved at afindeksere artiklerne.
Nævnet lagde vægt på, at der var gået 16 år, siden der faldt dom i sagen, at kvinden ikke indtog en fremtrædende stilling i samfundet, at hun ikke var en offentlig person, og at hun siden dommen ikke har måtte arbejde som sygeplejerske.
Et mindretal fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke anledning til at kritisere medierne.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at DR har afvist hendes anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen ”Sygeplejerske dømt for drabsforsøg” , som blev bragt den 15. november 2005 af DR på netavisen dr.dk, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
Pressenævnet fandt ved kendelse af 12. oktober 2021 grundlag for afindeksering og besluttede efterfølgende ved kendelse af 7. marts 2022 at genoptage sagen.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
DR bragte den 15. november 2005 artiklen ”Sygeplejerske dømt for drabsforsøg” på netavisen dr.dk.
Artiklen har følgende underrubrik
”En 36-årig natsygeplejerske blev i dag dømt skyldig i drabsforsøg mod en 88-årige dame, som hun forinden havde snydt for 500.000 kroner.
”
Af artiklen fremgår følgende
”En natsygeplejerske snød en patient på 88 år for 500.000 kroner.
Derefter låste hun sig ind i den ældre dames lejlighed og forsøgte at dræbe hende ved at sætte ild til lejligheden på Amager.
Det fastslog Østre Landsret tirsdag i en nævningesag, hvor den 36-årige sygeplejerske blev idømt otte års fængsel.
Det var pengenød, der pressede [Klager] til at udnytte den ældre dame.
Flere års poker og casino på internettet havde givet hende en gæld på 300.000-500.000 kroner.
Den 36-årige kvinde fik samtidig forbud mod at udøve sit erhverv som sygeplejerske i fremtiden.
”
Sagsforløb og genoptagelse
Den 6. april 2021 rettede [Klager] henvendelse til DR med anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering af artiklen.
DR afviste den 16. april 2021 [Klager]s anmodning.
[Klager] klagede den 3. juli 2021 til Pressenævnet over DRs afvisning af hendes anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen.
Pressenævnet (flertallet) fandt ved kendelse af 12. oktober 2021 i sag nr. 2021-80-0670 grundlag for at udtale kritik af DR for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om afindeksering af artiklen.
Den 20. januar 2022 anmodede Danske Medier på vegne af DR Pressenævnet om at genoptage behandlingen af sagen, idet det er DRs opfattelse, at nævnets flertal har lagt en virkning af afindeksering til grund, som ikke er teknisk mulig.
Pressenævnet genoptog den 7. marts 2022 behandlingen af sagen til ny realitetsbehandling, idet nævnet fandt, at det ikke kan udelukkes, at de nye oplysninger om den tekniske virkning af en afindeksering kunne have været af betydning for sagens afgørelse i relation til den presseetiske vurdering af den begærede hindring af tilgængeligheden af [Klager]s (tidligere) navn, herunder om sletning, anonymisering eller afindeksering.
Supplerende oplysninger
Pressenævnet anmodede den 16. marts 2022 Dansk Journalistforbund om en udtalelse vedrørende Danske Mediers oplysninger til Pressenævnet om mediernes muligheder for at hindre tilgængeligheden af oplysninger ved afindeksering i forhold til søgemaskiner.
Pressenævnet modtog den 6. april 2022 en udtalelse fra Dansk Journalistforbund.
Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende
” Vedr.
punkt B8
Danske Medier og Dansk Journalistforbund justerede i 2013 efter grundige overvejelser de presseetiske regler med blandt andet tilføjelsen af punkt B8 om muligheden for at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte følsomme eller private oplysninger.
Tilføjelsen foregreb på sin vis den retsopfattelse, der blev statueret med EU-domstolens ”retten til at blive glemt”-dom i 2014: Der skal være en afvejning mellem på den ene side den berørte persons ret til at kunne beskytte visse følsomme oplysninger overfor på den anden side offentlighedens interesse i at kunne tilgå de pågældende oplysninger.
I de bemærkninger, der blev knyttet til tilføjelsen af B8, blev det angivet, at medierne kunne fjerne oplysningerne ved afindexering, anonymisering eller afpublicering.
Fra Dansk Journalistforbunds side lå der en graduering i denne rækkefølge.
Først og
fremmest i forhold til det redaktionelle indhold af eksempelvis en artikel på et dagblads hjemmeside, hvor rækkefølgen er udtryk for en stigende grad af ændring i den oprindeligt offentliggjorte tekst: Ved en afindexering ændrer man slet ikke i teksten.
Ved en anonymisering retter man i teksten ved at fjerne personnavne mv. Og ved en afpublicering sletter man hele artiklen fra hjemmesiden.
Fra Dansk Journalistforbunds side vil vi tilføje, at med dén viden om søgemaskiner og afindexering, som vi havde i 2013, så var rækkefølgen formentlig også et udtryk for en stigende grad af hindring for offentligheden til at kunne finde den pågældende artikel.
Afindexering var således efter denne opfattelse den mindst vidtgående hindring, som var begrænset til, at man ikke længere kunne finde artiklen ved at søge på et bestemt personnavn, men at man fortsat kunne finde den ved at søge på et generelt søgeord, eksempelvis ”drabsforsøg” eller ”brandstiftelse”.
Det er siden blevet klart for os og flere andre, at sådan kan de enkelte mediers søgemaskiner ikke skelne.
Enten er en artikel afindexeret eller ej.
Og en artikel, der er afindexeret kan i realiteten ikke søges frem ved en almindelig søgning.
Kun hvis man
kender den nøjagtige URL, kan man tilgå den oprindeligt offentliggjorte artikel.
Det er i øjeblikket kun store søgemaskiner som Google og Bing, der har mulighed for at fjerne forbindelsen mellem et bestemt søgeord, eksempelvis et personnavn, og et link til en konkret artikel, hvori dette personnavn figurerer.
Her vil vi henvise til den oversigt, som Danske Medier har fremlagt i sit brev dateret den 17. januar 2022.
Vedr.
Danske Mediers oplysninger til Pressenævnet
I Dansk Journalistforbund har vi haft lejlighed til at læse Danske Mediers breve til Pressenævnet dateret henholdsvis den 17. januar og den 29. marts 2022 om genoptagelse af sagerne om afindexering af artikler fra 2005.
På baggrund af vore indledende bemærkninger om B8 og den nuværende tilgængelige viden om mediernes søgemaskiner kan vi i det hele taget tilslutte os de oplysninger, som Danske Medier lægger frem.
Fra Dansk Journalistforbunds side er vi således enige i Danske Mediers overordnede
betragtning om, at Pressenævnets flertal i de pågældende kendelser fra 2021 tilsyneladende har lagt en virkning af afindexering til grund, som ikke er teknisk mulig.
[…]”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har anført, at DR har afvist hendes anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen.
[Klager] har navnlig henvist til, at den påklagede artikel krænker og forstyrrer hendes eget og hendes børns ret til privatlivets fred, og at hun ikke er en offentlig person.
Den påklagede artikel kan være ødelæggende for [Klager]s børns muligheder her i livet, deres sociale relationer m.m., da den med få klik kan søges frem.
Det kan helt klart få en problematisk konsekvens for hendes børn senere i livet, idet artiklen er synlig på første side i en Google-søgning på hendes tidligere efternavn ”[Efternavnet]”, som i dag er hendes børns efternavn.
Såfremt [Klager] får medhold i pressenævnssagen, vil det være med til at give hendes børn på henholdsvis 8 år og 12 år en fair chance her i livet.
Da de fleste mennesker dømmer ud fra et førstehåndsindtryk, kan den påklagede artikel få ufortjent meget opmærksomhed i forhold til hendes børn.
[Klager] ønsker at få ryddet op i al den negative omtale om hende på internettet, så den påklagede artikel ikke længere skal være hendes livstidsstraffeattest uden udløbsdato.
Afvisningen af [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklen er således ikke udtryk for god presseskik, som DR har henholdt sig til.
[Klager] har henvist til Dansk Journalistforbunds og Danske Mediers guide til de presseetiske regler (2013), side 13.
[Klager] har oplyst, at hun tillige har anmodet Google om at afindeksere søgeresultatet med den påklagede artikel.
Google har afvist anmodningen med henvisning til webmasters afvisning og vil ikke fjerne data uden om webmasters accept.
[Klager] har forståelse for, at Google og DR synes, at offentligheden skal kunne finde den ældre omtale via Googles søgemaskine, men den påklagede artikel behøver ikke at fremkomme ved en søgning på [Klager]s tidligere efternavn.
[Klager] har i den forbindelse oplyst, at hun også har anmodet Ekstra Bladet, B.
T., Politiken og Berlingske om at hindre tilgængeligheden af artiklerne om sagen, som er bragt på baggrund af samme nyhedstelegram fra Ritzaus Bureau.
Ekstra Bladet har anonymiseret artiklen ved at udtage [Klager]s tidligere navn, og B.
T., Politiken og Berlingske har afindekseret deres artikler.
[Klager] har i den forbindelse henvist til sin mailkorrespondance med medierne.
Mediernes begrundelse for at imødekomme [Klager]s anmodning var samlet set, at hun ikke er en offentlig person, at hun har en ren straffeattest (hun blev løsladt efter halv tid), og at sagen ikke har en væsentlig interesse i dag.
[Klager] har anmodet om, at Pressenævnet tilslutter sig de fire mediers beslutning om at imødekomme hendes anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklen.
En afindeksering er trods alt ikke det samme som en sletning, idet man stadig vil kunne finde artiklen, hvis man bruger mediets egen søgemaskine.
[Klager] har afslutningsvis bemærket, at udbuddet og tilgængeligheden af digitale muligheder og platforme er for [Klager]s børn eksploderet, og dermed er muligheden for [Klager]s børn at spejle sig i andres liv, sammenligne sig med andre børn og vurdere sig i forhold til dem kæmpe stor.
Alle disse digitale spejle, som de sammenligner sig igennem, er større end nogensinde, så der er mange flere faktorer at forholde sig til og på spil, når deres nuværende efternavn stadig kan linkes til [Klager]s gamle efternavn i den forældede artikel.
Det er med til at lade omverdens blik og fokus lande på alt det, som [Klager]s børn ikke skal stå på mål for – en 16 år gammel straffesag, der er skrevet om i flere af landets onlinemedier.
[Klager]s børn er ikke kriminelle, de har ikke begået nogle forbrydelser, men har dog ikke lov til at have et privatliv.
[Klager] har supplerende anført, at det er hendes opfattelse, at DR udelukkende har forsøgt at så tvivl og misinformation om den reelle virkning af en afindeksering af en artikel.
DR har i anmodningen om genoptagelse postuleret, at Pressenævnets flertal i kendelsen har lagt en virkning af afindeksering til grund, som ikke er teknisk mulig.
Det er vildledende og ukorrekt information.
Det er nemlig ganske nemt at få adgang til alle danske avisartikler.
I det hele taget er adgang til informationer i forskellige søgemaskiner og it-systemer en selvfølgelig del af både børns og voksnes liv.
2.2 DRs synspunkter
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
DR har afvist, at der er grundlag for at hindre tilgængeligheden af artiklen.
Artiklen blev publiceret den 15. november 2005 og har været offentlig tilgængelig i knap 16 år.
Der er tale om en kort omtale af, at [Klager] blev idømt en ubetinget fængselsstraf på otte år for at have snydt en 88-årig patient for 500.000 kr. og for at have forsøgt at dræbe patienten ved ildspåsættelse af patientens hjem.
Det fremgår også af artiklen, at forbrydelsen blev begået som led i [Klager]s daværende arbejde som natsygeplejerske, og at hun ud over fængselsstraffen fik forbud mod at udøve sit hverv som sygeplejerske i fremtiden.
DR har lagt til grund, at forbuddet stadig er gældende i dag.
I artiklen omtales [Klager] ved sit fulde navn.
[Klager] har imidlertid oplyst, at hun efter domsfældelsen har skiftet efternavn, og artiklen indeholder derfor ikke oplysninger om hendes nuværende efternavn.
[Klager]s børn er hverken direkte eller indirekte omtalt i artiklen.
DR har bemærket, at omtalen af [Klager]s strafbare forhold som udgangspunkt er en følsom og privat oplysning.
Det fremgår imidlertid af punkt B.
8 i de vejledende regler for god presseskik og Pressenævnets praksis, at DR ikke er forpligtet til at hindre tilgængeligheden af sådanne oplysninger, men kan hindre disse, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt.
DR har i den forbindelse bemærket, at der er tale om en alvorlig forbrydelse, hvor [Klager] ved ildspåsættelse har begået drabsforsøg på en patient for at skaffe sig økonomisk vinding gennem misbrug af sit offentlige hverv som sygeplejerske.
En stilling i samfundet, der er forbundet med at pleje og drage omsorg for sårbare borgere.
DR har bemærket, at [Klager] – grundet ildspåsættelsens særligt skærpende omstændigheder og sagens forhold i øvrigt – blev idømt den strengeste straf for forbrydelsen efter straffeloven.
Ud over den ubetingede fængselsstraf blev [Klager] også frakendt retten til at arbejde som sygeplejerske i fremtiden.
Dommen blev i 2006 stadfæstet af Højesteret.
Det er DRs opfattelse, at det fortsat er en relevant oplysning, at en sundhedsfaglig person er frakendt retten til at praktisere inden for sit fag, og artiklen derfor stadig har væsentlig offentlig interesse.
Det forhold, at der er gået 16 år siden endelig dom i sagen, at [Klager] har afsonet sin straf, og at straffedommen ikke længere fremgår af hendes straffeattest, ændrer efter DRs opfattelse ikke på, at hensynet til sagens karakter og alvor og artiklens offentlige interesse er tungtvejende i den konkrete sag.
Det gælder uanset, at [Klager] ikke er en kendt eller offentlig person.
Dertil kommer, at [Klager] siden artiklens offentliggørelse har skiftet efternavn og derfor ikke umiddelbart kan identificeres i den brede offentlighed.
[Klager] har i klagen henvist til en folder om de presseetiske regler fra 2013 udarbejdet af Dansk Journalistforbund og Danske Medier.
DR har bemærket, at folderen ikke har relevans for Pressenævnets vurdering af denne sag.
På den baggrund er det DRs vurdering, at hensynet til [Klager]s privatliv ikke kan veje tungere end hensynet til informationsfriheden og den offentlige interesse, der ligger i at omtale hendes alvorlige forbrydelse og dom herfor.
Dette er også i overensstemmelse med Pressenævnets praksis på området, jf. eksempelvis Pressenævnets kendelse af 18. november 2014 i sag nr. 14-70-00688.
I kendelsen udtalte Pressenævnet ikke kritik af mediets afvisning af at slette eller afindeksere 13 år gamle artikler, der omtalte en læges fængselsstraf på 12 måneder for flere alvorlige seksuelle overgreb på sine patienter.
Pressenævnet fandt på baggrund af sagens karakter og alvor ikke, at andre tilstrækkeligt tungtvejende grunde talte for imødekommelse af anmodningen, herunder at der var gået mange år siden domsfældelsen.
For så vidt angår det af [Klager] påberåbte hensyn til hendes børn har [Klager] fremhævet, at den offentlige omtale af hendes tidligere navn og straffesag har store konsekvenser for hendes børn og dermed krænker børnenes privatliv.
DR har i den forbindelse bemærket, at punkt B.
8 i de vejledende regler for god presseskik og hensynet deri angår de personer, der direkte eller indirekte omtales eller kan identificeres i en publiceret historie, og hvis private oplysninger er genstand for omtalen i historien.
Formålet med punkt B.
8 er dermed at beskytte den omtalte selv og ikke vedkommendes familiemedlemmer, herunder børn, når disse hverken er omtalt eller på anden vis identificeret.
Det er således DRs vurdering, at hensynet til [Klager]s børn, hvis private oplysninger eller forhold ikke er omtalt i artiklen, falder uden for punkt B.
8s anvendelsesområde.
Det forhold, at [Klager]s børn på grund af deres efternavn kan sættes i forbindelse med [Klager] og hendes straffedom medfører efter DRs opfattelse ikke, at hendes børn direkte eller indirekte udstilles som kriminelle, sådan som [Klager] påstår, og bør derfor heller ikke medføre, at hensynet i punkt B.
8 udstrækkes til at omfatte hendes børn.
DR har i øvrigt bemærket, at [Klager]s brede fortolkning af punkt B.
8s anvendelsesområde i praksis vil indebære en uhensigtsmæssig udvidelse af privatlivsbeskyttelsen – og dermed også klageadgangen – for den omtaltes familiemedlemmer og eventuelt øvrige borgere, hvis navn er identisk med den omtaltes.
Det vil efter DRs opfattelse få uoverskuelige konsekvenser for mediernes omtale af ikke kun strafbare forhold, men også andre private eller følsomme forhold, som familiemedlemmer eller øvrige borgere med samme navn ikke ønsker at blive sat i forbindelse med.
[Klager]s fortolkning af punkt B.
8 vil dermed medføre, at bestemmelsens formål udvandes betydeligt.
Samlet er det således DRs opfattelse, at DRs afvisning af at hindre tilgængeligheden af artiklen er i overensstemmelse med god presseskik.
Danske Medier har på vegne af DR supplerende anført, at det er DRs opfattelse, at der særligt bør lægges vægt på følgende
- Offentlighedens interesse
DR har anført, at mediernes journalistik må betragtes som løbende historieskrivning.
Hensynet til informationsfriheden må tillægges meget betydelig vægt ved vurderingen af, om tilgængeligheden til redaktionelt indhold, der – som i det foreliggende tilfælde er publiceret i overensstemmelse med god presseskik, senere skal hindres.
Artiklen omtaler en langvarig fængselsstraf for meget alvorlig kriminalitet.
En dom på otte års ubetinget fængsel for drabsforsøg, brandstiftelse og dokumentfalsk tilhører en kategori, der indlysende er af varig relevans for offentligheden, uanset at oplysningerne er følsomme for den dømte, når vedkommende har udstået sin straf.
Pressenævnet fandt da også i kendelsen af 12. oktober 2021, at der henset til sagens karakter og alvor var tale om en sag af ”klar offentlig interesse”, og at der derfor hverken var anledning til at udtale kritik af DRs afvisning af [Klager]s anmodning om sletning eller anonymisering af artiklen.
Herudover har [Klager] stadig forbud mod at udøve sit erhverv som sygeplejerske.
- Artiklens alder
DR har anført, at uanset artiklens alder har denne fortsat klar offentlig interesse.
DR har i den forbindelse henvist til mediebranchens notat af 16. juni 2016 om anvendelsesområdet for B.
8, side 5
”Selv meget gamle oplysninger kan dog være relevante for offentligheden at have adgang til, såfremt der er tale om forhold af væsentlig offentlig interesse, fx en dadelværdig handling foretaget af en person, der er afhængig af omverdenens tillid i sit virke.
”
DR finder, at artiklen fra 2005 er i kerneområdet for denne passus.
DR har endvidere henvist til Pressenævnets praksis vedrørende omtale af ældre straffesager, hvor nævnet sjældent har udtalt kritik af afslag på at hindre tilgængeligheden, når der er tale om alvorlige forbrydelser.
Se blandt andet sag nr. 2020-80-0524 (14 år gammel artikel om 24-årigs straf på 3 års fængsel for vidnetrusler) og sag nr. 14-70-00688 (13 år gamle artikler om tidligere læges straf på 1 års fængsel for seksuelle overgreb), hvor Pressenævnet henviste til sagernes karakter og alvor som begrundelse for ikke at udtale kritik.
DRs 16 år gamle artikel omhandler en 36-årigs straf på 8 års ubetinget fængsel for drabsforsøg, brandstiftelse og dokumentfalsk mod en af sine patienter.
- Hensyn til [Klager]
DR har anført, at [Klager] ikke begik forbrydelserne i en ung alder.
I nogle af de få kendelser, hvor Pressenævnet har udtalt kritik af manglende anonymisering i artikler om alvorlig kriminalitet, har en væsentlig del af begrundelsen været hensynet til den dømtes unge alder.
Se fx sag nr. 2020-80-0470 (18-årig) og sag nr. 2021-80-0616 (19-årig).
DRs artikel omhandler en 36-årig færdiguddannet sygeplejerske.
[Klager] er derudover dømt for en lang række strafbare forhold.
Pressenævnet har i de ovenfor nævnte sager foruden ”ung alder” også taget hensyn til, at de omtalte var straffet for et enkeltstående forhold.
Det fremgår ikke af DRs artikel, men [Klager] blev foruden drabsforsøg og brandstiftelse dømt for en lang række tilfælde af dokumentfalsk begået over flere år.
[Klager] misbrugte herudover sin særligt betroede stilling.
Pressenævnet har i de ovenfor nævnte sager foruden ”ung alder” og ”enkeltstående forhold” også taget hensyn til, at de omtalte ”ikke indtog en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet”.
DRs artikel omtaler en dom for forbrydelser begået af en offentligt ansat sygeplejerske, som netop udnyttede sin betroede stilling og sin adgang til svage medborgeres private hjem til at forsøge at begå den værst tænkelige forbrydelse mod en ældre kvinde, som vedkommende var ansat til at pleje.
Det er DRs opfattelse, at [Klager] vanskeligt kan identificeres i dag.
[Klager] har skiftet efternavn efter domfældelsen og dermed efter offentliggørelsen af artiklen, formentlig for at undgå fremover at blive forbundet med straffesagen.
En søgning på [Klager]s nye navn leder således heller ikke til den omhandlede artikel.
Der henvises til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0617, hvor nævnet ikke udtalte kritik af et medies afvisning af at hindre tilgængeligheden af en artikel fra 2010 om en skolelærers civile sag mod kommunen for mobning i ansættelsesforholdet.
Pressenævnet lagde blandt andet vægt på, at klager siden artiklens offentliggørelse havde skiftet navn.
DR har bemærket, at der er tale nøgtern retsreportage.
DRs artikel indeholder en ganske kort omtale, der ikke indeholder detaljer om [Klager]s privatliv, men alene en objektiv beskrivelse af hendes gerninger og dommen.
Artiklen udstiller på ingen måde den dømte unødigt.
- Hensyn til tredjemand
DR har anført, at [Klager]s børn er hverken omtalt eller afbildet i artiklen.
[Klager]s bærende argument for afpublicering, afindeksering eller anonymisering i klagen af 3. juli 2021 er hensynet til hendes mindreårige børn, der bærer hendes tidligere efternavn.
[Klager] henviser i den forbindelse til side 13 i Dansk Journalistforbunds og Danske Mediers guide til de presseetiske regler, der – ligesom det til grund liggende notat af 8. marts 2013, side 13 – nævner en 10 år gammel artikel om et HIV-smittet, navngivet barn som et eksempel på en artikel, som et medie bør fjerne, da det kan give barnet problemer senere i voksenlivet, at det ved en simpel søgning dukker op som HIV-smittet.
DR har bemærket, at den i eksemplet nævnte artikel netop omtaler det HIV-smittede barn ved navn.
Heroverfor står, at [Klager]s børn først blev født flere år efter publicering af DRs artikel og følgelig hverken er direkte eller indirekte nævnt ved navn i artiklen.
Det er DRs klare opfattelse, at anmodninger om hindring af tilgængeligheden af artikler af hensyn til andre personer end den omtalte, som bærer samme efternavn som den omtalte, ikke bør imødekommes.
I modsat fald åbnes der ikke alene for krav om fjernelse af oplysninger fra børn, men også fra børnebørn og andre familiemedlemmer eller sågar fra personer, der ikke er i familie med den omtalte, men som blot deler efternavn med vedkommende.
Se hertil Pressenævnets afgørelse i sagen 2018-80-0189, hvor en mor klagede over, at et medie havde afvist at anonymisere hendes søn i en artikel om hans straffesag om alvorlig kriminalitet.
Her udtalte Pressenævnets formand: ”Henset til, at [Klager] ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har hun – uanset, at hun bærer samme sjældent forekommende efternavn som sin søn og som følge heraf påvirkes af omtalen – ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at hun personligt kan anses for klageberettiget.
”
- Betydning af andre mediers beslutninger
DR har anført, at en redaktørs imødekommelse af klagers ønske om fjernelse af oplysninger har ikke betydning for en anden redaktørs udøvelse af sit skøn efter punkt B.
8.
I klagen af 3. juli 2021 henvises til, at fire andre medier har imødekommet [Klager] gennem afindeksering og anonymisering.
DR har fastholdt, at det ifølge punkt B.
8 i de presseetiske regler er redaktørens skøn, hvornår det er rimeligt at fjerne gamle oplysninger.
Det tilkommer naturligvis i sidste ende Pressenævnet at bedømme, om et konkret skøn er i overensstemmelse med god presseskik, men det fremgår implicit af bestemmelsen, at det er den enkelte redaktør, der skal foretage sit selvstændige skøn, og at dette skøn kan udøves forskelligt af redaktører af forskellige medier.
Medier har forskellige redaktionelle linjer og forskellige etiske retningslinjer for, hvornår man offentliggør navnet på en person, der er dømt for et strafbart forhold.
Se hertil punkt C.
6 i de presseetiske regler.
De vejledende regler for god presseskik kan ikke tages til indtægt for, at der bør ske en ensretning af mediernes praksis i forhold til punkt B.
8.
- Graduering
DR har bemærket, at i Pressenævnets kendelse afsagt 7. marts 2022 i sag nr. 2022-80-0790 anføres det i begrundelsen, at Pressenævnet siden punkt B.
8 i de vejledende regler blev indført i 2013 har lagt Dansk Journalistforbunds og Danske Mediers fortolkning til grund for nævnets kendelser, og at det af denne fortolkning fremgår, at tilgængeligheden til et journalistisk produkt kan hindres gennem en afindeksering, en anonymisering eller en sletning.
Pressenævnet udtaler derefter: ”Dette har været anset som en graduering med sletning som det mest vidtgående, hvilket har været gældende siden 2013.
Gradueringen blev ikke anfægtet i det præciserende notat fra Dansk Journalistforbund, Danske Medier, TV 2 og DR fra 2016.
”
Det fremgår af Dansk Journalistforbunds og Danske Mediers notat af 8. marts 2013 om justering af de vejledende regler for god presseskik, fodnote 1, at ” «Afpublicering» er det mest vidtgående middel, hvorved mediet helt fjerner artiklen fra hjemmesiden.
” DR finder det imidlertid væsentligt at pointere, at notatet alene tilkendegiver, at afpublicering – selvsagt – er det mest vidtgående middel, men ikke udtaler sig om, hvorvidt afindeksering er mere eller mindre vidtgående end anonymisering.
Som anført i DRs anmodning om genoptagelse af 17. januar 2022, er der fordele og ulemper ved såvel afindeksering som anonymisering, og efter DRs opfattelse kan Pressenævnet derfor ikke med henvisning til den nævnte fodnote slutte, at afindeksering generelt er mindre indgribende for et medie end anonymisering.
DR mener derfor, at det ikke er retvisende, når Pressenævnet anvender udtrykket ”graduering” til at antyde, at afindeksering i ethvert tilfælde er det mindst indgribende middel til fjernelse af gamle oplysninger.
- Søgning på et bestemt navn
Det anføres videre i begrundelsen, at Pressenævnet i kendelsen af 12. oktober 2021 ”i overensstemmelse med sin hidtidige praksis og på baggrund af de nævnte notater” lagde til grund, ”at medier kan afindeksere, så søgemaskinen ophører med at henvise til artiklen, når der bliver søgt på et bestemt navn, men at artiklen stadig findes på mediets hjemmeside og kan søges frem gennem andre søgeord.
” Dette er ikke korrekt.
Om virkningen af afindeksering fremgår det således af den ovenfor nævnte fodnote 1 i notatet af 8. marts 2013: ”Artiklen vil herefter fortsat være på mediets hjemmeside, men den fremkommer ikke ved søgning, fx på et personnavn i artiklen.
” Det er DRs indtryk, at ordene ”fx på et personnavn i artiklen” kan være årsag til Pressenævnets fejlagtige opfattelse af, at ”artiklen … kan søges frem gennem andre søgeord.
” Der kan ikke findes belæg for denne opfattelse i notatet fra 2013, og notatet fra 2016 berører slet ikke dette.
Som anført i DRs anmodning om genoptagelse af 17. januar 2022, er virkningen af et medies afindeksering af en artikel, at der ikke længere fremkommer link til den afindekserede webside/artikel, uanset hvilke ord, navne eller andre termer, der søges efter.
Artiklen kan således alene søges frem ved at skrive den eksakte URL i browseren.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Sletning, anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at DR har afvist hendes anmodning om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklen ”Sygeplejerske dømt for drabsforsøg” .
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor [Klager] blev idømt otte års fængsel for at have franarret en 88-årig patient 500.000 kr. og for at have forsøgt at dræbe patienten ved ildspåsættelse af patientens hjem.
De strafbare forhold fandt sted i forbindelse med [Klager]s hverv som sygeplejerske.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i november 2005 blev idømt otte års fængsel for drabsforsøg, brandstiftelse og dokumentfalsk, og at hun i samme forbindelse fik forbud mod at udøve hverv som sygeplejerske.
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] efter domfældelsen har foretaget navneændring fra ”[Klager]” til ”[Klager]”.
Pressenævnet bemærker, at Ekstra Bladet, B.
T., Politiken og Berlingske har imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden af artiklerne om sagen, som er bragt på baggrund af samme nyhedstelegram fra Ritzaus Bureau.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2005 med omtale af domfældelsen af [Klager] og hendes ludomani indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].
Tre medlemmer – formand Jesper Rothe, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen – udtaler
På baggrund af sagens karakter og alvor, som er af klar offentlig interesse, finder vi ikke anledning til at udtale kritik af DR for at afvise [Klager]s anmodning om sletning af artiklen.
Uanset grovheden af den begåede kriminalitet finder vi imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville være rimeligt at hindre tilgængeligheden af artiklen i forhold til [Klager]s navn ved at foretage enten en anonymisering af [Klager]s tidligere navn ”[Klager]” i artiklen eller ved at afindeksere artiklen på søgemaskiner og netavisen dr.dk.
Vi har lagt vægt på, at der er gået 16 år, siden der faldt dom i sagen, at [Klager] ikke indtog en fremtrædende stilling i samfundet, at hun ikke er en offentlig person, og at hun siden dommen ikke har måtte arbejde som sygeplejerske.
Vi udtaler derfor kritik af DR for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering eller afindeksering af artiklen.
Et medlem – Hans Peter Blicher – udtaler
Udover omtalen af selve det strafbare forhold, som [Klager] er dømt for, indeholder artiklen alene én enkelt, personlig oplysning af følsom karakter;
nemlig [Klager]s egen forklaring i retten om, at forholdet er begået på grund af spillegæld.
Der er tale om en sekundær oplysning til den strafbare gerning, og det stred efter min opfattelse ikke imod god presseskik og Pressenævnets tidligere praksis, når mediet afviste [Klager]s anmodning.
Afvisningen af at anonymisere eller afindeksere artiklen hindrede på ingen måde [Klager] i at anmode diverse søgemaskiner om at fjerne artiklen som resultatet af en søgning alene på [Klager]s tidligere navn og på den måde opnå det ønskede resultat.
En mulighed, som mediet ikke har.
Der er – som anført af Pressenævnets flertal i den oprindelige afgørelse – tale om forhold af klar, offentlig interesse.
De strafbare handlinger fandt sted i forbindelse med [Klager]s offentlige hverv som sygeplejerske.
Et hverv, som hun blev frakendt retten til at bestride.
Hverken artiklens alder eller indhold retfærdiggør, at offentligheden skal afskæres tilgang til oplysninger om disse forhold.
At [Klager] har skiftet navn i mellemtiden, understreger kun dette.
Der afsiges kendelse efter flertallet.
Nævnet udtaler herefter kritik af DR for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering eller afindeksering af artiklen.
Da [Klager] ikke har ønsket kendelsen offentliggjort i DR, pålægger nævnet ikke den ansvarshavende redaktør af avisen at offentliggøre kritikken i medfør af medieansvarslovens § 49.
Afgjort den 11. maj 2022