Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 20-38873

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en samværsaftale indgået mellem kvinden og faren til deres søn.

Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en samværsaftale indgået mellem klager og faren til klagers søn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede statslige enhed har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun i 2017 indgik en samværsaftale med faren til sin søn.

Siden aftalens indgåelse har farens advokat lovet at sende samværsaftalen til hende, men har endnu ikke gjort det.

Klager har desuden oplyst, at hun adskillige gange har anmodet om konfliktmægling, men at anmodningerne ikke er blevet besvaret.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. september 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har fremlagt en række dokumenter, herunder blandt andet dokumenter udarbejdet i forbindelse med processen hos indklagede.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, fordi hun havde en depression og belastningsreaktion som følge af den samværschikane, hun blev udsat for.

Hun blev udsat for samværschikane til trods for, at både krisecenter, børnepsykolog og læge vurderede, at klager har gode forældreevner.

Klager har siden 2017 været udsat for diskrimination af indklagede.

Diskriminationen er dokumenteret af både børnepsykolog, socialrådgiver og krisecenter.

Klagers søn har ret til samvær med begge forældre.

Han er vokset op hos klager, men klager har ikke haft samvær med sin søn siden 2019.

Indklagede har ikke reageret på det.

Indklagede har ikke gjort noget for at bevare mor/barn relationen.

En børnepsykolog og en socialrådgiver gjorde i 2018 opmærksom på, at klager blev udsat for diskrimination, men indklagede har intet gjort.

Indklagede har latterliggjort de krisecentre, som klager blev henvist til af en psykiater på grund af den samværsdiskrimination, hun udsættes for.

Klager vil derfor anmode Ligebehandlingsnævnet om hjælp til at pointere over for indklagede, at klagers søn har ret til samvær med begge sine forældre.

Klager har mistet over 50.000 kr. til advokathjælp, mens diskriminationen har stået på.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager gør gældende, at den indklagede statslige enhed har udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap.

Børns ret til samvær med deres forældre er en afgørelse, som kan indbringes for domstolene.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Efter sagens udfald har nævnet ikke fundet anledning til at foretage en vurdering af, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde