Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - afskedigelse - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - afskedigelse - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-37692

En mekaniker blev afskediget efter længere tids øjensygdom.

Mekanikeren havde oplyst, at den indklagede virksomhed var klar over, at han led af en øjensygdom, der medførte visse udfordringer for ham.

Virksomheden bestred at have kendskab hertil.

Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt virksomheden var bekendt med mekanikerens øjensygdom, og hvorvidt den konkret havde betydning i forhold til mekanikerens udførelse af sine arbejdsopgaver.

En vurdering heraf havde afgørende betydning for sagen, og efter nævnets faste praksis ville en afklaring heraf forudsætte bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kunne ske for nævnet, men måtte ske med domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat ved den indklagede virksomhed som mekaniker/klargøringsmand med virkning fra den 18. februar 2019.

I april 2020 var klager til øjenlæge med sit syn.

Klager har oplyst, at indklagede var bekendt hermed.

Klager har for nævnet fremlagt en oversigt over sit synsfelt.

Indklagede bestrider at være bekendt med, at klager var til øjenlæge.

Den 1. juli 2020 var klager til møde i kommunen med deltagelse af en beskæftigelseskonsulent og en handicapkonsulent.

Mødet foregik i arbejdstiden.

Klager har oplyst, at indklagede var bekendt hermed.

Indklagede bestrider at være bekendt med mødet.

Den 13. juli 2020 blev klager sygemeldt.

I sin besked om sygemelding skrev klager følgende

”Godmorgen [navn], Jeg beklager, jeg er nød til at sygemelde mig pga mine øjene, jeg skal nok holde jer orienteret.

God dag, Kh [klager]”

Klagers chef svarede følgende

”Godmorgen [klager] Skide træls.

.

men god bedring Mvh [navn]”

Indklagede har oplyst, at virksomheden ikke modtog yderligere orientering.

Ved brev af 21. august 2020 blev klager afskediget med følgende begrundelse

”…

På grund af ny struktur på vores værksted, er der ikke længere mulighed for beskæftigelse indenfor dit arbejdsområde.

Din stilling nedlægges derfor.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. august 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 82.200 kr. svarende til 6 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at grundlaget for afskedigelsen af ham var uholdbart.

Klager var sygemeldt som følge af sin medfødte øjensygdom retinitis pigmentosa, der havde udviklet sig negativt.

Det medførte bl.a. kraftig hovedpine og nedsat syn.

Indklagede forsøgte ikke at tilpasse arbejdspladsen til klager, f.eks. med nedsat tid eller mere lys.

Klager blev afskediget som følge af sin sygemelding.

Der var fortsat en anden kollega ansat til udførelse af samme arbejde som klager.

Ved at indkalde indklagede til mundtlig afhøring eller skriftlig udtalelse under strafansvar vil det stå klart, at indklagede og klagers kollegaer var bekendt med klagers sygdom.

Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor der ikke skal betales en godtgørelse.

Det er ikke påvist, at klager lider af et handicap, og indklagede var ikke vidende om klagers udfordringer med sine øjne.

Indklagede har ikke haft en oplevelse af, at klagers helbred havde betydning for dennes udførelse af sit arbejde.

Klager gav ikke udtryk for, at han havde behov for særlige hjælpeforanstaltninger som f.eks. mere lys.

Indklagede eller medarbejdere hos indklagede var ikke bekendt med, at klager led af en øjensygdom.

Klager kører uden hjælp bil og kan også både læse og skrive, hvorfor indklagede ikke havde mistanke om, at klager led af en øjensygdom.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at den indklagede virksomhed var klar over, at klager led af en øjensygdom, der medførte visse udfordringer for ham.

Indklagede bestrider at have haft kendskab hertil.

Der er for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede var bekendt med klagers øjensygdom, og hvorvidt den konkret havde betydning i forhold til klageres udførelse af sine arbejdsopgaver.

En vurdering heraf har afgørende betydning for sagen, og efter nævnets faste praksis vil en afklaring heraf forudsætte bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for nævnet, men må ske med domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har ikke fundet anledning til at vurdere, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a, om tilpasning

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde