Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold

J.nr. 20-33013

En mand, der er ordblind, anmodede om indsigt i alle personoplysninger, som den indklagede kommune behandlede om ham.

Manden fik udleveret 3.998 dokumenter og ønskede, at en sagsbehandler fra kommunen skulle gennemgå dokumenterne med ham.

Kommunen gav afslag på at gennemgå dokumenterne med manden.

Manden mente, at dette var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede, at kommunens afslag var objektivt begrundet i saglige formål, herunder den anseelige mængde ressourcer og tid det ville tage at gennemgå og oplæse 3.998 dokumenter med manden, og at kommunens praksis måtte anses for nødvendig for at opnå disse formål, idet der var et rimeligt forhold mellem ressourceanvendelsen, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for manden.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommune afslog at gennemgå udleveret materiale med en ordblind borger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Den 23. juni 2020 anmodede klager, der er ordblind, om indsigt i alle de personoplysninger, som den indklagede kommune behandler om klager.

Den indklagede kommune har oplyst, at klager har mange sager og datamængde hos kommunen, og at disse på tidspunktet for indsigtsanmodningen udgjorde 3.998 dokumenter.

Klager fik udleveret samtlige 3.998 dokumenter.

Han ønskede, at en sagsbehandler fra kommunen skulle gennemgå dokumenterne med ham.

Kommunen afslog at gennemgå dokumenterne med klager.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. juli 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Kommunen ville ikke hjælpe ham med at gennemgå og forstå materialet.

Kommunen henviste ham til biblioteket, hvor der var en computer, som han kunne bruge.

På biblioteket ville klager skulle vente på en bibliotekar, som kunne hjælpe ham med programmet til ordblinde.

Bibliotekaren ville ikke være i stand til at hjælpe med programmet.

Klager har aldrig selv benyttet programmet.

Kommunen har ikke sikret tilgængelighed.

Det forhold, at der var en computer til stede var ikke nok.

Derudover vender computerne på biblioteket ud ad i rummet.

Hvis han sad med personoplysninger på computeren, kunne der være andre, der kunne se de personlige oplysninger.

Efter klagers opfattelse skulle man anvende samme program til ordblinde på alle computere, ellers skulle alle programmer til ordblinde være på alle offentlige computere, så ordblinde borgere kunne anvende det program, som vedkommende er vant til at bruge.

Indklagede gør gældende, at kommunen ikke har udsat klager for forskelsbehandling, fordi kommunen stillede et hjælpemiddel til rådighed for klager, så han kunne få oplæst de udleverede dokumenter.

Da klager anmodede om indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 i alle de personoplysninger, som kommunen behandler om ham, kontaktede kommunen klager med henblik på at give vejledning og for at få præciseret, om der var tale om specifikke sager, som klager ønskede at få indsigt i.

Formålet med dette var at gøre det nemt og overskueligt for klager at tilgå specifikke oplysninger, der blev behandlet af indklagede i konkrete sager.

Klager fastholdt, at han ønskede at få udleveret samtlige oplysninger og dokumenter.

Da kommunen havde færdigbehandlet indsigtsanmodningen, kontaktede kommunen klager for at aftale nærmere, hvordan han ville have udleveret de 3.998 dokumenter.

Klager oplyste, at han ønskede, at en sagsbehandler i kommunen gennemgik samtlige 3.998 dokumenter med ham.

Dette ønske kunne kommunen ikke imødekomme på grund af den anseelige mængde ressourcer og tid, det ville tage at gennemgå og oplæse disse dokumenter.

Denne beslutning fandt klager diskriminerende.

Kommunen har ikke en service, hvor en kommunal sagsbehandler kan læse samtlige dokumenter op for borgerne.

Kommunen er ikke bekendt med, at andre kommuner eller offentlige myndigheder yder en service, hvor samtlige dokumenter af denne mængde bliver læst op af en sagsbehandler for borgerne.

Det blev aftalt med klager, at dokumenterne kunne udleveres på et USB-stik, så klager kunne gøre brug af det hjælpeprogram, kommunen stiller til rådighed på blandt andet kommunens biblioteker, som kan oplæse tekstindholdet.

Der er ligeledes stillet høretelefoner til rådighed på bibliotekerne, så uvedkommende ikke kan høre oplæsningen.

Alternativt kunne klager anvende egne høretelefoner.

Denne fremgangsmåde accepterede klager mundtligt.

Han underskrev ligeledes en samtykkeerklæring omkring udleveringsformen af dokumenterne og oplysningerne.

Fremgangsmåden blev valgt, fordi klager ønskede samtlige 3.998 dokumenter oplæst og ikke ville indsnævre ønsket om oplæsning af enkelte dokumenter.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager har oplyst, at han er ordblind.

Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole.

Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentlig under normen.

Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Indklagedes afslag på at gennemgå dokumenterne med klager kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling, da denne praksis stiller personer med handicap som klagers ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Som begrundelse for afslaget henviser den indklagede kommune til omfanget af klagers sager hos kommunen, og at man har stillet et alternativt hjælpemiddel til rådighed for klager.

På den baggrund finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på at gennemgå alle sagerne blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Nævnet vurderer, at kommunens afslag er objektivt begrundet i saglige formål, herunder den anseelige mængde ressourcer og tid det ville tage at gennemgå og oplæse 3.998 dokumenter med klager.

Kommunen har endvidere ikke en service, hvor en kommunal sagsbehandler kan læse samtlige dokumenter op for borgerne.

Kommunen har oplyst, at man ikke er bekendt med, at andre kommuner eller offentlige myndigheder yder en sådan service.

Kommunens praksis må endvidere anses for nødvendig for at opnå disse formål, idet der er et rimeligt forhold mellem ressourceanvendelsen, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for klager.

Nævnet har lagt vægt på, at kommunen har stillet et hjælpemiddel til rådighed for klager, så han kunne få oplæst de udleverede dokumenter.

Kommunen opfordrede desuden klager til at præcisere, om der var tale om specifikke sager, som klager ønskede at få indsigt i.

Kommunen udleverede endelig klagers dokumenter på et USB-stik, så klager kunne gøre brug af det hjælpeprogram, der er til rådlighed på kommunens biblioteker, som kan oplæse tekstindhold.

Der er ligeledes høretelefoner til rådighed på biblioteket, så uvedkommende ikke kan høre indholdet.

Klager må til gengæld tåle, at bibliotekets hjælpeprogram ikke er det samme, som han er vant til at bruge, og at nogle af computerne vender ud i rummet, så andre kan se, hvad der står på skærmen.

Nævnet vurderer derfor, at der konkret var et rimeligt forhold mellem kommunens praksis, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde