Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
J.nr. 21-23500
En mand med autisme havde ansøgt om en ældre-/handicapvenlig bolig, men havde fået afslag fra kommunen.
Manden indbragte en klage til Ligebehandlingsnævnet, da han mente, at det var et udtryk for forskelsbehandling, at han ikke kunne få en handicapbolig i den pågældende kommune, når hans søster med samme diagnose havde fået bevilliget en handicapbolig af kommunen.
Efter det, der var anført af manden, vedrørte en del af klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i en anden lovgivning.
Denne del af klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Der var heller ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden under kommunens behandling af hans sag havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet afviste herefter at behandle denne del af klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes afslag på klagers ansøgning om ældre-/handicapvenlig bolig.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandsskab.
Sagsfremstilling
Klager, som lider af infantil autisme, havde ansøgt den indklagede kommune om en ældre-/handicapvenlig bolig.
Kommunen traf den 24. november 2020 afgørelse om, at klager ikke havde ret til en ældre-/handicapvenlig bolig.
Det fremgår blandt andet af kommunens afgørelse, at
”[Den indklagede kommunes] kvalitetsstandard siger, at for at kunne blive tilbudt en ældre/handicapvenlig bolig kræver det, at du har nedsat funktionsevne, der betyder, at du har et særligt og varigt behov for en bolig, der er indrettet ældre- og handicapvenligt, og at den bolig du bor i nu, ikke er hensigtsmæssigt indrettet.
Din nuværende bolig er afklaringsboligen, som er en to værelsesbolig med gode adgangsveje.
Du har ingen problemer med at færdes rundt i boligen.
Du har problemer med at komme selvstændigt ud af boligen, men det skyldes angsten og at du føler dig utryg ved dine nuværende naboer.
Det er ikke fordi du har brug for en særlig indretning af adgangsvejen.
Du kommer ud af boligen når du følges med hjemmevejleder eller familien.
”
Kommunens afgørelse blev truffet i henhold til almenboligloven §54, §58 a og §58b.
Klager påklagede afgørelsen, og Ankestyrelsen stadfæstede den 28. maj 2021 kommunens afgørelse.
Det fremgår blandt andet af Ankestyrelsens afgørelse, at
”Ankestyrelsen vurderer, at du ikke har et særligt behov for en [handicapbolig], og at du ikke opfylder kommunens kriterier for visitation til en [handicapbolig].
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at dit behov kan opfyldes i nuværende bolig eller anden bolig uden trapper på det almindelige boligmarked i stueplan eller eventuelt med elevator (med de ydelser kommunen har bevilget).
…
Kommunen skal undersøge hvilke behov, som du samlet set har behov for efter den sociale lovgivning, herunder om du har særlige behov for boligens indretning.
Kommunen skal også undersøge, om din nuværende bolig er egnet til at kunne dække dit hjælpebehov, og om det er muligt for dig at modtage den nødvendige hjælp.
”
Det fremgår, at afgørelsen fra Ankestyrelsen er afgjort efter reglerne i almenboligloven og retssikkerhedsloven.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. maj 2021, hvor klagen er oversendt fra Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen oplyste den 11. juni 2021, at klagers partsrepræsentant havde gjort opmærksom på, at klager havde søgt om en handicapbolig og ikke en ældrebolig.
Ankestyrelsen har hertil oplyst, at kriterierne er de samme for ældre- og
handicapboliger i den indklagede kommune.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Klager har for nævnet oplyst, at det alene er den indklagede kommune, som han ønsker at klage over.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager er uenig i kommunens vurdering af, at han ikke har et fysisk handicap.
Han har på grund af sin autisme brug for at sove meget mere end andre, og han kan ikke gå uden for en dør uden hjælp.
Hans dagligdag fungerer derfor ikke.
Klager bor på fjerde år i en midlertidig bolig, hvilket betyder at han ikke må hænge hverken billeder eller gardiner op i boligen.
Klagers har kun fået det dårligere efter at have boet i sin nuværende bolig.
Ifølge speciallægeerklæringen har klager behov for at være tættere på sit netværk i form af sin mor, søster, sine bedsteforældre og onkel.
Klager mener, at det er forskelsbehandling, at han ikke kan få en handicapbolig, når nu hans søster, som også lider af autisme, har fået en handicapbolig i kommunen.
Klagers søster har oplevet en bedring i sine gener efter have fået bevilliget en handicapbolig.
Kommunen behandler nu spørgsmålet om, hvorvidt klager kan få en servicehund.
Det virker som om, kommunen afventer Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagen.
Der bor en mand på omkring 50 år i en af kommunens handicapboliger, selvom han ikke har et handicap.
Kommunen har oplyst, at manden har boet i boligen sammen med sin mor og har fået lov til at blive boede efter morens død.
Man må dog slet ikke have børn boede i handicapboligerne.
Kommunen kan ikke give en begrundelse for, hvorfor manden uden handicap må bo i en handicapbolig, når nu klager ikke må.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Om indklagedes afgørelse
Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Nævnet kan derfor ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Klager mener, at der er et udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap, at han har fået afslag på sin ansøgning om ældre-/handicapvenlig bolig, fordi klagers søster med samme diagnose tidligere har fået bevilliget en handicapbolig.
Efter det, der er anført af klager, vedrører denne del af klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.
Denne del af klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet kan blandt andet henvise til afgørelserne af 27. september 2021 (j.nr. 19-32626), 3. december 2020 (j.nr. 20-51838) og 26. marts 2020 (j.nr. 19-58798), hvor nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Kommunens behandling af klager
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Der er ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med det beskrevne forløb i kommunen og/eller i forbindelse med kommunens behandling af ham har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det er derfor efter nævnets faste praksis åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor også at behandle denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet kan henvise til afgørelse af 2. december 2020 (j.nr. 19-32131) og 1. april 2020 (j.nr. 19-59760), hvor nævnet afviste at behandle en klage, da det var åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet har ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde