Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - øvrige - ej medhold
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - øvrige - ej medhold
J.nr. 20-53104
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en statslig enhed havde indskrænket telefontid under COVID-19-nedlukningen.
Manden gjorde gældende, at den statslige enhed indskrænkede mulighederne for ordblinde.
Nævnet vurderede, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede statslige enhed havde indskrænket telefontid under COVID-19-nedlukningen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager, der er ordblind, har oplyst, at den indklagede statslige enhed havde indskrænket telefontiden til kl.
12-14 under COVID-19- nedlukningen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. december 2021.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund at sit handicap.
Den indklagede statslige enhed havde under COVID-19-nedlukningen kun telefontid to timer om dagen.
Det var det eneste tidspunkt, hvor klager kunne komme til at tale med indklagede.
Indklagede indskrænkede mulighederne for ordblinde.
Klager burde have haft en større fleksibilitet, så han kunne håndtere sine sager og henvendelser i et flow.
Som følge af telefontiden var det først den efterfølgende dag, at han kunne fortsætte med sagen.
Klager skal huske det hele i hovedet, fordi han ikke kan skrive noget ned på grund af sin ordblindhed.
Indklagede burde have lavet et system, hvor klager kunne tale uden først at skulle finde en e-mail.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU- direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Hvis nævnet vurderer, at det er åbenbart, at klager – uanset et eventuelt handicap – ikke kan få medhold i sin klage, er det uden betydning, om klager på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Der er ikke i klagen af 1. december 2020 oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager som følge af den statslige enheds indskrænkede telefontid under COVID-19-nedlukningen har været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af den indklagede statslige enhed.
Sagens oplysninger
Sagen er behandlet på grundlag af
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
Klagen af 1. december 2020
•
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde