Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-13808

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling som kontor- og bogholderiassistent med henvisning til sygefravær.

Klager led af en diskusprotusion i lænden og en nyresygdom.

Ryglidelsen havde tidligere medført behov for at gå tidligt fra arbejde, og der var derfor indgået en § 56-aftale, som henviste til både ryg- og nyrelidelsen.

Forud for afskedigelsen var klager sygemeldt som følge af en infektionssygdom, som medførte, at klager overgik til en anden dialyseform, der fremadrettet ville medføre behov for to ugentlige sygedage.

Det var for nævnet uklart, om det tidligere sygefravær som følge af ryglidelsen indgik ved beslutningen om afskedigelse, ligesom det var uklart, om nyresygdommen tidligere havde medført konkrete funktionsbegrænsninger.

Endvidere var det for nævnet uklart, hvilke konkrete tilpasninger indklagede foreslog klager forud for afskedigelsen, og hvordan klager stillede sig hertil.

Nævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for afgørelsen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. maj 2012 ansat hos indklagede som kontor- og bogholderiassistent med en ugentlig arbejdstid på 30 timer.

Arbejdstiden var placeret fra mandag til torsdag.

Klager var primært beskæftiget med lønadministration.

Ud over klager var medarbejder A også beskæftiget hermed.

Under ansættelsen udviklede klager omfattende nyresvigt, og i januar 2015 kom klager i peritoneal dialyse hjemme.

Klager anvendte sine feriedage, når hun skulle have anlagt dræn eller skulle til kontrol på hospitalet.

Klager fik i starten af 2017 en diskusprotusion i lænderyggen, som blev behandlet med fysioterapi, kiropraktik, akupunktur og osteopati.

I november 2017 oplyste klager direktøren hos indklagede om, at hun led af en nyresygdom.

Frem til oktober 2018 udgjorde klagers årlige fravær ikke mere end 10 dage om året, idet hun ofte planlagde sine kontroller på fredage, hvor hun havde en ugentlig fridag.

Fra august 2018 blev klager ofte nødt til at gå tidligt hjem fra arbejde som følge af smerter fra ryggen.

Der blev den 15. oktober 2018 udarbejdet en mulighedserklæring.

Det fremgik heraf, at klagers første fraværsdag i den aktuelle sygeperiode var den 13. august 2018, og at klager havde haft gentagne fraværsperioder.

Det var beskrevet, at hun som følge af smerter måtte gå tidligere hjem, og at hun derfor ikke kunne levere fuldt timetal.

Den forventede varighed blev af klagers læge angivet til den 1. januar 2019.

Den 13. februar 2019 blev der indgået en § 56-aftale som følge af både klagers nyresygdom og diskusprotusion, der medførte, at klager ikke kunne sidde eller stå en hel arbejdsdag.

Det fremgik af aftalen, at klager fra den 1. august 2018 til den 9. februar 2019 havde været delvist sygemeldt.

§ 56-aftalen var gældende i to år frem til den 12. februar 2021.

Klager blev fuldtidssygemeldt den 13. marts 2019, hvor hun blev indlagt på reumatologisk afdeling pga.

forværrede rygproblemer.

Klager har oplyst, at hun forventede at kunne starte på arbejde inden for en uge.

I forbindelse med en kontrol på nyreafdelingen fik klager imidlertid konstateret et forhøjet infektionstal, og hun blev derfor den 28. marts 2019 indlagt på nyreafdelingen.

Efter en række undersøgelser viste det sig, at infektionen skyldtes en sprunget divertikel på tarmen, som medførte, at klager fik foretaget en stomi og måtte overgå til hæmodialyse på hospitalet tre gange ugentligt.

Klager orienterede løbende direktøren hos indklagede om sit sygdomsforløb med forhøjet infektionstal.

Den 4. juli 2019 sendte klager følgende SMS til direktøren

”Hej [direktørens navn]

Ved ikke om du har ferie i så fald håber jeg du nyder den i fulde drag og får opladet batterierne.

[smileys]

Blot en kort opdatering.

Jeg er stadig indlagt, men infektionstallene er ved at være normale, men abcessen er der stadig, så de tør ikke stoppe behandling af frygt for det hele blusser op igen.

Når jeg forhåbentlig snart bliver udskrevet bliver det til 4 uger på et genoptræningssted, så må man se hvordan det går og hvad jeg kan bagefter.

Kærlig hilsen

[Klager]”

Den 13. juli 2019 blev klager overført til genoptræning, og den 30. august 2019 blev hun hjemsendt med rollator.

Den 1. august 2019 tiltrådte en ny økonomi- og regnskabschef, leder B, som chef for klager.

Leder B blev af direktøren orienteret om klagers helbredstilstand.

Parterne er enige om, at klager efter den nye chefs tiltræden var i telefonisk kontakt med ham.

Der er imidlertid ikke enighed om, hvad der blev drøftet i den forbindelse.

Der er dog enighed om, at klager og leder B drøftede klagers fremadrettede behov for to ugentlige sygefraværsdage i forbindelse med dialysebehandling på hospitalet, ligesom en omplacering til receptionen blev drøftet med inddragelse af jobcentret i klagers bopælskommune.

Den 23. august 2019 modtog klager en opsigelse med fratræden den 31. januar 2020.

Som begrundelse for afskedigelsen fremgik følgende

”…

Som du ved, har vi været meget glade for dig, men vi må desværre erkende, at driften ikke længere kan bære dit høje sygefravær.

Din manglende tilstedeværelse er ikke forenelig med de arbejdsopgaver, der skal løftes i bogholderiet, hvilket påfører de øvrige medarbejdere en stor arbejdsbyrde.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. marts 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 263.622,51 kr., svarende til 9 måneders løn, med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede har for nævnet fremlagt en oversigt over klagers sygefravær for perioden 2018-2019, som ikke omfatter sygefravær i forbindelse med, at klager ved behov forlod arbejdspladsen før arbejdsdagens ophør.

Klager har bestridt i den pågældende periode at have haft sygefravær ud over de timer, hun gik hjem før arbejdstids ophør.

Klager har for nævnet fremlagt aftale om sygeopfølgning med jobcentret af 15. august 2019.

Heraf fremgår bl.a. følgende

”BAGGRUND FOR SYGEMELDING OG ERHVERVSERFARING

[Klager] er sygemeldt pga.

diskosprolaps og infektion i tarmen og herudover er [klager] dialyse patient på grund af nyresygdom (siden 2015).

Uddyb: Lidelserne medfører voldsomme rygsmerter og der er netop konstateret voldsom infektion i tarmen med meget forhøjrede infektionstal.

[Klager] blev indlagt den 23-03-2019 og der har man besluttet operation da et stykke af tarmen er inficeret.

[Klager] er blevet opereret og har fået stomi.

Symptomer: Voldsomme smerter og infektionen er livstruende og operationskrævende.

Gentagene hospitalsindlæggelser, operationer, dialyse 3 gange om ugen, genoptræning efter operationer og smerter i ryggen er årsagen til, at [klager] ikke kan passe sit arbejde.

Stillings- og opgavebeskrivelse: HR og løn medarbejder [hos indklagede], hvor [klager] laver kontorarbejde - primær opgave er lønkørsel.

[Klager] har ingen uddannelse, dog har hun en ikke færdiggjort bachelor i it og engelsk.

STRATEGI FOR TILBAGEVENDEN TIL ARBEJDSMARKEDET”.

Samarbejde med arbejdsgiver: Arbejdsgiver har en holdning til, at ansatte med kroniske lidelser ikke skal være hos dem, så [klager] har det svært ved at have et samarbejde.

Hun holder arbejdsgiver underrettet som hun er forpligtet til – primært når arbejdsgiver skriver til hende, men ud over det, har de ingen kontakt.

[Klager] har ikke fortalt arbejdsgiver, at hun er kronisk syg, fordi hun er bange for at blive afskediget.

[Klager] har en forventning om, at hendes håb om at vende tilbage til nuværende arbejde på nedsat tid når hun er færdig med genoptræning.

[Klager] er udskrevet fra hospitalet og overflyttet til genoptræning på [navn på genoptræningscenter].

Efter overflytningen har hun igen været indlagt med infektioner og til operation og man overvejer endnu en operation.

Jobcentrets kontakt med arbejdsgiver: Arbejdsgiver er kontaktet og der er talt om gradvis tilbagevenden når [klager] er klar.

Arbejdsgiver oplyser, at de er meget sårbare da [klager] varetager en vigtig og central funktion for dem, så de overvejer en omplacering til evt.

reception.

[Klager] er dog rigtig ked af denne potentielle omplacering og har tilbudt at lave løn "hjemmefra" hvis arbejdsgiver er interesseret.

[Klager] har efterfølgende kontaktet arb.g.

og har oplyst, at hun mener hun kan genoptage arbejdet delvist i september og

lave løn.

…

BEGRUNDELSE FOR UARBEJDSDYGTIGHED

[Klager] vurderes fortsat fuldt uarbejdsdygtig jf. § 7 stk. 1, pga.

ophold på [navn på genoptræningscenter] til genoptræning efter langvarig indlæggelse,

og da hun som følge deraf ikke kan passe sit arbejde som kontorassistent.

Der er lagt vægt på borgers vurdering og oplysning om indlæggelse fra egen læge.

REVURDERING

… [Klager] har revurderingsdato den 30-09-2019.

… ”

”

Klager har endeligt fremlagt journalnotater af 29. oktober 2019 og 3. december 2019, hvori der primært er beskrevet gener vedrørende klagers ryglidelse.

Om klagers nyresygdom fremgår bl.a. følgende af journalnotatet af 29. oktober 2019

”Har polycystisk nyresygdom.

Indtil ovennævnte indlæggelse i peritonealdialyse hjemme.

Nu i hæmodialyse x 3 ugentligt på [hospital].

[…] Håber at komme tilbage på peritonealdialyse til næste år.

”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen, og at indklagede skal betale en godtgørelse på 263.622,51 kr. med tillæg af procesrente.

Klager har som følge af sin kroniske nyresygdom og diskusprotusion varige begrænsninger i sin arbejdsevne og har haft behov for kompensation.

I det daglige kan klager sidde op til 4 timer alt efter stolens beskaffenhed samt smerterne den enkelte dag.

Hun kan kun stå ganske kortvarigt og skal helst bevæge sig lidt.

Hun anvender rollator, når hun går på gaden og har tendens til svimmelhed.

Hun skal i dialyse 3 gange ugentligt.

Disse begrænsninger har gjort det umuligt at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, hvorfor hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Indklagede var bekendt med klagers handicap.

Hun havde således orienteret direktøren hos indklagede om sine sygdomme, ligesom indklagede har gjort brug af klagers § 56-bevilling i forbindelse med sygefravær som følge af hendes handicaps.

Klager blev opsagt på grund af hendes høje sygefravær og manglende tilstedeværelse, og opsigelsen var derfor en direkte følge af de konkrete behov, som handicappet affødte.

Det er korrekt, at sygemeldingen fra marts 2019 ikke skyldtes klagers handicap, men den beskrevne abces.

Dette har indklagede været bekendt med i hele forløbet.

Abcessen var imidlertid ikke årsagen til, at klager ikke kunne komme tilbage til arbejdet.

Det skyldtes hendes handicap i form af nyresvigt, da det var nødvendigt for klager at deltage i dialyse på hospitalet.

Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling pga.

sit handicap.

Indklagede har ikke truffet foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov, som klagers handicap gav anledning til.

Hun har aldrig modtaget påtaler, advarsler eller lignende under sin ansættelse hos indklagede.

Det må derfor lægges til grund, at hun var kompetent, egnet og disponibel i forhold til den stilling, hun var ansat i.

Indklagede har således ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det bestrides, at sagen ikke skulle være egnet til at bliver ført for Ligebehandlingsnævnet.

Bortset fra en mindre uenighed om forløbet fra den 1. august 2019 til opsigelsen den 23. august 2019 er der således stort set ikke uenighed imellem parterne om sagens faktum.

Da leder B tiltrådte sin stilling den 1. august 2019, kontaktede han samme dag klager telefonisk.

Han spurgte under samtalen ind til, om klager ønskede og forventede at komme tilbage til arbejdet, hvilket hun bekræftede.

Hun oplyste samtidigt, at hun ville være sygemeldt tirsdage og torsdage pga.

behandlingerne for nyresvigt.

Klagers chef gav under samtalen udtryk for, at det ikke var et problem.

Senere på dagen blev klager kontaktet af jobcentret i hendes bopælskommune, som oplyste hende, at leder B havde foreslået, at klager kunne overføres til receptionen.

Klager oplyste jobcentret, at det ikke ville fungere, da der i receptionen var et stort snedkerlavet skrivebord, som ikke kan justeres i højden.

Inden sine rygproblemer havde klager afløst i receptionen, men fik allerede dengang ondt i ryggen pga.

det ikke-justerbare bord.

Stillingen i receptionen er desuden uforenelig med klagers stomi, da denne kræver, at hun kan gå på toilettet uden at skulle vente på en afløser.

Klager kontaktede samme dag leder B og forklarede ham disse udfordringer ved stillingen i receptionen.

Klager blev hverken under denne samtale eller senere tilbudt et andet bord.

Leder B oplyste, at han ville vende tilbage inden for et par uger med et forslag om, hvad hun kunne lave.

Da han kontaktede hende den 22. august 2019 meddelte han hende dog, at hun ville modtage sin opsigelse dagen efter.

På tidspunktet for opsigelsen var der udsigt til, at klager ville vende tilbage til sit arbejde den 1. september 2019.

Alligevel valgte indklagede at opsige hende uden at afvente nye oplysninger om varigheden af hendes sygdom.

Indklagede har anført, at medarbejder A overtog klagers opgaver med lønadministration.

A overtog dog alene en mindre del af klagers opgaver i forbindelse med lønkørslen i december 2018.

Klager ville kunne have varetaget jobbet i bogholderet med de nødvendige tilpasninger.

F.eks. ville hjemmearbejde give klager mulighed for at hvile sig midt på dagen.

Indklagede kunne også have tilknyttet en deltidsmedarbejder til afdelingen.

Indklagede har anført, at klager ud over en stilling i receptionen også blev tilbudt opgaver med billetsalg og på biblioteket, og at også fleksjob blev nævnt som en mulighed.

Alene stillingen i receptionen blev drøftet mellem parterne.

Klager blev ikke tilbudt fleksjob, hvilket hun ville have været meget interesseret i.

Hun var dog ikke visiteret til fleksjob på tidspunktet for opsigelsen.

Indklagede har i øvrigt ikke godtgjort, hvordan der med de anførte tilpasninger skulle være tale om ”passende foranstaltninger”.

Det er uden relevans for sagen, hvad indklagede har tilbudt efter afskedigelsen.

Indklagede kan ikke rette op på en afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven ved efterfølgende at tilbyde en ny ansættelse.

Indklagede gør principalt gældende, at sagen skal afvises, subsidiært at afskedigelsen af klager ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagen er ikke egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet, da det er nødvendigt med vidneforklaringer fra flere medarbejdere for at belyse indklagedes kendskab til klagers sygdom, de indgående aftaler om tilpasning af klagers job samt samtaler om tilbud om tilpassede opgaver i august 2019.

Der er således væsentlige forskelle i parternes beskrivelse af hændelsesforløbet i august 2019, hvilket er af afgørende betydning for sagens udfald.

Fastlæggelsen af hændelsesforløbet er afgørende for vurderingen af, om indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i det tilfælde, at klager må anses for at have et handicap på opsigelsestidspunktet.

Indklagede har siden 2017 været bekendt med klagers nyresygdom og rygproblemer.

Indklagede var dog ikke bekendt med, at disse lidelser på opsigelsestidspunktet udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nyresygdommen medførte ikke, at klager ikke kunne udføre sit arbejde, og først i august 2018 oplevede indklagede, at klager pga.

smerter i ryggen havde et stigende fravær og behov for skånehensyn i jobbet.

Fra dette tidspunkt aftalte indklagede derfor med klager, at hun kunne gå tidligere fra arbejde efter behov og tilrettelægge sit arbejde med hensyntagen til hendes smerter i ryggen.

Klagers fuldtidssygemelding fra den 13. marts 2019 og frem til opsigelsen skyldtes ifølge klager et højt infektionstal uden sammenhæng med de beskrevne lidelser.

Sygemeldingen skyldtes dermed ”sædvanlig” sygdom og havde ikke noget med hendes eksisterende lidelser at gøre.

Uanset om klager sygdomme udgør et handicap eller ej, har indklagede siden sommeren 2018 foretaget tilpasninger som følge af klagers smerter.

I perioden fra august 2018 og frem til hendes fuldtidssygemelding i marts 2019 tilpassede klager således efter aftale med indklagede både sin arbejdstid og sine arbejdsopgaver.

Derudover indgik indklagede en § 56-aftale med klager som yderligere tilpasning.

I perioden fra hendes fuldtidssygemelding i marts 2019 og frem til opsigelsen i august 2019 har indklagede tilbudt klager andre opgaver i receptionen og biblioteket samt foreslået muligheden for fleksjob.

Klager har under sin ansættelse primært arbejdet med lønadministration, som er en kritisk opgave, der skal fungere godt og stabilt.

Fra efteråret 2018 blev lønfunktionen for sårbar og ustabil, særligt som følge af klagers behov for at forlade arbejdspladsen før tid.

På grund af hendes omfattende og pludseligt opståede fravær måtte hendes kollega A i 2018 og 2019 løbende overtage klagers opgaver, herunder med kort varsel.

Klagers gentagne og pludselige fravær blev derfor en stor belastning for indklagede.

Efter sin tiltræden kontaktede leder B den 2. august 2019 klager for at drøfte hendes tilbagevenden.

De talte om, at klager skulle vende tilbage i midten af august.

Hun skulle have fri tirsdage og torsdage for at gå i dialyse, hvilket efter leder B’s vurdering godt kunne lade sig gøre.

Under samtalen oplyste klager, at hun alligevel ikke kunne vende tilbage til arbejdet i midten af august 2019.

Efter samtalen blev leder B klar over, at bogholderifunktionen som følge af klagers langvarige fravær var stærkt overbebyrdet, ligesom en lang række opgaver ikke blev udført.

Indklagedes revisor gav på et møde udtryk for bekymring for situationen i bogholderiet, herunder navnlig i relation til lønadministrationen.

Revisoren mente, at det var uholdbart, at klager skulle fortsætte med at varetage de kritiske opgaver i denne funktion.

Det stod herefter klart for leder B, at der skulle sikres flere arbejdstimer og stabilitet i bogholderiet, og at det derfor var nødvendigt, at klager ikke fremover skulle varetage de kritiske lønadministrative opgaver.

Da han den 9. august 2019 blev kontaktet af klagers bopælskommune, der ville drøfte hendes tilbagevenden, oplyste leder B derfor, at der var behov for at ændre på klagers opgaver.

Han foreslog, at klager i stedet skulle arbejde helt eller delvist i receptionen, da opgaverne i receptionen langt lettere kunne overtages af andre ved pludseligt fravær.

Medarbejderen fra kommunen ville drøfte dette med klager.

Klager tilkendegav under en samtale med leder B i midten af august 2019, at hun ikke var interesseret i helt eller delvist at arbejde i receptionen.

Leder B fastholdt, at bogholderifunktionen var for sårbar i forhold til hendes fravær, og foreslog opgaver i receptionen, med billetsalg eller biblioteket samt nævnte muligheden for fleksjob.

Klager afviste alle forslag, idet hun kun var interesseret i opgaverne i bogholderiet.

Hun oplyste samtidig, at hun ikke var i stand til at vende tilbage til arbejdet medio august 2019, og at hun ikke vidste, hvornår hun var i stand til at vende tilbage på arbejde.

Hun kunne knap gå på trapper og skulle på et længere genoptræningsforløb.

På baggrund af samtalen med klager måtte indklagede konstatere, at det fortsat var helt uklart, hvornår klager ville kunne begynde at arbejde igen, og samtidig stod det helt klart, at det ikke var muligt at tilbyde hende et tilpasset job, som hun ville acceptere.

Parterne kom aldrig i dialog om detaljerne vedrørende jobbet i receptionen, da klager helt afviste denne mulighed.

Bordet i receptionen kunne have været ændret til et hæve-sænke-bord, og det var uproblematisk for receptionisten at forlade skranken.

Klagers begrundelse for ikke at ville påtage sig en stilling i receptionen er derfor ikke berettiget eller relevant.

Da det var nødvendigt at få skabt en stabil og funktionsduelig bogholderifunktion, vurderede indklagede, at det var nødvendigt at opsige klager, idet hun ikke ville acceptere de tilbudte tilpasningsforanstaltninger på trods af, at hun ikke var i stand til at varetage de væsentligste funktioner i sin stilling.

Leder B ringede den 22. august 2019 til klager og meddelte, at indklagede var nødt til at opsige hende, medmindre hun ville påtage sig andre opgaver end opgaverne med lønadministration.

Klager meddelte, at hun uanset dette ikke ønskede at blive omplaceret.

Herefter sendte indklagede opsigelsen til klager den 23. august 2019.

Klager var på afskedigelsestidspunktet ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling.

Under klagers samtaler med leder B i august 2019 gav hun udtryk for, at hun var meget svækket, skulle i gang med genoptræning og ikke vidste, hvornår hun kunne vende tilbage til arbejdet.

Dette understøttes af planen fra jobcentret, hvor det fremgår, at næste revurderingsdato var den 30. september 2019, og at klager derfor også skulle være sygemeldt i september måned.

Det er ikke korrekt, at klager i august 2019 skulle have tilbudt at udføre sine arbejdsopgaver hjemmefra.

Klagers påstand om, at det fortsatte sygefravær var begrundet i nyrelidelsen, er først fremkommet efter opsigelsen.

Indklagede har efter opsigelsen fremsat tilbud om, at klager kunne forblive ansat, hvis hun kunne anvise et job, hun kunne bestride.

Klager har dog ikke foreslået opgaver, som hun ville kunne udføre.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager blev den 23. august 2019 afskediget fra sin stilling som kontor- og bogholderiassistent hos indklagede under henvisning til sit høje sygefravær og sin manglende tilstedeværelse.

Klager lider af en diskusprotusion i lænden og en nyresygdom.

Siden efteråret 2018 havde klager som følge af smerter fra ryggen ofte haft behov for at gå tidligt hjem fra arbejde.

Der blev derfor den 13. februar 2019 indgået en § 56-aftale for en periode på to år.

Aftalen blev indgået både under henvisning til klagers nyresygdom og diskusprotusion, der medførte, at hun ikke kunne sidde eller stå en hel arbejdsdag.

Umiddelbart forud for afskedigelsen havde klager været sygemeldt på fuld tid gennem 5 måneder.

Den 13. marts 2019 blev hun indlagt med en forværring af sin lænderyglidelse, men som følge af forhøjede infektionstal blev hun fra den 28. marts 2019 i stedet indlagt med en infektionssygdom, som skyldtes en sprunget divertikel på tarmen.

Dette bevirkede, at klager i modsætning til tidligere skulle modtage hæmodialysebehandling for sin nyresygdom på hospitalet.

Dette ville medføre to ugentlige fraværsdage efter hendes raskmelding, hvilket hun drøftede med indklagede forud for afskedigelsen.

Det er for nævnet uklart, hvorvidt også klagers sygefravær i perioden fra efteråret 2018, som havde sammenhæng med klagers ryglidelse, indgik ved beslutningen om at afskedige hende.

Det er endvidere uklart, om klagers nyresygdom havde medført konkrete funktionsbegrænsninger allerede forud for overgangen til hæmodialyse i forbindelse med indlæggelsen fra den 28. marts 2019.

Endelig er det for nævnet uklart, hvilke konkrete tilpasninger indklagede foreslog klager forud for afskedigelsen, og hvordan klager stillede sig hertil.

Da disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens afgørelse, alene kan afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, afvises sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a, om tilpasning

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde