Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - uddannelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - uddannelse - ej medhold

J.nr. 20-43724

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med forløbet af et kursus i erhvervsbefordring hos et AMU-center.

Som følge af sit niveau i køreundervisningen måtte kvinden tage ekstra køretimer.

Hun måtte til sidst opgive at gennemføre kurset, da hun ikke havde opnået et tilstrækkeligt niveau.

Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kvinden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kurset i erhvervsbefordring, herunder ved kravet om ekstraundervisning og tilrettelæggelsen heraf.

Det var derfor åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Klagen blev derfor afvist.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med forløbet af klagers kursus i personbefordring på det indklagede AMU-center.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager er tilkendt fleksjob som følge af endometriose.

I foråret 2020 blev klager af sin jobkonsulent i kommunen opfordret til at tage et erhvervskørekort til bus med efterfølgende jobgaranti hos en virksomhed, som udfører skolebuskørsel for kommunen.

Klager blev herefter tilmeldt et kursus i personbefordring med bus hos det indklagede AMU-center.

På kurset kunne klager opnå erhvervskørekort til kategori D (bus).

Kurset var målrettet personer i fleksjob.

Klager påbegyndte kurset den 25. maj 2020.

Klagers kursusforløb blev afbrudt den 9. august 2020, da hendes lektionsplan ikke kunne godkendes.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. oktober 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 195.000 kr.

Indklagede har for nævnet fremlagt en række interne mails i perioden fra den 14. juni 2020 til den 1. juli 2020, som blandt andet omhandler indklagedes vurdering af klagers niveau i køreundervisningen.

Det fremgår at de fremlagte mails, at klager havde udfordringer med at opnå det krævede niveau i køreundervisningen, at ekstratimer var nødvendige, og at klager næppe ville kunne gennemføre uddannelsen.

Indklagede har også fremlagt en mailkorrespondance mellem indklagede og klagers jobkonsulent i perioden fra den 10. juni 2020 til den 9. juli 2020.

Det fremgår heraf bl.a., at indklagede den 10. juni 2020 orienterede jobkonsulenten om klagers hidtidige forløb.

Af indklagedes mail fremgår følgende

”Nedenstående til orientering.

Vi er udfordret med [klager].

Hendes fravær – allerede nu, vil hun ikke bliver færdig med forløbet sammen med de andre.

…

På kørekort forløbet – Er hun bagud så hun ikke må følge den undervisningsdel – dog kan hun godt deltage i EU undervisningen.

Hendes kørsel – der skal for en start bevilliges 8 køretimer af 600 kr.?

og så er det ikke sikkert at hun når på niveau.

Hvad gør vi?

”

Den 1. juli 2020 henvendte jobkonsulenten sig til indklagede i en mail.

Af mailen fremgår følgende

Hej [navn], jeg har lige haft [klager] i røret, hun fortæller mig at hun grundet sin datters sygdom ikke kan overkomme 2 ekstre timer i næste uge, og generelt kun 1 ekstre time om ugen med mindre det kan ligge samme dag.

Hun er ret presset med både uddannelse og hendes datter så hun har behov for nogle dage hvor hun hviler efter undervisningen.

Hun har fleksjob pga af stress og føler det er lige på kanten med arbejdspres pt når hun 2 dage om ugen også skal med sin datter til undersøgelse/sygehus”

Indklagede svarede den 2. juli 2020 jobkonsulenten

”Vi kan godt mærke på [klager] at hun er presset.

Hun ligger i nogle timer med benene på bordet og kan ikke deltage.

Har sovet i andre timer.

Kommer efter mødetid.

Efter rygepause, altid den sidste og senere end aftalt.

Hendes kørsel går fremad, men ikke godt nok.

Selv med de ekstra timer i næste uge ville jeg tvivle på at hun kunne nå det.

Der er ikke lagt ekstra tid af til teoriundervisningen, også der er problemer (som ovenfor beskrevet).

Jeg tvivler på at vi kommer i mål, og hvis ikke der køres ekstra, så stopper det der.

”

Jobkonsulenten svarede den 2. juli 2020 indklagede

”[Klager] er ok med at køre ekstra, bare kun 1 gang om ugen?

Vil det gå an?

Skal siges at hun stadig er motiveret for at gennemføre.

”

Indklagede svarede samme dag jobkonsulenten

”Med hensyn til kørsel: så nej, det kan ikke nås med 1 ekstra om ugen, sikkert heller ikke med 2 om ugen.

Hun er motiveret, men er hun klar?

Det viser hun ikke.

”

Jobkonsulenten svarede hertil

”Ok, ja det lyder jo ikke godt, men er det ikke en snak i vil tage med hende?

Hvis det er der vi ender

Personligt ville jeg jo foretrække at hun fik lov at prøve og gennemføre kurset, og så kan vi jo så diskutere om hun skal ansættes hos [virksomhed], den snak må [navn] og jeg have med [navn], måske?

.

Hun kæmper rigtig meget med det, og har grædt i telefonen ved mig 2 gange nu, og det ville være en stor sejr for hende at gennemføre hvis det kunne lade sig gøre

Jeg talte længe med hende i går, og hun ER motiveret, men hun understreger også at hun er i fleksjob pga af stress og at hun pt ikke kan klare mere med hendes datters sygdom på hjemmefronten.

Så hun beder om lidt forståelse for den situation….

Men det er selvfølgelig jeres beslutning”

Indklagede svarede samme dag jobkonsulenten

”Ja, hun har også været ved flere af os, og bedt om forståelse.

Vi har forståelse, men der er ikke sat ekstra tid af i teoriundervisningen, så for de andre 14 skyld er vi nødt til at køre det planlagte forløb.

…

Men et er sikkert, hvis hun ikke kører tilfredsstillende, senest i næste uge, så stopper loven hende der.

…”

Indklagede orienterede den 8. juli 2020 jobkonsulenten om status på klagers undervisning.

Af mailen fremgår følgende

”[Klager] har kørt, efter de andre gik hjem i dag, og hendes kørsel er stadig ikke god nok til at kunne godkendes.

Det betyder at hun ikke må deltage i teoriundervisningen på fredag, og ikke kan fortsætte med undervisning til kørekort.

”

Den 9. juli 2020 skrev jobkonsulenten til indklagede

”[Klager] kommer ikke i dag, tror det var det…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilrettelæggelsen og forløbet af kurset.

Klager fik under kurset bevilget otte ekstra køretimer.

De ekstra køretimer foregik om eftermiddagen efter den skemalagte undervisning.

Klager foreslog sin kørelærer, at de på forhånd aftalte, hvilke eftermiddage hun skulle have ekstra undervisning.

Hvis klager om morgenen fik besked på, at hun skulle have ekstra køretimer samme eftermiddag, ville det således kollidere med hendes private aftaler, f.eks. behandlinger på sygehus.

Alligevel fik klager en mandag morgen at vide, at hun skulle have ekstra køretimer samme eftermiddag.

Da klager havde gennemført to af de ekstra køretimer, blev hendes kørsel godkendt, og hendes kørelærer vurderede, at hun ikke havde behov for yderligere repetition.

Dette til trods blev det et par uger senere vurderet, at klager alligevel havde behov for repetition.

Klager blev således ringet op af sin jobkonsulent, som fortalte, at indklagede havde bedt om 10 ekstra køretimer.

Klager oplyste jobkonsulenten, at hun ikke kunne forstå, at indklagede havde bedt om flere køretimer, da hun kun havde brugt to ud af de otte bevilligede timer.

Jobkonsulenten skrev herefter til indklagede, at han ville bevilge flere timer, når og hvis klagers første otte køretimer var brugt op.

Klager kunne efter jobkonsulentens henvendelse til indklagede mærke, at hendes kørsel blev vurderet mere strengt.

Efter hver lektion blev kørslen vurderet.

Sideløbende kunne klager mærke, at hendes sygdomme blussede op.

Klagers sygdomme fremprovokeres af stress.

Hun fik smerter i underlivet, fatigue og symptomer på stress.

Klager kontaktede sin jobkonsulent og fortalte ham om sine bekymringer for sit helbred.

Han tog hende meget alvorligt og kontaktede indklagede om det stigende pres på klager som følge af de ekstra køretimer og om, hvad indklagede kunne gøre for at støtte op omkring hende.

Hans henvendelse blev dog ikke imødekommet af indklagede.

Da klager mødte op til undervisning i lektion 13, fik hun oplyst af underviseren, at hun skulle igennem lektionen samme dag, og at hun ikke kunne fortsætte undervisningen, hvis det ikke lykkedes.

Klager fik at vide, at det ikke ville være muligt at placere ekstratimer i emnet de kommende dage, selvom en anden elev fik lov til dette.

Underviseren udtalte i den forbindelse, at det ikke var en menneskeret at få buskørekort.

Klager fik herefter en stigende mistanke om, at hun ikke ville få godkendt sin kørsel i de ekstra køretimer, som var planlagt om eftermiddagen samme dag.

Som forventet fik klager da heller ikke godkendt sin kørsel med henvisning til, at hun ikke var dygtig nok til at standse i trafikken.

Klager var chokeret over dette, da en anden kørelærer tidligere havde oplyst hende, at hun netop var dygtig til at standse i trafikken.

Klager var overbevist om, at vurderingen ikke skyldtes hendes kørsel, med derimod spørgsmålet om bevilling af ti ekstra køretimer.

Klagers situation blev udnyttet til indklagedes økonomiske fordel.

Klager var bekymret for, at ekstra undervisning ville medføre en forværring af hendes helbred.

Hun rettede henvendelse til sin jobkonsulent, som undersøgte mulighederne for at tage kørekortet et andet sted.

Dette ville dog blive for dyrt for kommunen, og klager måtte derfor opgive at fortsætte uddannelsen, da hun ikke ønskede at fortsætte uddannelsen hos indklagede med den forværring af hendes helbred, dette ville indebære.

Formålet med fleksjobordningen er, at borgere med en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne bevarer muligheden for selvforsørgelse ved ansættelse i stillinger på særlige vilkår.

Klager ønskede at gennemføre busuddannelsen for at komme i beskæftigelse, og hun havde endda en jobgaranti.

Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, da hun er tilkendt fleksjob.

Hendes kroniske sygdomme bliver forværrede og medfører smerter, hvis hun oplever for meget pres i en periode.

Klager forsøgte at samarbejde med kørelærerne om planlægningen af de ekstra køretimer, men de reagerede slet ikke på hendes forslag om at planlægge timerne på forhånd.

Det var også for stort et pres for klager, at hun to dage om ugen skulle have ekstra køretimer.

Jobkonsulenten henvendte sig til indklagede om klagers helbred og forværringen i hendes symptomer i forbindelse med det pres hun oplevede, blandt andet fordi hun først fik at vide om morgenen, at hun skulle have ekstra køretimer samme eftermiddag.

På trods af jobkonsulentens henvendelse, fik hun ikke den nødvendige støtte af indklagede til at gennemføre uddannelsen.

Det burde hun havde haft, særligt når uddannelsen netop var målrettet personer i fleksjob.

Lærerne hos indklagede burde også være bevidste om, at personer i fleksjob har nogle begrænsninger og skånehensyn, som der skal tages hensyn til.

Klager tvivler på, at den sidste vurdering af hendes kørsel var en reel vurdering.

Underviseren havde en forudindtaget mening om, at klager ikke skulle eller kunne bestå.

Indklagede har ikke givet klager en positiv særbehandling som omtalt i FN’s handicapkonventions artikel 27.

De har heller ikke ydet rimelig tilpasning.

Deres håndtering af situationen var ufleksibel og slet ikke imødekommende.

Godtgørelsen bør fastsættes til 195.000 kr. under hensyntagen til omkostningerne ved at tage et nyt buskørekort, mistet indtægt i den lovede stilling samt den svækkelse af klagers helbred, som forløbet medførte.

Klager deltog aktivt i alle timerne.

Hun der derfor uforstående overfor indklagedes opfattelse af hende i undervisningen som udtrykt i mailkorrespondancen med jobkonsulenten.

Hun undrer sig over, at indklagede ikke forsøgte at komme i dialog med hende, når de vurderede hende på denne måde.

Klager sad med benene oppe på en stol, fordi hun som følge af smerter havde svært ved at sidde i samme stilling i længere tid.

Det er korrekt, at hun en enkelt gang faldt kortvarigt i søvn under digital undervisning, fordi hun havde smerter og derfor var i underskud af energi.

Disse enkelte episoder skete på et tidspunkt, hvor klager blev presset med flere kørselstimer om eftermiddagen, og hendes sygdomme derfor blussede op.

Indklagede bakkede ikke op om, at klager skulle gennemføre uddannelsen.

De udviste heller ikke forståelse for hendes skånehensyn.

De opfattede klager som ”besværlig”, fordi hun ikke kunne honorere deres stramme kørselsplanlægning.

De valgte at presse klager ud i stedet for at finde en løsning, hvor der blev taget hensyn til klagers sygdom og begrænsninger som følge heraf.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

På kurset deltog der 16 kursister, hvor alle på forhånd var visiteret til fleksjob.

Ud af disse gennemførte 14 kursister hele forløbet.

For at kunne bestå kurset i personbefordring med bus skal eleverne igennem en kvalifikationsuddannelse og bestå en køreprøve.

For at bestå kvalifikationsuddannelsen, skal eleverne gennemføre 140 timers teoriundervisning og bestå en afsluttende prøve.

For at kunne bestå køreprøven, skal kørelæreren bibringe eleven kvalifikationer, der gradvis bliver sværere og sværere.

Eleven skal vise, at den indlærte teori også magtes i praksis.

I særlige tilfælde kan det være nødvendigt at gå et eller to skridt tilbage i undervisningen for at bibringe eleven lidt selvtillid.

Eleven skal nå det krævede niveau, inden eleven må føres videre til næste lektion.

Det er elevens individuelle forhold og formåen, der er afgørende for, hvor mange lektioner ud over det obligatoriske mindsteantal eleven skal have, før den praktiske prøve kan aflægges.

Dette følger af kørekortbekendtgørelsen.

For klagers vedkommende var der lang vej til målet, og hun blev tilbudt ekstra køretimer.

Det tidsrum, klager stillede til rådighed, var slet ikke nok, da det var nødvendigt med ekstrakørsel 1-2 gange om ugen.

Klager gennemgik lektion 13 tre gange, og lektionen blev i ingen tilfælde godkendt.

De tre kørelektioner blev kørt med to forskellige kørelærere, så der er ikke tale om, at en enkelt kørelærer har ”set sig sur” på klager.

Vurderingen af, om en elev har klaret en lektion ”godt nok” er ens for alle kørelærere.

Der er dog stor forskel i trafikbilledet alt efter tidspunktet på dagen, området der køres i samt vejr- og lysforhold.

Når en elev har gennemgået en kørelektion, f.eks. om højresving med bus, skal de opøvede kompetencer vedrørende dette emne også beherskes i alle efterfølgende lektioner.

Klager var kommet til slutningen af forløbet, hvor alle tidligere emner skal beherskes, og hvor kravene derfor er skærpede i forhold til tidligere i forløbet.

Det er ikke korrekt, at indklagede havde en økonomisk interesse i at give klager ekstra køretimer, da de ikke har opkrævet betaling for den ekstra kørsel.

Det havde derimod været en økonomisk gevinst at lade klager fortsætte og køre de mange ekstra timer, der ville have været behov for.

Da klagers lektionsplan ikke kunne godkendes, måtte hun afbryde uddannelsen den 9. august 2020.

Indklagede har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at uddanne klager til professionel chauffør.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver sådan vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med forløbet af klagers kursus i erhvervsbefordring hos det indklagede AMU-center.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager som følge af sit niveau i køreundervisningen måtte tage ekstra køretimer, og at hun til sidst måtte opgive at gennemføre kurset, da hun ikke havde opnået et tilstrækkeligt niveau.

Nævnet vurderer, at der ikke i klagen af 2. oktober 2020 eller i klagers efterfølgende bemærkninger er oplysninger, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kurset i erhvervsbefordring, herunder ved kravet om ekstraundervisning og tilrettelæggelsen heraf.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Som følge af afgørelsens resultat har nævnet ikke fundet anledning til at tage stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde