Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - pligtig afgangsalder - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - pligtig afgangsalder - ej medhold
J.nr. 21-38153
En læge, der havde arbejdet som selvstædig med autorisation siden 1979, indbragte en klage for Ligebehandlingsnævnet over Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen havde oplyst lægen om, at hendes ret til at udøve selvstædig faglig virksomhed ville bortfalde, når hun fyldte 75 år.
Nævnet havde i en tidligere afgørelse vurderet, at aldersgrænsen i autorisationsloven ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, da aldersgrænsen er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og da midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at lægen ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets næstformand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med aldersgrænsen for autoriseret sundhedspersonale.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets næstformand.
Sagsfremstilling
Klager, der er uddannet læge, har arbejdet som selvstædig læge med autorisation siden 1979.
Hun afhændede sin praksis i 2011.
Klager modtog følgende brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som er dateret den 4. juni 2021
”Din ret til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder
Det fremgår af Styrelsen for Patientsikkerheds autorisationsregister, at du fylder 75 år den 04-12-2021.
Det betyder, at du fra den dato omfattes af en lovbestemmelse, der medfører, at din tilladelse til selvstændigt virke som læge bortfalder.
Du må fortsat benytte betegnelsen Læge.
Det samme gælder retten til at betegne dig som speciallæge i et bestemt speciale, såfremt du har opnået anerkendelse hertil.
Hvis du arbejder med administrativ virksomhed uden patientkontakt eller i en underordnet stilling, må du gerne fortsætte hermed, selvom din ret til at udøve selvstændig faglig virksomhed er bortfaldet.
Du må efter det fyldte 75. år samtidig fortsat udskrive recepter til dig selv og dine nærmeste pårørende, under forudsætning af, at det ikke sker i erhvervsmæssigt øjemed.
Du skal være opmærksom på, at vejledningen om ordination af afhængighedsskabende lægemidler (VEJ nr 9166 af 19/03/2018) fortsat gælder for dig.
Det vil sige, at hvis du, eller dine nærmeste, har behov for behandling med afhængighedsskabende lægemidler, skal behandlingen som hovedregel varetages af en anden læge.
Har du undtagelsesvis behov for at ordinere lægemidler indeholdende afhængighedsskabende stoffer til dig selv, eller nærtstående, indskærpes det, at behandlingen begrænses til en kort periode, og at du ved ordinationen udviser samme omhu og samvittighedsfuldhed, som skal udvises ved tilsvarende ordinationer til patienter.
Du har mulighed for at søge dispensation
Hvis du ønsker at fortsætte med selvstændig faglig virksomhed efter du er fyldt 75 år, har du mulighed for at søge om dispensation fra lovbestemmelsen hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
For at søge om dispensation skal du benytte et ansøgningsskema, som du kan finde på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
Du skal så vidt muligt sende din ansøgning til det regionale Tilsyn & Rådgivnings kontor senest 3 måneder før din 75 års fødselsdag.
Tilsyn & Rådgivning vil herefter indkalde dig til en samtale.
Sammen med ansøgningsskemaet skal du vedlægge en højest 12 måneder gammel helbredserklæring, der indeholder de samme oplysninger som kørekortsattesten.
Helbredserklæringen skal være udfærdiget af egen læge og, hvis dette ikke er muligt af anden almen mediciner.
Erklæringen skal være uhildet.
Ved vurderingen af din ansøgning vil der blandt andet blive lagt vægt på din aktuelle tilknytning til arbejdsmarkedet, faglige opdatering og helbredstilstand.
Der kan blive tale om at give en tilladelse til selvstændig faglig virksomhed, der afgrænses i tid eller til visse sundhedsydelser.
Med venlig hilsen
Styrelsen for Patientsikkerhed”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. august 2021.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Klager har arbejdet som selvstændig læge med autorisation hertil siden 1979.
I 2011 har hun efter eget ønske afhændet sin praksis.
Fratagelsen, som fremgår af brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed af 4. juni 2021, er alene begrundet i klagers alder og ikke relateret til nogen form for fysisk eller psykisk defekt.
Der foreligger ingen relevant dokumentation for, at en læge eller andre med offentlig autorisation på en bestemt dato mister evnen til at fungere inden for autorisationens rammer.
Klager anfægter ikke, at personer med offentlig autorisation, der måtte lide af en nærmere beskrevet deficit, kan komme i situationer, hvor autorisationen inddrages.
Dette kunne for læger fx være psykoser, medicinmisbrug, blindhed mv. Hertil er der oprettet tilsynsførende myndigheder, der i hele personens embedsperiode overvåger de professionelles aktiviteter og har myndighed til at skride ind.
Der åbnes i brevet fra styrelsen op for en ”kammeratlig samtale”, hvor der skal medbringes dokumentation for, at man er fysisk og mentalt på niveau med en fører af en personbil.
Såfremt en sådan prøvelse skønnes nødvendig og relevant, bør disse krav stilles til alle personer med autorisation med faste tidsintervaller.
Man har netop har frafaldet 70 års-reglen ved udstedelse af kørekort med helbredsundersøgelse og fast kontrol efter denne alder med forskellige intervaller.
Nu genudstedes alle kørekort vedlagt en tro og love erklæring for en periode på 15 år.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Det fremgår desuden af loven, at forbuddet mod forskelsbehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det følger af artikel 6, stk. 1, i beskæftigelsesdirektivet, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, blandt andet legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Nævnet bemærker, at det ikke fremgår af det fremlagte brev, med hjemmel i hvilken lovbestemmelse Styrelsen for Patientsikkerhed fratog klagers autorisation.
Nævnet lægger imidlertid til grund, at klagers autorisation blev frataget efter autorisationslovens § 13, hvorefter retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når den autoriserede sundhedsperson fylder 75 år.
Klager, der er født i 1946, kan som følge af bestemmelsen i autorisationsloven ikke længere udøve selvstændig faglig virksomhed som læge, efter at hun i 2021 fyldte 75 år, medmindre hun efter ansøgning får dispensation hertil.
Nævnet traf den 29. november 2019 afgørelse i en tilsvarende sag med j.nr. 18-70477.
Nævnet vurderede i sagen, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klager som følge af aldersgrænsen i autorisationsloven havde været udsat for ringere behandling på grund af sin alder.
Nævnet vurderede videre, at aldersgrænsen i autorisationsloven er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og at midlerne til at opfylde formålet er hensigtsmæssige og nødvendige.
Nævnet vurderede dermed, at aldersgrænsen i autorisationsloven ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Afgørelsen er tilgængelig på retsinformation.dk
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
Beskæftigelsesdirektivet
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 3, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde
•
Artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra c), om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder
•
Artikel 6, om berettigelse af ulige behandling på grund af alder