Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - sundhed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - sundhed - ej medhold

J.nr. 21-20435

En kvinde, der havde PTSD og angst, klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet oplyst om, at hun skulle bære mundbind i forbindelse med behandling.

Behandlingsstedet stillede krav om, at kvinden skulle bruge mundbind på et tidspunkt, hvor der var indført krav om brug af mundbind i blandt andet sundhedssektoren.

Kravet om brug af mundbind blev indført som en midlertidige restriktion på grund af covid-19 pandemien.

Nævnet vurderede på den baggrund, at barriereren i form af kravet om brug af mundbind ikke havde en tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i handicapdiskriminationsloven.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede stillede krav om, at klager skulle bære mundbind ved behandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede stillede krav om, at du skulle bære mundbind i forbindelse med behandling.

Sagsfremstilling

Indklagede oplyste i januar 2021 klager om, at hun skulle bære mundbind i forbindelse med et tilbud om behandling.

Klager har fremlagt epikrise af 13. september 2018 fra psykiatrien, hvoraf det bl.a. fremgår

”Lever tilsyneladende noget isoleret, kan have det rimeligt, når hun er i lejligheden alene.

Angiver dog generelt humøret som fladt, irriteres meget let ved samkvem med andre og kommer ofte i konflikt.

Har svært ved at lukke andre

ind, holder dem på afstand.

…

Adspurgt benægter pt.

psykotiske symptomer, klager

over angst ved nye situationer eller når der er

problemer omkring kæresten, beskriver da generel

utilpashed, svimmelhed, svedeture m.v. Søvnen

kompromitteret, sover afbrudt i løbet af natten, kan

indimellem have indsovningsproblemer og tidlig

opvågning.

Tager af og til Seroquel 25 mg med god

virkning.

Angiver, at hun af og til synes at det ser

håbløst ud og har flygtige suicidale tanker og planer,

men angiver at hun ikke kunne finde på at gøre skade

på sig selv.

Angiver at hun har haft god effekt af DAT-behandling, dette dog afsluttet, idet pt.

mistede

motivationen ifm.

de svære sociale problemer.

”

Derudover har klager fremlagt journalnotat fra egen læge af 27. november 2020, hvoraf det bl.a. fremgår, at klager er diagnosticeret med PTSD, og at det fremkalder kraftig angst for hende at bære mundbind.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. maj 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har udsat hende for forskelsbehandling pga.

handicap i forbindelse med, at indklagede stillede krav om, at klager skulle bære mundbind.

Klager blev ringet op den 11. januar 2021 af en medarbejder ved indklagede ifm.

et behandlingstilbud.

Medarbejderen oplyste, at hun var bekendt med, at klager ikke ønskede at bære mundbind, men at det var et krav, at man skulle bære mundbind for at gå i behandling på det pågældende behandlingssted.

Klager oplyste, at hun var fritaget fra at bruge mundbind og begrundede sin fritagelse med, at hun lider af svær angst og PTSD, som i forvejen forværres, når klager bevæger sig uden for sin dør.

Klager oplyste også, at hun efter kort tids brug af mundbind eller visir kunne få angstanfald,

begynde at hyperventilere, få kvælningsfornemmelser og besvime.

Medarbejderen ved indklagede fastholdt kravet om brug af værnemidler og forklarede, at det var af hensyn til de andre patienter.

Hun sluttede af med at spørge, om klager fastholdt sin beslutning om, at hun ikke ville bruge værnemidler.

Klager svarede, at det ikke var et spørgsmål om, at hun ikke ville, men at hun ikke kunne bruge værnemidler.

Medarbejderen oplyste, at hun ville tale med afdelingslederen om, hvordan de håndterede situationen, hvorefter hun ville vende tilbage.

Nogle timer senere ringede hun tilbage og fortalte, at hvis klager stadig ikke ville bære mundbind, skulle klager bære et fritaget-for-mundbind-badge, før klager kunne få en tid til en indledende samtale, hvilket klager accepterede.

Klager oplevede medarbejderen som meget ubehagelig, og det påvirkede klager voldsomt de efterfølgende dage.

Ved et møde med indklagede den 5. marts 2021 fik klager igen at vide, at hun ikke måtte starte i behandling, hvis hun ikke bar mundbind.

Klager blev efterfølgende ikke tilbudt behandling og har flere gange fået oplyst, at det var på grund af manglende brug af mundbind.

Klager er, siden kravet om mundbind blev indført, flere gange blevet mødt af autoriteter, der ikke har ville acceptere klagers fritagelse for mundbind, fordi de ikke var bekendt med den gældende lovgivning.

Klager har derfor måtte læse reglerne grundigt igennem for at sikre sig, at hun ikke foretog sig noget ulovligt.

Dette har medført megen angst for klager, når hun befandt sig på offentlige steder, hvor kravet om mundbind var gældende.

Indklagede har ikke søgt at imødekomme klager, men har fastholdt deres krav om brug af mundbind, hvilket efter klagers opfattelse er ulovligt.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling pga.

handicap.

Klager fik en generel information om, at hun ikke kunne få tilbudt gruppeterapi på grund af, at hun var fritaget fra kravet om at bære mundbind.

Denne information følger af, at indklagede løbende har fulgt de centrale udmeldinger vedrørende skærpede restriktioner i forbindelse med COVID-19 for at mindske smitterisiko.

Da klagers psykiske tilstand efter det individuelle beskrevne forløb under alle omstændigheder ikke var foreneligt med psykoterapi i gruppe, var det ikke relevant på daværende tidspunkt at vurdere, hvorvidt eller hvordan et tilbud om gruppeterapi skulle gennemføres i forhold til disse restriktioner.

Klager er søgt imødekommet på alle niveauer i organisationen, men uden effekt, og den aktuelle klage skal derved ses i lyset heraf.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Af handicapdiskriminationslovens forarbejder fremgår videre

”EU-Domstolen har i de forende sager C-335/11 og C-337/11 udtalt, at direktiv 2000/78 kun omfatter handicap, der er medfødt, eller som skyldes ulykker, og udelukker handicap, der er forårsaget af en sygdom.

Det slås følgelig fast, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed kan en sådan sygdom henføres under begrebet handicap som omhandlet i direktiv 2000/78.

”

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Af psykiatrisk epikrise af 13. september 2018 fremgår bl.a., at klager har svære sociale problemer, herunder at hun har svært ved at lukke andre ind, at hun meget let irriteres ved samkvem med andre, og at hun ofte kommer i konflikt.

Det fremgår videre, at hun har klager over angst ved nye situationer, generel utilpashed, svimmelhed, svedeture, samt søvnbesvær.

Det fremgår endvidere af journalnotat fra klagers læge af 27. november 2020, at klager er diagnosticeret med PTSD, og at det fremkalder kraftig angst for hende at bære mundbind.

Klager blev af indklagede oplyst om, at der var krav om brug af mundbind i forbindelse med behandling.

Dette skete på et tidspunkt, hvor Sundheds- og Ældreministeriet havde udstedt krav om brug af mundbind inden for sundhedssektoren.

Kravet om brug af mundbind fulgte af dagældende bekendtgørelse om krav om mundbind m.v. i sundheds- og ældresektoren samt på visse dele af socialområdet i forbindelse med håndtering af covid-19.

Af bekendtgørelsens § 10 fremgik, at kravet blev indført med virkning fra den 29. oktober 2020.

Der var tale om midlertidige restriktioner, der blev ophævet den 1. marts 2021.

Nævnet vurderer på den baggrund, at barriereren i form af kravet om brug af mundbind ikke havde haft tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i loven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling