Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold

J.nr. 21-13830

En kvinde, der led af PTSD, ønskede at medbringe sin servicehund til en tid ved sin tandlæge.

Efter at have oplyst tandlægen om servicehundens funktion fik kvinden mulighed for at bestille tid ved tandlægen.

Kvinden mente, at hun var udsat for forskelsbehandling, da hun skulle vente længere på en tid end andre som følge af, at servicehunden skulle med.

Nævnet lagde til grund, at der kunne forekomme ventetid ved bestilling af tid til tandlægebesøg.

Nævnet vurderede herefter, at kvinden ikke havde været udsat for ringere behandling end andre personer blev.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden blev tilbudt en tandlægetid, og at kvindens servicehund ikke blev nægtet adgang.

Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager skulle vente på en tandlægetid.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager, der lider af PTSD, har haft tandlæge ved indklagede i en lang periode.

I juli 2019 modtog klagers hund sin servicehundevest, hvorefter hunden kunne begynde sin træning i at være med ved læge, tandlæge m.v.

I august 2019 havde klager planlagt en tandlægetid.

Klager har oplyst, at hun af receptionisten fik at vide, at hun ikke måtte medbringe sin servicehund under henvisning til hensyn om hygiejne og allergi.

Indklagede kan ikke erindre ovenstående forløb i 2019.

I januar 2021 havde klager igen behov for at komme til tandlæge.

Efter aftale med sin tandlæge kunne klager medbringe sin servicehund, såfremt hun bestilte en sen tid en fredag eftermiddag under hensynstagen til øvrige patienter.

Klager har oplyst, at hun forinden aftalen med tandlægen blev afvist af receptionisten.

Efterfølgende skrev klager den 7. februar 2021 bl.a. følgende til tandlægen

”…

Jeg glæder mig til at tage min servicehund med ind til dig.

Da det er en ny situation for ham at være med til tandlæge, er det en træningssituation for både ham og mig.

…

Han er en mellempuddel, og de er kendt for at værre en allergivenlig race.

[Hunden] er oplært i ikke at tage kontakt til andre mennesker, når han er på arbejde.

…”

Dagen efter svarede tandlægen følgende

”…

Det hele er fint og vi prøver, at få det til at fungere.

…”

Efter behandlingen skrev klager ved e-mail af 22. februar 2021 følgende til sin tandlæge

”…

Tak for sidst - dejligt at være nede hos jer igen.

Og at min servicehund var med.

Det betød at jeg kunne komme afsted.

Der er stadig noget galt omkring de tænder, og jeg har brug for ret hurtigt at komme i klinikken igen.

På grund af min servicehund er den næste mulige tid for mig først d. 17.3 (og det er endda ikke en fredag)

Men det er alt for lang tid!

Og det duer heller ikke, at fordi jeg har et hjælpemiddel med, at jeg så har sværere ved at få en tandlægetid end andre.

Det er ikke holdbart for mig eller mine tænder.

…”

Ved e-mail af 23. februar 2021 svarede tandklinikken følgende

”[Tandlægen] vil godt se på dig nu på torsdag den 25/2 kl.

16:00.

”

Klager takkede efterfølgende nej til aftalen, da hun havde indgået en aftale med et andet tandlægehus.

Som følge af fortsat korrespondance skrev indklagede den 2. marts 2021 følgende til klager

”… Og for at slå det helt fast, så har jeg ikke og har ikke haft det mindste imod, at du har [hunden] med til tandlæge.

Jeg har heller intet imod at [hunden] kommer med, men vores venteværelse er at sammenligne med en banegård, så sent på dagen passer fint, da der ikke er så mange tandlæger igeng og dermed ikke så mange mennesker i venteområderne.

Da du ringede efter behandlingen, fordi du stadig havde smerter, fik jeg flyttet en patient torsdag eftermiddag, så du kunne komme til, men du valgte at aflyse den og finde en anden tandlæge.

Hvilket er helt OK for mig.

…”

Ved e-mail af 2. marts 2021 skrev klager til indklagede

”…

Du må da indrømme, at du flere gange gennem klinikassistenten [navn] afviste, at min servicehund måtte komme med Hun sagde det var pga af hygiejne eller allergi og sådan noget.

Jeg ved jo ikke om de begrundelser var dine, eller nogle, hun formodede.

Jeg mener det var en eller 2 gange jeg blev afvist af dig ift at have SH med gennem klinikassistenten, indtil du selv ringede op, fordi jeg insisterede på at tale med dig selv om det.

Og du forklarede at din bekymring netop gik på venteværelset.

Og vi så fik en aftale på plads - som så desværre ikke viste sig at være holdbar eller ordentligt gennemtænkt, fordi det så bare blev rigtigt svært for mig at komme til.

Og det er bare rigtig ærgerligt, kan jeg nu se.

Jeg tænker at meget af det her handler om kommunikation.

…”

Samme dag svarede den indklagede tandlæge

”…

Jeg synes altså ikke at du er blevet afvist af mig.

Jeg har intet imod at [hunden] er med på klinikken, og har intet imod din hund.

Jeg er jo selv hundeejer.

Når man ringer og vil bestille en tid, som ikke er akut er der ofte nogle ugers ventetid, specielt hvis tiden skal ligge på et ydertidspunkt.

Men da jeg erfarede, at du havde problemer flyttede vi jo netop en patient, så du kunne komme hurtigt til, hvilket også er helt normalt.

Det er ikke udtryk for forskelsbehandling.

…”

Klager bad herefter indklagede om at bekræfte, at hun blev afvist i første omgang, da hun ønskede at medbringe sin servicehund.

Indklagede svarede hertil

”Da jeg først hørte, at du ville komme med en hund, og da jeg gennem mange år har behandlet dig uden, at du havde en hund med, studsede jeg noget over det.

Vi har aldrig haft hunde på klinikken, bortset fra nogle blindehunde, så det er årsagen til, at vi ikke syntes at det var en god ide.

Da jeg så talte med dig, og hørte , hvor meget det betyder for dig, og at det er en egentlig servicehund, du har, så syntes jeg selvfølgelig, at vi skulle finde ud af det, og jeg synes faktisk, at vi fandt en meget god måde til det.

Både for os, hunden og dig.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. marts 2021.

Klager fremsatte i klagen påstand om betaling af en godtgørelse svarende til situationens alvor.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap, da hun, efter at være blevet afvist flere gange, skulle bestille særtider til tandlægen for at kunne medbringe sin servicehund.

Det var tandlægen, der satte rammerne for særtider, hvilket medførte, at klager skulle vente længere end andre patienter på en tid.

Dette var udtryk for forskelsbehandling.

Klager havde ingen interesse i sene eftermiddagstider.

Dette var alene indklagedes behov.

Klager indvilligede alene i at få særtider, da hun ønskede at beholde sin tandlæge.

Der var aldrig fyldt i venterummet uanset hvilket tidspunkt klager havde tid.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling.

Fra det øjeblik indklagede blev oplyst om servicehundens funktion kunne klager medbringe denne.

Både indklagede og klager var tilfredse med den gensidige aftale om særtider, som kom i stand via samarbejde mellem parterne.

At klager umiddelbart først kunne tilbydes en tid 2 uger efter henvendelse var helt normalt.

Uanset tidspunkt på dagen var en ventetid på 2 uger til 1 måned helt normalt.

Ved akut opstået behov var der buffertider, eller andre patienter blev flyttet til en anden tid.

Under hele forløbet var det indregnet, at servicehunden deltog.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Klager har oplyst, at hun blev behandlet ringere end andre som følge af sit handicap, da hun først blev afvist ved tandlægen, og derefter skulle bestille særtider for at kunne medbringe sin servicehund.

Den indklagede tandlæge har oplyst, at han ikke erindrer, at klager blev afvist.

Nævnet lægger til grund, at klager fik mulighed for at bestille tid ved tandlægen med sin servicehund efter, at tandlægen fik oplysning om servicehundens funktion.

Nævnet lægger videre til grund, at der kan forekomme ventetid ved bestilling af tid til tandlægebesøg.

I det konkrete tilfælde blev klagers tid fremrykket, da hendes behandlingsbehov var af akut karakter.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har været udsat for ringere behandling, end andre personer bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager blev tilbudt en tandlægetid, og at klagers servicehund ikke blev nægtet adgang.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Nævnet har ved denne afgørelse ikke taget stilling til, om klagers lidelse udgør et handicap i lovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6 om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1.3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde