Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - ej handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - ej handicap - ej medhold

J.nr. 20-28541

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som lærer.

Kvinden havde Leiden Faktor V og var dermed disponeret for blodpropper.

Fra januar 2018 til marts 2019 gennemgik hun fire operationer i hjernen som følge af problemer med et indopereret ventilsystem i hjernen til forebyggelse af blodpropper.

Hun genoptog arbejdet på fuld tid den 1. juli 2019, og der var ikke efter dette tidspunkt beskrevet konkrete skånehensyn som følge af de gentagne hjerneoperationer.

I august 2019 blev kvinden ramt af en blodprop i lillehjernen.

På afskedigelsestidspunktet i november 2019 havde hendes begrænsninger som følge af blodproppen ikke haft en lang varighed.

Der forelå ingen lægelige oplysninger, der indikerede, at der fremadrettet ville være varige skånebehov efter blodproppen, og klager genoptog sit arbejde på fuld tid uden skånehensyn i april 2020.

Det var derfor ikke godtgjort, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling i den indklagede kommune.

Sagsfremstilling

Klager har siden den 1. august 2005 været ansat i den indklagede kommune.

Hun blev færdiguddannet som lærer i 2007.

Under sin ansættelse i kommunen har klager været tilknyttet flere forskellige skoler.

Forud for sin afskedigelse arbejdede hun på en folkeskole, hvor hun startede den 11. januar 2018.

Klager har Leiden Faktor V og er dermed disponeret for blodpropper.

Efter en blodprop i hjernen i 1996 fik klager indopereret en ventil i hjernen, som skulle ventilere det forøgede tryk, som gav anledning til hovedpine og synssløring, samt mindske risikoen for blodpropper i hjernen.

Hun havde i mange år ingen gener fra ventilen.

Hun tog dog blodfortyndende medicin.

I starten af 2018 fik klager gener og ubehag som følge af ventilen i hjernen i form af hovedpine og sløret syn.

Hun sygemeldte sig derfor den 22. januar 2018.

Den 23. januar 2018 blev klager opereret.

Ved operationen blev drænet fra ventilen i hjernen skiftet, og der blev indsat en ny ventil, så klager nu havde to ventiler i hjernen.

Det fremgår af en oversigt over klagers sygefravær, at hun i forbindelse med operationen var sygemeldt frem til den 29. april 2018.

Her genoptog hun arbejdet på deltid frem til, at hun på ny blev sygemeldt den 26. juni 2018.

Klager blev den 27. juli 2018 opereret i hjernen på ny, da ventilen ikke fungerede som tilsigtet.

Ved operationen fik klager indsat endnu en ventil i hjernen, så hun nu havde tre ventiler indopereret.

Operationen indebar en sygemelding på 12 uger med henblik på genoptræning af hjernen.

Som følge af de to operationer led klager nu af hjernetræthed, som betød, at hjernen nemt blev overbelastet og skulle skånes yderligere.

Ved en sygefraværssamtale den 6. september 2018 blev det aftalt, at klager skulle genoptage arbejdet delvist den 1. oktober 2018.

Det var forventningen, at hun kunne genoptage arbejdet på fuld tid den 1. januar 2019.

Klager genoptog den 1. oktober 2018 arbejdet delvist med en ugentlig undervisningsnorm på 13,5 undervisningstimer pr. uge mod normalt 22 undervisningstimer pr. uge.

I en statusattest udarbejdet af en overlæge på neurokirurgisk afdeling den 1. november 2018 blev det vurderet, at når ventilerne var justeret optimalt, burde klagers symptomer med svimmelhed og dobbeltsyn aftage.

Ligeledes måtte det forventes, at den træthed, som klager pt.

oplevede, også gradvist ville aftage.

Det ville derfor kunne forventes, at klager på længere sigt kunne vende tilbage til ordinær beskæftigelse.

Overlægen bemærkede, at hydrocephalus er en kronisk tilstand, hvor man godt kan fungere optimalt, hvis det anlagte ventilsystem fungerer optimalt.

Lægerne håbede ved ventiljusteringer at få klagers symptomer til at forsvinde.

På den baggrund blev klagers helbredstilstand ikke for nuværende vurderet stationær.

Ved en rundbordssamtale den 6. november 2018 tilkendegav jobkonsulenten fra klagers kommune, at målet for en raskmelding på fuld tid realistisk set var den 1. marts 2019.

Klager har oplyst, at indklagede på mødet afslog at stille et hvile-, ro- og mørkerum til rådighed for hende.

Det blev aftalt, at hun kunne gå en tur i eventuelle mellemtimer.

Som følge af forøgede symptomer i form af svimmelhed og dobbeltsyn blev klager den 21. november 2018 CT-scannet.

Scanningen viste hjernetræthed.

Det fremgik af en udtalelse fra en hjerneskadekoordinator af 29. november 2018, at klager var præget af øget træthed, sensibilitetsproblemer og periodevis svimmelhed, dobbeltsyn, sløret syn og hovedpine.

Som led i klagers egen indsats skulle hun sørge for at få lagt hjernepauser ind i arbejdstiden, f.eks. ved at gå en tur, trække sig til et roligt lokale eller lave mindfulness-øvelser.

Klager var i hele denne periode delvist raskmeldt.

Da klagers gener fortsatte, gennemgik hun den 27. februar 2019 en tredje hjerneoperation, hvor man fjernede alle tre ventiler for at se, om dette kunne afhjælpe klagers symptomer.

Operationen medførte en sygemelding på 10-12 uger med henblik på genoptræning af hjernen.

Der blev afholdt sygesamtale den 26. februar 2019.

Der var planlagt en fjerde operation den 20. marts 2019, som ville medføre behov for restitution i 6-8 uger.

Klager forventede at blive 100 procent rask og forventede at kunne genoptage arbejdet delvist den 1. maj 2019.

Det fremgik af en statusattest af 12. marts 2019 udarbejdet af klagers egen læge, at der havde været langvarige problemer med klagers drænsystem.

Forventningen var, at hun igen ville kunne vende tilbage til ordinær beskæftigelse, idet tidshorisonten dog ikke kunne angives.

Tilstanden blev ikke vurderet stationær, idet der slutteligt forventedes symptomfrihed og fuld arbejdsførlighed.

Det var usikkert, om der ville være behov for skånehensyn i fremtiden.

Lægen tvivlede på, at en delvis raskmelding aktuelt ville gavne klager, da hun havde fortsatte gener af de resterende dele af drænsystemet, og da hun ikke var færdigbehandlet.

Klager blev opereret fjerde gang i hjernen den 20. marts 2019, hvor man fjernede den slange, som havde fungeret som dræn fra ventilerne ned i maven.

Ved en sygefraværssamtale den 10. april 2019 blev det aftalt, at klager skulle starte stille op og herefter trappe arbejdstiden op.

Ledelsen fremlagde en optrapningsplan, som indebar en optrapning med genoptagelse af arbejdet med opstart på 40 procent fra den 1. maj 2019, 50 procent fra den 13. maj 2019 og 75 procent fra den 3. juni 2019, hvorefter klager den 1. juli 2019 forventedes fuldt raskmeldt.

Den 27. maj 2019 blev det ved en sygefraværssamtale med deltagelse af jobcenteret aftalt, at indklagede skulle ansøge om en § 56-aftale.

Klager fulgte optrapningsplanen og blev fuldt raskmeldt den 1. juli 2019 med genoptagelse af klasselærerfunktionen.

Fra den 4. juli 2019 til den 31. juli 2019 afholdt klager ferie.

Den 17. august 2019 fik klager en blodprop i lillehjernen og blev indlagt.

Hun blev sygemeldt den 19. august 2019 og påbegyndte et forløb med blodfortyndende medicin og genoptræning.

Der blev afholdt en sygefraværssamtale den 26. august 2019, hvor klager tidligst forventede at kunne raskmelde sig delvist den 10. november 2019.

Klagers hjerne havde svært ved at klare støj, og det var usikkert, om dette med tiden ville blive forbedret.

Det fremgik af referatet af sygefraværssamtalen, at lægerne var usikre på, om klager ville komme til at kunne arbejde på fuld tid som folkeskolelærer.

Klager har oplyst, at dette er en fejl i referatet, da lægerne på dette tidspunkt ikke kunne udtale sig om de langsigtede konsekvenser af hendes situation.

Ved en sygefraværssamtale den 16. september 2019 tilkendegav klager at hun tidligst kunne genoptage arbejdet den 18. november 2019 med få timer.

Det fremgik ved samtalen, at klager havde brug for meget ro og gerne kun ville undervise små hold.

Hun kunne måske klare en hel klasse 3-4 timer om ugen, når hun genoptog arbejdet.

Det fremgik, at klager skulle starte på 8 ugers genoptræning, og at hun derefter måske kunne starte på deltid, mens hun stadig gik til genoptræning.

Ved tilbagevenden til arbejdet blev det angivet, at klager skulle starte op med undervisning på små hold og ingen møder.

Ved en statussamtale den 3. oktober 2019 blev klager indstillet til afskedigelse som følge af hensynet til skolens drift.

Som alternativ til afskedigelse blev klager på mødet tilbudt en deltidsstilling på halv tid med frist for tilbagemelding den 7. oktober 2019.

Klager meddelte dog indklagede, at hun ikke ønskede at gå ned i tid.

Klager modtog den 9. oktober 2019 en høring om påtænkt afskedigelse.

Om baggrunden herfor fremgik følgende

”Baggrunden for den påtænkte afsked er din langvarige sygdomsperiode og de meget usikre fremtidsudsigter for at du kan vende tilbage til arbejdet inden for kortere tid.

Disse forhold kan vanskeligt forenes med [skolens] drift, både med hensyn til de økonomiske forhold, planlægning og udførelse af arbejdet.

[Indklagede] har i sin vurdering af den påtænkte afskedigelse lagt vægt på, at der undervejs i dit sygefravær er afholdt sygefraværssamtaler, hvoraf det fremgår, at udsigterne til en snarlig tilbagevenden til dit arbejde ikke har ændret sig.

Du er ligeledes tilbudt ansættelse på 18,5 timer ugentligt, men har takket nej til dette.

”

Den 31. oktober 2019 gjorde klager indsigelse mod den påtænkte opsigelse.

Af indsigelsen fremgik blandt andet følgende

”Jeg fik en lille blodprop i hjernen d. 17. august 2019 og går derfor til genoptræning i [sundhedscenter].

Her har jeg 3 kontaktpersoner ([…]).

Planen lige nu hedder intensiv genoptræning frem til 1. december.

Herefter vurderer jeg sammen med de 3 kontaktpersoner, hvor meget genoptræning jeg vil have godt af at deltage i.

Fra den 1. december er jeg er klar til at genoptage arbejdet i skoleregi med langsom opstart og der skal tages nogle skånehensyn til at begynde med.

Jeg forventer at jeg vil kunne varetage forskellige undervisningsopgaver og være på skolen 2-3 timer fire dage i ugen.

Jeg ser mig selv som fuld arbejdsdygtig indenfor en relativ kort periode.

Min egen vurdering er skånehensyn og gradvis optrapning frem til 1. marts 2020 og derefter fungere som en yderst kompetent overbygningslærer i mine linjefag (dansk, engelsk, religion, billedkunst og beskikket censor i engelsk).

Hvilke skånehensyn der fremadrettet skal tages tænker jeg skal ske i dialog med min læge.

”

Der blev den 30. oktober 2019 afholdt forhandling om den påtænkte afskedigelse med deltagelse af indklagede og klagers fagforbund.

Parterne opnåede ikke enighed, og klager forbeholdt sig retten til at viderebringe sagen.

Klager blev den 1. november 2019 afskediget med fratræden pr. 31. maj 2020.

Der blev den 8. januar 2020 afholdt endnu et forhandlingsmøde mellem indklagede og klagers fagforbund, hvor der heller ikke kunne opnås enighed i sagen.

I opsigelsesperioden gjorde klager fra den 9. januar 2020 tjeneste på en anden skole i kommunen.

Hun var deltidssygemeldt indtil den 14. april 2020.

Herefter var hun fuldt raskmeldt indtil sin fratræden den 31. maj 2020.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. juni 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Indklagede har for nævnet fremlagt klagers skema for maj-juni 2018, oktober 2018-januar 19 og maj-juni 2019, hvor klager var delvist sygemeldt.

Det fremgår, at klagers undervisningstimer i alle tre perioder var spredt ud over dagen, ligesom der var indlagt ekstra pausetid og tid til genoptræning.

I de to sidste perioder var der indlagt til forberedelse på skolen eller hjemme, ligesom det fremgik, at klager ikke skulle deltage i møder.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen.

Hun ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Om handicap

Klager er som følge af Leiden Faktor V disponeret for blodpropper.

Hun har haft indopereret ventiler i hjernen, fået dem fjernet og har senest haft en blodprop i lillehjernen.

Hendes funktionsnedsættelse består i gener forbundet med de indopererede ventiler og de gentagne hjerneoperationer.

Klager har forøget risiko for blodpropper og lider af hjernetræthed, som er en følgeskade af hendes lidelse, og som kan være af varig karakter.

Klager havde derfor på afskedigelsestidspunktet et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Om faktiske omstændigheder

Klager blev afskediget under henvisning til hendes langvarige sygefravær og de lange udsigter til, at hun kunne genoptage stillingen som lærer på fuld tid.

Der er derfor påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Om tilpasningsforpligtelsen

Indklagede var bekendt med, at klager har været syg som følge af hendes ventiler i hjernen og blodprop i lillehjernen.

Indklagede havde derfor som arbejdsgiver en tilpasningsforpligtelse.

Det blev i 2018 aftalt med kommunen, at de skulle ansøge om en § 56-aftale, men kommunen effektuerede aldrig dette.

På mødet den 26. februar 2019 blev der alene aftalt opstart på deltid pr. 1. maj 2019 og drøftelse af ønskede fag næste skoleår.

På mødet den 18. marts 2019 blev der også alene aftalt opstart på deltid.

Der blev på ingen af møderne tilbudt særlige tilpasningsforanstaltninger eller iværksat tiltag, der skulle lette eller fremskynde klagers tilbagevenden til arbejdet.

Det samme gjorde sig gældende ved mødet den 27. maj 2019, hvor der også kun blev aftalt genoptrapning af arbejdstiden hen imod fuld tid.

Mødet den 26. august 2019 blev afholdt kun 9 dage efter blodproppen i lillehjernen, hvor det var svært at sige noget om fremtidsprognoser allerede på dette tidspunkt.

Umiddelbart efter blodproppen i lillehjernen i august 2019 tilbød kommunen på eget initiativ en deltidsstilling på trods af, at man i hele den forudgående periode havde arbejdet hen mod en genoptagelse af arbejdet på fuldtid.

Det havde også gennem hele forløbet været klagers ønske og ambition at vende tilbage på fuld tid.

En deltidsansættelse havde på intet tidspunkt været italesat, og der var ikke på dette tidspunkt klarhed over fremtiden.

Der var ingen lægelig dokumentation for, at en deltidsstilling ville være en relevant tilpasningsforanstaltning.

På opsigelsestidspunktet var den rette tilpasningsforanstaltning tid til at komme sig oven på blodproppen, så hjernen kunne restituere sig med henblik på at fungere optimalt igen.

I forbindelse med en blodprop skal der tilbydes tid til at følge og varetage genoptræningen med henblik på at genoptage arbejdet i fuldt omfang.

Der var således ikke tale om en permanent tilpasningsforanstaltning.

Det har fra klagers side været en forventning, men også en realitet, at kunne arbejde på fuld tid som alle andre.

Klagers tilbagevenden har vist, at det ikke er deltid, som er den rette tilpasningsforanstaltning, da hun i hele opsigelsesperioden har arbejdet hen mod fuld tid.

Fra januar 2020 og frem til den 14. april 2020 trappede hun gradvist op.

Siden den 14. april 2020 har hun arbejdet fuld tid på en anden folkeskole i kommunen, som hun i opsigelsesperioden er blevet omplaceret til.

Det er gået rigtig fint, og hun arbejder på lige vilkår med sine kollegaer, dvs. uden skånehensyn eller ekstra pauser.

Dette har dog været under Corona, hvor der har været ekstraordinære forhold i folkeskolen.

Indklagede har ikke tilbudt relevante og nødvendige tilpasningsforanstaltninger.

Det havde været relevant at tilbyde klager tilpasningsforanstaltninger i form af mindre larm, særlige klasser, få elever, hvilerum i mørke mv. Med de nævnte tilpasninger ville klager være kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling, og ingen af de foreslåede tiltag ville have været urimeligt byrdefuldt for indklagede.

Behovet for fremtidige skånebehov burde vurderes i dialog mellem indklagede, klager og hendes læge.

Der var på opsigelsestidspunktet ikke indhentet en lægelig mulighedserklæring eller dokumentation, som kunne oplyse indklagede om, hvilke perspektiver der kunne forventes i genoptrapningen, eller hvilke skånehensyn der ville være relevante.

Det må være arbejdsgivers forpligtelse at indhente lægelig dokumentation for de udsagn og vurderinger, som en medarbejder fremkommer med.

Indklagede skulle have indhentet denne dokumentation inden en afskedigelse for at fastholde en medarbejder med handicap.

Indklagede har bevisbyrden for at have lavet de nødvendige tilpasningsforanstaltninger.

Denne bevisbyrde er ikke løftet, da de ikke har indhentet lægelig dokumentation for relevante skånehensyn.

Indklagede har heller ikke efter blodproppen og inden afskedigelsen inddraget en fastholdelseskonsulent med henblik på at fastholde klager på arbejdsmarkedet.

Det skal ikke komme klager til skade, at indklagede har valgt ikke at oplyse sagen, inden der er truffet afgørelse om afskedigelse.

Godtgørelsen bør fastsættes til 12 måneders løn.

Indklagede påstår principalt frifindelse, subsidiært at der tilkendes en lavere godtgørelse end påstået af klager.

Om handicap

Klager havde på afskedigelsestidspunktet ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Alle bestræbelserne siden januar 2018 har haft til hensigt, at klager skulle genoptage sit arbejde som lærer som hidtil.

I januar 2018 var der en situation med en ødelagt ventil i hjernen, som man har forsøgt at retablere via operationer og anden behandling.

Dette forløb viste sig at blive længere end forventet, men konklusionen blev, at klager genoptog sit arbejde på fuld tid og uden skånehensyn den 1. juli 2019.

Klager blev herefter ramt af en mindre blodprop i august 2019.

Også i denne forbindelse har forventningen været, at klager kunne genoptage sit arbejde som hidtil efter en fornøden restitutionsperiode samt en delvis opstart.

Klager genoptog sit arbejde den 14. april 2020 på fuld tid og uden særlige skånehensyn.

Klager har ikke angivet hvilke funktionsbegrænsninger de omtalte gener fra hendes indopererede ventiler konkret har medført.

Klager har angivet, at hjernetræthed kan være af varig karakter, men klager har ikke dokumenteret, at det er tilfældet i den konkrete situation.

Både i overlægens udtalelse af 1. november 2018 og klagers egen læges statusattest af 12. mats 2019 var den lægelige vurdering, at klagers symptomer og gener kunne afhjælpes løbende ved fortsat behandling.

Klager har også ved flere lejligheder givet udtryk for forventning om at blive ”100 procent rask” og ”fuldt arbejdsdygtig”.

Således tilkendegav klager også senest ved høringssvaret til den påtænkte afskedigelse, at hun forventede at blive fuld ud raskmeldt til varetagelse af stillingen inden for ca. fire måneder.

Hendes egen vurdering var, at hun ville have skånebehov og behov for gradvis optrapning frem til den 1. marts 2020, hvorefter hun ville kunne fungere som en yderst kompetent overbygningslærer i sine linjefag.

Der var løbende kontakt mellem klager og skolen, og hun orienterede også løbende ledelsen om den lægefaglige status og anbefalinger.

Indklagede har ikke haft grund til at betvivle hendes udsagn desangående og har dermed sikret sig alle de nødvendige oplysninger i sagen.

Der har på intet tidspunkt været tale om eller indikationer på, at klager har eller havde funktionsbegrænsninger af et omfang og en beskaffenhed, der hindrede hende i fuldt og effektivt at

varetage sin stilling som lærer på lige vilkår med sine kolleger, og at sådanne funktionsbegrænsninger hverken bagudrettet eller fremadrettet skulle have en lang varighed.

Som nævnt genoptog klager rent faktisk sit

arbejde på fuld tid den 1. juli 2019 og igen den 14. april 2020 uden

iværksættelse af særlige skånehensyn.

Dette har klager også understreget i sine bemærkninger til nævnet.

Indklagede har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelser i 2017-6810-58149 og 2017-6810-46589.

Om tilpasningsforpligtelsen

Hvis nævnet mod forventning måtte nå frem til, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap, har indklagede iagttaget sin tilpasningsforpligtelse.

I hele perioden har indklagede skemalagt ekstra pausetid i løbet af dagen, ligesom klager i et vist omfang blev fritaget for møder.

Derudover havde hun en dobbeltlærerfunktionen, og hun havde mulighed for at forberede sig hjemmefra.

Disse tiltag er i overensstemmelse med hjerneskadekoordinatorens anbefalinger i forhold til at skåne klager.

Indklagede har ved genoptrapningen af arbejdstiden sørget for, at arbejdsintervallerne ikke var for lange og kun langsomt blev optrappet.

Baggrunden for, at indklagede den 3. oktober 2019 tilbød klager en stilling på halv tid, var klagers reelle arbejdstid siden januar 2018.

Klagers deltidsraskmeldinger i perioden havde vist, at hun kunne have 7- 9 undervisningstimer om ugen, hvorfor hun fik tilbudt en beskæftigelseskvote på 18,5 timer, som indeholdt undervisningstimer, forberedelsestid og anden tid.

Samtidig havde klager ved samtalen den 19. januar 2019 givet udtryk for, at det var usikkert, om hun kom til at kunne arbejde fuld tid igen som folkeskolelærer.

Indklagede fastholdt tilbuddet om deltid under den fagretlige forhandling den 8. januar 2020.

Kommunen har således netop taget initiativ til at fastslå en relevant foranstaltning i form af fastholdelse af klager på et lavere timetal, som var præcis det timetal, som klager i en længere periode havde bevist, at hun kunne klare.

Indklagede har herved henvist til nævnets afgørelse i sagsnr.

2016-6810-36290.

Indklagede havde ikke pligt til at tilbyde klager et højere timetal, som hun ikke ville kunne arbejde, ligesom indklagede ikke havde pligt til at afvente yderligere afprøvning end den afprøvning, der i realiteten havde fundet sted i de forudgående næsten to år.

Under alle omstændigheder skal klager være kompetent, egnet og disponibel, herunder i forhold til den arbejdstid hun ønsker at fastholde.

Indklagede har herved henvist til nævnets afgørelse i sagsnr.

18-6273.

I forbindelse med høringen af klager over den påtænkte afskedigelse har klager ikke nævnt noget behov for særlige klasser eller få elever.

Tværtimod var det hendes egen vurdering, at hun efter en optrapning af arbejdstiden med skånehensyn ville kunne fungere som en yderst kompetent overbygningslærer i hendes linjefag.

Der blev i den forbindelse ikke taget andre forbehold.

I klagen for nævnet har klager som relevante tilpasningsforanstaltninger blandt andet nævnt: mindre larm, særlige klasser, få elever og hvilerum i mørke.

Nogle af disse tilpasningsforanstaltninger er relevante som midlertidig ordning i forbindelse med en medarbejders helt eller delvise genoptagelse af arbejdet efter et sygdomsforløb.

Som en permanent ordning giver det mindre mening.

Som lærer i folkeskolen må der påregnes at være en del støj, ligesom det ikke er muligt at indrette klassestørrelser og -typer efter den enkelte lærers ønsker og behov.

Skulle indklagede have imødekommet de nu foreslåede skånehensyn som en permanent ordning, ville der i realiteten være tale om, at indklagede som arbejdsgiver skulle oprette en helt ny stilling, der ville afvige afgørende fra en almindelig lærerstilling.

I så fald var klager ikke disponibel i forhold til sin lærerstilling.

Der var ikke en sådan ”anden” stilling på afskedigelsestidspunktet, ligesom en arbejdsgiver ikke er forpligtet til at omplacere en medarbejder til jobfunktioner, der ligger uden for det fagområde, som medarbejderen er ansat til.

Indklagede har herved henvist til nævnets afgørelse i sagsnr.

2016-6810-13930.

Det ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt for indklagede at lade klager fortsætte i en fuldtidsstilling, når hun som vist kun kunne erlægge omkring halvdelen af disse timer.

En medarbejder skal være disponibel i forhold til det timetal, vedkommende ønsker at fastholde.

Det ville en § 56-aftale ikke kunne ændre ved.

En § 56-aftale ville kun minimalt reducere den økonomiske belastning ved sygefraværet.

Aftalen reducerer ikke det faktiske fravær, og det var i høj grad fraværet, som var uforeneligt med driften.

Klagers fravær og usikkerheden om hendes tilstedeværelse havde store arbejdsmiljømæssige konsekvenser for hendes kollegaer, der gentagne gange pludseligt måtte overtage hendes opgaver.

Der var også utilfredshed og bekymring over kontinuiteten i undervisningen blandt forældre og elever.

Dertil kommer, at de økonomiske følger ved klagers fravær har været store.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har Leiden Faktor V og er dermed disponeret for blodpropper.

Efter en blodprop i hjernen i 1996 fik hun indopereret en ventil i hjernen, som frem til januar 2018 ikke medførte funktionsbegrænsninger ved udførelsen af hendes arbejde som folkeskolelærer.

Som følge af problemer med ventilsystemet blev klager opereret fire gange i hjernen i perioden fra den 23. januar 2018 til den 20. marts 2019.

Klager var kortvarigt sygemeldt efter operationerne, og genoptog flere gange arbejdet delvist.

De gentagne operationer medførte i dele af perioden også hjernetræthed med øget træthed, sensibilitetsproblemer samt periodevis svimmelhed, synsproblemer og hovedpine.

Det fremgik af både statusattest fra neurokirurgisk afdeling af 1. november og fra egen læge af 12. marts 2019, at når ventilerne var justeret optimalt, burde klagers symptomer med svimmelhed, dobbeltsyn og træthed gradvist aftage.

På længere sigt forventedes der symptomfrihed og fuld arbejdsførlighed i ordinær beskæftigelse.

Tilstanden var således ikke stationær, og det var usikkert, om der ville være behov for skånehensyn i fremtiden.

Klager blev raskmeldt den 1. juli 2019, hvor hun genoptog arbejdet på fuld tid.

Der er ikke for nævnet beskrevet konkrete skånehensyn som følge af de gentagne hjerneoperationer efter klagers genoptagelse af arbejdet på fuld tid.

Nævnet lægger under disse omstændigheder til grund, at klager efter den 1. juli 2019 ikke havde yderligere funktionsbegrænsninger som følge af hjerneoperationerne.

Den 17. august 2019 fik klager en blodprop i lillehjernen og var herefter sygemeldt.

Hun blev afskediget den 1. november 2019.

På tidspunktet for afskedigelsen havde klagers begrænsninger som følge af blodproppen ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang.

Vurderingen af om sygdommen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose.

Der foreligger ingen lægelige oplysninger om prognosen for varigheden af klagers funktionsbegrænsninger efter blodproppen.

Klager oplyste den 31. oktober 2019 indklagede, at hun forventede at kunne genoptage arbejdet gradvist med skånehensyn, og at hun pr. 1. marts 2020 ville kunne fungere som overbygningslærer i sine linjefag.

Nævnet vurderer, at der heller ikke efter klagers egen vurdering på afskedigelsestidspunktet var udsigt til, at hendes funktions-begrænsninger som følge af blodproppen i lillehjernen ville blive langvarige.

Det ændrer efter nævnets vurdering ikke herved, at klager i indsigelsen til indklagede af 31. oktober 2019 angav, at der skulle indledes en dialog med hendes læge om de fremadrettede skånehensyn efter den 1. marts 2020.

Der er således ikke lægelige oplysninger i sagen, der indikerer, at der fremadrettet ville være varige skånebehov efter blodproppen, ligesom klager da også genoptog arbejdet på fuld tid uden skånehensyn den 14. april 2020.

Klager har herefter ikke godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af blodproppen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor ikke medhold i sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde