Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0856
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0856
Afvisning af klage over TV 2 på grund af fristoverskridelse
En person klagede over TV 2s afvisning af en klage over en udsendelse.
Klagen over TV 2s afvisning var indgivet til Pressenævnet efter udløbet af 12-ugers klagefristen.
Klagen blev derfor afvist uden nærmere behandling.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ” Station 2: Børnelokkere på nettet ”, der blev bragt på TV 2 Play den 21. marts 2021 og på TV 2 den 22. marts 2021, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen, der blev afvist af TV 2 den 22. marts 2021, er modtaget i Pressenævnet den 3. maj 2022.
Sagsfremstilling
Den påklagede udsendelse, som fortsat er tilgængelig på TV 2 Play, indeholder omtale af seksuelle krænkelser af børn og unge på internettet.
I udsendelsen har TV 2 skabt en profil på internetsiden [Internetsiden] til en fiktiv 13-årig pige for at undersøge, hvem der tager kontakt til hende.
Inden offentliggørelsen af udsendelsen rettede [Klager] den 24. februar 2021 henvendelse til TV 2.
Samme dag besvarede TV 2s henvendelsen og anførte i den forbindelse klagevejledning til Pressenævnet.
Den 21. marts 2021 bragte TV 2 udsendelsen på TV 2 Play.
Den 22. marts 2021 klagede [Klager] til TV 2, som samme dag afviste klagen .
Den 6. april 2021 rettede [Klager] henvendelse til Pressenævnet.
Den 7. april 2021 sendte Pressenævnet mail med klagevejledning til [Klager], herunder med oplysning om, at det er en forudsætning for at klage til Pressenævnet over artikler eller udsendelser på DR/TV 2, at klagen først er realitetsbehandlet af DR/TV 2, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 3, 1. pkt., samt at der gælder en klagefrist på 12 uger fra det tidspunkt, hvor klager har modtaget TV 2s afvisning.
[Klager] klagede herefter den 3. maj 2022 til Pressenævnet.
I den forbindelse har [Klager] til støtte for klagen anført, at TV 2 har krænket hans privatliv så voldsomt, at han stadig bliver konfronteret med sin medvirken i udsendelsen.
[Klager] bliver blandt andet hængt ud på Facebook, herunder i en gruppe med titlen ”[Facebook-gruppen]”.
[Klager] har hertil vedlagt skærmprint af en række kommentarer om ham fra en anden Facebook-gruppe.
[Klager] har endvidere vedlagt blandt andet et brev af 23. december 2021 fra [Politiet], hvoraf det fremgår, at anklagemyndigheden frafalder sigtelsen for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografisk materiale, samt kopi af privat straffeattest af 5. marts 2022 uden registreringer af afgørelser.
I forhold til klagefristen har [Klager] anført, at han er klar over, at klagefristen er udløbet.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
[Klager] har klaget til Pressenævnet over TV 2s afgørelse.
En klage over TV 2s tilsidesættelse af god presseskik skal senest 12 uger efter offentliggørelsen indgives til mediet.
Fristen for at klage til Pressenævnet over mediets afgørelse er 12 uger efter modtagelsen af afgørelsen, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 3.
Der er efter medieansvarsloven ikke hjemmel til at dispensere fra klagefristen.
[Klager] klagede den 22. marts 2021 til TV 2 over udsendelsen ” Station 2: Børnelokkere på nettet ” bragt den 21. marts 2021.
TV 2 afviste klagen den 22. marts 2021.
Klagen over TV 2s afvisning er modtaget i Pressenævnet den 3. maj 2022.
Klagen over TV 2s afvisning af 22. marts 2021 er således indgivet til Pressenævnet efter 12-ugers klagefristens udløb og afvises som for sen, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 3.
Afgjort den 17. maj 2022