Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0746
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0746
Fyens Stiftstidende får ikke kritik for omtale af boligsalg
I en artikel bragt i oktober 2021 omtalte Fyens Stiftstidende en række lokale bolighandler.
En af sælgerne klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde bragt hans navn i forbindelse adresseoplysninger, selv om han havde adressebeskyttelse.
Fyens Stiftstidende havde oplyst, at det ikke var teknisk muligt for avisen at få og dermed heller ikke at bringe oplysninger om ejendomshandler, hvis ejere havde ”aktiv” adressebeskyttelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik og bemærkerede, at oplysninger om, hvem der er ejere af fast ejendom, som udgangspunkt er offentligt tilgængelige, og at videregivelse af disse oplysninger i sammenhængen ikke kan anses for krænkende eller for at være et brud på privatlivets fred.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Bolighandler i dit område” , som blev bragt den 17. oktober 2021 af Fyens Stiftstidende i den trykte udgave, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har bragt hans navn i forbindelse med omtale af en bolighandel.
1 Sagsfremstilling
Den påklagede artikel
Fyens Stiftstidende bragte den 17. oktober 2021 artiklen ”Bolighandler i dit område” i den trykte udgave i Bolig-sektionen, sektion 6, side 10.
Artiklen har følgende underrubrik
”Hvis du vil have et dybere kig ned i dit områdes boligmarked, kan du gå på opdagelse i Danmarks bedste database over lokale bolighandler på www.fyens.dk/bolighandler.
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
[Adressen]
[Køber A] og [Køber B] har overtaget huset i [Adressen] i [Byen] for 2.575.000 kroner.
Det er [Klager], der har solgt huset.
[…]
Denne artikels indhold er skrevet af Ritzaus tekstrobot på baggrund af oplysninger fra den digitale tingbog og Bygnings-og Boligregistret (BBR).
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 24. november 2021.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Privatlivets fred
[Klager] har anført, at Fyens Stiftstidende har bragt hans navn i forbindelse med adresseoplysninger, selv om han har adressebeskyttelse.
[Klager] har ikke kommenteret på Fyens Stiftstidendes bemærkninger i forhold til spørgsmålet om aktiv adressebeskyttelse.
2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter
Privatlivets fred
Fyens Stiftstidende har indledningsvis bemærket, at avisens chefredaktør [Chefredaktøren] efter offentliggørelsen af artiklen var i dialog med [Klager].
Chefredaktør [Chefredaktøren] skrev den 4. november 2021 følgende til [Klager]
”Hej [Klager]
Så vender jeg tilbage med et uddybende svar på dit spørgsmål.
Når handlen af [Adressen] i [Byen] fremgår af vores oversigt med hushandler, er det fordi din adressebeskyttelse tilsyneladende ikke er aktiv.
Grunden til at vi kan være så sikre på det, er at vi trækker data i offentlige myndigheders registre.
De må ved lov ikke udlevere data om privatpersoner med adressebeskyttelse og har derfor bygget deres registre sådan, at det ikke sker.
Handlerne med adressebeskyttelse vil simpelthen ikke fremgå af de svar vores robotter får, når de beder registrene om nye handler.
En forklaring kan være, at din beskyttelse ikke er aktiv.
Så vidt, jeg er orienteret skal man forny adressebeskyttelse på borger.dk hvert år.
Måske er det her, du skal søge forklaringen?
Med venlig hilsen
[Chefredaktøren]”
Fyens Stiftstidende har anført, at avisen efterfølgende har været i korrespondance med [Klager] og opfordret ham til at tjekke i CPR-registeret, om hans adressebeskyttelse var aktiv eller eventuelt behæftet med fejl.
Fyens Stiftstidende har som medie nemlig kun adgang til de oplysninger, der er offentligt tilgængelige og dermed en del af listen med ejendomshandler, som avisen løbende trækker fra Ritzaus Bureau.
Det er ikke teknisk muligt for Fyens Stiftstidende at få og dermed heller ikke at bringe oplysninger om ejendomshandler, hvis ejere har ”aktiv” adressebeskyttelse.
På den baggrund har Fyens Stiftstidende afvist at have overtrådt god presseskik ved at bringe de offentligt tilgængelige oplysninger om sælger og køber af ejendommen beliggende [Adressen] i [Byen].
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lars Lindskov og John Meinert Jacobsen.
God presseskik
Privatlivets fred
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har bragt hans navn i forbindelse med adresseoplysninger, selv om han har adressebeskyttelse.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.
1.
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”[…]
[Adressen]
[Køber A] og [Køber B] har overtaget huset i [Adressen] i [Byen] for 2.575.000 kroner.
Det er [Klager], der har solgt huset.
[…]
Denne artikels indhold er skrevet af Ritzaus tekstrobot på baggrund af oplysninger fra den digitale tingbog og Bygnings-og Boligregistret (BBR).
”
Pressenævnet bemærker, at det klart fremgår af artiklen, at der er tale om robotjournalistik.
Det forhold, at der er tale om robotjournalistik, ændrer ikke ved Pressenævnets vurdering af mediets ansvar i forhold til at overholde god presseskik.
Pressenævnet finder som udgangspunkt, at det ikke er i strid med god presseskik at bringe offentligt tilgængelige ejendomsoplysninger, som kan fremsøges via den digitale tingbog og BBR-registret.
[Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at han har adressebeskyttelse.
Fyens Stiftstidende har over for Pressenævnet oplyst, at avisen som medie kun har adgang til de oplysninger, der er er offentligt tilgængelige og dermed en del af listen med ejendomshandler, som avisen løbende trækker fra Ritzaus Bureau.
Det er ikke teknisk muligt for Fyens Stiftstidende at få og dermed heller ikke at bringe oplysninger om ejendomshandler, hvis ejere har ”aktiv” adressebeskyttelse.
På baggrund af parternes divergerende oplysninger, og som sagen foreligger oplyst, kan nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt [Klager] havde adressebeskyttelse på tidspunktet for artiklens offentliggørelse.
Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Fyens Stiftstidende for at gengive [Klager]s fulde navn i forbindelse med omtale af ejendomssalget i artiklen.
Nævnet bemærker, at oplysninger om, hvem der er ejere af fast ejendom, som udgangspunkt er offentligt tilgængelige, og at videregivelse af disse oplysninger i sammenhængen ikke kan anses for krænkende eller for at være et brud på privatlivets fred.
Afgjort den 1. marts 2022