Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0807

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0807

Jyllands-Posten får ikke kritik for at afvise at bringe omtale af en straffesags afslutning

Jyllands-Posten bragte i november 2018 et fødselsdagsportræt af en departementschef.

I den forbindelse omtalte Jyllands-Posten blandt andet et læk fra ministeriet til Politiken, som ifølge omtalen stammede fra ”en fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt”.

Den omtalte medarbejder blev sigtet for tyveri, samt for brud på tavshedspligten.

Sigtelsen om brud på tavshedspligten blev opgivet i november 2019, og sigtelsen for tyveri blev opretholdt.

I januar 2022 blev den omtalte frifundet for tyveri.

Den omtalte medarbejder klagede til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten havde afvist hans anmodning om at bringe en opfølgende artikel om påtaleopgivelsen og frifindelsen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Jyllands-Posten ikke direkte havde omtalt straffesagen, og at omtalen ikke kunne henføres under de vejledende regler for god presseskik punkt C.

3 om retsreportage.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse og en frifindelse, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Jyllands-Postens omtale

Jyllands-Posten bragte den 5. november 2018 omtale af en mærkedag med overskriften ”Departementschef kombinerer jakkesæt med bare fødder i jesussandaler” på netavisen jyllands-posten.dk.

Omtalen har følgende underrubrik

”50 år tirsdag: Økonomi- og Indenrigsministeriets departementschef, [Departementschef 1], er flere gange endt i rampelyset, selv om han egentlig helst holder sig ude af det.

”

Af omtalen fremgår følgende

”Normalt er det mest blankpolerede læderskosnuder eller pæne stiletter, der klikklakker hen over ministeriernes bonede gulve på Slotsholmen i København.

Men en gang imellem dukker der et par bare fødder i jesussandaler op.

Det er Økonomi- og Indenrigsministeriets departementschef, [Departementschef 1].

Han kombinerer jakkesæt med sandaler hele sommerhalvåret, og det gælder også, selvom kalenderen byder på møder i det politiske magts centrum, Statsministeriet.

Departementschef [Departementschef 1] fylder 50 år, men han ønsker ganske sigende ingen særlig omtale af sin fødselsdag.

Han er en klassisk embedsmand, som sjældent træder frem i offentligheden.

Alligevel er han flere gange blevet trukket frem i rampelyset for sin brug af mørkelygten.

Det vender vi tilbage til.

Den bedste på holdet

[Departementschef 1] blev i 1994 uddannet cand.polit.

fra Københavns Universitet.

På studiet gjorde han sig tidligt bemærket for at have styr på stoffet.

Han var den bedste på holdet, lyder det fra [Departementschef 1]s specialemakker, [Departementschef 2], der er departementschef i Udenrigsministeriet.

De to har bevaret kontakten siden.

[Departementschef 1] bevægede sig støt og roligt op gennem embedsværket i en række tunge ministerier.

Fra nyslået fuldmægtig i Udenrigsministeriet over kontorchef i Finansministeriet og departementsråd i Statsministeriet til toppen af ministerierne som departementschef.

Tre gange på seks år blev han sat til at bygge et nyt ministerium op, alt efter hvordan den siddende regering ønskede det.

I 2011 var det et magtfuldt Økonomi- og Indenrigsministerium til den daværende radikale leder, Margrethe Vestager.

Fire år senere skrumpede antallet af ministerier under Venstre-regeringen, og et nyt Social- og Indenrigsministerium skulle oprettes.

Og med VLAK-regeringen i 2016 rekonstruerede [Departementschef 1] Økonomi- og Indenrigsministeriet til den nuværende minister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Sikker hånd på rattet

Karen Ellemann (V) arbejdede tæt sammen med [Departementschef 1] som social- og indenrigsminister i Løkkes V-regering fra 2015 til 2016.

Hun fremhæver [Departementschef 1]s organisatoriske talent som kæmpestort og kalder ham samtidig prototypen på de klassiske embedsmandsdyder, som ikke lader sig påvirke af ministre med skiftende partifarver.

»Jeg mener, at enhver minister må ønske sig en [Departementschef 1] som departementschef.

For så er der en sikker hånd på rattet,« siger Karen Ellemann, der i dag er gruppeformand i Venstre.

Vejen til toppen har dog ikke været uden offentligt stormvejr for [Departementschef 1].

Gentagne gange er han blevet fremstillet som modstander af offentlighed i forvaltningen.

Det skete, da dagbladet Politiken i foråret 2018 på baggrund af en lækket lydoptagelse kunne afsløre, at [Departementschef 1] havde givet det, der blev tolket som en instruks til medarbejderne om at tilrettelægge arbejdet, så det ikke ville være muligt at få aktindsigt i sagerne.

Det fik i maj en række eksperter til at kritisere [Departementschef 1], som blankt afviste udlægningen.

Medarbejderne i ministeriet skrev dengang et forsvar for [Departementschef 1] i Politiken, og siden har det vist sig, at lækket stammede fra en fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt.

Rydder op efter andre

[Departementschef 1] er aldrig gået af vejen for upopulære beslutninger.

Han er manden, som tog et slagsmål med de statsansatte medarbejdere, da han i Social- og Indenrigsministeriet afskaffede de såkaldte kutymefridage på jule- og nytårsaftensdag og grundlovsdag, og han er på den måde utvivlsomt en hard baller , som en kilde udtrykker det.

Men [Departementschef 1] står også for en tilgængelighed, der ikke er hverdagskost i alle ministerier på Slotsholmen.

Han spiser i kantinen og rydder op efter andre i fælleskøkkenet, og som departementschef inviterer han medarbejderne til at komme med input, ligesom døren til hans kontor altid står åben.

Både billedligt og bogstaveligt talt.

»Men tag ikke fejl.

Det kan godt være, at han er lydhør, men det betyder ikke, at han giver efter,« siger Karen Ellemann (V).

Privat bor [Departementschef 1] i Hellerup med sin familie.

Han holder af at sejle og deltog sammen med familie og venner denne sommer i sejlads til Lofoten i Norge og retur.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager], der er den omtalte medarbejder, og som blev politianmeldt for at lække oplysninger, blev af Københavns Politi den [Dag] oktober 2018 sigtet for tyveri, jf. straffelovens § 276, samt for brud på tavshedspligten, jf. straffelovens § 152.

Københavns Politi opgav den [Dag] november 2019 sigtelsen mod [Klager] for overtrædelse af straffelovens § 152 om brud på tavshedspligten.

Sigtelsen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri blev opretholdt.

Østre Landsret frifandt ved ankedom af [Dag] januar 2022 [Klager] for tyveri.

Den 15. januar 2022 rettede [Klager] henvendelse til Jyllands-Posten med anmodning om at bringe omtale af påtaleopgivelsen vedrørende forholdet om brud på tavshedspligten, samt af frifindelsen for tyveri.

Jyllands-Posten afviste den 10. februar 2022 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over Jyllands-Postens afvisning er modtaget i Pressenævnet den 10. februar 2022.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Retsreportage – noninformation

[Klager] har anført, at Jyllands-Posten har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse og en frifindelse.

[Klager] har henvist til, at Københavns Politi den [Dag] november 2019 opgav sigtelsen mod ham for brud på tavshedspligten, og at Østre Landsret ved ankedom af [Dag] januar 2022 frifandt ham for tyveri.

[Klager] har bemærket, at selv om han ikke er nævnt ved navn i Jyllands-Postens artikel, så er mange personer – tidligere kollegaer – i forvejen klar over, at [Klager] var involveret i den sag.

Artiklen har derudover haft store konsekvenser for [Klager];

han har oplevet, at personer har forsøgt at undgå ham i den offentlige transport, og at personer har meldt afbud til private arrangementer, hvis de har vidst, at han også ville komme.

Det har personerne gjort, fordi de ikke ønsker at være forbundet med en person, som er involveret i en alvorlig efterforskning ved politiet.

[Klager] er nu blevet frifundet, og han vil gerne have, at personer – tidligere kollegaer – bliver oplyst om dette, således at de stopper med at undgå ham i den offentlige transport, og således at den sociale isolation/udstødelse, han har oplevet, ophører.

[Klager] har forståelse for, at Jyllands-Posten – som alle andre – har begrænsede ressourcer, men at bringe en opfølgende artikel kræver ikke særlig meget af Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten skal ikke lave noget research, men skal alene bringe et referat af nogle afgørelser fra anklagemyndigheden og domstolene.

Det er i øvrigt [Klager]s opfattelse, at det er en vigtig historie.

Historien drejer sig blandt andet om to magthavere;

nuværende departementschef i Indenrigsministeriet [Departementschef 1] og nuværende folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

I Jyllands-Postens artikel efterlades læserne med indtryk af, at politisagen drejede sig om offentlighedslovsskandalen i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Af artiklen fremgår nemlig blandt andet følgende

”Vejen til toppen har dog ikke været uden offentligt stormvejr for [Departementschef 1].

Gentagne gange er han blevet fremstillet som modstander af offentlighed i forvaltningen.

Det skete, da dagbladet Politiken i foråret 2018 på baggrund af en lækket lydoptagelse kunne afsløre, at [Departementschef 1] havde givet det, der blev tolket som en instruks til medarbejderne om at tilrettelægge arbejdet, så det ikke ville være muligt at få aktindsigt i sagerne.

Det fik i maj en række eksperter til at kritisere [Departementschef 1], som blankt afviste udlægningen.

Medarbejderne i ministeriet skrev dengang et forsvar for [Departementschef 1] i Politiken, og siden har det vist sig, at lækket stammede fra en fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt.

”

Det er imidlertid ikke den lækage, der knytter sig til offentlighedslovsskandalen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, som politiet har efterforsket.

Den lækage, der knytter sig til offentlighedslovsskandalen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, hører nemlig ind under offentligt

ansattes beskyttede meddeleret.

Politisagen drejede sig om, hvorvidt [Klager] havde stået bag følgende to læk til Politiken, som omtalt i artiklerne ”Fortrolige notater i regeringen: Sådan får man bilister til at købe elbiler frem for benzinslugere” bragt den 14. juli 2018 på netavisen politiken.dk og ” Lækket regeringsnotat afslører 20 tiltag til ny klimaplan ” bragt den 16. juli 2018 på netavisen politiken.dk.

[Klager]s anmodning om en opfølgende artikel ville være en glimrende mulighed for Jyllands-Posten til over for offentligheden at korrigere, hvad politisagen reelt gik ud på (efterforskning relateret til ulovlige lækager), og hvad politisagen ikke gik ud på (efterforskning relateret til offentligt ansattes beskyttede meddeleret).

[Klager] har oplyst, at Jyllands-Postens dækning af sagen ikke kun begrænser sig til artiklen ”Departementschef kombinerer jakkesæt med bare fødder i jesussandaler” .

Jyllands-Posten har også omtalt sagen vedrørende lækager, anonyme mails, YouTube-videoer mv. i debatindlægget ”Det er offentlighedsloven og ikke [Departementschef 1], der er problemet” bragt den 31. maj 2018 i den trykte udgave af Jyllands-Posten (omtale af lækket vedrørende omgåelse af offentlighedsloven), artiklen ”En lækket mail, liberale idéer og en minister, der vil være rustet til tænderne” bragt den 4. juli 2018 i den trykte udgave af Jyllands-Posten (omtale af lækket vedrørende ulovligt partiarbejde), artiklen ”Når ansatte går bag arbejdsgiverens ryg” bragt den 14. juli 2018 i den trykte udgave af Jyllands-Posten (omtale af lækkene vedrørende henholdsvis omgåelse af offentlighedsloven og ulovligt partiarbejde) og artiklen ”Formodet kilde til lækage truer minister og kræver departementschef fyret” bragt den 25. august 2018 i den trykte udgave af Jyllands-Posten (omtale af lækkene vedrørende henholdsvis omgåelse af offentlighedsloven og ulovligt partiarbejde samt de anonyme mails og YouTube-videoer).

Det forhold, at Jyllands-Postens dækning af sagen vedrørende lækager, anonyme mails, YouTube-videoer mv. har været massiv, taler i sig selv for, at Jyllands-Posten burde have imødekommet [Klager]s anmodning om en opfølgende artikel om, hvordan sagen/politisagerne endte.

[Klager] har i øvrigt bemærket, at anonymisering ikke fritager et medie pligten til at bringe en opfølgende artikel.

[Klager] har i den forbindelse anført, at det forhold, at han var sigtet i mere end 13 måneder, og at forholdet om tyveri endte med at tage to år ved domstolene fra tiltalerejsning til endelig dom i Østre Landsret, skyldes forhold uden for hans kontrol.

Det kan således ikke komme [Klager] til skade, at politiet er ”langsomme”, og at det tager tid at blive endeligt frikendt ved domstolene, når politiet vælger at rejse tiltale mod en person på et særdeles spinkelt grundlag.

Som det fremgår af Københavns Politis sigtelse af [Dag] oktober 2018, hænger forholdene om tyveri og lækager sammen, idet begge sigtelser udspringer af en politianmeldelse indgivet af Økonomi- og Indenrigsministeriet mod [Klager] den [Dag] august 2018.

Sigtelsen for tyveri vedrører ikke ”et helt andet forhold”, sådan som Jyllands-Posten har forsøgt at fremstille det.

Et par måneder efter Københavns Politis påtaleopgivelse den [Dag] november 2019 sendte [Klager] et erstatningskrav til Københavns Politi/statsadvokaten vedrørende sigtelsen af [Dag] oktober 2018.

Som det fremgår af Statsadvokaten i Københavns brev af [Dag] februar 2020 til [Klager], meddelte statsadvokaten ham, at [Klager]s krav om erstatning vedrørende sigtelsen for brud på tavshedspligten ikke kunne behandles, før der forelå en endelig afgørelse/dom med hensyn til sigtelsen for tyveri.

Statsadvokatens afgørelse afspejler, at forholdene om tyveri og lækager hænger uløseligt sammen.

[Klager] fremsendte på ny sit erstatningskrav til statsadvokaten i uge 4, 2022, da Østre Landsret havde afsagt dom, og straffesagen var afsluttet.

[Klager] rettede tilsvarende i uge 4, 2022, henvendelse til Jyllands-Posten, idet det først var der, at straffesagen var afsluttet.

[Klager] har anmodet om, at Pressenævnet udtaler kritik af Jyllands-Posten på samme måde, som nævnet i kendelse af 11. maj 2021 udtalte kritik af Berlingske.

2.2 Jyllands-Postens synspunkter

Retsreportage – noninformation

Jyllands-Posten har afvist at imødekomme [Klager]s krav om at formulere og offentliggøre en artikel til opfølgning af artiklen ”Departementschef kombinerer jakkesæt med bare fødder i jesussandaler” .

Jyllands-Posten har henvist til, at Jyllands-Posten ikke har omtalt byretsdommen, som i øvrigt er helt uden journalistisk interesse, og der er heller ikke grund til at omtale appelsagen endsige udfaldet af den.

Det ville helt generelt ikke give mening at bringe en opfølgning til en artikel, der er blevet offentliggjort i 2018, og som i dag kun foreligger som historisk materiale.

Artiklen er et fødselsdagsportræt af departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet [Departementschef 1].

I dette fødselsdagsportræt indgår en passus om, at [Departementschef 1] skulle have givet sine medarbejdere en instruks om at formulere ministeriets sager sådan, at de kunne undtages fra aktindsigt.

En lydfil af denne verbale instruks blev lækket til pressen, og lækagen bag skulle ifølge [Klager] være: [Klager].

I fødselsdagsportrættet omtales [Klager] imidlertid kun anonymiseret som en ”fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt”.

[Klager] vil i denne sammenhæng kun kunne identificeres af personer, som i forvejen var kendt med sagen og hans angivelige rolle i den.

[Klager] har i sine bemærkninger til klagen angivet, at hans klage omfatter flere artikler.

Jyllands-Posten har i den forbindelse anført, at det kun kan dreje sig om fire artikler om departementschefens instruks og i den forbindelse omtales lækagen og personen bag, men altid i fuldkommen anonymiseret form og kun som en journalistisk nødvendig oplysning om, hvordan departementschefens instruks er kommet til offentlighedens kendskab.

Intet andet sted på Jyllands-Posten er [Klager] omtalt i forbindelse med lækagen.

Jyllands-Posten har udelukkende taget i betragtning, hvad Jyllands-Posten har skrevet, og ikke [Klager]s mellemværende med politi og anklagemyndighed, ligesom pressenævnskendelsen mod Berlingske er Jyllands-Posten uvedkommende.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Mads Sandemann, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.

God presseskik

Retsreportage – noninformation

[Klager] har klaget over, at Jyllands-Posten har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse og en frifindelse.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at reglerne for retsreportagen også gælder sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed.

En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse, jf. punkt C.

2 og C.

3.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

[Klager] har henvist til, at Københavns Politi den [Dag] november 2019 opgav sigtelsen mod ham for brud på tavshedspligten, og at Østre Landsret ved ankedom af [Dag] januar 2022 frifandt ham for tyveri.

Det er Pressenævnets opfattelse, at kravet om mediets referat af straffesagers afslutning også

gælder i de tilfælde, hvor en politianmeldt, sigtet eller tiltalt er anonymiseret i retsreportagen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] af Københavns Politi den [Dag] oktober 2018 blev sigtet for tyveri, jf. straffelovens § 276, samt for brud på tavshedspligten, jf. straffelovens § 152, efter også at være blevet bortvist fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Jyllands-Posten bragte herefter den 5. november 2018 omtale af en mærkedag, hvoraf det fremgik, at et læk til Politiken stammede fra ”en fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt”.

Nævnet lægger endvidere til grund, at Københavns Politi den [Dag] november 2019 opgav sigtelsen mod [Klager] for brud på tavshedspligten, og at sigtelsen for tyveri blev opretholdt.

Nævnet lægger herudover til grund, at Østre Landsret ved ankedom af [Dag] januar 2022 frifandt [Klager] for tyveri.

Jyllands-Posten har ikke direkte omtalt straffesagen mod [Klager] i sine artikler.

Jyllands-Posten har i anledning af departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet [Departementschef 1]s 50-års fødselsdag bragt et fødselsdagsportræt og i den forbindelse blandt andet omtalt, at et læk til Politiken stammede fra ”en fjendtlig medarbejder, der nu er politianmeldt” og har i øvrige artikler bragt generel omtale af offentligt ansattes ytringsfrihed og lækagesager.

Det er efter Pressenævnets vurdering ikke tilstrækkeligt til, at omtalen i forhold til [Klager]s straffesager kan henføres under de vejledende regler for god presseskik punkt C.

3.

På denne baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten for at have afvist at omtale påtaleopgivelsen og frifindelsen af [Klager] for tyveri.

Afgjort den 10. maj 2022