Legislator Case Law & Legislation
W20220951225 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9512 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2022 9512 Valid

J.nr. 20-29614

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et flyselskab ikke ville sælge en flybillet til ham, fordi han var en mand.

Flyselskabet havde oplyst, at deres fly var vægtbegrænsede, og at de derfor på hver flyvning foretog en beregning, som bestemte, hvilken vægt flyet kunne fyldes med.

Flyselskabet oplyste, at de i den forbindelse anvendte standardmasseværdier for passagerne i overensstemmelse med Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart.

Nævnet lagde vægt på, at flyselskabet efter reglerne på luftfartsområdet havde valget mellem at anvende den faktiske vejede masse for hver person eller de standardmasseværdier, som angivet i Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5) og i forordning nr. 859/2008 af 20. august 2008.

Flyselskabets praksis var begrundet i hensynet til luftfartssikkerheden.

Nævnet fandt på den baggrund, at flyselskabets praksis var begrundet i et legitimt mål, og at de midler, som flyselskabet brugte for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2022 9512 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede flyselskab ikke ville sælge en flybillet til klager, fordi han var en mand.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at det indklagede flyselskab ikke ville sælge en flybillet til klager.

Sagsfremstilling

Klager, som er mand, rettede den 22. juni 2020 henvendelse til det indklagede flyselskab for at booke en flybillet til en flyvning den 25. juni 2020.

Korrespondancen mellem klager og indklagede foregik på mail.

Indklagede oplyste til klager, at de havde åbnet op for den sidste plads i flyet.

Indklagede oplyste dog efterfølgende til klager, at der ikke var plads i flyet til en mand.

Indklagede begrundede dette med, at flyet var vægtbegrænset, og at der derfor var lavet en beregning i forhold til fordelingen af kvinder og mænd, da der næsten var udsolgt.

Klager svarede, at han endnu ikke havde oplyst, hvad han vejede, og at han ikke nødvendigvis vejede mere end en kvinde.

Indklagede oplyste til klager, at de fulgte reglerne for standardvægt i luftfart, hvorefter mænd vejer mere end kvinder.

Indklagede henvendte sig den 23. juni 2020 igen til klager og oplyste, at der stadig var en ledig billet til samme afgang, som klager tidligere ville booke.

Klager svarede, at han ville vælge en anden transportform, da han mente, at der var tale om forskelsbehandling.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 23. juni 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Indklagede har under sagens behandling fremlagt Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5).

Tabel 2 gælder for den type fly, der flyver på indklagedes flyrute

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, at indklagede ikke ville sælge en flybillet til ham, fordi han er mand.

Indklagede flyselskab gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på baggrund af køn.

Indklagedes fly er vægtbegrænsede.

På hver flyvning laver indklagede en beregning af vægt og balance ud fra brændstof og vind.

Beregningen bestemmer, hvilken vægt flyet kan fyldes med.

Til brug for planlægningen af deres flyvninger anvender indklagede standardmasseværdier for passagerne i overensstemmelse med Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5).

Disse indeholder forskellige standardmasseværdier for mænd og kvinder.

Det er de samme regler, der gælder i hele EU.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligestillingsloven er ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klager, der er en mand, fik den 22. juni 2020 afslag på at købe den sidste flybillet hos det indklagede flyselskab på en afgang den 25. juni 2020 med henvisning til sit køn.

Nævnet vurderer, at klager på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder for, at han blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede har oplyst, at deres fly er vægtbegrænsede, og derfor foretager indklagede på hver flyvning en beregning af vægt og balance ud fra brændstof og vind.

Beregningen bestemmer, hvilken vægt flyet kan fyldes med.

Indklagede har også oplyst, at de til brug for planlægningen af deres flyvninger anvender standardmasseværdier for passagerne i overensstemmelse med Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5).

Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5) indeholder forskellige standardmasser for mænd og kvinder.

Det fremgår tilsvarende af kommissionens forordning nr. 859/2008 af 20. august 2008 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart, OPS 1.620, at luftfartsforetagender skal beregne massen for passagerer og indchecket bagage ved anvendelse af enten den faktiske vejede masse for hver person og den faktiske vejede masse for bagage eller de standardmasseværdier, som er angivet i forordningen, og som indeholder forskellige standardmasser for mænd og kvinder.

Indklagedes praksis er begrundet i hensynet til luftfartssikkerheden.

Nævnet finder på den baggrund, at den skete forskelsbehandling var begrundet i et legitimt mål, og at de midler, som indklagede har brugt for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede efter reglerne på luftfartsområdet har valget mellem at anvende den faktiske vejede masse for hver person eller de standardmasseværdier, som er angivet i Trafikstyrelsens Bestemmelser for Civil Luftfart (BL 5-5) og i forordning nr. 859/2008 af 20. august 2008.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2022 9512 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 9512 Valid

-

§ 1 a, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1-2, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde

-

§ 3 a, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →