Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0685

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0685

Weekendavisen får ikke kritik for kritisk omtale af tidligere advokat

I en artikel bragt i juli 2021 omtalte Weekendavisen Advokatnævnets afgørelser mod en tidligere advokat, herunder hans ageren i konkrete sager.

Den tidligere advokat klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at forelæggelsen ikke fandt sted i rimelig tid.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne havde dækning i de faktiske forhold, at det burde have været muligt at besvare Weekendavisens henvendelse uden længere forberedelsestid, og at Weekendavisen havde gengivet dele af den tidligere advokats synspunkter i artiklen

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”[Klager]s synderegister” , som blev bragt den 16. juli 2021 af Weekendavisen i den trykte udgave, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at forelæggelsen ikke fandt sted i rimelig tid.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

[Klager] skrev forud for offentliggørelsen af den påklagede artikel med Weekendavisen via mail.

Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen.

Den 14. juli 2021 kl.

09:35 skrev Weekendavisen følgende til [Klager]

”Jeg planlægger en artikel til denne uges avis om Advokatnævnets seneste afgørelse vedr dig samt Landsrettens dom i december vedr dine brødre og skal høre, om du ønsker at udtale dig i den anledning.

I givet fald skal det ske i dag, da jeg har deadline i morgen tidlig.

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

Samme dag kl.

12:18 svarede [Klager] følgende

”Til [Journalisten]

Under henvisning til din mailskrivelse fra i formiddag, kan jeg oplyse, at jeg ønsker at udtale mig om de faktiske forhold som vedrører mig og som indgår i artiklens redaktionelle præsentation.

Endvidere ønsker jeg at udtale mig om faktiske forhold som vil fremgå af artiklen hidrørende fra andres udtalelser, herunder personer og institutioner.

Jeg beder dig oplyse, hvornår i eftermiddag ovennævnte materiale kan komme i min besiddelse, og hvornår der er deadline for, at du skal kunne modtage mine dertil hørende udtalelser.

Jeg gør opmærksom på, at du tidligere ift.

mig og ift.

de samme emner af Pressenævnet er underkendt for at have brudt God Presseskik ved ikke at have givet mig mulighed for reelt at komme til orde.

Når du i dag skriver til mig første gang få timer før deadline, giver dette mistanke om, at noget lignende forsøges brugt under anvendelse denne gang.

Der er ingen tvivl om, at du er omfattet af grundlæggende regler og at disse selvsagt er skærpede under de ovennævnte omstændigheder.

Med venlig hilsen

[Klager]”

[Klager] skrev på ny senere samme dag kl.

15:33

”Til [Journalisten]

Nu er vi over midten af eftermiddagen og du har stadig ikke besvaret min mail af 12.19, hvori jeg beder dig

”….

oplyse, hvornår i eftermiddag ovennævnte materiale kan komme i min besiddelse, og hvornår der er deadline for, at du skal kunne modtage mine dertil hørende udtalelser.

”

Du angav i formiddag at have en arbejdsplan, hvorfor du i al rimelighed selvfølgelig loyalt kan besvare ovennævnte anmodning, hvis du vil.

Jeg fornemmer, at du igen-igen er i gang med en destruktiv timing i min disfavør.

Du må kunne svare, men hvis du ikke gør og kører frem på revolver-maner, er det et moment i den pressenævnssag, som meget nærliggende kommer ud af din ondskabsfulde og partiske ”journalistisk” når jeg er din modpart, som du systematisk forsøger at nedgøre i dit udspekulerede stof til- og fravalg under intens kildeafhængighed.

Det er efterhånden blevet en klassiker på den faguddannelse, som du aldrig har fået: ”Højreorienteret journalist forsøger at slagte venstreorienteret advokat”.

Jeg kender udmærket WAs interne deadlines.

Det er ikke her til aften og dette billede er usandt.

Pressenævnet vil næppe mene, at du kan undlade at oplyse din arbejdsplan af relevans for min egen planlægning og i hvert fald ej heller, at du kan forlange at jeg skal sidde klinet til en computer on line uden besked fra dig på tiderne, som du arbejder efter.

Med venlig hilsen

[Klager]”

Weekendavisen svarede herefter samme dag kl.

15:38

”Jeg sender artikeludkast senere i eftermiddag, og du kan meddele mig dine kommentarer inden i morgen kl 9.

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

[Klager] skrev samme dag kl.

15:51

”Den frist kl 9 er hverken saglig fra din side eller mulig for mig.

Jeg kender jeres deadlines, og beder dig derfor bekræfte at jeg med fuld virkning kan svare dig senest kl 10.30.

Jeg forudsætter herunder, at det fulde fakta- og udtakeses-materiale er i min besiddelse inden kl 07 i morgen, gerne inden midnat.

Jeg ved, at du pr. automatik gør mig til den presseretlige angrebne part og at din ”tilrettelæggelse” bland andre foretages i snævert samvirke med min modpart [Bror A], hvilket skærper dit ansvar for korrekt handlemåde på dette sene tidspunkt du har valgt at kontakte mig.

Mvh

[Klager]”

Weekendavisen svarede kl.

16:16

”Deadlines på WEA er forskellige alt efter hvilken side i sektionen, der er tale om.

Jeg kan sikkert strække den til kl 10, men som sagt forventer jeg at sende mit udkast allerede i eftermiddag, som du så kan kommentere på.

Hvilket - for god ordens skyld - selvsagt ikke er ensbetydende med, at alle kommentarer bringes.

For eks.

når der er tale om faktuelle oplysninger eller referater.

Jeg har noteret mig din udtalelse til Ritzau og kan evt bringe denne, hvis du ønsker det.

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

[Klager] skrev kl.

16:25

”Ok, jeg disponerer at læse det modtagne fra kl 7.30 i morgen (er optaget fra kl 17 og resten af aftenen) og svarer i morgen inden kl 10.

Jeg vil - også- gerne have mine udtalelser til Ritzau med og en særlig udtalelse om karakteren hos den nævnsformand der har underskrevet, og som d.9. ds i en sag mod DK er underkendt af 16 dommere af 17 i EMDs Storkammers dom over DK.

Mvh

[Klager]”

Weekendavisen sendte kl.

18:54 artikeludkastet til [Klager].

Den 15. juli 2021 kl.

07:21 skrev Weekendavisen følgende

”Tidsplanen er rykket, så jeg skal have dine eventuelle bemærkninger inden kl 9.

Du er også velkommen til at ringe, hvis det er hurtigere/lettere.

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

Samme dag kl.

10:10 svarede [Klager]

”Til [Journalisten].

Din fremfærd, hvis denne artikel, eller noget der ligner bringes under disse vilkår for mig og med dette indhold bliver en sag for Pressenævnet.

1.

Jeg modtog kl 18.54 dit udkast, der vedrører mine medarbejderes og mit arbejde vedr.

de nævnte sager i 28 år og mere end 100.000 sider dokumenter m.v. ang 12 typisk gigantsager.

2.

Dette giver du mig på forhånd først til kl 10 i formiddag, nu kl 9 at svare på.

Umuligt, som du ved.

3.

Artiklen er skrevet i et forfalsket narrativ, og det ved du bl.a. ved følgende

4.

[Støttefonden] forhold har du ud fra det materiale som du har modtaget fra mig siden 2009 nøje kendskab til.

Jeg har vores kommunikation i 4 ringbind, som Pressenævnet kan få.

Du ved bl.a., at hovedparten af formuen var tillagt ved stiftelsen med ca 10 % af byggematerialekoncernen [Byggematerialekoncernen], der var børsnoteret.

Fonden ejede ca 48 % af A-aktierne, de 50% af [Person A], der igennem årene 2003 til 2008 ved lån I [Banken] havde spekuleret i opkøb på børsen af B-aktier med midler lånt i [Banken] hvori han havde pant alle sine aktier, også A.

Krisen i 08 og 09 ramte koncernen hårdt.

Der var en milliard kassekredit til [Banken] i koncernen.

[Banken] forlangt, at også [Støttefonden] skulle opgive den værdifulde stemmeværdi af A-aktierne.

Et mindretal i [Støttefonden] bestyrelse, hvortil jeg hørte, se det indlæg du har fra Inf 13.april 201fra bestyrelseskollega [Person B], mente at [Banken]s krav ikke angik [Støttefonden] og måtte afvises og ville ruinere [Støttefonden].

Den 18.aug 2009 bestemte det flertal i [Støttefonden], som jeg ikke tilhørte, at vores linje ikke skulle følges og repræsentationen skulle overgå til Advokaterne [Advokat A] og [Advokat B], der sammen med flertallet på trods af gentagne advarsler om at det ville blive en ruinerende fælde, se bl.a. mine breve fra september og oktober 2009, som du har i din besiddelse, i november underskrev det dokument som [Banken] havde forfattet.

I foråret 2010 viste det sig desværre, at vi havde ret, og [Advokat B] måtte i maj indgive konkursbegæring på flertallets vegne mod fonden selv, som blev erklæret konkurs d.10.juni 2010.

>>Fondens nettoformue var ved stiftelsen i 1998 ca 90 mio og ultimo 2007 ca 600.000.

Øverste ledelse var en bestyrelse med en formand i spidsen.

Jeg var ikke på noget tidspunkt formand.

Der afholdes i gennem ca 5 bestyrelsesmøder årligt, hvor samtlige væsentlige beslutning om kapital og uiddelingsforhold blev behandlet indgående og besluttet.

Jeg var mange gange i mindretal.

Det er aldrig konstateret, at jeg har handlet uden for modtaget mandat.

Konkursboet konstaterede hurtigt, at der ikke var grundlag for nogen sag mod mig.

Tværtimod fik jeg godkendt et resttilgodehavende på ca 110.00 kr til udbetaling ved boets afslutning.

[Støttefonden] nåede til almennyttige uddeling at betale ca 60.mio i løbet af de ca 12 år.

Alt dette ved du, og jeg sender dig om lidt -på ny- dokumentationen fra Inf samt den fhv overvismand og daværende professor i erhvervsøkonomis påpegelse af flertallet vankyndighed, da de i efteråret 2009 gik i [Banken]s fælde, da de ikke kunne forstå hvad netto og brutto er mht gæld.

5.

De iraktortursager du nævner er ikke de 23 sager, hvor ØL gav mig medhold i dom af 15.juni 2018 i 18, og som skal afgøres af HR efter hovedforhandling i HR i maj 22, men derimod 4 sager, hvor vi havde fået afslag på fri proces, (senere omgjort som ulovligt) og hvor 3 er afgjort 14 april i HR og den 4. venter.

Ingen af disse sager vedrører Operation Green Dessert sagerne for de ovennævnte 23.

Jeg er for Advokatnævnet indklaget for noget vedr de 23, og det er derfor forkert hvad du skriver.

Samme fejl blev i øvrigt bebået af Advokatnævnets anklager, da han for nævnet præsenterede sin klage i maj i år.

Du skal rette dette.

6.

Mht min families forhold besidder du også en mængde dokumentation som jeg siden 2012 har tilsendt dig, og som du faktamæssigt fuldstændigt ignorerer, bl.a. mine søskende har uden forbehold d.13.september 2017 underskrevet boopgørelse med regnskab, hvor samtlige økonomiske dispositioner under det uskiftede bo siden stiftelsen i 1998 er GODKENDT.

Mine søskende har d.26.januar 2019 underskrevet en renunciativ arvepagt med deres mor, hvorved de har givet afkald på enhver arv eller ethvert andet tilgodehavende og uden forbehold.

7.

Du ved også ved det materiale som jeg kan se i mine ringbind at du har fået, at oplysningen om de 600.000 til [Person C] er forkert.

Du ved følgende

1.

[Person C] fik i 2016 et legat på 300.000, som ubestridt er godkendt af bestyrelsen på dens møder.

Mine søskende klage ved adv [Advokat C] i august til formanden [Formanden], der fastholdt beslutningen og dernæst senere i august til fondsmyndigheden Civilstyrelsen, der ved skrivelse af 21.august 2016 godkendte fondens uddeling til [Person C].

2.

Samme legat på kr 300.000 fik [Person C] uddelt i 2017.

Dette er ubestridt modtaget af hende.

Som det fremgår af det materiale du besidder er det ubestridt at hun har modtaget denne ydelse.

3.

Långivningen blev besluttet på bestyrelsesmødet med beløb af samme størrelse og fremgår af det referat, som de 4 bestyrelsesmedlemmer modtog pr mail d. 8. juni 2017, som de ved svarmails alle forholdt sig til i juni måned.

De to [Efternavnet] havde ingen indsigelser og brugt referatet til dokumentation, herunder over for Nordeas forvaltningsafdeling d. 13. oktober 2017.

De har ikke hævdet, at der skulle være mere end et referat.

De to [Efternavnet], altså to af bestyrelses 4 medlemmer oplyste pludseligt i november 2017, at de ikke havde forstået referatet således som det er skrevet (!

) De pågældende er begge akademikere.

Du har dokumentation vedr dette i din besiddelse, og er selvfølgelig presseretligt forpligtet til at anvende det.

Tiden tillader ikke mere herfra nu.

Udkastet er smækfuld af en række yderligere faktuelle fejl, som en ordentlig research ville standse, og du har sat bind for øjnene mht til den store mængde dokumentation, som du allerede besidder, og ikke anvender fordi, det ikke passer til den groft nedgørende for forfalske præsentation.

Vil du anvende dokumentation og kildemateriale fair og loyalt, både alt det du har, og evt yderligere, er jeg villig til at medvirke, men ikke mere til det makværk, du nu har sat sammen.

Mvh

[Klager]”

Weekendavisen skrev herefter samme dag kl.

10:26

”Jeg skal lige forstå, hvad du mener vedr.

krigsfangerne udover at jeg forstår, at det ikke vedrører Green Desert, som jeg nævnte i en efterfølgende mail, men derudover er artiklens oplysninger vel korrekte som referat af, hvad Advokatnævnet "dømmer" dig for?

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

[Klager] svarede kl.

10:38

”Nej, dine oplysninger i artikeludkastet er ikke korrekte.

Jeg kan henvise til de advokater der har henholdsvis ført og fører sagerne for Højesteret.

Med venlig hilsen

[Klager]”

[Klager] skrev herefter på ny kl.

10:59

”Til [Journalisten]

I fortsættelse af min mail afsendt kl.

10.11, vedhæfter jeg dokument med kopier af indlæg i Information 22.3.-21.4.2010, bl.a. indeholdende nævnte indlæg af 13. april 2010 fra [Person B] og fra [Person D] af 7. april 2010, hvori han forholder sig til bestyrelsesflertallets indlæg af 30.3.2010, hvori de afslører, at de var gået i [Banken]s fælde, idet de havde misforstået hvad der er netto- og bruttoformue i koncernen.

Som det fremgår, havde de troet, at bankens gæld ikke var indregnet i koncernens egenkapital.

Forholdet var, som enhver regnskabskyndig ved, at egenkapitalen er netto, dvs. efter bankgælden er trukket fra.

Men bestyrelsesflertallet troede åbenbart at ”egenkapital” er et bruttobegreb og mente derfor, at det var nødvendigt at trække bankgælden fra (en gang til).

Det er det [Person D] mener er omfattet af ”tåbeparagraffen”, fordi disse ukyndige bestyrelsesmedlemmer af [Banken] dermed blev lokket til at acceptere en udvanding af fondens A-aktiers store værdi til samme niveau som B-aktien.

Endvidere vedhæfter jeg i Advokatnævns-sagen støttebilag 4 og støttebilag 5.

Fra støttebilag 4 henviser jeg til det anførte pkt. 10, hvorved de to akademikere erklærer, at de ikke har kunnet læse bestyrelsesreferatet.

Pkt. 10 har følgende indhold

Som det fremgår af E612, har ”[Arkitekten]” ([Arkitekten]) med kopi til ”[Formanden]” (formanden [Formanden]) bl.a. skrevet om lånebestemmelsen i referatet ”Denne sætning i bestyrelsesreferatet pkt. 7 b har totalt forbigået min fader og min opmærksomhed – vi har simpelthen ikke forstået hvad han mente, med denne lille sætning og har derfor ikke reageret på den.

” Anklagede skal dertil bemærke, at formanden siden 1991 ([Formanden]) er cand.hort.

og fhv.

statsskovridder, og at [Arkitekten] (E316) er arkitekt MAA (cand.arc) og partner i et arkitektfirma.

Begge mener ikke at kunne læse og har klaget til Advokatrådet.

Ved sammenholdelse af kendelsen, fremgår det, at nævnet ikke har ment at dette udsagn har nogen betydning.

I din besiddelse forefindes også en mail fra [Arkitekten] fra november 2017, hvori han erkender, at emnet om långivning blev behandlet under bestyrelsesmødet d. 26. maj 2017.

Men denne oplysning har nævnet valgt at undertrykke.

Dette støttebilag 4 indeholder, ligesom det vedhæftede støttebilag 5, en mængde oplysninger som du allerede har haft i din besiddelse i mange år, hvilket jeg kan dokumentere under pressenævnssagen.

Når du skriver så enøjet kritisk om mig som tilfældet er, er du for at opfylde kravene om fair reportage forpligtet til at anvende det materiale som du er i besiddelse af og til at foretage yderligere nødvendig research, således at helheden lever op til kravene om god presseskik i stedet for blot at skrive et hurtigt smædeskrift således som dit udkast må betegnes som værende.

Adskillige af de emner som er nævnt ovenfor kunne absolut kalde på journalistisk interesse og fremførelse i medier, og jeg er villig til at bistå med alt når eller hvis du er interesseret i at arbejde med stoffet i dets egentlige substans i stedet for de forvredne overflader.

Det udkast som jeg modtog i går aftes afspejler en vild slalomkørsel forbi væsentlige og centrale data fra faktum.

Det er særligt graverende, at du fuldstændigt ignorerer den betydelige viden og den gedigne dokumentation som du allerede er i besiddelse af, og dette må selvfølgelig tillægges en skærpende betydning når sagen skal bringes for Pressenævnet, hvis din avis bringer en artikel på det niveau.

Med venlig hilsen

[Klager]”

Weekendavisen skrev kl.

11:21

”Du har ikke svaret mig på dette tidl.

fremsendte spørgsmål ved krigsfangerne

Hvad præcis er ikke korrekt?

Det er jo hvad der står i Advokatnævnets afgørelse.

Med venlig hilsen

[Journalisten]”

[Klager] svarede kl.

11:43

”Jeg sidder i arbejdsmøde fra 11.15 og følgende timer.

Du må selv gøre din research.

Kan ikke tage mig af mere inden for de horrible tidsrammer du har sat…”

Den påklagede artikel

Weekendavisen bragte dagen efter den 16. juli 2021 artiklen ”[Klager]s synderegister” i den trykte udgave i SAMFUND-sektionen, sektion 1, side 2.

Artiklen har følgende underrubrik

”DØMT.

Hverken irakerne eller en psykisk syg kunne ifølge Advokatnævnet regne med venstrefløjens yndlingsadvokat.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Fortællingen om den engang så feterede venstrefløjsadvokat [Klager]s deroute er historien, der tilsyneladende aldrig hører op.

For tre år siden mistede han retten til at virke som advokat, fordi han var gået konkurs, og værre kunne det vel ikke blive?

Men det kunne det, for i begyndelsen af denne måned blev han for anden gang dømt ude som advokat.

Denne gang ikke på grund af konkurs og pengemangel, men fordi han – mens han stadig fungerede som advokat – lod klienter i stikken og forbrød sig mod mange andre regler.

Ifølge det domstolslignende organ Advokatnævnet med en højesteretsdommer i spidsen har han »gjort sig skyldig i gentagne og i adskillige tilfælde grove overtrædelser af sine pligter som advokat«.

Han har heller ikke »varetaget sine klienters interesser på behørig vis«.

Nævnet tildeler ham derfor den hårdest mulige straf.

De tror ikke længere på, at [Klager] »for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde«.

Han har anket dommen.

Længe var han ellers lidt af en stjerne.

På venstrefløjen høstede [Klager] sympati for sine idealistiske retssager, hvad enten de drejede sig om grundlovsmedholdeligheden af Danmarks tilslutning til EU-traktater, Thule-beboernes rettigheder eller irakiske fangers forsøg på at stille forsvaret til ansvar for fangernes angivelige udlevering til tortur.

Han repræsenterede tilsyneladende de små i kampen mod overmagten, og der kom først ridser i lakken, da venstrefløjens eneste betydende fond gik konkurs.

[Klager] var [Støttefonden]s administrator.

Tidligere bestyrelsesmedlemmer kritiserede ham for hans forvaltning af millionerne, der endte med den totale fallit, mens han selv havde hævet store honorarer fra fonden.

Selv forsvarer han sig med, at konkursboet ikke fandt grundlag for at rejse sag mod ham, og at han tværtimod fik godkendt et resttilgodehavende på 110.000 kroner til udbetaling ved boets afslutning.

Ridserne blev efterhånden til regulære skrammer, og en efter en blev han undsagt af sine gamle støtter.

Nogle af dem fik et injuriesagsanlæg fra ham på halsen af dén grund, men enkelte holdt længe ved.

Således udtalte stifteren af [Instituttet], læge [Stifteren], for ikke mange år siden om [Klager]

»[Klager] er et ordentligt menneske.

Et dygtigt menneske.

Og de, der kritiserer ham, er nogle svin.«

Afgørelsen i Advokatnævnet i sidste uge vidner dog ikke om en særlig omsorg for de svage.

Blandt mange andre forhold bliver [Klager] dømt for ikke at have varetaget irakiske krigsfangers interesser under en retssag mod den danske stat og for at have opkrævet næsten en halv million kroner hos en psykisk syg patient, som han skulle hjælpe.

Klienten var undervejs tvangsindlagt.

IKKE VED SINE FULDE FEM

Lad os tage den sidste sag først.

Ifølge [Klager]s forklaringer var der tale om en konfliktsøgende mand, der ikke havde tillid til nogen i sin omgangskreds.

Formentlig derfor kontaktede han advokaten, som han havde kendt siden 1980erne, da manden i 2014 ville have hjælp til sit testamente.

Undervejs kom [Klager] også til at stå for eksempelvis hans kontakt til banken, ejerforeningen, hvor han boede, ja, selv til et posthus, hvor han havde indleveret en forsendelse, som var blevet væk.

For sin ulejlighed opkrævede advokaten i løbet af 2015 og 2016 i alt 467.875 kroner.

Advokatnævnet finder, at beløbet »står i misforhold til både bistandens karakter og det oplyste om (klientens) behov for advokatbistand«, og at det er langt ud over Retsplejelovens regler om, at en advokats salær skal være rimeligt i forhold til opgavernes karakter.

Mange af opgaverne var ren ekspedition.

Mest grelt er ifølge nævnet de mere end 290.000 kroner, som den mentalt syge klient, der i dag er død, skulle betale til [Klager] for bistand under sin tvangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Under sagen kom det frem, at et sædvanligt salær til en beskikket advokat i en sag om prøvelse af betingelserne for tvangsindlæggelse efter Advokatrådets kendskab udgør mellem 5.000 og 10.000 kroner.

»Det bemærkes i den forbindelse, at det påhviler en advokat, der arbejder for sygdomsramte eller på anden måde åbenlyst svage klienter, at være varsom med påtagelsen af opgaver, som en klient med normal styrke ikke måtte antages at ville efterspørge,« skriver Advokatnævnet.

Hvilket vist er en pænere måde at sige, at det må have stået [Klager] klart, at klienten ikke var ved sine fulde fem, når han for dyre penge blev ved med at bestille advokathjælp til stort og småt.

[Klager] forsvarer sig med, at han i mindst 100 andre tilfælde frarådede manden at købe juridisk bistand, men det bider ikke på Advokatnævnet, der føjer forløbet til [Klager]s i forvejen lange synderegister.

Det tæller blandt andet en sag fra 2014, hvor han fik en alvorlig påtale og en stor bøde for at have fået en ældre velhavende enke til at overdrage ham retten til at bestyre hendes formue, selvom hun var for senildement til at ane, hvad hun foretog sig.

To år senere fik han igen en stor bøde og en alvorlig påtale, fordi han var blevet ved med at opkræve millionhonorarer og anlægge sager på vegne af en fond, selvom han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny, som ikke ville have med [Klager] at gøre.

Tværtimod forlangte de en erstatning fra ham på fem millioner kroner, og det var årsagen til, at han i 2018 gik konkurs og første gang mistede retten til at virke som advokat.

DET BLIVER I FAMILIEN

[Klager]s ageren i selv sin egen families fond er ifølge Advokatnævnet kritisabel.

[Fonden] er stiftet af hans farfar, og i årevis var han både bestyrelsesmedlem og administrator for fonden, der uddeler penge til familiemedlemmer.

Ifølge nævnet har han uden den øvrige bestyrelses godkendelse udbetalt i alt 600.000 kroner fra fonden til sin mor, hvis formue han reelt bestyrede.

Halvdelen var et lån fra fonden, som umiddelbart efter blev overført til [Klager] som et lån fra moderen på et tidspunkt, hvor han var i pengebekneb.

Advokatnævnet mener, at [Klager] i virkeligheden selv var den reelle låntager, og som bestyrelsesmedlem og administrator måtte han ikke modtage lån fra fonden.

I afgørelsen fra Advokatnævnet indgår sagen, fordi [Klager] på denne måde har haft »ulovlige« beløb stående på sin klientkonto.

Også i flere andre tilfælde dømmer nævnet [Klager] for misbrug af sine klientkonti, som der findes strikse lovregler for, da der principielt er tale om andre menneskers penge, som advokaten opbevarer.

Striden i familiefonden skriver sig ind i en større historie om et voldsomt opgør mellem på den ene side [Klager] og hans mor der sidder i uskiftet bo, og på den anden side hans brødre, [Bror A] og [Bror B].

Ifølge dem havde han i årenes løb på moderens vegne optaget store lån i boets ejendomme og ført store beløb over til sig selv og sit firma.

De frygtede, at broderen med tiden totalt ville udhule boets værdier til egen fordel.

I medierne kulminerede sagen, da [Bror A] efter broderens konkurs i sommeren 2018 udtalte

»Vi vil bede kurator om at undersøge, om der blandt de penge, [Klager] har udbetalt fra boet til sig selv, kan være aktiver, der er bragt i kreditorly.«

Han byggede sin mistanke på det faktum, at [Klager] op til sin konkurs afhændede alle sine aktiver, herunder sin villa på [Vejnavn] i [Bynavn A], til sin tidligere ægtefælle [Ægtefællen], som han stadig lever sammen med, solgte sin bil til sin 93-årige mor og på selve dagen for konkursen overdrog sit sommerhus i [Bynavn B] til sin mor.

Under en retssag hævdede den anden broder, [Bror B], at »det tyder på, at der er foretaget forfalskninger«.

Brødrene valgte i 2019 at indgå et forlig med moderen og [Klager] for at få afsluttet sagen.

Som en del af forliget accepterede de [Klager]s dispositioner i det uskiftede bo gennem årene og regnede med, at der så ville blive fred.

Det blev der ikke, for umiddelbart efter forliget anlagde [Klager] en række injuriesager mod sine brødre for deres tidligere udtalelser.

De blev begge frikendt i Østre Landsret i december sidste år.

FORSØMTE IRAKERE

Blandt venstrefløjsvenner er det mest alvorlige i Advokatnævnets sønderlemmende afgørelse om [Klager] – han dømmes for i alt ti forhold – dog nok sagen om de irakiske krigsfanger, der anklager det danske forsvar for at have udleveret dem til tortur.

Sagen verserede ved Østre Landsret, og det var dommerne i landsretten, der selv gjorde Advokatrådet opmærksom på, at der her måske var et problem.

Rådet er et kollegialt organ og ikke en domstol, men rådet kan indklage advokater, der overtræder reglerne, for Advokatnævnet.

I den aktuelle sag repræsenterede [Klager] fire af dem, men ifølge Advokatnævnets afgørelse lod han dem – groft sagt – i stikken.

Eller som det hedder på juridisk

»Advokatnævnet finder, at [Klager] ikke på behørig vis har varetaget sine klienters interesser.«

Begrundelsen er for det første, at han hverken indleverede en tidsplan eller et processkrift inden for de fastsatte frister, selvom han havde fået vide, at det i sig selv kunne komme irakerne til skade.

For det andet mødte han slet ikke op til de første retsmøder i 2017, som landsretten havde indkaldt til.

Og endelig, for det tredje, udtrådte han i februar 2018 med så kort varsel af sagen, at irakerne reelt ikke havde tid til at finde en ny advokat, der kunne føre sagen for dem.

[Klager] forsvarer sig med, at irakerne var blevet nægtet fri proces fra det offentlige, og først i begyndelsen af februar stod det klart, at de ikke kunne finde privat støtte til at føre sagen.

Altså til at betale ham.

Advokatnævnet fejer argumentet af bordet og finder, at han i forhold til irakerne »groft har tilsidesat god advokatskik«.

Weekendavisen har forelagt denne artikel for [Klager], der i dag i mangel af advokattitlen benævner sig »juridisk rådgiver«.

Han har indbragt Advokatnævnets afgørelse for retten og erklærer

»Jeg ser frem til, at nævnets elendige og partiske sagsbehandling og afgørelse bliver underkendt af domstolene.«”

Efter offentliggørelsen

[Klager] anmodede den 12. august 2021 Weekendavisen om at bringe et genmæle til den påklagede artikel.

Weekendavisen bragte den 20. august 2021 et indlæg af [Klager] med overskriften ”[Klager] igen-igen” i den trykte udgave i sektion 1, side 15.

Af indlægget fremgår følgende

”Siden jeg i 2011 påbegyndte sagsanlæggene for 23 irakiske torturofre mod Forsvarsministeriet, har jeg oplevet tiltagende grader af forfølgelse fra statsmagtens side.

Da jeg i Højesteret i 2013 fik medhold i, at sagen ikke, som begæret af Forsvarsministeriet, kunne afvises fra undersøgelse og afgørelse ved domstolene, i 2015 fik fri proces og i 2016 ved domstolene også fik medhold i, at Forsvarsministeriets indsigelser om forældelse ikke var gyldige, blev de forskellige manøvrer mod mig personligt intensiveret.

Metoden er permanente knibtangsangreb, hvor den ene side af skæret er Advokatnævnet, der siden lovændringen i 2007 ikke længere er et kollegialt organ, men som det fremgår af loven og dens forarbejder nu en del af statsmagten i Danmark.

Den anden side har i en lang årrække været journalist [Journalisten] på WA, hvis metoder vedrørende mit arbejde Pressenævnet allerede har underkendt en gang ved dets kendelse af 13. september 2018.

Hans artikel i WA d. 16. juli 2021 følger samme mønster: Der ringes og mailes fra [Journalisten] dagen før deadline angående advokatarbejde udført af mig og mine medarbejdere igennem mere end 20 år vedrørende cirka 100.000 siders dokumenter.

Hovedparten af svarene redigeres bort, fordi journalisten har en negativ bias.

Resultatet er et umuligt forsvar, som jeg ikke her skal forsøge mig med udover blot at konstatere, at læserne bliver ført bag lyset, og overdrivelserne florerer.

Herunder hører, at den midlertidige afgørelse fra Advokatnævnet betegnes som »dommen«, som er »anket«.

Begge dele er forkert.

Forkert er det også, at jeg skulle have anlagt »sager på vegne af en fond, selvom han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny«.

Beskrivelsen er forkert og har hverken belæg i afgørelsen eller i sandheden, som er, at en fondsbestyrelse i 2006-2008 mente sig udsat for overgreb fra Civilstyrelsen og derfor instruerede mig om at anlægge sager ved Østre Landsret om dens retsbeskyttelse, hvorefter Civilstyrelsen i 2012 afsatte den daværende bestyrelse og indsatte sin egen, som herefter som det første hævede domstolssagerne mod styrelsen selv.

Om en anden fond hedder det, at et omdiskuteret beløb, som bestyrelsen ikke havde godkendt, var på 600.000 kr. Det pågældende beløb var kr. 300.000.

Der nævnes »en række injuriesager« af privat karakter, og der oplyses, at de sagsøgte i disse sager »begge blev frikendt i Østre Landsret i december sidste år«.

Sandheden er, at der er tre sager, og den tredje sag bliver først afgjort i Østre Landsret efter hovedforhandlingen, som er berammet til d. 14. marts 2022.

”

I slutningen af indlægget er indsat følgende note fremhævet med kursiv

”Weekendavisen svarer: Pressenævnets kendelse af 13. september 2018 vedrørte i alt 11 klagepunkter.

Nævnet udtalte kritik vedrørende et enkelt punkt, hvor et udsagn burde være blevet forelagt [Klager] til udtalelse inden trykning.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 12. august 2021.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information

[Klager] har anført, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.

- Anke

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han har ”anket” Advokatnævnets afgørelse.

[Klager] har henvist til, at det fremgår af retsplejeloven, at det er domme, der er afsagt af domstolene, der kan ankes.

Advokatnævnet er ikke en domstol, og nævnets afgørelser træffes ikke som resultat af nogen domstolsbehandling med de retssikkerhedsgarantier, som fremgår af retsplejeloven, grundloven med tilhørende supplement og fortolkning i henhold til blandt andet EMRK og EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Når Weekendavisen anvender udtrykket ”anke”, kommunikeres det til læserne, at der har fundet en behandling og en afgørelse sted under de retssikkerhedsmæssige kvalitetskrav, som er kendetegn for domstolene.

[Klager] har afvist, at der alene skulle være tale om en ”petitesse”, som anført af Weekendavisen i svaret til Pressenævnet.

Det er grundlæggende viden for en journalist, der behandler sådanne sager, at det vedrørende Advokatnævnet netop forholder sig således, at retssikkerheden for den advokat, der modtager kritik af nævnet, består i, at afgørelsen kan indbringes for byretten som førsteinstans.

Først herefter begyndes der på en domstolsbehandling, der kan medføre anke.

Dette ved journalisten selvfølgelig udmærket godt, og det fremgår af et almindeligt opslag i retsplejeloven og/eller på samtlige hjemmesider for domstolene i Danmark og for Domstolsstyrelsen, at det forholder sig således.

Ordvalget er derfor ikke tilfældigt og afspejler den generelt forvridende og personfjendtlige ”journalistiske” arbejdsmetode, som Weekendavisen konsekvent og systematisk vælger for [Klager].

- Anlagt sager på vegne af en fond

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han havde anlagt sager på vegne af en fond, selv om han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny.

[Klager] har henvist til, at i februar 2006 var bestyrelsen, som havde antaget ham til at anlægge de to sager for fonden mod Civilstyrelsen, i fuld funktion, ubestridt af Civilstyrelsen, som i 2006 og 2007 havde møder med den daværende formand og [Klager].

Fondsbestyrelsen blev af grunde, som fremkom i 2011 og 2012 ved beslutning truffet i juni 2012, afsat af Civilstyrelsen.

- Injuriesager

[Klager] har anført, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han anlagde en række injuriesager mod sine brødre, som blev frikendt.

[Klager] har henvist til, at der i formuleringen ”en række injuriesager” sprogligt indgår ubestrideligt den tredje retssag, hvori der ikke er sket frikendelse, idet sagen ikke er afgjort endnu.

Forelæggelse – rimelig tid

[Klager] har anført, at forelæggelsen ikke fandt sted i rimelig tid.

[Klager] har oplyst, at journalist [Journalisten] gav en ultrakort svarfrist i forhold til et kolossalt stort sagskompleks en meget lang årrække tilbage i tiden, hvorfra Weekendavisen havde foretaget selektive udvalg.

Der var reelt set kun få arbejdstimer, endda uvarslet, til rådighed den 14. juli 2021, og der blev ensidigt sat en frist til sidst på eftermiddagen, som blev håndhævet således, at senere indkommet bemærkninger, indsigelser og dokumentation hårdhændet lades ude af betragtning.

Den 15. juli 2021 om formiddagen blev den fastsatte frist om formiddagen samme morgen ensidigt rykket til kl.

09:00, hvilken ændring også blev givet under helt uantagelige fristmæssige vilkår.

Fremgangsmåden, der har et fællespræg med den adfærd, som Pressenævnet underkendte i forhold til samme medie og samme journalist i Pressenævnets kendelse afsagt den 4. september 2018, er helt uantagelig over for enhver.

[Klager] har henvist til emnernes størrelse, kompleksitet og høje alder.

[Klager] har bemærket, at der derudover ikke kan påvises noget sagligt hensyn til det urimeligt forcerede tempo i disfavør af den, der angribes.

Det er muligt, at journalisten skulle påbegynde sin ferie på det tidspunkt, hvor svarfristen var udløbet, men dette er ikke et sagligt argument, der er bæredygtigt for et medie, og kan i hvert fald ikke betragtes som god presseskik, når det stiller den angrebne i en åbenlyst forringet situation i forhold til sit forsvar.

[Klager] har afvist, at artiklen i det væsentligste er et referat af Advokatnævnets skriftlige afgørelse, som anført af Weekendavisen i svaret til Pressenævnet.

Der er i artiklen i meget væsentlig grad medtaget andet stof end referat af nævnets afgørelse fra 2021.

En meget væsentlig del af artiklen omfatter mere end 20 års selektive udsnit af arbejde udført af [Klager] selv og hans advokatfirma igennem mere end 20 år.

Som eksempel har [Klager] fremhævet, at ingen af de for retsudviklingen principielt vigtige sager, som han har ført, og som i et tocifret antal kan ses ved opslag i Ugeskrift for Retsvæsen og i retslitteraturen, er nævnt.

Enhver der læser Weekendavisens reportage kan se, at der er tale om enøjet og partisk journalistik i ekstrem høj grad.

Journalistisk er der og skal der være en margen for subjektivitet, men det er tydeligt for enhver, at grænserne herfor er vildt overskredet, når der konsekvent og systematisk sker hermetisk udeladelse af oplysninger, der kunne tegne et mindre unuanceret billede.

[Klager] har bemærket, at den tidsmæssige rækkevidde for det faktum, der er omfattet af nævnets afgørelse, ikke går længere tilbage i tid end til en salærberegning i 2014, mens det øvrige vidt forgrenede stof, der nævnes, går helt tilbage til midten af 1990’erne.

Det er endvidere ikke samtlige de i artiklen omtalte sager, der tidligere er blevet beskrevet i medierne, som anført af Weekendavisen i svaret til Pressenævnet.

Den del, der tidligere har været at læse i Weekendavisen, har ikke haft samme beskårne karakter.

Dertil kommer, at synspunktet om, at mediet angiveligt mener at have vundet adgang til genoptagelse af emnerne mange år efter, nogle af dem mere end 10 år senere, selvsagt ikke kan legitimere, at den angrebne part et tocifret antal år senere ikke gives reel mulighed for imødegåelse i forhold til et stof, som omfatter ca. 100.000 siders dokumenter.

[Klager] har afslutningsvis bemærket, at adgangen til – delvist – imødegåelse i et læserbrev ikke er en teknik, der giver fripas for den anvendte fremgangsmåde.

Mediet har ikke haft noget akut behov for overfladisk og summarisk journalistik.

En artikel i den bredde volumen kunne have ventet til en af Weekendavisens efterfølgende udgivelser.

2.2 Weekendavisens synspunkter

Korrekt information

Weekendavisen har fastholdt, at artiklens oplysninger er korrekte.

- Anke

Weekendavisen har anført, at det forhold, at Advokatnævnets afgørelse ikke formelt set er ”anket”, men derimod ”indbragt” for domstolene, er en juridisk/sproglig petitesse uden reel betydning og inden for det tilladelige at skrive i en journalistisk artikel.

- Anlagt sager på vegne af en fond

Weekendavisen har anført, at det er korrekt, som angivet i artiklen, at [Klager] havde anlagt sager på vegne af en fond, selv om han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny.

Weekendavisen har henvist til artiklen ”Lex [Klager]” , som blev bragt den 27. juli 2018 i Weekendavisen, som aldrig er blevet underkendt af Pressenævnet eller andre instanser.

Af artiklen fremgår

”Advokatnævnet fastslog, at [Klager] senest efter myndighedernes afgørelse i februar 2006 om, at bestyrelsen ikke var lovlig, måtte have vidst, at han ikke retmæssigt repræsenterede fonden.

”

- Injuriesager

Weekendavisen har anført, at det er korrekt, som angivet i artiklen, at [Klager] umiddelbart efter forliget anlagde en række injuriesager mod sine brødre for deres tidligere udtalelser, og at begge brødre blev begge frikendt i Østre Landsret i december 2020.

Det forhold, at en tredje retssag endnu ikke er afgjort, ændrer ikke på det faktum, at begge brødre ved to andre retssager var blevet frikendt.

Forelæggelse – rimelig tid

Weekendavisen har indledningsvis oplyst, at artiklen i det væsentligste er et referat af Advokatnævnets skriftlige afgørelse, hvilket tydeligt fremgår allerede i artiklens begyndelse.

De i artiklen omtalte sager og oplysninger er gennem årene tidligere blevet beskrevet i medierne, herunder ikke mindst i Weekendavisen, og hver gang er [Klager] på normal journalistisk vis blevet forelagt oplysningerne på forhånd til kommentar, hvilket han også har gjort.

Weekendavisen har anført, at [Klager] har fået en rimelig tidsfrist til over for Weekendavisen at kommentere faktuelle oplysninger.

Weekendavisen har oplyst, at avisen den 14. juli 2021 kl.

09:35 adviserede [Klager] om, at avisen var i gang med en artikel, hvis oplysninger, avisen ville forelægge ham.

[Klager] svarede, at fakta og udtalelser i artiklen i givet fald skulle være i hans ”besiddelse inden kl 07 i morgen, gerne inden midnat.

” Weekendavisen fremsendte den fulde artikel samme aften kl.

18:54, altså længe inden [Klager]s egen fastsatte tidsfrist.

Weekendavisen meddelte samtidig, at fristen for [Klager]s kommentarer var følgende dag kl.

09:00, hvortil [Klager] meddelte, at han ville svare inden kl.

10:00.

[Klager] svarede kl.

10:00, og Weekendavisen tog hans svar i betragtning i den endelige udformning af artiklen, inden denne blev publiceret.

Dette fremgår blandt andet af Weekendavisens mailkorrespondance med [Klager], hvoraf fremgår, at henvisningen til Operation Green Desert, som fremgik i det til [Klager] fremsendte artikeludkast, udgik af den endelige artikel.

Afsnittet om retssagerne mellem [Klager] og hans brødre blev også ændret i den endelige artikels formuleringer efter [Klager]s svar, ligesom Weekendavisen medtog hans kommentar om, at han fik udbetalt et resttilgodehavende på 110.000 kr. efter [Støttefonden]s konkurs, og at konkursboet ikke havde anlagt sag mod ham.

Weekendavisen bragte desuden i slutningen af artiklen en kommentar/et citat af [Klager].

Der er således ikke alene tale om en tidsfrist, som må regnes som helt sædvanlig i medierne, men også om en frist, som [Klager] selv har godkendt/foreslået.

Som nævnt har Weekendavisen da også taget højde for hans fremsendte indvendinger i det omfang, avisen fandt dem faktuelt begrundede eller relevante.

Weekendavisen har bemærket, at avisen ikke har modtaget kritik fra Pressenævnet for oplysninger, der tidligere er blevet bragt, og som gentages i den påklagede artikel.

Der er således heller ikke tale om, at [Klager], som han har hævdet i sin klage til Pressenævnet, har skullet forholde sig til ”en enorm stofmængde”, idet det nye i artiklen reelt kun er oplysningen om Advokatnævnets afgørelse.

Weekendavisen har afslutningsvis bemærket, at [Klager] efterfølgende har fået optaget et indlæg, af ham selv benævnt genmæle, i avisen uden beskæring bortset fra en enkelt ikke-faktuel sætning: ”I Putins Rusland eller f.eks. i Sydamerika ville det være gået mig værre”, samt et par andre enkelte ord, der intet har med artiklens indhold at gøre.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag, ligesom det er redaktøren, der eventuelt pålægges at offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet efter medieansvarslovens § 49.

God presseskik

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en række ukorrekte oplysninger.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen, jf. punkt C.

1.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

- Anke

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han har ”anket” Advokatnævnets afgørelse.

[Klager] har henvist til, at Advokatnævnet ikke er en domstol, og at det alene er domme afsagt af domstolene, der kan ankes.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”[…]

Ifølge det domstolslignende organ Advokatnævnet med en højesteretsdommer i spidsen har han »gjort sig skyldig i gentagne og i adskillige tilfælde grove overtrædelser af sine pligter som advokat«.

Han har heller ikke »varetaget sine klienters interesser på behørig vis«.

Nævnet tildeler ham derfor den hårdest mulige straf.

De tror ikke længere på, at [Klager] »for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde«.

Han har anket dommen.

[…]”

Pressenævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis Weekendavisen havde anvendt den korrekte terminologi, men finder ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningen ikke kan anses for at være tilstrækkelig væsentlig i sammenhængen.

Nævnet bemærker, at Weekendavisen efterfølgende har bragt et indlæg af [Klager], hvor han blandt retter sin kritik mod den påklagede omtale.

Nævnet udtaler ikke kritik af Weekendavisen for at have bragt oplysningen.

- Anlagt sager på vegne af en fond

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han havde anlagt sager på vegne af en fond, selv om han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny.

[Klager] har henvist til, at i februar 2006 var bestyrelsen, som havde antaget ham til at anlægge de to sager for fonden mod Civilstyrelsen, i fuld funktion, ubestridt af Civilstyrelsen, som i 2006 og 2007 havde møder med den daværende formand og [Klager].

Fondsbestyrelsen blev af grunde, som fremkom i 2011 og 2012 ved beslutning truffet i juni 2012, afsat af Civilstyrelsen.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”[…]

To år senere fik han [[Klager], Pressenævnet ] igen en stor bøde og en alvorlig påtale, fordi han var blevet ved med at opkræve millionhonorarer og anlægge sager på vegne af en fond, selvom han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny, som ikke ville have med [Klager] at gøre.

Tværtimod forlangte de en erstatning fra ham på fem millioner kroner, og det var årsagen til, at han i 2018 gik konkurs og første gang mistede retten til at virke som advokat.

[…]”

Det er ubestridt, at [Klager] i 2016 af Advokatnævnet blev pålagt en bøde på 100.000 kr. for blandt andet at have repræsenteret en fond og anlagt sager i fondens navn, selv om han ikke repræsenterede fonden.

Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] havde anlagt sager på vegne af en fond, selv om han vidste, at fondens bestyrelse var blevet afsat af Justitsministeriet og erstattet af en ny, har dækning i de faktiske forhold, herunder at Advokatnævnet i 2016 fandt, at [Klager] havde tilsidesat god advokatskik for de omtalte sagsanlæg i fondens navn.

Nævnet bemærker, at Weekendavisen efterfølgende har bragt et indlæg af [Klager], hvor han blandt retter sin kritik mod den påklagede omtale.

Nævnet udtaler ikke kritik.

- Injuriesager

[Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, som angivet i artiklen, at han anlagde en række injuriesager mod sine brødre, som blev frikendt.

[Klager] har henvist til, at der i formuleringen ”en række injuriesager” sprogligt indgår ubestrideligt den tredje retssag, hvori der ikke er sket frikendelse.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”[…]

Brødrene valgte i 2019 at indgå et forlig med moderen og [Klager] for at få afsluttet sagen.

Som en del af forliget accepterede de [Klager]s dispositioner i det uskiftede bo gennem årene og regnede med, at der så ville blive fred.

Det blev der ikke, for umiddelbart efter forliget anlagde [Klager] en række injuriesager mod sine brødre for deres tidligere udtalelser.

De blev begge frikendt i Østre Landsret i december sidste år.

[…]”

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] har anlagt tre injuriesager mod sine brødre.

Nævnet lægger endvidere til grund, at der er sket frifindelse i to af sagerne, og at den tredje sag er berammet til hovedforhandling i marts 2022.

Pressenævnet finder, at Weekendavisen ikke har overskrevet rammerne for redigering ved at undlade at omtale, at en tredje injuriesag forsat verserer.

Nævnet har lagt vægt på, at det i omtalen korrekt er gengivet, at [Klager]s brødre blev frikendt i Østre Landsret i december 2020.

Nævnet bemærker, at Weekendavisen efterfølgende har bragt et indlæg af [Klager], hvor han blandt retter sin kritik mod den påklagede omtale.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Forelæggelse – rimelig tid

[Klager] har klaget over, at forelæggelsen ikke fandt sted i rimelig tid.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A.

3.

Pressenævnet finder, at omtalen af Advokatnævnets seneste og tidligere afgørelse mod [Klager], herunder hans ageren i konkrete sager, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham.

Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Weekendavisen den 14. juli 2021 kl.

09:35 via mail kontaktede [Klager] med oplysning om, at Weekendavisen planlagde at bringe en artikel om Advokatnævnets seneste afgørelse mod [Klager] samt landsrettens dom i december vedrørende hans brødre.

Weekendavisen bad i den forbindelse om [Klager]s kommentarer til sagen senest samme dag, da journalisten havde deadline dagen efter.

Efter anmodning fra [Klager] oplyste Weekendavisen samme dag, at avisen ville sende artikeludkastet om eftermiddagen og bad [Klager] om at sende sine kommentarer senest dagen efter kl.

09:00.

[Klager] gjorde herefter indsigelse mod svarfristens saglighed, hvortil Weekendavisen oplyste, at svarfristen ”sikkert kunne strækkes til kl.

10:00”.

[Klager] svarede herefter, at han disponerede at læse det modtagne fra kl.

07:30 dagen efter, og at han ville svare inden kl.

10:00.

Senere samme dag kl.

18:54 sendte Weekendavisen artikeludkastet til [Klager].

Nævnet lægger endvidere til grund, at Weekendavisen den 15. juli 2021 kl.

07:21 oplyste [Klager] om, at tidsplanen var rykket, og at avisen skulle have hans eventuelle bemærkninger inden kl.

09:00.

Samme dag 10:10 sendte [Klager] sine kommentarer til artiklen og var herefter i videre korrespondance med Weekendavisen indtil ca. kl.

11:43 om sine indsigelser mod blandt andet omtalen og svarfristen.

Weekendavisen bragte herefter den 16. juli 2021 artiklen ”[Klager]s synderegister” i den trykte udgave.

Pressenævnet finder, at den konkrete omtale i artiklen af Advokatnævnets afgørelser mod [Klager], herunder hans ageren i konkrete sager, ikke har en sådan aktuel nyhedsværdi, at der umiddelbart var grundlag for at forkorte svarfristen.

Under hensyn til, at Weekendavisen rent faktisk afventede [Klager]s kommentar inden offentliggørelsen af artiklen, der således skete med hans bemærkninger i omtalen, at henvendelsen havde en karakter, som det for [Klager] burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid, og at Weekendavisen har gengivet dele af [Klager]s synspunkter, som han gav under sagen i Advokatnævnet, finder nævnet imidlertid efter en samlet vurdering ikke grundlag for at udtale kritik af Weekendavisens forelæggelse.

Nævnet bemærker, at Weekendavisen efterfølgende har bragt et indlæg af [Klager], hvor han blandt retter sin kritik mod den påklagede omtale.

Afgjort den 1. marts 2022