Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence

J.nr. 20-43773

En mand, som led af et psykisk handicap, havde klaget til Ligebehandlingsnævnet over en afgørelse fra en ankenævn.

Nævnet vurderede, at klagen i sin helhed vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning end den, der er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med et ankenævns afgørelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagsfremstilling

Den 8. juni 2020 bestilte klager en tur med flextrafik hos et trafikselskab.

Ifølge klager bestilte han turen til den 11. juni 2020 kl.

15.45 fra sin hjemadresse.

Af trafikselskabets logs fremgår, at turen var bestilt til den 8. juni 2020 kl.

15.45.

Da klager ikke var ved afhentningsstedet på afhentningstidspunktet, anså trafikselskabet turen for kørt forgæves, hvorfor de trak 280 kr. fra klagerens betalingskort.

Klager indgav herefter en klage til det indklagede ankenævn.

Klagen for ankenævnet angik både det forhold, at turen, ifølge klager, ikke blev bestilt til den rigtige dato, samt det forhold, at chaufføren, ifølge klager, ikke kørte til det korrekte afhentningssted.

Den 9. september 2020 traf det indklagede ankenævn afgørelse om, at trafikselskabet var berettiget til at kræve beløbet betalt for forgæves kørt tur betalt.

Den 18. september 2020 anmodede klager om genoptagelse af sagen, idet han mente, at det indklagede ankenævn havde lagt forkerte oplysninger til grund.

Det indklagede ankenævn genoptog på denne baggrund sagen og foretog herefter nogle ændringer i afgørelsens begrundelse.

Afgørelsens resultat var fortsat, at trafikselskabet var berettiget til at kræve beløbet for forgæves kørt tur betalt.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. oktober 2020.

Klager har i klagen oplyst, at han ønsker en godtgørelse svarende til klagegebyret plus den manglende erstatning, som ifølge klager er enten 460 kr. eller 560 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Begrundelsen for ankenævnets afgørelse er to ting, som det må antages at en person uden klagers handicap ville kunne gøre.

Grundet klagers autisme var det ting, som klager ikke kunne gøre eller udføre.

At flytte sig fra A til B kan på grund af psykisk handicap være meget vanskeligt.

Klager har problemer med at håndtere pludselige ændringer.

Klager har vanskeligt ved at benytte flextrafik, men under de rette forhold kan det, i modsætning til almindelige former for offentlig transport, lade sig gøre.

Indklagede lagde i deres afgørelse til grund, at klager kunne have bevæget sig hen til det pågældende sted, hvor flextrafikken ankom.

Det var ikke klagers fysik, der lagde hindringer i vejen herfor, men derimod kognitive forhold.

Klager havde ikke tid til at omstille sig til den pludselige ændring.

Hvis han havde haft tid til at forberede sig forinden, havde situationen været en anden.

Indklagede påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagen skal afvises af Ligebehandlingsnævnet, fordi klagen vedrører indholdet af ankenævnets afgørelse og ikke sagsbehandlingen ved ankenævnet.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationslovens § 2, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder.

Indklagede træffer afgørelser i sager ud fra det regelgrundlag, som er gældende for passagerer i den pågældende transportform, i denne sag reglerne om flextrafik, som er en del af den kollektive transport.

Det indklagede ankenævn, der er oprettet i medfør af lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager, må efter sidestilles med en sådan forvaltningsmyndighed i relation til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det indklagede ankenævn er ikke rette indklagede.

Ankenævnet har ud fra de gældende rejseregler om flextur vurderet, at trafikselskabets afgørelse om, at klager skulle betale for den forgæves kørte tur, efter de foreliggende omstændigheder var i overensstemmelse med reglerne på området.

Til støtte for frifindelsespåstanden gør indklagede gældende, at ankenævnet under sagens behandling ikke modtog uddybende eller lægelige oplysninger fra klager om, at hans psykiske helbred umuliggjorde at han hurtigt kunne ændre planer og gå ud til flexbilen, således som dette nu foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet.

Uanset om denne oplysninger havde foreligget for ankenævnet, inden afgørelsen blev truffet, og at bemærkningen om, at klager kunne være gået ud til flexbilen, følgelig ikke ville være anført i afgørelsen, ville afgørelsen samlet set ikke have fået et andet resultat.

Det er uomtvistet, at flexturen fra begyndelsen var bestilt af klager til en forkert dato, hvilket han ikke reagerede på ved at afbestille turen.

Det er uomtvistet, at flexbilchaufføren ringede til klager, mens chaufføren befandt sig i det lukkede vejsystem, hvor klager bor, og dermed med lethed kunne være kørt tættere på det sted, hvor klager sædvanligvis afhentes, hvis han ville have kørt med flexbilen, hvilket han dog ikke ville.

Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger kan det lægges til grund, at klager og chaufføren aftalte, at chaufføren ikke skulle hente ham, men køre videre, og muligvis at klager skulle kontakte trafikselskabet for at søge at få krediteret turen.

På baggrund af det anførte var trafikselskabet berettiget til at anse turen for kørt forgæves, idet klager ikke ønskede at benytte sig af den kørsel, som han havde bestilt, og videre at han som konsekvens heraf hæfter for turen, jf. handelsbetingelserne, som han accepterede ved bestillingen.

Klagers helbred medfører ikke, at ankenævnet har truffet en materiel forkert afgørelse, eller at ankenævnet derved har tilsidesat lovgivning, der beskytter personer med handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det indklagede ankenævn traf den 9. september 2020 afgørelse om, at trafikselskabet var berettiget til at opretholde kravet om betaling af kravet for forgæves kørt tur.

Nævnet vurderer, at klagen i sin helhed vedrører anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning end den, der er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde