Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - stillingsopslag - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - stillingsopslag - ej medhold
J.nr. 20-40995
En mand søgte en stilling i en natklub.
Stillingen var slået op af en person i en Facebook-gruppe, hvor det fremgik, at natklubben søgte ”garderobepiger”.
Manden søgte stillingen både via den oplyste mailadresse i stillingsopslaget og via Facebook med en privatbesked til den pågældende person.
Manden modtog hverken svar på mail eller fra den pågældende person på Facebook.
Natklubben oplyste for nævnet, at stillingsopslaget ikke var slået op af dem eller af en af deres medarbejdere.
Natklubben oplyste også for nævnet, at de kun slog stillingsopslag op på deres officielle Facebook-side.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn.
Nævnet lagde vægt på, at det ud fra sagens oplysninger ikke var godtgjort, at stillingsopslaget var slået op af natklubben eller af natklubbens medarbejder.
Der var derfor heller ikke grundlag for at fastslå, at natklubben havde handlet i strid med annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven.
Manden fik derfor ikke medhold.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en mand ikke kom i betragtning til en stilling som garderobepige hos en natklub.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Den indklagede natklub har ikke handlet i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingsloven.
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som garderobepige.
Sagsfremstilling
Af et udateret opslag fra en person i en Facebook-gruppe fremgik
”!
?
GARDEROBE PIGER SØGES !
?
Vi mangler en masse søde garderobe piger til vores fantastiske team på [indklagede natklub].
[smiley]
Så hvis du kan genkende dig selv i det nedenstående, eller kender nogle som det passer på, så kontakt mig her på fb eller send en mail til –
[mailadresse]
Glæder mig til at høre fra jer!
[smiley]”
Klager, som er mand, søgte den 11. september 2020 stillingen både via Facebook med en privatbesked til den pågældende person, som havde skrevet stillingsopslaget, og via den oplyste mailadresse i stillingsopslaget.
Klager modtog hverken svar på mail eller fra den pågældende person på Facebook.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 14. september 2020.
Klager fremsatte den 9. oktober 2020 en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.
Indklagede har for nævnet bestridt, at stillingsopslaget var indrykket af en person med tilknytning til indklagede.
Indklagede har oplyst, at de alene indrykker stillingsannoncer via indklagedes officielle Facebook-side.
Af screenshots fra jobopslag på indklagedes officielle Facebook-side fremgår blandt andet følgende af et jobopslag opslået den 24. september 2019
”[Indklagede] har travlt og vi søger derfor flere ansatte til vores team!
Vi mangler
garderobe (min 18 år)
runner (min, 20 år)
bartender (min 22 år)
vært/værtinder (min 22 år)”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Stillingsopslaget gjorde det tydeligt, at indklagede kun søgte piger.
Klager har alligevel søgt stillingen, da han tænkte, at det kunne være en fejl.
Klager har hverken modtaget svar på mail eller på Facebook på sin ansøgning.
Han har heller ikke modtaget et ”like” på sin kommentar om ansøgning.
Alle andre kommentarer har modtaget et ”like”.
Klager antager derfor, at han bliver ignoreret på grund af sit køn.
Klager har fundet flere eksempler på, at indklagede anvender privatprofiler/ansatte til at lave jobopslag på Facebook.
Hvis indklagede mener, at disse jobopslag er falske, burde indklagede have taget hånd om dette og få fjernet jobopslagene i samarbejde med Facebook-gruppernes administratorer eller Facebook.
Personer, som har søgt stillingerne ud fra disse jobopslag, burde få besked om, at jobopslagene ikke er reelle.
Klager har ikke selv fået besked om dette fra indklagede.
Der er mange anmeldelser på internettet, hvor indklagede beskrives som diskriminerende og ekskluderende, blandt andet i deres udlændingepolitik.
Indklagede virker som et sted, der kører efter egne regler og diskriminerer, som de har lyst til.
Indklagede gør gældende, at stillingsopslaget ikke er indrykket af dem, og at de derfor ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede anvender aldrig privatprofiler/ansatte til at lave jobopslag, da de skal have styr på, hvad der præcist søges af medarbejdere til virksomheden, og hvordan disse jobopslag formidles.
Indklagede anvender derfor kun natklubbens officielle facebookside, når indklagede søger nye medarbejdere.
Denne profil har ingen andre end indklagedes indehaver adgang til.
Indklagede natklub er ét af de mest åbensindede og multikulturelle i branchen.
Indklagede har ni nationaliteter ansat og alle stillinger er besat af både kvinder og mænd.
Klager baserer sin klage på et jobopslag, som ikke er lavet af indklagede.
Klager har på intet tidspunkt haft en korrespondance eller samtale med indklagede.
Indklagede kan ikke stilles til ansvar for et opslag, som enhver kan lave i grupper på Facebook.
Indklagede kan kun stå til ansvar for de officielle opslag på natklubbens officielle facebookside.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.
Klager har gjort gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, da han ikke modtog svar på sin ansøgning fra indklagede på et stillingsopslag på Facebook, hvor indklagede søgte ”garderobepiger”.
Indklagede gør gældende, at stillingsopslaget ikke er slået op af indklagede eller af indklagedes medarbejdere.
Indklagede gør også gældende, at indklagede kun slår stillingsopslag op på indklagedes officielle Facebook-side.
Indklagede har for nævnet fremlagt et stillingsopslag opslået på deres officielle Facebook-side omkring et år forud for klagers ansøgning, hvoraf det ikke fremgik, at indklagede søgte eller foretrak ansøgere af et bestemt køn til en lignende stilling i garderoben.
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager af indklagede er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn.
Nævnet har herved lagt vægt på, at det ud fra sagens oplysninger ikke er godtgjort, at det pågældende stillingsopslag var slået op af indklagede eller af indklagedes medarbejder.
Indklagede er derfor ikke pligtsubjekt efter ligebehandlingsloven i relation til stillingsopslaget, som sagen vedrører.
Der er derfor heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet i strid med annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 6, om annoncering
•
§ 16 a, om delt bevisbyrde