Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0806
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0806
Kritik af Nordjyske Stiftstidende for at bringe billede ved en fejl
Nordjyske Stiftstidende bragte i februar måned en artikel om den hospitalsbehandling, en patient havde fået, før han var gået bort.
De pårørende til patienten fortalte om behandlingen til avisen, og der blev i den forbindelse taget et billede fra den afdøde patients gravsted.
Selv om det efterfølgende var aftalt med de pårørende, at billedet fra gravstedet ikke skulle bringes i avisen, blev billedet bragt ved en fejl, og de pårørende klagede til Pressenævnet over dette.
Nævnet fandt, at billedet ikke udgjorde en krænkelse af de pårørendes privatliv, men fandt samtidig, at de pårørende, på baggrund af aftalen med avisen, havde en berettiget forventning om, at billedet ikke ville blive bragt.
Nævnet udtalte derfor kritik.
Nævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at pålægge Nordjyske Stiftstidende at offentliggøre kritikken.
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over forsideomtalen ” Venter stadig på svar efter halvandet år ”, som blev bragt af Nordjyske Stiftstidende den 9. februar 2022 i den trykte udgave, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at der sammen med omtalen er bragt et billede af deres forældres gravsted.
1 Sagsfremstilling
Før offentliggørelsen
Pressenævnet har fra [Klager 1] og [Klager 2] modtaget den korrespondance, som deres bror, [Broren], havde med Nordjyske Stiftstidende før offentliggørelsen af artiklen.
Den 3. februar 2022 sendte [Broren] følgende mail til journalisten
”Hej [Journalisten].
Hold da op der har været noget drama omkring billederne fra kirkegården.
Mine brødre har åbenbart følt sig meget krænket omkring det.
Vi bliver så nød til at droppe de billeder, men jeg får taget nogle andre, som også kan have noget vægt ifht det følelsesmæssige.
Håber det er ok.
Mvh [Broren]”
Det påklagede billede
Nordjyske Stiftstidende bragte den 9. februar 2022 på avisens forside og med overskriften ” Venter stadig på svar efter halvandet år ” følgende omtale
”RYSTET: I juni 2020 klagede [Broren] og hans brødre over den behandling, deres far havde været udsat for på Aalborg Universitetshospital.
I dag – mere end halvandet år senere – har de stadig ikke fået svar.
”
Forsideomtalen er bragt med et billede af forældrenes gravsted, hvor [Klager 1] og [Klager 2]s bror, [Broren], sidder på hug foran gravstenen.
Efter offentliggørelsen
[Klager 1] og [Klager 2] har til Pressenævnet fremsendt den korrespondance, familien havde med Nordjyske Stiftstidende efter offentliggørelsen.
Af denne fremgår det blandt andet, at avisen den 9. februar 2022 sendte følgende mail til [Broren]
”Hej [Broren] For god ordens skyld: Jeg skal beklage brugen det billede fra kirkegården, når vi nu havde aftalt, at det ikke måtte bruges.
Jeg havde meddelt min chef, at de ikke måtte bruges, og jeg havde – som du jo selv har set – skrevet historien til nordjyske.dk uden billedet.
[…]
Og jeg havde afleveret den til avis uden billedet fra kirkegården.
En eller anden i avisens sekretariat har så fundet billedet og brugt det uden min tilladelse, og jeg har heller ikke skrevet teksten på forsiden af avisen.
Så jeg har skældt en del ud herinde.
Men jeg kan desværre ikke gøre så meget mere.
Som nævnt i telefonen - hvis I vil klage over brugen af billedet, er der klagevejledning på side 2 i avisen.
Endnu engang, jeg beklager roderiet i mit eget hus.
Vh.
[Journalisten], Nordjyske”
[Klager 1] og [Klager 2]s klage er modtaget i Pressenævnet den 10. februar 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter
God Presseskik
Privatlivets fred – aftale med mediet
[Klager 1] og [Klager 2] har indledningsvist anført, at der mellem de tre brødre var enighed om at gå til medierne og fortælle om den behandling, som deres far havde fået på Aalborg Sygehus.
Det var deres bror, [Broren], der tog kontakt til Nordjyske Stiftstidende.
Broren indgik i den forbindelse en aftale med en fotograf fra avisen om at tage nogle billeder ved forældrenes gravsted.
Da [Klager 1] og [Klager 2] blev bekendt med dette, meddelte de deres bror, [Broren], at de ikke ønskede, at billedet fra gravstedet blev bragt i avisen af hensyn til privatlivets fred.
[Broren] orienterede herefter Nordjyske Stiftstidende om, at familien ikke ønskede, at billedet skulle bringes, og avisen bekræftede, at billedet ikke ville blive bragt.
Der blev imidlertid alligevel bragt et billede på forsiden af avisen.
Dette har både journalisten og chefredaktøren efterfølgende beklaget over for familien med oplysning om, at der var sket en menneskelig fejl.
[Klager 1] og [Klager 2] har anført, at det, uanset at der er tale om en fejl, er en tilsidesættelse af god presseskik, at billedet blev bragt i avisen.
2.2 Nordjyske Stiftstidendes synspunkter
God Presseskik
Privatlivets fred – aftale med mediet
Nordjyske Stiftstidende har anført, at avisen over for [Klager 1] har beklaget, at forsidebilledet blev bragt, når der var indgået en aftale om, at der ikke skulle bringes billeder fra gravstedet.
En kommunikationsbrist på redaktionen, hvor journalisten og redaktionssekretariatet ikke havde fået talt tilstrækkeligt sammen, var årsag til, at billedet blev bragt.
Avisen ser med stor alvor på fejlen og har efterfølgende gennemgået produktionsgangen og procedurerne, så lignende fejl ikke sker igen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen.
Retlig interesse
Det er som udgangspunkt en betingelse for, at Pressenævnet kan behandle en klage, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.
I tilfælde, hvor den berørte person var død, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af visse nære pårørende, herunder ægtefælle, forældre, børn, børnebørn og søskende.
Klagen angår et billede af [Klager 1] og [Klager 2]s forældres gravsted, og klagerne er omfattet af den kreds af nære pårørende, der efter nævnets praksis kan klage over omtale af en anden person.
Sagen realitetsbehandles herefter i relation til [Klager 1] og [Klager 2].
God presseskik
Privatlivets fred - aftale med mediet
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at Nordjyske Stiftstidende bragte et billede af deres forældres gravsted, selv om brødrene havde lavet en aftale med avisen om ikke at bringe billedet af hensyn til privatlivets fred.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager 1] og [Klager 2]s bror, [Broren], havde givet samtykke til, at billedet af forældrenes gravsted blev taget.
Nævnet lægger endvidere til grund, at [Broren] efterfølgende indgik en aftale med Nordjyske Stiftstidende om, at billedet ikke skulle bringes, idet hans brødre, [Klager 1] og [Klager 2], ikke ønskede, at billedet fra gravstedet blev bragt i avisen.
Nordjyske Stiftstidende har erkendt, at det var en fejl fra avisens side, at aftalen ikke blev overholdt, og at billedet dermed blev bragt.
Pressenævnet finder på den ene side, at Nordjyske Stiftstidendes offentliggørelse af billedet af gravstedet, der blev taget med [Broren]s samtykke, ikke kan betragtes som en krænkelse af [Klager 1]s og [Klager 2]s privatliv.
På den anden side finder nævnet, at [Klager 1] og [Klager 2] på baggrund af den indgåede aftale med Nordjyske Stiftstidende forud for offentliggørelsen havde en berettiget forventning om, at billedet ikke ville blive offentliggjort, og at artiklen efter nævnets opfattelse ikke havde mistet sit journalistiske indhold, såfremt Nordjyske Stiftstidende havde undladt at bruge det pågældende billede.
Pressenævnet finder herefter, at Nordjyske Stiftstidende i den konkrete situation har tilsidesat god presseskik ved i strid med aftalen at have bragt billedet af gravstedet og udtaler på den baggrund kritik af Nordjyske Stiftstidende.
Under henvisning til, at billedet, som det er bragt i sammenhæng med forsideomtalen, ikke i presseetisk forstand anses for at udgøre en krænkelse af privatlivets fred for [Klager 1] og [Klager 2], finder Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke tilstrækkeligt grundlag til at pålægge offentliggørelse af nævnets kritik, jf. medieansvarsloven § 49.
Nævnet bemærker, at Nordjyske Stiftstidende har oplyst, at der var tale om en fejl, som avisen har beklaget over for klagerne, og som har medført en ændring af arbejdsgangene på avisen.
Afgjort den 10. maj 2022