Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - øvrige - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - øvrige - ej medhold
J.nr. 19-53912
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet.
Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga.
sit handicap, fordi han ikke modtog digital post, og derved modtog sin post senere.
Han mente også, at det var udtryk for forskelsbehandling pga.
handicap, at han skulle bruge en smartphone til skærmoplæsning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der i de to klager ikke var oplysninger, der medførte, at manden på grund af sit handicap var ringere stillet end andre borgere.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke modtager digital post.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Digitaliseringsstyrelsen har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.
Sagsfremstilling
Klager, som er ordblind, er fritaget fra at modtage digital post.
Klager har oplyst, at han, som fritaget fra at modtage digital post, modtager sin post senere end andre, der kan modtage digital post.
Klager har videre oplyst, at han har talt med Digitaliseringsstyrelsen, hvor han fik forklaret, at der er en skærmoplæser-funktion ved brug af digital post.
Dette kræver dog, at man har en smartphone.
Klager har fremlagt læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017.
Af konklusionen fremgår
”…
Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning.
…”
Specifikt om klagers læsehastighed blev det i den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet
”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. september 2020.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Som fritaget fra at modtage digital post modtager klager sin post senere end andre.
Der kan gå op til 10 dage, før han modtager post.
Dette er forskelsbehandling i forhold til de mennesker, som ikke er fritaget fra digital post.
Det er oftest folk med vanskeligheder som fx handicap, der er fritaget fra digital post.
Det er et problem, fordi klager ikke har mulighed for at planlægge sin økonomi, da han først får besked om ydelser inde i måneden.
Klager har krav på at modtage breve tidligere, så han kan planlægge sin økonomi.
Klager er blevet ringet op af Digitaliseringsstyrelsen, hvor han fik forklaret, at styrelsen har kørt en test på problemstillingen om e-Boks og digital post, og at det blot kræver, at man har en skærmopløser.
Klager mener, at han burde kunne få sin post læst op ved at trykke på en knap i e-Boks.
Den skulle læse brevets indhold op.
Skærmoplæser findes på ens egen telefon, og det kræver derfor, at man skal købe en smartphone for at have funktionen.
Man har lavet en opsætning, som gør ordblinde afhængige af en smartphone, fordi man skal have en smartphone for at have skærmoplæsning.
Klager ønsker ikke at nedlægge påstand om en bestemt størrelse godtgørelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager har oplyst, at han er ordblind.
Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole.
Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentlig under normen.
Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Det er nævnets vurdering, at det forhold, at klager efter anmodning er fritaget for digital post, og dermed med almindelig post modtager sin fysiske post senere end dem, der modtager digital post, ikke bliver udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet lægger vægt på, at klager ikke på grund af sit handicap er ringere stillet end andre borgere, der af forskellige årsager ikke modtager digital post.
Det er desuden nævnets vurdering, at det forhold, at man efter det oplyste har brug for en smartphone i forbindelse med oplæsning af dokumenter i digital post, heller ikke er udtryk for forskelsbehandling begrundet i handicap.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Det bemærkes, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage partshøring af Digitaliseringsstyrelsen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde