Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0731

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0731

Medier måtte gerne omtale mistænkeliggjort schweizisk advokat ved navn

I oktober 2021 bragte DR, Politiken og Berlingske artikler, som de tre medier havde samarbejdet om, der omtalte, at en stor dansk bank i mange år havde haft en sydamerikansk storkunde, som mistænkes for økonomisk kriminalitet.

Det fremgik af artiklerne, at mistanken bl.a. skyldtes, at den sydamerikanske kunde havde samarbejdet med en schweizisk advokat, som er dømt for skattesvindel.

Den schweiziske advokat klagede til Pressenævnet over, at han var blevet nævnt ved navn i mediernes artikler.

I sin klage fremhævede advokaten bl.a., at hans engagement med den sydamerikanske kunde lå otte år tilbage i tiden, og at han er en privat borger uden offentlig interesse i Danmark.

Pressenævnet fandt, at forholdet mellem advokaten og den sydamerikanske kunde havde været af en sådan karakter, at medierne var berettiget til at nævne advokatens navn i artiklerne, og nævnet udtalte ikke kritik.

[Klager] har ved advokat Bjarke Vejby klaget til Pressenævnet over artiklen ” Rigmanden fra Paraguay og pensioneret dansk direktør fra [Bank 1] samarbejdede om mystisk formue ”, bragt den 3. oktober 2021 i Politikens netavis på politiken.dk samt den 4. oktober 2021 i den trykte avis, og forsideartiklen ” [Bank 1] gav husly til mystisk kæmpeformue fra Paraguay ”, bragt den 4. oktober 2021 i Politikens trykte avis, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Politiken mod hans vilje har offentliggjort hans navn i artiklerne, og at Politiken efterfølgende har afvist at anonymisere ham i de påklagede artikler på politiken.dk.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Politiken bragte den 3. oktober 2021 artiklen ” Rigmanden fra Paraguay og pensioneret dansk direktør fra [Bank 1] samarbejdede om mystisk formue ” på netavisen politiken.dk.

Artiklen, som ligeledes blev bragt den 4. oktober 2021 på s.

4 i 1. sektion af Politikens trykte avis, har følgende underrubrik

”Hvorfor blev en pensionist i Nordsjælland bedt om at forvalte en gigantisk formue for en mand i Paraguay?

Fortrolige dokumenter afslører [Bank 1]s rolle og forbindelsen til en schweizisk advokat med en fængselsdom for skattesvig.

”

Af artiklen fremgår bl.a. følgende

”Der er 10.899 kilometer i luftlinje fra Paraguay til Danmark.

[Forretningsmanden] rejste langt fra sit hjem i Paraguay, da han i 2005 valgte en pensioneret [Bank 1]-direktør med bopæl nord for København til at forvalte en formue på 70 millioner dollars.

Hvilket svarede til næsten en halv milliard danske kroner.

De mange penge skulle også rejse langt.

De var ejet af selskaber på De Britiske Jomfruøer, men langt de fleste af dem blev anbragt på konti 7.253 kilometer væk fra Paraguay i [Bynavn] i Schweiz, i [Bank 1]s datterbank.

Hvorfor bilforhandleren [Forretningsmanden] fra Paraguay ville have sin formue så langt væk fra sit hjemland, kan vi ikke spørge ham om.

Hvordan det var lykkedes [Forretningsmanden], som på overfladen levede af lidt landbrug og import af japanske Mitsubishi-biler til et lille fattigt land som Paraguay med lidt over 7 millioner indbyggere, at samle en så enorm formue, kan vi heller ikke få at vide fra manden selv.

[Forretningsmanden] døde med corona 26. marts i år.

[Bank 1] vil med henvisning til, at loven forbyder det, ikke svare på spørgsmål om [Forretningsmanden] og hans selskaber.

På besøg i Paraguay

Politiken har haft en e-mailkorrespondance med den tidligere private banking-direktør i [Bank 1], som i dag er 79 år, og hvis navn vi har valgt ikke at bringe.

Han kaster ikke meget lys over spørgsmålet om, hvordan [Forretningsmanden] blev så rig.

Det, på trods af at den danske tidligere direktør efter eget udsagn har kendt [Forretningsmanden] personligt siden midten af 1990’erne, har besøgt ham tre gange i Paraguay og været vært for to af [Forretningsmanden]s sønner, da de holdt ferie i Danmark.

[…]

Spørgsmål stod i kø

Når [Bank 1] tager en kunde som [Forretningsmanden] ind i banken, har den pligt til at finde svar på, hvorfra pengene kommer.

Det skal sikre, at banken ikke bliver brugt til skatteunddragelse eller hvidvask af kriminelle penge.

I sagen om [Forretningsmanden]s halve milliard fra Paraguay, som blev anbragt i en danskejet bank i Schweiz, står spørgsmålene i kø.

Spørgsmål, som banken er forpligtet til at skaffe tilfredsstillende svar på.

Det vurderer to eksperter i hvidvasklovgivningen, [Person A] fra firmaet [Virksomhed 1] og lektor [Person B] fra CBS, som har gennemgået de interne dokumenter.

Eksperterne siger, at bankens alarmlamper skal lyse, fordi

[Forretningsmanden] og pengene kommer fra Paraguay, som er blandt de 10 procent mest korrupte lande i verden, og som [Bank 1] har et begrænset kendskab til.

Der er ingen umiddelbar forklaring på, hvorfra de mange penge kommer.

De er anbragt i selskaber på De Britiske Jomfruøer, som typisk vælges som hjemsted af to grunde: Der betales ingen skat, og det var indtil for nylig muligt at holde hemmeligt, hvem der ejer pengene.

Rigmanden fra Paraguay vælger en dansk bank med datterbank i Schweiz i stedet for de mange banker tættere på i Latinamerika eller USA, som kunne løse de samme opgaver.

Schweiziske banker var dengang stadig et hemmelighedsly, hvor penge kunne placeres anonymt.

»Tilsammen lugter det af, at den er helt gal«, siger [Person A].

Den kriminelle advokat

Læg dertil, at [Forretningsmanden] var en kontroversiel skikkelse i Paraguay, hvor han blandt andet i 1990’erne var mistænkt for at være involveret i en drabssag og i en anden sag om et muligt drabsforsøg på sin ekskone.

Han blev ikke dømt for nogen af forholdene, der blev udførligt omtalt i lokale medier.

Politiken har via ABC i Paraguay været i kontakt med [Forretningsmanden]s efterladte, der ikke ønsker at udtale sig om hans forretnings- eller bankforhold.

Det blev mere hemmelighedsfuldt undervejs.

I 2009 udtænkte arkitekten bag [Forretningsmanden]s selskabskonstruktion, den schweiziske advokat [Klager], en endnu mere kompliceret model: Fond og selskaber på De Britiske Jomfruøer blev kopieret med en tilsvarende fond og selskaber i Panama.

Et andet berygtet skattely, hvor penge kunne skjules.

Selskaberne i Panama fik de samme navne som dem på jomfruøerne, blot stavet bagfra.

Så Cordelia blev til Ailedroc, og Ripplecreek til Keercelppir.

»Et kildent spørgsmål«

Også Panama-selskaberne med de sære navne fik konto hos [Bank 1] i Schweiz.

Da firmaet Trident Trust, som administrerede selskaberne på Jomfruøerne, spurgte til Panama-modellen, fik de at vide, at det var et »kildent spørgsmål«, som advokat [Klager] ikke ville gå i detaljer om.

[Klager] erkendte i 2013 i en straffesag i USA at have medvirket til skattesvig i andre sammenhænge end [Forretningsmanden]s selskaber, og han blev fjernet som protektor for [Forretningsmanden]s trust.

Det skete efter krav fra banken [Bank 2], som havde en mindre del af [Forretningsmanden]s formue stående.

[Klager] har afvist at udtale sig til Politiken om sagen.

Ifølge de to eksperter [Person B] og [Person A] var sagen i USA endnu en oplagt lejlighed for [Bank 1] til grundigt at undersøge formuen og selskaberne og overveje, om det var kunder, som man burde have i banken.

Den sindrige konstruktion i de to skattely – udtænkt af den dømte advokat – fortsatte uændret.

[Forretningsmanden]s selskaber var kunder hos [Bank 1] i Schweiz i hvert fald til 2015, mens dokumenterne viser, at et af [Forretningsmanden]s selskaber frem til 2018 havde konti i [Bank 1] i Danmark.

Om [Bank 1] foretog de grundige undersøgelser, som de ifølge eksperterne var forpligtet til, ved vi ikke.

Banken svarer ikke på konkrete spørgsmål om kunder, men forklarer generelt

»Hvis [Bank 1] havde haft en kunde med det beskrevne omfang og med den beskrevne baggrund, så ville kunden i henhold til reglerne være kategoriseret på en sådan måde, at der ville blive foretaget en udvidet due diligence (undersøgelse, red.) ved oprettelse af kundeforholdet, inkl.

source of funds (pengenes oprindelse, red.), ligesom den løbende overvågning ville være skærpet.

Afhængigt af den konkrete rolle, kundens valgte rådgivere og administratorer har haft, ville de pågældende også være indgået i disse løbende vurderinger«.

[…]”

Til artiklen er indsat en faktaboks med følgende tekst

” Pandora Papers

11,9 millioner interne dokumenter fra 14 virksomheder verden over, som opretter selskaber i skattely for kunder, blev lækket til International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ).

Flere end 600 journalister fra over 150 medier i 117 lande – i Danmark Berlingske, DR og Politiken, har samarbejdet om at undersøge dokumenterne.

”

Politiken bragte den 4. oktober 2021 forsideartiklen ” [Bank 1] gav husly til mystisk kæmpeformue fra Paraguay ” i den trykte avis.

Af artiklen, som indeholder en henvisning til den trykte udgave af den ovenstående artikel, fremgår bl.a. følgende

” […]

Kolossale lån

[Forretningsmanden]s formue var placeret i en fond og tre selskaber i skattelyet De Britiske Jomfruøer.

De blev senere suppleret med en fond og tre selskaber i Panama, som bar de samme navne som enhederne på jomfruøerne, blot stavet bagfra.

Også de selskaber var kunder i [Bank 1].

Samtidig ydede banken kolossale lån til manden fra Paraguay - da det gik højest i oktober 2013, havde [Bank 1] lånt ham 115 millioner dollars, svarende til 628 millioner kroner.

Det hele var skruet sammen og styret af en schweizisk advokat, [Klager].

Han måtte trække sig som juridisk rådgiver for [Forretningsmanden]s formue, efter at han i 2013 erkendte sig skyldig og blev straffet med fængsel i USA for medvirken til skattesvig i sager uden forbindelse til [Bank 1].

Men den konstruktion, som [Klager] havde skabt, blev ikke ændret.

Alligevel fortsatte [Bank 1] som hovedbank for selskaberne i hvert fald til 2015.

Og mindst et af [Forretningsmanden]s selskaber havde frem til mindst 2018 stadig konto hos [Bank 1] i Danmark.

[Bank 1] skriver i sit generelle svar, at banken i mere end 40 år har betjent internationale, velhavende kunder.

[…]”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 25. oktober 2021.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

God presseskik

Privatlivets fred

[Klager] har anført, at Politiken har handlet i strid med god presseskik ved at have nævnt ham ved navn i de påklagede artikler.

[Klager] er en privatperson, der bor og arbejder som advokat i [Bynavn], Schweiz.

[Klager] optræder ikke i nogen sammenhænge, der tiltrækker sig offentlig interesse, han er ukendt for den danske offentlighed og har ingen tilknytning til Danmark, herunder ingen faglig aktivitet i Danmark.

Gennem hacking af millioner af dokumenter vedrørende offshore fonde har Politiken, DR [[Klager]s klage over DRs omtale af sagen er behandlet i Pressenævnets sag nr. 2021-80-0729, Pressenævnet ] og Berlingske [[Klager]s klage over Berlingskes omtale af sagen er behandlet i Pressenævnets sag nr. 2021-80-0732, Pressenævnet ] erfaret, at [Bank 1] har været bankforbindelse for en offshore fond for en paraguayansk forretningsmand ved navn [Forretningsmanden], afgået ved døden i 2020, og at [Klager] fungerede som ”protector” (et administrativt hverv) for denne offshore fond i en periode fra 2005 til 2013.

Politiken har sammen med DR og Berlingske etableret et samarbejde om håndteringen af de hackede dokumenter, hvilket har ført til offentliggørelsen af de påklagede artikler i Politiken, samt de ligeledes påklagede artikler på dr.dk og i Berlingske.

[Klager] har oplyst, at han inden offentliggørelsen gennem sin advokat anmodede Politiken om ikke at nævne hans navn i avisens omtale, da han er en privatperson uden nogen offentlig interesse i Danmark.

Desuagtet valgte Politiken at nævne [Klager] ved navn i artiklerne.

I forlængelse heraf har [Klager] anført, at oplysningerne i omtalen er kommet frem otte år efter, at han ophørte med at være protector for den pågældende offshore fond, og hans relation til fonden er op til 16 år gammel.

I øvrigt har der ikke tidligere har været omtale af relationerne mellem [Bank 1] og den pågældende offshore-fond.

I omtalen beskrives flere faresignaler, der efter Politikens opfattelse burde have udløst en mistanke om hvidvask hos [Bank 1].

Der fremsættes imidlertid ikke påstande om, at [Klager] under sin tid som protector har forvaltet offshore fonden i strid med nogen regler, eller at der i fonden skulle være foregået noget ulovligt af nogen art.

Omtalen indeholder ingen beviser for faktiske overtrædelser af hvidvaskreglerne.

[Bank 1] har valgt ikke at kommentere kritikken under henvisning til fortrolighed over for kunden.

Derfor vides det ikke, om [Bank 1] rent faktisk har iagttaget hvidvaskprocedurer og undersøgt pengestrømmene.

Omtalen er således baseret på spekulationer, hvor udgangspunktet for kritik er det forhold, at det ikke er sædvanligt, at en dansk bank har en forretningsmand fra Paraguay som kunde.

Fokus i omtalen er alene på [Bank 1], men Politiken har valgt ikke at offentliggøre navnet på en i omtalen omtalt dansk bankmand, som er tidligere chef i [Bank 1], og som fungerede som investerings- og juridisk rådgiver for [Forretningsmanden].

Hvis man følger Politikens spekulationer og antager, at hvidvaskreglerne ikke er blevet fulgt, er det muligt, at ”historien” kan have offentlig interesse, alene fordi den angår en dansk bank.

Dette gælder imidlertid ikke for [Klager].

[Klager] har oplyst, at han i 2013 (under pres) blev idømt en bøde af de amerikanske myndigheder for angiveligt at have hjulpet amerikanske borgere til skatteunddragelse.

Dette skete som led i en ”plea bargain”, hvor [Klager] under en privat rejse til USA pludselig blev anholdt.

Samarbejdsophøret med offshore-fonden i 2013 har intet med det amerikanske forlig at gøre.

Den otte år gamle sag, som der ikke var markant mediebevågenhed om i USA på tidspunktet for forligets indgåelse, har imidlertid intet med Danmark eller med omtalen i 2021 om [Bank 1] at gøre og kan under ingen omstændigheder benyttes af Politiken til at retfærdiggøre brugen af [Klager]s navn i en anden sammenhæng, hvor der fokuseres på en dansk banks teoretiske svigt i forbindelse med hvidvask af en kunde fra Paraguay.

Politiken vidste forud for offentliggørelsen af [Klager]s navn i omtalen, at artiklerne ville komme frem ved enhver Google-søgning på [Klager]s navn, og at dette ville være yderst skadeligt for hans ry fremover.

Hertil kommer, at det i den konkrete sammenhæng ingen journalistisk og/eller offentlig interesse har at nævne klager ved navn mod hans vilje.

Det må antages, at det netop var af hensyn til privatlivets fred, at Politiken i omtalen har valgt ikke at nævne navnet på den omtalte, danske repræsentant for [Bank 1].

At man desuagtet har valgt at nævne [Klager]s navn er et udtryk for en unødvendig tilsvining af en udenlandsk privat borger.

Anonymisering – punkt B.

8

På baggrund af ovenstående synspunkter har [Klager] anmodet Pressenævnet om at pålægge Politiken at anonymisere hans navn i den påklagede omtale, herunder i de af Politikens trykte artikler, der er tilgængelige i Politikens e-avis på politiken.dk.

[Klager] har anført, at det følger af punkt B.

1 i de vejledende regler for god presseskik, at ”meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale” .

Ingen dansker kan i 2021 med rette påberåbe sig ”klar almen interesse” i, at [Klager]s navn nævnes.

Pressenævnet bør derfor udtrykke kritik af Politikens beslutning om at nævne [Klager] ved navn i artiklen, hvilket ifølge klager i praksis betyder, at Politiken bør efterkomme kritikken ved at anonymisere [Klager]s navn i den omtale, Politiken har bragt af ham på internettet.

2.2 Politikens synspunkter

God presseskik

Privatlivets fred

Politiken har afvist at have handlet i strid med god presseskik ved at have nævnt [Klager] ved navn i de påklagede artikler.

Politiken har anført, at avisen, i lighed med andre medier, har valgt at bringe [Klager]s navn, fordi det har berettiget og væsentlig offentlig interesse og medvirker afgørende til en præcis beskrivelse af sagen.

[Klager] har, som beskrevet i Politikens og andre mediers dækning, stået bag flere komplicerede selskabskonstruktioner, der har gjort det muligt at begå skatteunddragelse, og han har ved en domstol i USA erklæret sig skyldig i medvirken til skattesvig.

Han måtte i den forbindelse efter krav fra banken [Bank 2] desuden forlade et mangeårigt hverv som protektor for [Forretningsmanden]s Trust.

[Klager] er i Politikens artikler ikke omtalt som privatperson, men alene i kraft af sin stilling.

Advokater indtager en særlig position i et retssamfund og har til gengæld en forpligtelse til at leve op til de forventninger om vilje til at arbejde for retfærdighed og modvirke uret og om personlig integritet, som borgere og myndigheder berettiget kan stille til personer, der ifølge lovgivningen nyder særlige privilegier.

Der er derfor efter Politikens klare opfattelse ikke tale om en krænkelse af privatlivets fred, når [Klager] omtales med navn i artiklerne.

Politiken har oplyst, at avisen forelagde hele sagen grundigt for [Klager], som de vejledende regler for god presseskik foreskriver, og stillede ham i den forbindelse en række spørgsmål i god tid inden offentliggørelsen.

[Klager] ønskede imidlertid ikke at svare.

Anonymisering – punkt B.

8

Politiken har henvist til, at [Klager]s advokat har gjort gældende, at Pressenævnet skal pålægge at anonymisere [Klager].

Som det utvivlsomt er nævnet bekendt, er det ikke en mulighed, da et sådant påbud ville stride mod redigeringsretten.

Som nævnet vil vide, kan der derimod udtales kritik af medier, der har afvist at afindeksere, anonymisere eller fjerne omtale, og medierne kan pålægges at offentliggøre kritikken.

Med henvisning til ovenstående synspunkter har Politiken herefter afvist at anonymisere [Klager] i de påklagede artikler.

Politiken har endvidere anført, at en anonymisering af [Klager] ikke vil forhindre, at hans navn og kriminalitet bliver kendt, da en lang række hjemmesider nævner hans navn og hans involvering i skatteunddragelse, ligesom retsdokumenter om [Klager] også er frit tilgængelige.

USA’s justitsministerium gør for eksempel på sin hjemmeside udførligt rede for, at [Klager] tilstod medvirken til skattesvig [Politiken har i sine bemærkninger til Pressenævnet fremsendt et link til den pågældende side på USA’s justitsministeriums hjemmeside, Pressenævnet ].

Politiken har afslutningsvist tilkendegivet, at skulle Pressenævnet udtale kritik af Politiken, vil avisen naturligvis tage sagen op til fornyet overvejelse.

I den forbindelse har avisen bemærket, at [Klager] ikke ønsker offentliggørelse af en eventuelt fældende kendelse.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Mads Sandemann, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet i medfør af punkt B.

8 i de vejledende presseetiske regler ikke kan pålægge et medie at afindeksere, anonymisere eller slette en artikel.

Nævnets sanktion er at pålægge et medie at offentliggøre nævnets kendelse, jf. medieansvarslovens § 49, hvis nævnet udtaler kritik af mediets afslag på at hindre tilgængeligheden af en artikel.

God presseskik

Privatlivets fred

[Klager] har klaget over, at Politiken mod hans vilje har omtalt ham ved navn i de påklagede artikler.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B.

1.

Pressenævnet finder, at det har klar almen interesse at omtale, at det fremgår af et læk af mange millioner internationale skattedokumenter, at [Bank 1] i en årrække var bankforbindelse for en paraguayansk kunde, hvis formue mistænkes at være baseret på økonomisk kriminalitet, herunder ved skattesvindel.

I den forbindelse finder nævnet, at det ligeledes har klar almen interesse at omtale, hvad der ligger til grund for, at eksperter mistænker, at den paraguayanske kundes formue stammer fra økonomisk kriminalitet.

Det fremgår af artiklen ” Rigmanden fra Paraguay og pensioneret dansk direktør fra [Bank 1] samarbejdede om mystisk formue ”, at baggrunden for, at den paraguayanske kunde mistænkes for økonomisk kriminalitet og skatteunddragelse, bl.a. skyldes hans forbindelse til [Klager]

” […]

[Klager] erkendte i 2013 i en straffesag i USA at have medvirket til skattesvig i andre sammenhænge end [Forretningsmanden]s selskaber, og han blev fjernet som protektor for [Forretningsmanden]s trust.

Det skete efter krav fra banken [Bank 2], som havde en mindre del af [Forretningsmanden]s formue stående.

[Klager] har afvist at udtale sig til Politiken om sagen.

Ifølge de to eksperter [Person B] og [Person A] var sagen i USA endnu en oplagt lejlighed for [Bank 1] til grundigt at undersøge formuen og selskaberne og overveje, om det var kunder, som man burde have i banken.

[…] ”

På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager] i en periode fra 2005 til 2013 fungerede som ”protector” for en offshore-fond, som den i artiklen omtalte paraguayanske forretningsmand [Forretningsmanden] havde placeret dele af sin formue i.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager] i USA i 2013 erkendte sig skyldig i at have medvirket til at hjælpe amerikanske borgere til skatteunddragelse, og at dommen i sagen er offentligt tilgængelig og omtalt bl.a. i en pressemeddelelse fra det amerikanske justitsministerium, hvor [Klager] nævnes ved navn.

Efter en samlet vurdering finder Pressenævnet, at Politiken ikke har krænket [Klager] ved at offentliggøre hans navn i artiklerne.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at det klart fremgår af omtalen, hvorfor relationen til [Klager] efter de medvirkende eksperters opfattelse er relevant i forhold til omtalen af [Forretningsmanden]s engagement i [Bank 1].

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at omtalen ikke vedrører [Klager]s private forhold, men angår hans erhvervsmæssige aktiviteter.

Uanset, at [Klager]s engagement i den omtalte offshore-fond blev afsluttet otte år inden artiklernes offentliggørelse, finder nævnet, at relationen mellem [Klager] og [Forretningsmanden], er af en sådan karakter, at Politiken var berettiget til at omtale [Klager] ved navn.

Det forhold, at den i artiklerne omtalte tidligere chef for [Bank 1]s Private Banking-afdeling og tidligere investeringsrådgiver for [Forretningsmanden] ikke er nævnt ved navn, kan ikke føre til en anden vurdering.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Anonymisering – punkt B.

8

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at pålægge Politiken at anonymisere hans navn i artiklerne på politiken.dk.

Generelt om punkt B.

8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.

8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.

8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

De påklagede artikler indeholder omtale af en paraguayansk forretningsmand, som, bl.a. på grund af sin relation til [Klager], mistænkes for økonomisk kriminalitet og skattesvindel.

Det fremgår bl.a. af artiklerne, at [Klager] i 2013 i USA erkendte sig skyldig i medvirken til skattesvindel og modtog en dom herfor.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne med deres kritiske omtale af [Klager], herunder af hans tidligere skattedom, indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for [Klager].

Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at Politiken har afvist at anonymisere [Klager] i artiklerne.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter, og at der, som nævnt ovenfor, er tale om en sag af klar almen interesse.

Nævnet har også lagt vægt på, at der ikke er udtalt kritik efter de vejledende regler for god presseskik ovenfor.

Nævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Politiken for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om anonymisering.

Afgjort den 1. marts 2022