Legislator Case Law & Legislation
W20220941425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9414 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2022 9414 Valid

J.nr. 20-31853

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget under sin graviditet.

Afskedigelsen var ikke nærmere begrundet og fandt sted 1½ måned efter, at kvinden var blevet graviditetsbetinget sygemeldt.

Uanset dette vurderede nævnet, at den indklagede virksomhed ved de for nævnet fremlagte oplysninger havde godtgjort, at afskedigelsen af klager alene var begrundet i virksomhedens økonomiske problemer, som forud for afskedigelsen af klager havde medført afskedigelse af et større antal medarbejdere.

Indklagede havde herefter godtgjort, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist skyldtes hendes graviditet.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2022 9414 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling i den indklagede virksomhed.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. juli 2017 ansat som designer i den indklagede virksomhed.

Hun havde herudover også arbejdsopgaver med indkøb og konstruktion.

Under sin ansættelse blev klager gravid med termin den 21. marts 2020.

Den 19. november 2019 sendte virksomhedens creative director, A, en mail til flere medarbejdere hos indklagede, herunder klager.

Af mailen fremgik følgende

”Kære alle

Jeg beklager den manglende oplysning der har været på betalinger der ikke er blevet betalt.

Grunden dertil er at jeg har lavet nogle valg med nye lokaler som koster meget i dep.

Samtidigt med at vores omsætninger i butikkerne her de sidste 2 måneder har taget et dyk.

Jeg håber vi kan løse det med vores leverandører så godt som muligt.

Hvis i ikke ved hvad i skal sige til dem så hiv fat i mig så vi finder en løsning.

Det her er lige en periode vi skal over, og meget normalt for en iværksætter virksomhed som vores.

Sig til hvis der er spørgsmål”.

I november 2019 blev fire medarbejdere i indklagedes butik i A-by afskediget.

I december 2019 blev selskabets direktør afskediget, og A overtog direktørens opgaver.

Klager blev graviditetsbetinget sygemeldt den 18. december 2019.

Den 17. januar 2020 blev syv medarbejdere i indklagedes butik B-by afskediget.

Den 31. januar 2020 blev klager afskediget.

Afskedigelsen havde følgende ordlyd

”Opsigelse

Det er med stor beklagelse vi desværre må opsige dig pr. 31 januar 2020,

Derved bliver sidste arbejdsdag d. 30 april 2020.

”

Klagers forbund bad den 4. februar 2020 indklagede om en skriftlig redegørelse for afskedigelsen med angivelse af de forhold, der konkret havde ført til afskedigelsen af klager.

I forlængelse af denne anmodning skrev forbundet den 27. februar 2020 blandt andet følgende til indklagede

”Tak for jeres mail af 17 02 20

I forklarer, at opsigelsen af [klager] er begrundet i, at man ønsker, at [A] – der står med det øverste ansvar for selskabets design- og kreative linje udseende og processer – ønsker at stå alene med dette fremadrettet.

Jeg undrer mig over denne begrundelse, da [A] ifølge [klagers] forklaring, i meget begrænset omfang har taget del i udviklingen af selskabets designs og de koordinerende opgaver i forhold til leverandører.

[Klager] oplyser, at hun var ansat til at arbejde med det kreative ansvar, konstruktion og indkøb Hun havde til opgave at formidle ud til leverandøren [Klager] lavede alt design i illustrator, arbejdstegninger, print, opsætning af nye smykker, sende prøver til leverandører og opsætning af styles Hun stod for kommunikation til leverandørerne, rette og fitte prøver og shipment samples [Klager] har været essentiel brik, i alle disse arbejdsopgaver, og jeg vil derfor bede Jer redegøre for, hvordan [A] selv vil varetage disse opgaver fremadrettet.

”

Klagers advokat fremsatte den 27. april 2020 over for indklagede krav om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen.

Indklagede afviste kravet ved brev af 15. maj 2020.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. juli 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 336.000 kr., svarende til 12 måneders løn.

Af resultatopgørelse for den indklagede virksomhed for perioden fra den 1. maj 2019 til den 31. december 2019 fremgår, at indklagede havde genereret et underskud på 3.528.289,10 kr.

Af saldobalance for samme periode fremgår, at resultatet for perioden var på -3.020.807,91 kr.

Af indklagedes årsrapport for perioden fra den 1. maj 2018 til den 30. april 2019 fremgår, at årets resultat blev opgjort til 5.030.321 kr.

Klager har fremlagt erklæringer fra tidligere kollegaer om hendes arbejdsopgaver.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Hun påstår sig tilkendt en godtgørelse.

Beslutningen om opsigelsen blev truffet i forlængelse af klagers graviditetsbetingede sygemelding den 18. december 2019 og kort før klagers forestående barsel den 21. marts 2020.

Klagers arbejdsfunktioner hos indklagede består fortsat.

Klager undrer sig over indklagedes oplysning om, at klager blev opsagt på grund af dårlig økonomi, og at den indklagede virksomhed havde et underskud på 3.558.289,10 kr. Ifølge virk.dk havde indklagede således et overskud på 5.030.231 kr. i 2019, jf. den fremlagte årsrapport.

Ifølge indklagedes egne oplysninger ansatte indklagede kort tid efter fyringerne minimum to nye medarbejdere og gav lønstigninger til allerede ansatte medarbejdere.

Dette sår ligeledes tvivl om indklagedes forklaring om økonomiske vanskeligheder.

På den baggrund må det lægges til grund, at afskedigelsen af klager ikke skyldes indklagedes dårlige økonomi, men klagers graviditet.

Som dokumentation for, at klager under sin ansættelse varetog en række opgaver, har klager henvist til de fremlagte erklæringer fra tre tidligere kollegaer.

Godtgørelsen bør fastsættes til 336.000 kr., svarende til 12 måneders løn.

Indklagede gør principalt gældende, at afskedigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven, subsidiært at en eventuel godtgørelse højst bør fastsættes til seks måneders løn.

Afskedigelsen af klager skyldtes udelukkende indklagedes økonomiske situation og deraf følgende behov for nedskæringer.

Afskedigelsen havde intet med klagers graviditet eller graviditetsbetingede sygemelding at gøre.

Klager blev sygemeldt 1,5 måneder inden afskedigelsen, og indklagede afviser på den baggrund, at der var en tidsmæssig sammenhæng mellem klagers graviditetsbetingede sygdom og hendes afskedigelse.

Som følge af den økonomiske situation i den indklagede virksomhed var A nødt til at overtage klagers opgaver.

A havde allerede overtaget opgaver fra andre tidligere medarbejdere som følge af den ugunstige økonomiske situation.

Indklagede ville gerne have undgået at afskedige klager, som de var meget glad for, og hun var derfor også den sidste ud af de mange medarbejdere, der blev afskediget på grund af den økonomiske udvikling.

Klager var godt klar over den ugunstige økonomiske udvikling.

Allerede i sidste kvartal af 2019 stod det klart for alle i selskabet, at virksomheden havde økonomiske udfordringer.

Indklagede har herved henvist til mail af 19. november 2019 fra A til en række medarbejdere hos indklagede.

Som det fremgår af mailen, havde den økonomiske situation allerede på dette tidspunkt resulteret i manglende betaling af leverandører.

Som følge af den økonomiske udvikling besluttede indklagedes ledelse i november at gennemføre en afskedigelsesrunde, hvor i alt fire medarbejdere i butikken i A-by blev afskediget.

Indklagedes webshop manager opsagde selv sin stilling ultimo november 2019.

I den forbindelse overtog A alle opgaver forbundet med webshoppen.

Det var meningen, at A fremadrettet skulle stå fuldt ud for webshoppen, men på grund af nedlukningen af de fysiske butikker som følge af COVID-19 og et stort opslået udsalg på webshoppen, var indklagede nødt til at ansætte en medarbejder til alene at arbejde med webshoppen i maj 2020.

I december 2019 blev indklagedes direktør opsagt som følge af den økonomiske situation.

A overtog i den forbindelse direktørens opgaver, og der er ikke senere ansat en ny direktør.

Medio januar 2020 var den økonomiske situation ikke vendt til det bedre.

Ledelsen så sig derfor nødsaget til at også at afskedige syv medarbejdere i butikken i B-by.

Herudover modtog indklagede ultimo 2019 og primo 2020 opsigelser fra yderligere 10 medarbejdere.

Ingen af disse er blevet erstattet med nye medarbejdere.

Det vil sige, at fra november 2019 til ultimo januar 2019 er medarbejderstaben reduceret med i alt 24 medarbejdere, hvoraf 11 medarbejdere selv har sagt op – og ikke erstattet med nye – og 13 medarbejdere, hvoraf klager var den sidste i rækken.

Som dokumentation for den ugunstige økonomiske situation fremgår det af resultatopgørelsen for perioden fra den 1. maj 2019 til den 31. december 2019, at det indklagede selskab havde genereret et underskud på 3.558.289,10 kr. Der henvises desuden til den fremlagte saldobalance for samme periode.

Det er korrekt, at indklagede i januar 2020 ansatte en retail manager.

Ansættelsen skete efter længere tids søgen, da det var vigtigt at finde den helt rigtige manager til at håndtere og administrere personalet.

Denne funktion var stadig meget vigtig til trods for økonomiske udfordringer, da det netop var salget i butikkerne, der skulle bringe indklagede ud af den økonomiske krise.

Da A havde overtaget alle de kreative såvel som de administrative opgaver, og da personalehåndtering ikke er hans største force, var det ikke en mulighed, at han påtog sig den opgave.

Det er også korrekt, at lagerchefen, som af åbenlyse årsager ikke kunne undværes, fik en lønstigning i den aktuelle periode.

Han fik dog kun 50 procent af den lønstigning, som han var berettiget til i henhold til sin kontrakt.

Efter afskedigelsen af klager har A været den eneste administrative medarbejder hos indklagede.

Der har ikke været andre medarbejdere, der har suppleret ham.

Indklagede har i en længere periode brugt en ekstern konsulent, der blandt andet har bistået med indkøb.

Dette behov har været det samme før og efter, at klagers ansættelsesforhold er ophørt.

Indklagede har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager ikke var i strid med ligebehandlingsloven, idet afskedigelsen var begrundet i indklagedes økonomiske forhold.

Det savner mening, at klager har henvist til, at indklagede i 2019 har genereret et overskud på 5.030.231 kr. Det fremlagte årsregnskab for 2018/2019 viser indklagedes resultat for perioden fra den 1. maj 2018 til den 30. april 2019.

Årsregnskabet siger intet om kalenderåret 2019 eller om den periode, som sagen omhandler.

De fremlagte erklæringer er udarbejdet af klagers veninder og skal tillægges bevisværdi som sådan.

I øvrigt er indholdet uden relevans for vurderingen af, om det er dokumenteret, at klager blev afskediget på grund af økonomi.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Klager var gravid på afskedigelsestidspunktet.

Det er derfor den omvendte bevisbyrde, som finder anvendelse.

Den 18. december 2019 blev klager graviditetsbetinget sygemeldt.

Hun blev afskediget den 31. januar 2020.

Afskedigelsen var ikke nærmere begrundet.

Den indklagede virksomhed har for nævnet fremlagt regnskabsoplysninger, der viser, at indklagede for perioden fra den 1. maj 2019 til den 31. december 2019 havde genereret et underskud på 3-3,5 mio. kr.

I mail af 19. november 2019 orienterede indklagedes creative director, A, flere medarbejdere om, at der som følge af faldende omsætning ikke var sket betaling af leverandører.

Indklagede har for nævnet oplyst, at der fra november 2019 til januar 2020 skete afskedigelse af i alt 13 medarbejdere under henvisning til indklagedes økonomiske situation.

I samme periode opsagde 11 medarbejdere deres stillinger, der som følge af den økonomiske situation i virksomheden ikke blev genbesat.

Klager var den sidste, som blev afskediget, og efter afskedigelsen af hende var der ikke flere administrative stillinger tilbage i virksomheden ud over A’s stilling som creative director.

Nævnet vurderer, at indklagede ved de fremlagte oplysninger har godtgjort, at afskedigelsen af klager alene var begrundet i virksomhedens økonomiske problemer, som forud for afskedigelsen af klager havde medført afskedigelse af et større antal medarbejdere.

Uanset at klagers afskedigelse, som fandt sted 1½ måned efter hendes graviditetsbetingede sygemelding, ikke var nærmere begrundet, har indklagede herefter godtgjort, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist skyldtes hendes graviditet.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2022 9414 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 9414 Valid

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →