Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - afskedigelse - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - afskedigelse - ej medhold
J.nr. 20-38879
En mand, der havde været udsat for en arbejdsskade, hvor han mistede de to yderste led på fire fingre på venstre hånd, blev afskediget fra sin stilling som maskinfører.
Manden havde oplyst, at han kunne arbejde på lige fod med sine kollegaer, og at han ikke havde behov for, at maskinen blev tilrettet ham.
Manden havde endvidere oplyst, at hans helbredsmæssige tilstand alene gav ham udfordringer, når han ikke befandt sig i maskinen.
Der forelå ikke lægelige oplysninger, der beskrev eventuelle begrænsninger i mandens mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere som følge af hans helbredsmæssige tilstand.
Nævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin helbredsmæssige tilstand havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en medarbejder blev afskediget fra sin stilling som maskinfører.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som maskinfører.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager har været udsat for en arbejdsskade, hvor han mistede de to yderste led på fire fingre på venstre hånd.
Klagers varige mén efter arbejdsskaden er 45 procent.
Den 26. maj 2015 blev klager ansat som maskinfører hos den indklagede virksomhed.
Ved brev af 10. oktober 2019 blev klager afskediget fra sin stilling.
Af afskedigelsesbrevet fremgår blandt andet
” OPSIGELSE
Du opsiges hermed fra din stilling som Maskinfører hos [indklagede].
Opsigelsen er begrundet i et behov for at tilpasse vores medarbejderstab på grund af nedgang i afsætningen.
Som følge af din anciennitet har du 5 ugers opsigelsesvarsel, således at du fratræder den 14. november 2019.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. september 2020.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 300.000 kr., som ifølge klager svarede til 9 måneders løn inklusive pension og feriepenge.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager er uforstående over for, at det var ham, der blev udvalgt til afskedigelse.
Klager stillede spørgsmål til, om afskedigelsen af ham var begrundet i hans handicap.
Dette blev benægtet.
Da klager spurgte ind til, hvorfor det var netop ham, der skulle afskediges, kunne han ikke få en begrundelse.
Der var tre gummigedsførere hos indklagede, hvoraf klager var den ene.
På trods af klagers handicap deltog han i arbejdet på lige fod med de to andre gummigedsførere.
Klager har aldrig modtaget advarsler eller påtale af sit arbejde.
Klager var heller ikke den sidst ankomne medarbejder.
Det er svært for klager at se, hvorfor netop han blev udvalgt til afskedigelse, hvis det ikke skyldes hans handicap, særligt fordi indklagede ikke kunne give ham en begrundelse for afskedigelsen.
Efter afskedigelsen har klager fået nyt arbejde.
I forbindelse med klagers ansøgning til det nye arbejde, tog klagers nye arbejdsgiver kontakt til indklagede, der oplyste, at klager var en dygtig maskinfører, men at der skulle tages højde for, at maskinen skulle tilrettes til klager.
Klager har aldrig fået en maskine tilrettet på grund af sit handicap.
Klager er i stand til at køre alle typer gummiged.
Klagers handicap gav ham udfordringer, når han ikke var i maskinen.
Indklagede påstår principalt frifindelse, subsidiært en efter nævnets skøn mindre fastsat godtgørelse.
Klager blev opsagt den 10. oktober 2019 og indgav klagen til Ligebehandlingsnævnet den 3. september 2020.
Klager har forholdt sig retsfortabende passivt i 11 måneder, før han indsendte klagen til nævnet.
Indklagede havde på den baggrund en berettiget forventning om og har indrettet sig efter, at klager ikke ville gøre krav efter forskelsbehandlingsloven gældende.
Klagers varige mén efter arbejdsskaden er ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Hvorvidt klager i en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring har fået fastsat varigt mén har i sig selv ingen betydning for vurderingen af, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager fik ikke tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på grund af arbejdsskaden, blandt andet fordi klager efter arbejdsskaden fortsat var ansat på fuld tid og modtog samme løn, ligesom klagers erhvervsevne ikke var nedsat med 15 procent eller mere.
Klagers beskæftigelse forudsatte ikke, at han havde de yderste led på fingrene på sin venstre hånd.
Klager havde dermed ikke en funktionsnedsættelse.
Klager arbejdede hos indklagede i mere end fire år, og i denne periode gav klagers mén ikke anledning til funktionsnedsættelser i klagers arbejde.
Nævnet kan lægge til grund, at klager fuldt ud og på lige vilkår med øvrige medarbejdere kunne bestride sit arbejde.
Idet klager var beskæftiget hos indklagede i mere end fire år på lige fod med de øvrige maskinførere, inden han blev afskediget, har klager ikke løftet bevisbyrden for, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Det bestrides, at indklagede skulle have oplyst klagers nye arbejdsgiver om, at der skulle tages højde for, at maskinen skulle tilrettes klager.
Indklagede har på intet tidspunktet tilrettet en maskine til klager.
Klager var ansat som maskinfører og udførte ikke arbejde uden for maskinen.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Klager blev afskediget den 10. oktober 2019.
Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 3. september 2020.
Nævnet vurderer, at klager ikke herved har udvist retsfortabende passivitet, og at klager derfor ikke har fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.
830H og UfR2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Klager har oplyst, at han har været udsat for en arbejdsskade, hvor han mistede de to yderste led på fire af sine fingre på venstre hånd.
Klager har oplyst, at han kunne arbejde på lige fod med sine kollegaer, og at han ikke havde behov for, at maskinen blev tilrettet ham.
Klager har endvidere oplyst, at hans helbredsmæssige tilstand alene gav ham udfordringer, når han ikke var i maskinen.
Der foreligger ikke lægelige oplysninger, der beskriver eventuelle begrænsninger i klagers mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere som følge af hans helbredsmæssige tilstand.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin helbredsmæssige tilstand havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde