Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-13752

En mand, som er født i Afghanistan, blev, i løbet af en periode på to måneder, flere gange udtaget til kontrol ved den danske grænse af dansk politi.

Manden kørte i en personbil, som var indregistreret i nabolandet.

Manden mente, at han af grænsepolitiet var blevet chikaneret og forskelsbehandlet på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.

Manden havde oplyst, at en betjent havde bekræftet over for manden, at politiet foretog en ”farvesortering”, og at de primært stoppede udlændinge i forhold til danske statsborgere.

Manden mente også, at han af grænsepolitiet var blevet uberettiget tilbageholdt op til flere gange i længere tid end højst nødvendigt.

Manden havde til støtte for sin påstand henvist til lydfiler, som han trods opfodringer hertil ikke havde forelagt for nævnet.

Politikredsen havde for nævnet oplyst, at der var retningslinjer for kontrolarbejdet ved grænsen, og at en af opgaverne var at finde personer, som ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.

I den forbindelse spillede hudfarve ingen rolle for, hvem der hyppigst blev udtaget til kontrol.

Politikredsen forklarede desuden, at politiets sagsbehandling til tider kan trække ud af mange forskellige årsager.

Nævnet vurderede på den baggrund, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med grænsepolitiets udtagelse af klager til kontrol, sigtelse af klager samt sagsbehandlingstid i forbindelse hermed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af race og/eller etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager, som er født i Afghanistan, blev den 9. november 2019 udtaget til kontrol af en betjent ved en dansk grænseovergang.

Klager kørte i en personbil, som var indregistreret i nabolandet.

Klager identificerede sig med et gyldigt dansk pas, men han havde ikke medbragt sit fysiske kørekort.

Klager fremviste en tro- og loveerklæring om, at han havde mistet sit kørekort.

Erklæringen var underskrevet den 8. maj 2019 af dansk politi.

Betjenten adspurgte klager, om han havde anskaffet sig et nyt kørekort i mellemtiden.

Til dette svarede klager ifølge politiets rapport

”nej, ”grundet dovenskab”.

”

Det fremgår desuden af rapporten, at klager forklarede, at

”han ikke mente han kunne blive sigtet for forholdet, når han havde førerret, men bare ikke havde det fysiske kort.

”

Klager blev sigtet for ikke at have medbragt kørekort og fik en bøde på 1.000 kr. Hverken klager eller hans medpassager havde kort eller kontanter på sig.

Klagers pas blev derfor efterladt som sikkerhed for betaling hos betjenten.

Den 12. november 2019 kørte klager tilbage til grænsen og betalte bøden på 1.000 kr. Klager forklarede, at han fortsat nægtede forholdet.

Han blev af betjenten gjort bekendt med, at bøden ville blive tilbageført, såfremt han fik medhold.

Den 17. december 2019 kørte klager over grænsen og blev stoppet af den samme betjent, som havde stoppet ham den 9. november 2019.

Klager viste sit kørekort til betjenten, men han havde ikke medbragt sit pas.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. marts 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr. Klager har henvist til godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26 samt for uberettiget tilbageholdelse op til flere gange i længere tid end højst nødvendigt.

I klagen er der henvist til flere bilag samt lydfiler, som klager ikke har forelagt for Ligebehandlingsnævnet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet chikaneret og forskelsbehandlet på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.

Klager blev ved kontrollen den 9. november 2019 tilbageholdt i halvanden time.

Den 12. november 2019 ventede han i en time på at få udleveret sit pas.

Klager blev stoppet igen den 16. november 2019, hvor militæret eller politiet ved grænsen oplyste, at de ved stikprøvekontrol stoppede hver 10. eller 12. bil.

En betjent ved grænsen bekræftede den 17. november 2019, at politiet foretager en ”farvesortering”, og at dette ikke er en hemmelighed.

Politiet ved grænsen stoppede primært udlændinge i forhold til danske statsborgere.

Den 5. december 2019 fik klager aktindsigt i rapporterne fra politiet.

Afhøringsrapporten var behæftet med væsentlige fejl og bar blandt andet præg af betjentens subjektive holdninger og konklusioner mv.

Den 17. december 2019 oplyste klager til betjenten, som stoppede ham, at klagers mor, som boede tæt på grænsen, havde det skidt på grund af hjerteproblemer, og at han derfor havde travlt.

Betjenten oplyste, at klager ville blive hentet af to soldater og kørt til stationen for at betale en bøde som følge af det manglede pas.

Betjenten oplyste også, at klager ville komme til at vente i lang tid.

Klager blev sigtet uden at betjenten oplyste ham om retten til ikke at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1.

Klager havde efterfølgende en samtale med de to soldater, som fortalte, at det var forskelligt, hvad politiet gjorde ved grænsen.

En af bilerne, som politiet forinden havde stoppet, havde fået lov til at køre videre på trods af, at en af passagererne ikke havde pas med.

Klager ventede halvanden time, før han kunne komme videre.

Betjenten oplyste, at der havde været meget frem og tilbage, fordi klager var flyttet til grænselandet og derfor talte som en udlænding.

Klager svarede til dette, at han ikke lige var flyttet.

Klagers oplevelser ved grænsen har i høj grad påvirket hans hverdag i yderst negativ retning såvel som hans trivsel på arbejde.

Han har haft flere nætter med dårlig søvn.

På grund af de ubehagelige oplevelser ved grænsen flyttede han fra byen, som han boede i i grænselandet.

Den indklagede politikreds gør gældende, at klager ikke er blevet chikaneret og forskelsbehandlet på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.

Indklagede har over for nævnet oplyst, at klager har sendt en lignende klage til politikredsen, som er blevet behandlet som en klage over politiets dispositioner.

Den pågældende politikreds traf afgørelse i sagen den 6. november 2020, og indklagede henholder sig i det hele til denne.

Det fremgår af afgørelsen af 6. november 2020, at det kan bekræftes, at politiet med mellemrum udfører stikprøvekontrol i forbindelse med indrejsekontrol, hvilket eksempelvis kan betyde, at personalet vinker hver 10. bil ind til kontrol.

Politiet foretager ikke "farvesortering" i forbindelse med grænsekontrollen og har ikke en drejebog.

Der er udfærdiget retningslinjer for kontrolarbejdet, som følger de overordnede beslutninger om, hvordan kontrollen skal udføres.

En af opgaverne handler blandt andet om at finde personer, der ikke har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.

I den forbindelse spiller hudfarve ingen rolle for, hvem der hyppigst bliver udtaget til kontrol.

Politiets sagsbehandling kan til tider trække ud af mange forskellige årsager.

Der kan blandt andet være tale om tilfælde, hvor en sigtet med bopæl i udlandet skal betale en bøde på stedet og ikke har midlerne umiddelbart tilgængelige.

Hvis de nødvendige midler kan fremskaffes inden for en overskuelig tidshorisont, venter politiet ofte gerne på det.

En anden situation kan være, at de nødvendige dokumenter ikke er til stede, men inden for en overskuelig tid kan fremskaffes.

Også i dette tilfælde venter politiet ofte gerne på, at de rette dokumenter kan fremskaffes.

Betjenten, som stoppede klager den 9. november 2019, kan ikke erindre, hvor længe sagsbehandlingen stod på.

Klager havde ikke medbragt kørekort, men foreviste i stedet en tro- og loveerklæring om, at kørekortet var mistet.

Erklæringen var dog så gammel, at der godt kunne være skaffet et nyt kørekort i mellemtiden.

Det blev af politiet besluttet, at der skulle betales på stedet.

Klager blev forespurgt til betalingsmuligheder.

Aftalen blev, at klager efterlod sit pas som sikkerhed for derefter at køre til den nærliggende bankautomat, hvor klager skulle hæve penge.

Passet blev på intet tidspunkt beslaglagt.

Klager kom ikke tilbage resten af betjentens vagt for at afhente passet.

Det har ikke været muligt at identificere de to hændelser, som klager har beskrevet henholdsvis den 16. og 17. november 2019.

Der er hverken skrevet en sag eller gjort notater.

I forhold til hændelsen den 17. december 2019 fremgår det af afgørelsen, at klager blev fjendtlig anlagt over for betjenten, efter at han havde sigtet klager, og at betjenten blev truet af klager.

Betjenten erindrede ikke, hvad der ellers blev sagt i forbindelse med den pågældende episode.

Det fremgår af politiets notater, at klager blev gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig til politiet.

Den indklagede politikreds afgjorde, at der ikke var anledning til at kritisere eller beklage politiets dispositioner i forbindelse med de konkrete episoder, som klager havde beskrevet, og som tillige var registreret i politiets systemer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Klager, som er født i Afghanistan, blev udtaget til grænsekontrol den 9. november 2019 og den 17. december 2019.

Klager har for nævnet oplyst, at en betjent ved grænsen 17. november bekræftede, at grænsepolitiet laver en ”farvesortering”.

Klager har desuden hævdet, at han blev uberettiget tilbageholdt op til flere gange i længere tid end højst nødvendigt.

Klager har til støtte for sin påstand henvist til lydfiler, som han trods opfordringer hertil ikke har forelagt for nævnet.

Den indklagede politikreds har bestridt at have oplyst til klager, at der ved grænsen foretages en ”farvesortering”.

Politikredsen har oplyst, at hudfarve ingen rolle spiller for, hvem der hyppigst bliver udtaget til kontrol.

Politikredsen har i øvrigt bestridt at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af race/etnisk oprindelse.

Nævnet vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

•

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling