Offererstatningslovens § 11 a

Offererstatningslovens § 11 a – retskrav, nævnets j.

nr. 19-520-05864

Ansøger blev forsætligt påkørt og blev ved påkørslen bragt i livsfare.

Ansøger pådrog sig ved påkørslen flere alvorlige skader.

Skadevolderne blev i retten dømt efter straffelovens § 245.

Ansøger blev i retten tilsvarende dømt efter straffelovens § 245, da han ved hændelsen forinden påkørslen havde udøvet vold imod skadevolderne.

Ansøger fremsatte i retten krav på erstatning og godtgørelse.

Skadevolderne bestred kravene både hvad angik erstatningspligten og kravenes størrelse.

Retten tilkendte ansøger erstatning og godtgørelse i overensstemmelse med påstanden.

Ansøger søgte efterfølgende erstatning ved Erstatningsnævnet.

Nævnet henviste i første omgang i medfør af offererstatningslovens § 7 ansøger til at rette sit krav mod bilens lovpligtige ansvarsfor-sikringsselskab.

Forsikringsselskabet tilkendte herefter ansøger erstatning, men valgte at nedsætte erstatningen med 1/3 under henvisning til, at ansøger ved hændelsen havde udvist egen skyld.

Ansøger søgte herefter erstatning for den resterende 1/3 ved nævnet.

Da Erstatningsnævnet jf. offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, var bundet af rettens bestemmelse vedrørende erstatningsspørgsmålet, hvorefter der ikke skulle ske nedsættelse af erstatningen som følge af accept af risiko/egen skyld, tilkendte nævnet herefter ansøger erstatning for den resterende 1/3 af kravene.