Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - sagsbehandling - ej medhold
J.nr. 21-51549 + 21-20359
En mand indgav klage til Ligebehandlingsnævnet over med henvisning til, at han blev forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med den indklagede styrelses sagsbehandling af mandens sager.
Nævnet vurderede samlet, at klagen over lang sagsbehandlingstid og sagsbehandlingen ikke kunne behandles af nævnet.
Nævnet vurderede videre, at der vedrørende de øvrige klagepunkter ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at manden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klagen blev herefter afvist.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers sager vedrørende blandt andet §§ 83, 84, 85, 95, 100 og 118 i lovbekendtgørelse om social service (serviceloven).
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager er efter det oplyste diagnosticeret med Aspergers i 2015 og har autistiske vanskeligheder.
Efter klagers repræsentants oplysning har indklagede og klagers nu tidligere bopælskommune
behandlet sager angående klager vedrørende blandt andet §§ 83, 84, 85, 95, 96, 100 og 118 i serviceloven siden 2018, hvor klager fyldte 18 år.
Klager har efter det oplyste skiftet folkeregisteradresse til en ny kommune i september 2021.
Klagers repræsentant har i perioden fra 2018 flere gange klaget til indklagede over sagsbehandlingen af klagers sager i henhold til serviceloven, herunder over for lang sagsbehandlingstid, sagsbehandlingsfejl og procedurefejl på grund af blandt andet indklagedes mangel på autismespecifik/autismekyndig viden.
Klagers sager er på den baggrund blevet sendt til genbehandling eller hjemsendt.
Ligebehandlingsnævnet modtog den 27. april 2021 klagers klage over indklagede.
Klagers repræsentant har uddybet klagen til Ligebehandlingsnævnet ved e-mail af 4. oktober 2021 og ved e-mail af 19. oktober 2021.
Den 19. november 2021 modtog Ligebehandlingsnævnet yderligere klagepunkter fra klagers repræsentant.
Disse klagepunkter har klagers repræsentant uddybet ved e-mail af 29. januar 2022.
Klagers bemærkninger
Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at klager er blevet forskelsbehandlet i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af klagers sager vedrørende blandt andet §§ 83, 84, 85, 95, 96, 100 og 118 i serviceloven.
Det er klagers opfattelse, at der i forbindelse med indklagedes sagsbehandling har fundet en overtrædelse af lov nr. 688 om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet sted.
Klager henviser blandt andet til, at han i perioden 2018-2021 har været genstand for interne sagsbehandlinger og eksterne sagsbehandlinger, der på ingen måde overholder sagsbehandlingsfrister, der er rimelige på baggrund af menneskelige sagsbehandlingsfejl og it‐ mæssige procedurefejl.
Det er endvidere klagers opfattelse, at han siden 2018 er blevet forskelsbehandlet som følge af for lang sagsbehandlingstid, sagsbehandlingsfejl og procedurefejl hos indklagede på grund af blandt andet indklagedes mangel på autismespecifik/autismekyndig viden.
Klager har i den forbindelse blandt andet oplyst, at han stadig ikke er myndighedsvisiteret i 2021 i forhold til sit § 83-behov, og at han ikke har adgang til møder med sin § 85-sagsbehandler.
Klager gør gældende, at indklagede ved sine afgørelser ikke tager udgangspunkt i klagers konkrete og individuelle helhedsbehov.
Klager ønsker derfor akut autismekyndig sagsbehandling samt hjælp til myndighedsvisitation.
Klager er af den opfattelse, at han ikke er blevet myndighedsvisiteret vedrørende sine behov siden 2018.
Klager gør herudover gældende, at flere autister får afslag på bevillinger i henhold til servicelovens § 85, og at indklagede ikke reagerer på, at unge hjemmeboende handicappede i klagers tidligere kommune forskelsbehandles i sagsbehandlingen vedrørende serviceloven.
Det er klagers opfattelse, at han ikke visiteres som alle andre både ADHD-unge og Aspergers-unge i kommunen, og at lov nr. 688 om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet herved omgås.
Klager ønsker ikke at skulle til et eksternt firma og have afgjort ansøgninger af personer, som der efter hans opfattelse ikke er faglig dokumentation på og ej heller er økonomisk uvildige.
Klager gør hertil gældende, at hans retssikkerhed er blevet tilsidesat af indklagede, idet ingen siden 2018 har pålagt klagers tidligere kommune at sikre, at klager kunne få dækket sine komplekse behov af den af kommunen valgte leverandør.
Herudover gør klager gældende, at indklagede i sine p-meddelelser fraviger lovgivningens ord, så borgere stilles anderledes, end hvis det var lovgivningen, der blev fulgt direkte.
Klager giver i den forbindelse som eksempel, at indkøb på nettet ikke er en mulighed for klager og intet har at gøre med, om klager kan spille spil, og at klager har ret til en meningsfyldt hverdag med indkøb i fysiske butikker.
Det er klagers opfattelse, at flere af indklagedes p-meddelelser opsætter skrappere krav end lovgivningen, og at der derfor finder en forskelsbehandling af handicappede sted i forhold til både de handicappede borgere imellem som følge af forskellige handicaps/boformer og i forhold til andre personer på samme alder og med samme livssituation, som bevilliges hjælp efter servicelovens §§ 83 og 85.
Klager ønsker i øvrigt vurderet, om indklagede går over sine juridiske beføjelser, når indklagedes jurister udtaler sig socialfagligt.
I fortsættelse heraf gør klager gældende, at der finder en forskelsbehandling af handicappede sted i hele landet alene på grund af geografi, idet der findes forskellige standarder i de forskellige kommuner.
Klager ønsker herudover en kulegravning af afgørelser vedrørende klager hos indklagede siden 2018, idet afgørelsessagerne efter klagers opfattelse ikke er behandlet korrekt, herunder er fejlbehæftede.
Det ønskes desuden, at den afgørelse vedrørende klager, som er under behandling nu hos indklagede, og den afgørelse, der ifølge klagers repræsentant blev fejlafgjort i 2020, sendes i partshøring hos klager, så det sikres, at der ikke opstår forskelsbehandling på baggrund af juridiske skøn og vurderinger, som stiller borgere dårligere, end reglerne i serviceloven tilsiger, på grund af blandt andet mangel på autismespecifik viden.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet (ligebehandlingsnævnsloven).
Det følger af § 1, stk. 5, i ligebehandlingsnævnsloven, at Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
I henhold til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap må ingen udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket ved overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Dette følger af § 10 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Af forarbejderne til § 10 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap fremgår det, at det indebærer, at den person, der anser sig for krænket, skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, og underbygge sin påstand herom med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Det følger af forarbejderne til § 2 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Det følger videre af forarbejderne til § 12 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at Ligebehandlingsnævnet efter gældende ret alene kan tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning mv., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, jf. § 1 i ligebehandlingsnævnsloven.
Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.
For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse til en person, der er krænket ved overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling.
Det følger af § 2 i
ligebehandlingsnævnsloven og § 11 i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Af forarbejderne til § 2 i ligebehandlingsnævnsloven fremgår det, at opregningen af Ligebehandlingsnævnets retsmidler er udtømmende.
Ligebehandlingsnævnet kan således ikke træffe afgørelse om erstatning, og Ligebehandlingsnævnet har ikke mulighed for at annullere eller rette hverken generelle administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en sag, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i sagen, eller hvis den ikke skønnes egnet til behandling i nævnet.
Dette følger af ligebehandlingsnævnslovens § 8, stk. 1 og 2.
Klage over for lang sagsbehandlingstid, sagsbehandlingsfejl mv.
Klager har gjort gældende, at klager siden 2018 har været genstand for interne sagsbehandlinger og eksterne sagsbehandlinger, der på ingen måde overholder sagsbehandlingsfrister, som er rimelige på baggrund af menneskelige sagsbehandlingsfejl og it‐mæssige procedurefejl.
Det er herudover klagers opfattelse, at han er blevet forskelsbehandlet som følge af for lang sagsbehandlingstid, sagsbehandlingsfejl og procedurefejl hos indklagede på grund af blandt andet indklagedes mangel på autismespecifik/autismekyndig viden.
Klager har endvidere gjort gældende, at indklagede ved sine afgørelser ikke tager udgangspunkt i klagers konkrete og individuelle helhedsbehov, og at der ønskes akut autismekyndig sagsbehandling til klager samt hjælp til myndighedsvisitation.
Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i ligebehandlingsnævnsloven.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af Ligebehandlingsnævnet.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at denne del af klagen ikke er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingstid, påståede sagsbehandlingsfejl, procedurefejl mv. i henhold til serviceloven, forvaltningsloven, god forvaltningsskik og almindelige forvaltningsretlige principper.
Herudover har Ligebehandlingsnævnet ikke kompetence til at foranstalte hverken akut autismekyndig sagsbehandling til klager eller hjælp til myndighedsvisitation.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Klage over forskelsbehandling i sagsbehandlingen vedrørende serviceloven
Klager har gjort gældende, at flere autister får afslag på bevillinger i henhold til § 85 i serviceloven, og at indklagede ikke reagerer på, at unge hjemmeboende handicappede i klagers tidligere bopælskommune forskelsbehandles i sagsbehandlingen vedrørende serviceloven.
Det er klagers opfattelse, at han ikke visiteres som alle andre både ADHD-unge og Aspergers-unge i kommunen.
Klager ønsker endvidere ikke at skulle til et eksternt firma og have afgjort ansøgninger.
Klager har ikke nærmere redegjort for, hvori forskelsbehandlingen efter klagers opfattelse består.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Det er efter denne lov klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.
Dette indebærer, at klager skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, og underbygge sin påstand herom med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i ligebehandlingsnævnsloven.
Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, herunder serviceloven.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap som følge af indklagedes sagsbehandling eller adfærd.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at tage stilling til indklagedes anvendelse og fortolkning af serviceloven.
Herudover har Ligebehandlingsnævnet ikke kompetence til at behandle klagers ønske om ikke at skulle til et eksternt firma og have afgjort ansøgninger.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Klage over indklagedes p-meddelelser og socialfaglige udtalelser
Klager har gjort gældende, at indklagede i sine p-meddelelser fraviger lovgivningens ord, så borgere stilles anderledes, end hvis det var lovgivningen, der blev fulgt direkte.
Det er klagers opfattelse, at flere af indklagedes p-meddelelser opsætter skrappere krav end lovgivningen, og at der derfor finder en forskelsbehandling af handicappede sted i forhold til både de handicappede borgere imellem som følge af forskellige handicaps/boformer og i forhold til andre personer på samme alder og med samme livssituation.
Klager har ikke nærmere redegjort for, hvori forskelsbehandlingen efter klagers opfattelse består.
Det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.
Dette indebærer, at klager skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, og underbygge sin påstand herom med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap som følge af indklagedes sagsbehandling eller adfærd.
Det bemærkes i øvrigt, at Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at tage stilling til indklagedes anvendelse og fortolkning af serviceloven.
Klager har endvidere oplyst, at han ønsker vurderet, om indklagede går over sine juridiske beføjelser, når indklagedes jurister udtaler sig socialfagligt.
Ligebehandlingsnævnet behandler alene klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde, hvilket følger af § 1 i ligebehandlingsnævnsloven.
Ligebehandlingsnævnet har derfor ikke kompetence til at tage stilling til indklagedes anvendelse og fortolkning af serviceloven, eller om indklagede går over sine juridiske beføjelser, når indklagedes jurister udtaler sig socialfagligt.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Klage over forskelsbehandling i hele landet på grund af geografi
Klager gør gældende, at der finder en forskelsbehandling af handicappede sted i hele landet alene på grund af geografi, idet der findes forskellige standarder i de forskellige kommuner.
Klager har ikke nærmere redegjort for, hvori forskelsbehandlingen efter klagers opfattelse består.
Det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.
Dette indebærer, at klager skal kunne påvise, at der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, og underbygge sin påstand herom med f.eks. skriftligt bevismateriale eller egne og tredjemands udsagn.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap på grund af geografiske forhold som følge af indklagedes sagsbehandling eller adfærd.
Ønske om kulegravning og partshøring
Klager gør gældende, at klager ønsker en kulegravning af afgørelser vedrørende klager hos
indklagede siden 2018, idet afgørelsessagerne efter klagers opfattelse ikke er behandlet korrekt, herunder er fejlbehæftede.
Det ønskes desuden, at den afgørelse vedrørende klager, som er under behandling nu hos indklagede, og den afgørelse, der ifølge klagers repræsentant blev fejlafgjort i 2020, sendes i partshøring hos klager.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at i iværksætte en kulegravning af afgørelser vedrørende klager hos indklagede siden 2018 eller at foranstalte, at den nævnte afgørelse sendes i partshøring hos klager.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap
•
§ 1, stk. 1-6, om nævnets kompetence
•
§ 2, stk. 1, om godtgørelse
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse
•
§ 8, stk. 1-2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, stk. 1, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af handicap
•
§ 10, om bevisbyrde
•
§ 11, om godtgørelse
•
§ 12, om indbringelse af klager for nævnet