Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - kommuner - sagsbehandling - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - national oprindelse - kommuner - sagsbehandling - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-25612

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse i forbindelse med behandlingen af hende ved et jobcenter.

Kvinden oplyste bl.a. at en sagsbehandler ved kommunen havde kaldt hende en ”vestindvandrer”.

Den indklagede kommune oplyste, at kvinden var blevet behandlet efter gældende regelsæt, og at kommunen ikke kunne genkende kvindens udlægning af sagen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at sagens afgørelse forudsatte mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foretages for Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandsskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af national eller etnisk oprindelse i forbindelse med klagers henvendelse til jobcenteret i den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af national eller etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager, der stammer fra Litauen, har oplyst, at hun den 4. december 2019 henvendte sig til den indklagede kommune for at søge vejledning efter hun blev ledig den 1. december 2019.

Klager var i tvivl om sin situation som ledig samtidig med, at hun var indskrevet på et studie, som hun ikke var aktiv på endnu.

Klager har oplyst, at hun ikke modtog andet end nedgørende behandling som følge af hendes nationalitet og etniske oprindelse.

Klager blev blandt andet kaldt ”vestindvandrer” og fik oplyst, at klager måtte droppe sine fremtidige uddannelsesplaner.

Indklagede har oplyst, at klager blev vejledt om først at søge vejledning hos sin a-kasse for derigennem at blive vejledt om reglerne for dagpengeperioden.

Reglerne om dagpenge m.v. administreres af a-kasserne.

Indklagede bestrider i øvrigt klagers oplysninger om behandlingen af hende.

Indklagede har videre oplyst, at klager løbende modtog samme rådgivning som andre ledige, herunder om børnepasning, ledige jobordrer m.v.

Klager har oplyst, at hun måtte til behandling hos sin terapeut efter mødet med kommunen.

Klager har for nævnet fremlagt et brev af 5. december 2019 fra sin a-kasse

”…

Jobcentret har oplyst, at de er kommet i tvivl om din rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi har derfor pligt til at vurdere, om du står til rådighed.

Reglerne herom fremgår af § 35 i bekendtgørelse nr. 808 af 23. juni 2017 om rådighed.

Vi har fået disse oplysninger fra jobcentret

” [klager] oplyser, at hun har tilmeldt sig som studerende på [universitet] mens hun er på DP.

Oplyser at hun kun kan arbejde mellem 9 og 15, da børn ikke skal flytte institution fra tidligere bopælskommune ”

Vi beder om din skriftlige eller mundtlige kommentar til oplysningen fra jobcentret inden 9 dage.

Når vi har fået din forklaring, vurderer vi din sag, og du hører fra os.

Hører vi ikke fra dig indenfor fristen, træffer vi afgørelse på det grundlag, vi har nu.

…”

Klager kontaktede den 16. december 2019 indklagede med ønske om sagsbehandlerskifte, hvilket blev imødekommet, idet relationen til sagsbehandleren ikke skulle stå i vejen for vejledning og rådgivning.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. maj 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på baggrund af sin nationalitet og etniske oprindelse, da hun blev udsat for ydmygende, nedgørende og diskriminerende adfærd fra en sagsbehandler i den indklagede kommune.

Indklagede opfyldte ikke sin vejledningspligt.

Klager blev ikke oplyst om lovgivningen og betydningen for klager eller klagers muligheder generelt.

Indklagedes sagsbehandler videregav ukorrekte oplysninger til klagers a-kasse samt traf beslutninger for klager på mødet uden fyldestgørende oplysninger.

Klager blev stillet dårligere, fordi hun søgte råd og vejledning på eget initiativ.

Klager kendte ikke til ansvarsfordelingen mellem myndighederne og søgte derfor råd og vejledning.

Klager kræver en undskyldning fra sagsbehandleren, betaling for angstforløb hos terapeut, samt økonomisk kompensation for at stå uden indtægtsgivende arbejde i en periode.

Indklagede gør gældende, at kommunen ikke kan genkende klagers bemærkninger om nedgørende adfærd som følge af hendes nationalitet.

Klager blev behandlet i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Klager fik den korrekte vejledning i jobcenteret, da hun skulle have været startet i a-kassen.

Indklagede beklager klagers oplevelse i jobcenteret.

Indklagede traf ikke afgørelse om klagers dagpengeret.

Klager havde forventninger til jobcenteret, som ikke kunne imødekommes, da klager ønskede vejledning på dagpengeområdet, hvilket henhører under a-kasserne.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af national og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af national eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af national eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt etnisk eller national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at hun blev ydmyget og nedgjort som følge af sin nationale og etniske oprindelse.

Klager har bl.a. oplyst, at hun til et møde i jobcenteret blev kaldt ”vestindvandrer”, og at hun blev ringere behandlet, fordi hun stammede fra Litauen.

Indklagede har heroverfor oplyst, at kommunen ikke kan genkende klagers udlægning af forløbet, og at klager blev behandlet efter den gældende lovgivning.

Efter nævnets faste praksis er det nævnets vurdering, at denne usikkerhed om sagens faktum er af afgørende betydning for sagens afgørelse, og at usikkerheden bør afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer for bl.a. at få belyst indholdet af klagers møde med sagsbehandleren i jobcenteret.

En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde