Legislator Case Law & Legislation
W20220938025 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0755

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9380 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0755

KEN#LOKDOK23 2022 9380 Valid

Medier måtte gerne bringe omtale af politikers ægtefælle

I forlængelse af, at en kendt politiker i efteråret 2021 annoncerede, at han var blevet gift med en kvinde, hvis identitet, han ikke ønskede at afsløre, bragte flere medier få dage efter brylluppet omtale af kvinden.

I artiklerne, som hverken indeholdt politikerens ægtefælles navn eller billede, omtalte medierne, hvordan politikerens ægtefælle ved flere forskellige sammenhænge og på flere forskellige måder havde optrådt frivilligt i medierne.

Ægtefællen havde bl.a. udtalt sig flere gange til medierne om sit forhold til en drabsdømt person.

Politikeren klagede til Pressenævnet over artiklerne og anførte bl.a., at medierne med artiklerne havde krænket hans privatlivs fred.

Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af artiklerne.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at omtalen af to offentlige personers ægteskab var af offentlig interesse, og at politikeren selv havde inviteret pressen til at overvære brylluppet, og at han derfor måtte forvente, at pressen ville bringe omtale af hans ægtefælle.

KEN#LOKDOK23 2022 9380 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Afsløring: [Klager] gift med [Drabsdømt A]s eks ”, bragt den 7. september 2021 af Se og Hør, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Se og Hør i artiklen har bragt en ukorrekt og krænkende oplysning om hans ægtefælle.

[Klager] har også klaget over, at artiklen udgør en krænkelse af hans og hans ægtefælles privatliv.

1 Sagsfremstilling

Se og Hør bragte den 7. september 2021 artiklen ” Afsløring: [Klager] gift med [Drabsdømt A]s eks ” på netavisen seoghoer.dk.

Under artiklens overskrift er der indsat et billede af [Klager] og en sløret kvinde, som er ved at skrive under på vielsesattesten på rådhuset.

Artiklen har følgende underrubrik

”[Klager] kunne forleden sige ja til en ung kvinde, der nu viser sig at have en særdeles farverig fortid”

Af artiklen fremgår

”Til manges store overraskelse annoncerede [Partiet] lederen [Klager] forleden, at han er blevet gift.

På Rudersdal Rådhus kunne den 39-årige partistifter således sige ja til en 21-årig kvinde.

Parret har ifølge [Klager] kendt til hinanden i et par år.

Men det var først for kort tid siden, at de besluttede sig for at blive gift.

Og hvis nogle genkender den unge kvinde, så er der en god grund.

Kvinden, som SE og HØR har valgt at anonymisere, blev nemlig Danmarkskendt, da hun stod frem som den drabsdømte ubådskaptajn [Drabsdømt A]s kæreste og senere forlovet.

Hun har også haft kontakt til berygtede [Drabsdømt B].

”

I artiklen er indsat følgende faktaboks

”FAKTA

[Drabsdømt A] dræbte på brutal vis i august 2017 den svenske journalist [Person A].

Han dømt til fængsel på livstid i det, der kaldes for Ubådssagen.

Han blev kendt skyldig i drab, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter og usømmelig omgang med lig.

”

Herefter er der indsat et billede, hvor det af billedteksten fremgår

”Her får den unge kvinde ring på fingeren.

”

Artiklen fortsætter herefter

”Samtidig har hun deltaget i tv-programmerne ”Date mig nøgen” og ”Forelsket i en morder”.

Hun begyndte som 17-årig med at sende breve til [Drabsdømt A], som hun ønskede at blive gift med og få børn.

Ekstra Bladet kunne forleden afsløre, at partilederen havde grov sexsnak med børn under 15 år.

Sagen er nu meldt til politiet af Red Barnet.

[I artiklen er der her indsat et link til artiklen ” [Klager] i grov sexsnak med børn” , bragt af Ekstra Bladet den 27. august 2021, Pressenævnet ]

Til B.

T fortæller [Klager], at brylluppet først skulle have fundet sted til efteråret.

Men parret valgte at fremskynde den ægteskabelige proces.

Angiveligt for at mane rygter i jorden om, at [Partiet] lederen skulle være homoseksuel.

[I artiklen er der her indsat et link til artiklen ” [Klager] skal giftes i dag ”, bragt af B.

T.

den 1. september 2021, Pressenævnet ]”

Der er herefter indsat et billede af parrets vielsesattest, hvor [Klager]s ægtefælles underskrift er sløret.

Artiklen fortsætter

”I 2019 deltog kvinden i flere [Partiet] demonstrationer.

På billeder kan man se, at hun følger efter [Klager] til en demonstration iført et pride-flag og en [Partiet]-kasket.

Det venstreorienterede medie Redox konfonterede partistifteren i den forbindelse med den hedengangne kvindes forhold til morderen [Drabsdømt A].

’Han tager desuden afstand fra kvindens forhold til [Drabsdømt A] og siger, at hun ikke længere er velkommen til [Partiet]’ demonstrationer’, skrev mediet.

SE og HØR har forgæves forsøgt at komme i kontakt med kvinden, der ikke er vendt tilbage på talrige henvendelser.

Den samme tavshed har Ekstra Bladet mødt i deres research af historien.

[I artiklen er der her indsat et link til artiklen ” [Klager] gift med [Drabsdømt A]s ekskæreste ”, bragt af Ekstra Bladet den 7. september 2021, Pressenævnet ]

[Klager] ønsker heller ikke at sige mere om sin kone, da han ønsker at beskytte hende mod uønsket interesse og mulige trusler på grund af sin egen sikkerhedssituation.

SE og HØR har været i kontakt med Politiets Efterretningstjeneste (PET), der står for døgnbeskyttelsen af [Klager].

Her ønsker man dog hverken at be- eller afkræfte, om der findes en reel sikkerhedstrussel mod kvinden, som partilederen hævder.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 30. november 2021.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God presseskik

Korrekt information

[Klager] har anført, at Se og Hør har handlet i strid med de vejledende presseetiske reglers punkt A.

1.

Således er det ukorrekt, som oplyst i artiklen, at hans ægtefælle har været ”kæreste” med [Drabsdømt A], idet hun aldrig har mødt [Drabsdømt A].

Privatlivets fred

[Klager] har anført, at det udgør en klar overtrædelse af de vejledende presseetiske reglers punkt B.

1 om privatlivets fred, at Se og Hør i artiklen har bragt en række agtelsesforringende oplysninger om hans ægtefælle, da der bestemt ikke er nogen klar almen interesse, der begrunder en sådan omtale.

[Klager] og hans ægtefælle meldte klart ud på deres bryllupsdag, at de ikke ønskede hans ægtefælles identitet oplyst, og ægteparret har kategorisk nægtet at udtale sig til pressen om [Klager]s ægtefælle eller hendes identitet.

2.2 Se og Hørs synspunkter

Retlig interesse

Se og Hør har anført, at [Klager] ikke har retlig interesse i at få sagen behandlet ved Pressenævnet, og at nævnet af denne grund bør afvise at behandle klagen.

Se og Hør har henvist til, at den påklagede artikel omhandler en 21-årig kvinde, som [Klager] har indgået ægteskab med, og at det ifølge Pressenævnets mail af 23. december 2021 fremgår, at [Klager] ikke i forbindelse med indgivelse af klagen har fremsendt fuldmagt til at handle på ægtefællens vegne, og at klagen således behandles som en klage indgivet af [Klager].

Det er imidlertid Se og Hørs opfattelse, at [Klager] ikke opfylder kravet om retlig interesse, ligesom han ikke har den fornødne retlige interesse på vegne af ægtefællen.

Se og Hør har desuden bemærket, at ægtefællen ikke er nævnt ved navn, idet ægtefællen er anonymiseret i artiklen, hvorfor retlig interesse også af denne grund må afvises at foreligge.

God presseskik

Se og Hør har afvist at have handlet i strid med god presseskik i forbindelse med artiklen, idet avisen overordnet har anført, at oplysningerne i artiklen er korrekte og har almen interesse.

Korrekt information

Se og Hør har anført, at artiklen ikke er i strid med de presseetiske reglers punkt A.

1, idet artiklens oplysninger er korrekte.

Det er Se og Hørs opfattelse, at artiklens oplysninger, herunder den i artiklen nævnte kvindes tidligere forhold til drabsdømte [Drabsdømt A], som i 2018 blev idømt fængselsstraf på livstid, er faktuelt korrekte.

Den omtalte kvinde har tidligere givet flere interviews med øvrige medier, hvori kvinden har redegjort for sit forhold til [Drabsdømt A], hvorfor Se og Hør ikke har haft anledning til at kontrollere, hvorvidt oplysningen herom var korrekt.

Se og Hør har endvidere anført, at det er underordnet, hvorvidt kvinden har mødt [Drabsdømt A] eller ej, idet den omtalte kvinde udtrykkeligt har givet udtryk for, at kvinden og [Drabsdømt A] har haft et forhold.

Privatlivets fred

Se og Hør har anført, at artiklen ikke er en krænkelse af privatlivets fred og den personlige anseelse.

I den forbindelse har Se og Hør henvist til, at oplysningen om ægtefællens forhold til [Drabsdømt A] er faktuelt korrekt og således ikke er egnet til at krænke privatlivets fred, idet der i øvrigt er tale om offentligt tilgængelige oplysninger, som tidligere har været publiceret i medierne.

Se og Hør har endvidere anført, at det bør tillægges betydning, at ægtefællen er en offentlig person, som ligeledes har deltaget i realityshows mv., hvorfor ægtefællen bør tåle en mere nærgående omtale.

Se og Hør har i den forbindelse henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0054, hvor denne argumentation ligeledes fremgår.

Hertil kommer, at oplysningen om ægtefællens tidligere forhold til [Drabsdømt A] har almen interesse, som kræver offentlig omtale.

Endvidere bør [Klager] i sit virke som politiker tåle offentlig omtale i en bred udstrækning, ligesom det har almen interesse, at [Klager]s ægtefælle har haft et forhold til en drabsdømt.

I forhold til det af [Klager] anførte om, at han og hans ægtefælle havde meldt klart ud på deres bryllupsdag, at de ikke ønskede ægtefællens identitet oplyst, og ægteparret kategorisk nægtede at udtale sig til pressen om [Klager]s ægtefælle eller hendes identitet, er det Se og Hørs opfattelse, at parrets manglende udtalelse til pressen mv. under alle omstændigheder ikke afskærer Se og Hør fra at bringe en historie om ægteskabet.

Hertil skal det ligeledes tillægges betydning, at [Klager] i sit virke som politiker bør tåle en sådan offentlig omtale, ligesom indholdet i artiklen er af almen interesse.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Mads Sandemann, Maria Becher Trier og Marlene Borst Hansen.

Klageberettigelse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det for hold, der klages over.

Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Klagen er indgivet af [Klager], der har klaget på egne vegne og på vegne af sin ægtefælle.

[Klager] er nævnt i den påklagede artikel og har derfor retlig interesse i, at sagen behandles.

[Klager] har ikke dokumenteret, at han kan klage på vegne af sin ægtefælle.

Klagen behandles derfor alene i forhold til [Klager].

Pressenævnet bemærker hertil, at nævnet finder, at [Klager] har retlig interesse i at få behandlet sin klage over artiklens omtale af hans ægtefælles tidligere forhold til den drabsdømte [Drabsdømt A].

God presseskik

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en ukorrekt oplysning, samt at den udgør en krænkelse af hans privatlivs fred.

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at Se og Hør i artiklen har oplyst, at hans ægtefælle har været kæreste med [Drabsdømt A], hvilket [Klager] har anført ikke er sandt, da hans ægtefælle aldrig har mødt [Drabsdømt A].

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager]s ægtefælle ved flere tilfælde har udtalt sig offentligt om sin tidligere relation til [Drabsdømt A], herunder i programmet ”Forelsket i en morder”, og at hun har oplyst, at hun ønskede at blive gift med ham.

I forlængelse heraf finder nævnet, at artiklens oplysning om, at [Klager]s ægtefælle har været kæreste med [Drabsdømt A], har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Privatlivets fred

[Klager] har klaget over, at Se og Hør i artiklen har bragt en række agtelsesforringende udsagn om hans ægtefælle, hvilket udgør en krænkelse af privatlivets fred.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.

1.

Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre.

Til støtte for sin klage har [Klager] anført, at han og hans ægtefælle klart meldte ud på deres bryllupsdag, at de ikke ønsker ægtefællens identitet oplyst, hvorfor ægteparret kategorisk har nægtet at udtale sig til pressen herom.

På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager] invitererede pressen, herunder en fotograf, til at overvære sit bryllup.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager]s ægtefælle ved flere forskellige sammenhænge og på flere forskellige måder har optrådt frivilligt i medierne.

Pressenævnet finder, at hun derfor, i lighed med [Klager] selv, må betragtes som værende en offentlig person.

Pressenævnet bemærker, at [Klager]s ægtefælle hverken er identificeret ved navn eller billede i artiklen.

Pressenævnet finder, at det har almen interesse at omtale, at to offentlige personer har indgået ægteskab.

Nævnet finder endvidere, at [Klager] ved at invitere pressen til sit bryllup med en i offentligheden kendt person måtte forvente, at pressen ville bringe omtale af hende.

Nævnet finder derfor, at måden hvorpå Se og Hør har omtalt [Klager]s ægtefælle i artiklen ikke kan betragtes som værende i strid med god presseskik.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 5. april 2022

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →