Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - arbejdsvilkår - chikane - ej medhold - kompetence - parts- og vidneforklaringer - sagsbehandling

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - arbejdsvilkår - chikane - ej medhold - kompetence - parts- og vidneforklaringer - sagsbehandling

J.nr. 20-3973

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med lønvilkår og chikane under sin ansættelse i et ministerium samt ministeriets sagsbehandling af hans henvendelser efter sin fratræden.

Klager gjorde gældende, at usande rygter om nazisme var årsag til, at han først sent i sin ansættelse var blevet opnormeret til specialkonsulent, og at han aldrig var blevet opnormeret til chefkonsulent.

Han gjorde også gældende, at rygterne var årsag til chikane under ansættelsen.

Nævnet kunne ikke behandle den del af klagen, som vedrørte den angiveligt sene opnormering af klager til specialkonsulent i 2008, da forholdet var forældet.

Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at rygterne om nazisme var årsag til, at klager ikke blev udnævnt som chefkonsulent.

Nævnet afviste at behandle den del af klagen, som vedrørte chikane, da en afgørelse af dette spørgsmål krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet kunne ikke tage stilling til klagepunktet om forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med ministeriets sagsbehandling af klagers henvendelser om blandt andet aktindsigt efter sin fratræden, da forholdet faldt uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med klagers lønvilkår samt chikane under klagers ansættelse i det indklagede ministerium.

Derudover angår klagen påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med ministeriets sagsbehandling af klagers henvendelser efter hans fratræden.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over det indklagede ministeriums angiveligt sene opnormering af klager til specialkonsulent i 2008, da forholdet er forældet.

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at det indklagede ministerium afviste at opnormere klager til chefkonsulent.

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen over chikane, da en afgørelse heraf kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen over det indklagede ministeriums sagsbehandling efter klagers fratræden.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. januar 1979 ansat i det indklagede ministerium.

I 1997 søgte klager en stilling som EU-konsulent, som dog blev besat til anden side.

I november 2001 blev klager flyttet fra afdeling A til afdeling B.

Klager blev den 1. januar 2008 opnormeret til specialkonsulent.

Han blev i den forbindelse tildelt et kvalifikationstillæg på 25.000 kr. og et funktionstillæg på 25.000 kr. (årlige grundbeløb pr. 1. oktober 1997).

Ved mail af 24. juni 2015 blev klager orienteret af kontorchef K om, at han ikke var blevet indstillet til opnormering til chefkonsulent.

Af mailen fremgår følgende om baggrunden herfor

”Kære [klager]

Du har bedt om en tilbagemelding på, hvorfor du ikke er blevet indstillet til opnormering i forbindelse med indeværende runde.

Som du er bekendt med, er antallet af special- og chefkonsulenter i [kontor] højt.

Ud fra en konkret vurdering af [kontorets] aktuelle behov finder chefgruppen derfor ikke, at der for øjeblikket er behov for flere chefkonsulenter i [kontoret].

”

Klager anmodede i november 2018 om at blive opnormeret til chefkonsulent.

Af en mail fra klager til kontorchef K af 15. november 2018 fremgår følgende

”Kære [kontorchefens navn]

Som aftalt i dag fremsendes mit bidrag til mødet i morgen med afdelingschefen om lønforhandlingerne.

Jeg skal anmode om at blive opnormeret til chefkonsulent.

Efter min opfattelse er der hverken i mine faglige kvalifikationer eller i mine personlige forhold grundlag for at afvise en sådan opnormering.

For så vidt angår mine faglige kvalifikationer skal henviser til, at jeg bl.a. udarbejder svarudkast til forespørgsler fra Folketingets Ombudsmand og besvare juridiske tvivlsspørgsmål fra [center] og [styrelse] om […]-lovgivningen m.v.”

Den 12. december 2018 fik klager skriftligt afslag fra kontorchef K på at blive opnormeret til chefkonsulent.

Om baggrunden for afslaget fremgår følgende af mailen

”Kære [klager]

Du har bedt om en skriftlig tilbagemelding på dit ønske om opnormering til chefkonsulent.

Jeg kan oplyse, at der ikke er truffet beslutning om at opnormere dig.

Baggrunden er, at der for øjeblikket ikke er behov for flere chefkonsulenter i [kontor].

Hertil kommer, at det ikke er vores vurdering, at fagligt niveau og ansvar kan begrunde en opnormering.

”

Klager opsagde sin stilling med fratræden til udgangen af maj 2019.

Den 8. august 2019 anmodede klager ministeriet om aktindsigt i dokumenter, som vedrørte rygter om ham.

Klager beskrev i anmodningen, at han siden 1997 havde været udsat for mobning af bl.a. ledende medarbejdere i ministeriet.

Klager oplyste, at der i ministeriet var rygter om, at klager var uduelig og nazist, og at hans mandlige afdelingschef i afdeling A, hvor klager arbejdede frem til 2001, var forelsket i ham.

Den 17. august 2019 oplyste ministeriet klager, at det ikke var muligt at behandle hans ansøgning om aktindsigt inden for 7 arbejdsdage efter modtagelsen.

Ministeriet begrundede dette med, at søgning efter eventuelle dokumenter omfattet af anmodningen forudsatte en gennemgang af materiale og systemer helt tilbage til 1997.

Brevet var underskrevet af kontorchef K.

Ved brev til ministeriet af 18. august 2019 gjorde klager opmærksom på, at han blandt andet var blevet udsat for diskriminerende behandling under sin ansættelse i kontorchef K’s kontor, og at kontorchef K også have en andel i mobningen af klager.

Klager mente derfor, at kontorchefen var inhabil ved behandlingen af hans sag.

Klager gjorde opmærksom på, at aktindsigtsanmodningen bl.a. også omfattede et notat om rygterne, der angiveligt skulle være udarbejdet i 1984 af daværende personalechef O.

Den 3. september 2019 traf ministeriet afgørelse vedrørende klagers anmodning om aktindsigt.

Det fremgik af afgørelsen, at ministeriet ikke betragtede kontorchef K som inhabil, men at behandlingen af aktindsigtsanmodningen uanset dette var blevet overflyttet til ministeriets HR-kontor for at undgå, at der kunne rejses et habilitetsspørgsmål.

Det fremgik endvidere af afgørelsen, at ministeriet efter en søgning og gennemgang af sager ikke havde kunnet identificere dokumenter, der vedrørte rygter om klager, herunder vedrørende klagers politiske eller seksuelle forhold.

Endelig fremgik det af ministeriets afgørelse, at der ikke for ministeriet forelå oplysninger om de forhold, som klager havde beskrevet i sin aktindsigtsanmodning af 8. august 2019.

Klager kommenterede på afgørelsen i et brev til ministeriet af 25. september 2019.

Klager anfægtede herunder, at ministeriet ikke havde kunnet identificere dokumenter, som vedrørte rygterne om klager.

Han henviste atter til, at der i 1984 skulle være udarbejdet et notat herom af personalechef O.

Klager anførte i brevet også, at i hvert fald rygtet om, at han skulle være nazist, var almindeligt kendt i ministeriet, hvorfor ministeriets påstand i afgørelsen om manglende kendskab til rygterne var direkte usand.

Endelig fremsatte klager i brevet krav om erstatning og godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven for forskelsbehandling som følge af rygterne, idet disse efter klagers opfattelse var årsag til, at han meget sent i sin ansættelse var blevet opnormeret til specialkonsulent og aldrig var blevet opnormeret til chefkonsulent.

Klager anmodede også om aktindsigt i alle dokumenter, som vedrørte hans opnormering til specialkonsulent.

Ministeriet traf afgørelse vedrørende denne anmodning om aktindsigt den 3. oktober 2019.

Den 23. oktober 2019 besvarede ministeriet klagers øvrige bemærkninger i brevet af 25. september 2019.

Ministeriet fastholdt, at ministeriet ikke havde kunnet identificere dokumenter, der omhandlede de af klager beskrevne forhold.

Ministeriet fandt ikke grundlag for at udbetale erstatning til klager, da der ikke for ministeriet forelå oplysninger, der gav anledning til at antage, at klager skulle have været udsat for forskelsbehandling af den omtalte karakter.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. januar 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 300.000 kr.

Klager har for nævnet fremlagt en lønstatistik for AC special- og chefkonsulenter i departementet fra 2018.

Indklagede har for nævnet fremlagt de aktlister, som klager fik udleveret i forbindelse med hans anmodninger om aktindsigt til ministeriet.

Indklagede har også fremlagt dokumenter fra ministeriets journalsystem vedrørende opnormeringen af klager til specialkonsulent, som klager fik udleveret som led i aktindsigten.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager har i perioden fra 1997 til hans afsked i maj 2019 været udsat for forskelsbehandling med hensyn til sine lønvilkår, fordi der i ministeriet blev udbredt et rygte om, at klager var nazist.

Klager blev således først meget sent i sin ansættelse opnormeret som specialkonsulent, og han er aldrig blevet opnormeret til chefkonsulent.

Han fik også afslag på en stilling som kontorchef, som han havde søgt.

Dette skyldtes rygtet om nazisme, som i øvrigt er det pure opspind.

Klager er også blevet udsat for chikane som følge af rygtet om nazisme.

Klager er allerede fra 1997 og frem til sin fratræden i maj 2019 blevet udsat for mobning og rygtespredning bl.a. med henblik på at ødelægge hans karrieremuligheder.

Mobningen skete af politiske grunde.

Der var ikke plads til medarbejdere i ministeriet med en borgerlig holdning.

Dette kom navnlig til udtryk efter tiltræden af en ny departementschef i 1997, hvorefter det blev fuldt legalt at genere medarbejdere af politiske grunde.

Også før denne tid har medarbejdernes personlige politiske opfattelser spillet en meget stor rolle, bl.a. i forbindelse med udnævnelser.

Efter at klager flyttede fra afdeling A til afdeling B i 2001, fik han at vide, at der i forbindelse med besættelsen af EU-konsulentstillingen i 1997, som klager havde søgt, var blevet spredt rygter om, at klager bl.a. var nazist.

Der blev også spredt rygter af seksuel karakter om, at han i sin tid blev ansat i afdeling A, fordi den mandlige afdelingschef var forelsket i klager.

Det var det pure opspind.

Ministeriets personalekontor udbredte rygterne om klager, herunder at klager er nazist.

Rygtet om nazisme blev udbredt med henvisning til et notat, som den daværende personalechef O udarbejdede i 1984.

Den senere personalechef P udbredte rygtet i 00’erne, da klager søgte om stillingen som kontorchef.

Personalekontoret tog tilsyneladende blot rygtet til efterretning uden yderligere undersøgelse.

Da klager meget sent blev opnormeret til specialkonsulent i 2008, blev der udarbejdet en redegørelse om sagen, herunder hvem der var ophavsmand til rygterne.

Klager har fået at vide, at det skulle være en ledende medarbejder.

Klager har også fået at vide, at departementschef E fortalte de involverede, herunder personalechef P, at der ikke måtte lægges vægt på den slags rygter.

Mobningen stoppede dog ikke af denne grund.

I perioden fra 2013 til 2019 udsatte klagers leder, kontorchef K, ham for diskriminerende og nedværdigende behandling.

Derudover gik medarbejder M fra ministeriets HR-kontor i efteråret 2016 rundt i ministeriet og spredte højlydt rygtet om nazisme.

I december 2018 bad klager om at blive flyttet fra det kontor, hvor kontorchef K var chef, på grund af kontorchefens diskriminerende og nedværdigende behandling af klager.

Klager fik dog afslag på at flytte kontor, hvorefter han valgte at opsige sin stilling.

Af frygt for konsekvenserne for klagers ansættelse har han først henvendt sig til indklagede om rygterne i forbindelse med sin ansøgte afsked i ministeriet.

Klager har under sin ansættelse varetaget kvalificeret arbejde på centrale områder i ministeriet.

Klager har ikke kendskab til, at andre AC-medarbejdere i ministeriet, som har haft samme opgaver som ham, ikke er blevet opnormeret til chefkonsulent.

Han har heller ikke kendskab til, at AC-medarbejdere med samme opgaver som ham først er blevet opnormeret til specialkonsulent efter 28 års ansættelse.

Klager er klar over, at det kan diskuteres, hvordan hans karriereforløb ville have været i ministeriet, hvis personalekontoret ikke havde spredt rygtet om nazisme.

Efter ministeriets praksis burde klager dog i hvert fald kunne forvente at blive opnormeret til specialkonsulent i midten af 90’erne og opnormeret til chefkonsulent senest 10 år efter.

Under de årlige lønsamtaler har klager fremført sit ønske om opnormering til chefkonsulent.

Dette er blevet afslået med den begrundelse, at der allerede var et tilstrækkeligt antal chefkonsulenter i klagers kontor.

Det er dog klagers opfattelse, at den reelle grund for afslaget var rygtet om nazisme.

Ministeriet undlod i sit afslag på erstatning af 23. oktober 2019 at begrunde, hvorfor der ikke er sammenhæng mellem rygtet om nazisme og klagers meget sene opnormering til specialkonsulent og den manglende opnormering til chefkonsulent.

Ministeriet har ikke overholdt begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, hvilket klager ønsker nævnets stillingtagen til.

Ministeriets sagsbehandling i forbindelse med besvarelsen af klagers breve har været kritisabel, hvorfor han også ønsker Ligebehandlingsnævnets stillingtagen hertil.

Ministeriet har ladet kontorchef K behandle sagen, selvom han gennem de seneste 6 år af klagers ansættelse har behandlet klager diskriminerende og nedværdigende.

Ministeriet har også forlænget svarfristen på hans anmodning om aktindsigt og forsøgt at begrænse klagers aktindsigtsanmodning.

Ministeriet har ved sin sagsbehandling forsøgt at hindre sagens opklaring.

Det er således bemærkelsesværdigt, at notatet om klagers påståede nazisme udarbejdet af personalechef O i 1984 ikke har kunnet fremlægges af ministeriet i forbindelse med klagers anmodning om aktindsigt.

Klager er også forbavset over, at der ikke foreligger noget på skrift i forbindelse med departementschef E’s behandling af klagers opnormering til specialkonsulent i 2008.

Godtgørelsen for den manglende opnormering til chefkonsulent bør fastsættes til mindst 300.000 kr.

Klager har i 2018 haft et løntab på 60.000 kr. som følge af den manglende opnormering til chefkonsulent.

Dertil kommer, at forskelsbehandlingen har fundet sted siden 1997.

Det bør også indgå ved godtgørelsens udmåling, at rygterne om nazisme er totalt grundløse.

Indklagede gør gældende, at der ikke er handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der understøtter, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.

Der er ikke fremkommet oplysninger til støtte for klagers påstand, hverken fra klager selv eller ved indklagedes gennemgang af journalsystemet.

Indklagede har ikke under klagers ansættelse været bekendt med, at klager har følt sig udsat for forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.

Først op til sin fratræden gjorde klager ministeriet opmærksom på, at han følte sig udsat for mobning.

Han har senere uddybet sine synspunkter i brevene til ministeriet af 8. august 2019, 18. august 2019 og 25. september 2019.

Ifølge klager har der været en række situationer, hvor den angivne mobning og forskelsbehandling skulle have fundet sted.

Klager har også angivet, at der skulle eksistere dokumenter, der understøtter de nævnte forhold, men han råder ikke selv over de pågældende dokumenter.

Indklagede har foretaget en grundig gennemgang af ministeriets elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystemer samt klagers personalesager fra ministeriets arkiv.

Ved denne gennemgang er de af klager angivne dokumenter ikke fundet, og der er endvidere ikke identificeret oplysninger, der giver anledning til at antage, at de konkrete situationer har fundet sted.

Indklagede har på ingen måde forsøgt at hindre sagens oplysning.

Klager har i forbindelse med sine anmodninger om aktindsigt fået udleveret aktlister samt oplysninger efter meroffentlighedsprincippet.

Dette materiale påviser, at der ikke forefindes dokumenter, der på nogen måde peger på, at klager skulle have været udsat for forskelsbehandling.

Indklagede har herved henvist til de aktlister og udleverede dokumenter, som er fremlagt for nævnet.

I sin klage har klager nævnt navnene på en række konkrete medarbejdere i ministeriet.

Personalechef P, kontorchef K og medarbejder M er fortsat ansat i ministeriet.

De har alle oplyst, at de intet kendskab har til de af klager nævnte forhold.

Ministeriet har således ikke identificeret nogen form for oplysninger, der giver anledning til at antage, at de påståede rygter og forskelsbehandling har fundet sted.

Opnormering af medarbejdere i ministeriet foretages altid ud fra en konkret ledelsesmæssig vurdering af den enkelte medarbejders kompetencer og kvalifikationer, opgaveløsning samt ministeriets behov.

Processen gennemføres typisk i forbindelse med de årlige lokallønsforhandlinger.

En opnormering er således ikke en anciennitetsbestemt rettighed.

Der er intet i den fremlagte mailkorrespondance om afslag på opnormering af klager til chefkonsulent, der indikerer, at afslaget var begrundet i et rygte om nazisme.

Indklagede har ikke forsøgt at afgrænse søgningen efter dokumenter i forbindelse med klagers aktindsigtsanmodning.

Den indledningsvise afgrænsning af søgning i dokumenter og materiale tilbage til 1997 skyldtes alene, at klager i sit brev af 8. august 2019 angav, at mobningen begyndte i 1997.

På baggrund af hans brev af 18. august 2019 blev søgningen udvidet således, at den gik tilbage til hans ansættelse.

Indklagede mener ikke, at kontorchef K var inhabil ved besvarelsen af klagers aktindsigtsanmodning.

Alene for at søge at sikre, at der ikke skulle rejses et spørgsmål om inhabilitet, overflyttede ministeriet sagen til et andet kontor.

Kontorchef K har derfor ikke behandlet sagen.

Indklagede finder sådanne forhold, som klager har beskrevet, uacceptable.

Det er forhold, som ministeriet ville have grebet ind over for, såfremt disse havde fundet sted, ligesom ministeriet anerkender, at de påståede forhold kan have fundet sted uden, at dokumentation herfor nødvendigvis foreligger i journalsystemer.

Indklagede finder imidlertid ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder til støtte for den påståede forskelsbehandling.

Der er alene tale om klagers personlige anskuelser omkring hans karriereforløb i ministeriet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Ud over arbejdsgivere forpligter forskelsbehandlingsloven enhver, der driver visse former for vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og anviser beskæftigelse, samt enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Endelig forpligter loven enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Om indklagedes sagsbehandling efter klagers fratræden

Klager mener sig forskelsbehandlet på grund af politisk anskuelse i forbindelse med det indklagede ministeriums behandling af hans henvendelser efter hans fratræden.

Henvendelserne omhandlede blandt andet aktindsigt.

Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om forvaltningslovens regler om inhabilitet og begrundelse er opfyldt.

Nævnet vurderer, at indklagedes sagsbehandling af klagers henvendelser efter hans fratræden fra sin stilling i ministeriet ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, idet der er tale om sædvanlig myndighedsudøvelse fra indklagedes side.

Da forholdet derfor falder uden for nævnets kompetence, kan nævnet ikke tage stilling til denne del af klagen.

Om lønvilkår

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås bl.a. enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af politisk anskuelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

De almindelige regler om forældelse finder anvendelse i de sager, som Ligebehandlingsnævnet behandler.

Klager har anført, at rygterne om hans påståede nazisme var årsag til, at

han først sent i sin ansættelse blev opnormeret til specialkonsulent, og at han aldrig blev udnævnt som chefkonsulent.

Nævnet vurderer, at et eventuelt krav om godtgørelse i forbindelse med klagers overenskomstmæssige indplacering og lønvilkår udspringer af ansættelsesforholdet og derfor forældes efter 5 år.

Den 1. januar 2008 blev klager opnormeret til specialkonsulent.

Klager fremsatte ved brev af 25. september 2019 krav om godtgørelse over for indklagede for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i forbindelse med hans lønvilkår, herunder den sene opnormering af ham til specialkonsulent i 2008.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 17. januar 2020.

Klager har oplyst, at han allerede i 2001 blev bekendt med, at der i ministeriet var rygter om, at han skulle være nazist.

Klager har først indledt retlige skridt efter, at den 5-årige forældelsesfrist for et eventuelt krav om godtgørelse i anledning af den sene opnormering til specialkonsulent den 1. januar 2008, var udløbet.

Klager har i hvert fald siden 2001 ikke været uvidende om de faktiske forhold, som det påståede krav er støttet på, hvorfor forældelsesfristen ikke kan anses for suspenderet.

Da et eventuelt krav i forbindelse med klagers sene opnormering til specialkonsulent således er forældet, kan nævnet ikke behandle denne del af klagen.

Klager fik under sin ansættelse afslag på opnormering til chefkonsulent, senest ved mail af den 12. december 2018.

Da dette forhold ikke er forældet, kan nævnet behandle denne del af klagen.

Klager har dog ikke for nævnet påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at det var rygterne om nazisme, som førte til, at han ikke blev udnævnt til chefkonsulent.

Det fremgår således af afslaget af 12. december 2018, at der ikke var behov for flere chefkonsulenter i kontoret, og at klagers faglige niveau og ansvar ikke kunne begrunde en opnormering.

Der er heller ikke i øvrigt fremlagt oplysninger, der understøtter klagers opfattelse af, at rygterne om hans politiske anskuelse skulle være tillagt betydning ved beslutningen om ikke at opnormere ham til chefkonsulent.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Chikane

Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en ønsket optræden i relation en persons politiske anskuelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Klager har anført, at han indtil sin fratræden i maj 2019 blev udsat for chikane.

Han har herom oplyst, at han igennem en årrække har været genstand for rygter om, at han skulle være nazist, ligesom han på denne baggrund er blevet udsat for nedværdigende behandling.

Klagers påstand herom er ikke understøttet af det fremlagte materiale i sagen.

Indklagede har efter forelæggelse for flere af de medarbejdere, som ifølge klager skulle have udbredt de pågældende rygter eller behandlet ham nedværdigende, afvist ethvert kendskab til den påståede chikane.

En afklaring af, om klager under sin ansættelse har været udsat for chikane, kan derfor alene ske ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Forældelsesloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde

•

§ 3, stk. 2, om suspension

•

§ 4, stk. 1-2, om forældelsesfrister

•

§ 21, stk. 1–5, om afbrydelse af forældelse