Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0648
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0648
Fagbladet 3F får kritik for manglende forelæggelse af udtalelse
Fagbladet 3F bragte i maj måned en artikel om skattebetaling blandt en virksomheds bude.
Artiklen tog udgangspunkt i oplysninger fra Skattestyrelsen, som virksomheden var blevet forelagt før offentliggørelsen af artiklen.
I omtalen indgik en udtalelse fra en folketingspolitiker.
Virksomheden klagede blandt andet over, at virksomheden ikke havde fået forelagt udtalelsen fra folketingspolitikeren inden offentliggørelsen af artiklen.
Pressenævnet fandt, at udtalelsen fra folketingspolitikeren indeholdt beskyldninger af en sådan karakter, at de burde være blevet forelagt for virksomheden inden offentliggørelsen af artiklen.
Pressenævnet udtalte derfor kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Tre ud af fire [Klager]-bude har problemer med skattebetalingen” , som blev bragt den 19. maj 2021 på Fagbladet 3Fs netavis, fagbladet3f.dk, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder grove beskyldninger, som burde have været forelagt for virksomheden inden offentliggørelsen.
[Klager] har også klaget over, at den berigtigelse af ukorrekte oplysninger i artiklen, som Fagbladet 3F foretog efter offentliggørelsen, ikke var tilstrækkelig synlig.
1 Sagsfremstilling
Forud for offentliggørelsen
Pressenævnet har fra [Klager] [herefter benævnt [Klager], Pressenævnet ] modtaget kopi af parternes mailkorrespondance forud for artiklens offentliggørelse.
Det fremgår, at Fagbladet 3F den 3. maj 2021 kl.
11:46 henvendte sig til [Klager] med følgende mail
”Hej [Kommunikationschefen]
Vi skriver en ny artikel på baggrund af et notat fra Skattestyrelsen, der viser, at der i 72 procent af tilfældene er problemer med skattebetalingen blandt [Klager]s momsregistrerede bude.
Indtil videre er der kontrolleret et beløb på 1,2 millioner kroner fra 390 budes indtægter i 2019.
Jeg vil derfor gerne bede om jeres kommentar til sagen inden klokken 16 i dag.
Dokumentet fra Skattestyrelsen kan ses her: https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/SAU/spm/331/index.htm
Jeg ser frem til at høre fra jer.
”
Hertil svarede [Klager] samme dag, kl.
14:18 følgende
”Hej [Journalisten]
Hermed citat som jeg forventer vil blive brugt i fuld længe og som en del af jeres
artikel: 'Efter konkret aftale med Skattestyrelsen indberetter vi allerede detaljerede
skatteoplysninger for såvel momsregistrerede som ikke-moms-registrerede kurérpartnere.
Vi har dertil foreslået Skattestyrelsen løsninger, som en gang for alle kan få løst udfordringerne som cirka 300.000 små selvstændige erhvervsdrivende i Danmark kan have med en kompleks skatte- og momslovgivning.
'”
Den påklagede artikel
Fagbladet 3F bragte den 19. maj 2021 kl.
04.00 artiklen ”Tre ud af fire [Klager]-bude har problemer med skattebetalingen.
” Artiklen har følgende underrubrik
”Der er "udfordringer" med at overholde skattereglerne hos [Klager]s madbude, lyder det fra skatteministeren, der lover mere kontrol på området.
Af artiklen fremgår
Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler skat og moms af deres indtægter.
[Sætningen ” Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler skat og moms af deres indtægter ” er efterfølgende ændret til: ” Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler den skat og moms af deres indtægter, som de bør ”, Pressenævnet ]
Fagbladet 3F kan afsløre, at tre ud af fire [Klager]-bude ikke har betalt den korrekte skat og moms i løbet af 2019.
I alt mangler der at blive betalt 1,2 millioner kroner til statskassen, men det tal kan meget vel vokse, da kontrollen ikke forventes at være færdig før i løbet af næste år.
Det viser den foreløbige kontrolindsats, som Skattestyrelsen foretager hos [Klager].
Den finske madleveringsplatform [Klager] anser budene for at være selvstændige freelancere og forventer derfor, at budene selv afregner med Skat.
Med denne forretningsmodel slipper [Klager] for at betale både arbejdsmarkedsbidrag og kildeskat, når virksomheden udbetaler løn til sine madbude.
Tidligere havde den nu lukkede platformstjeneste Ubers chauffører store vanskeligheder med at svare Skat.
Her var der fejl i 99 procent af skatteindbetalingerne.
At tallet ikke er helt så højt hos [Klager] kan skyldes, at kontrollen kun omfatter de 390 mest aktive madbude, som er momsregistrerede, fordi de har tjent mere end 50.000 kroner på et år.
Derfor er det langtfra sikkert, at der blandt hovedparten af de omkring 3.500 lyseblå [Klager]-bude har været bedre styr på skattebetalingen.
[Klager] har modsat Uber valgt at indberette deres budes indtægter til myndighederne.
Men [Klager] har ikke indberettet gruppen af momsregistrerede budes indkomster, skriver Skattestyrelsen i notatet, som kan læses her.
Massive problemer
Enhedslistens skatteordfører, [Folketingspolitikeren], mener, at det er et stort problem, at skatten ikke bliver betalt.
- Når tre fjerdedele ikke har styr på skattebetalingen, så må man konstatere, at der er massive problemer med at overholde reglerne, siger han til Fagbladet 3F.
[Folketingspolitikeren] mener, at der er tale om ulige konkurrencevilkår, fordi [Klager]s forretning er baseret på, at der ikke bliver betalt skat.
- Det er jo svært at være en virksomhed, der ønsker ordentlige forhold, hvis konkurrenterne har en forretningsmodel, der i praksis tilsyneladende indebærer, at der ikke bliver betalt skat, siger han.
I bund og grund handler det om, at de virksomheder, der tilbyder de dårligste arbejdsvilkår, ikke skal vinde frem, mener han.
- Det handler om, at manglende kontrol ikke må føre til elendige arbejdsvilkår, hvor virksomheder med de ringeste forhold vinder frem, siger [Folketingspolitikeren].
Fagbladet 3F har tidligere kunnet afsløre, at [Klager] er blandt fire platformsvirksomheder, som Skattestyrelsen er i gang med at kontrollere.
Her forventer myndighederne en samlet skatteregning på op mod 20 millioner kroner.
Skatteminister: Kontrolindsatsen bliver styrket
I et skriftligt svar til Fagbladet 3F skriver skatteminister Morten Bødskov (S), at han ikke kan udtale sig om konkrete sager.
- Skattestyrelsens kontroller har vist, at der er udfordringer med at overholde reglerne blandt personer med indtægter fra arbejdsplatforme, skriver ministeren og tilføjer, at kontrollen vil blive styrket.
- Jeg kan generelt sige, at Skattestyrelsen har fokus på, at reglerne på området bliver overholdt.
Skattestyrelsen gennemfører løbende kontrol med personer, der har indtægt fra arbejdsplatforme.
Denne kontrolindsats vil blive styrket som led i anden etape af den kontrolreform, som regeringen og alle partier i Folketinget har indgået, skriver Morten Bødskov.
Ministeren har ikke ønsket at stille op til interview om, hvordan han forholder sig til udfordringerne.
[Klager]: Vi indberetter allerede
[Klager]s kommunikationschef, [Kommunikationschefen], skriver til Fagbladet 3F, at [Klager] nu “indberetter detaljerede skatteoplysninger for såvel momsregistrerede som ikke-momsregistrerede kurérpartnere.
”
Det skyldes, at Skattestyrelsen siden januar 2020 har indhentet oplysninger om [Klager]s bude til brug i deres kontrol.
- Vi har dertil foreslået Skattestyrelsen løsninger, som én gang for alle kan få løst udfordringerne, som cirka 300.000 små selvstændige erhvervsdrivende i Danmark kan have med en kompleks skatte- og momslovgivning, skriver [Kommunikationschefen] i en mail til Fagbladet 3F.
”
Efter offentliggørelsen
Efter artiklens offentliggørelse den 19. maj 2021 kl.
04:00 modtog Fagbladet 3F en telefonisk henvendelse fra [Klager] samme dag kl.
07:45.
Indledningen til artiklen blev på baggrund af henvendelsen fra [Klager] kl.
8:34 ændret fra: ” Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler skat og moms af deres indtægter ” til: ” Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler den skat og moms af deres indtægter, som de bør ”.
Fagbladet 3F sendte herefter kl.
8:54 følgende mail til [Klager]
”Hej [Kommunikationschefen]
Som aftalt, hermed vores svar
1) Den ønskede rettelse fremgår tydeligt i artiklen lige efter indledningen.
2) I skal selvfølgelig have fremlagt [Folketingspolitikeren]s kritik, hvilket vi fremover vil være særligt opmærksomme på sker.
I har mulighed for at sende jeres kommentar til kritikken til os, så skal vi opdatere artiklen.
”
[Klager] fremkom herefter ikke med en kommentar.
Fagbladet 3F har ikke ved særskilt nyhed eller i artiklen gjort opmærksom på, at artiklen er opdateret, og at indledningen er ændret efter offentliggørelsen.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Forelæggelse
[Klager] har anført, at den påklagede artikel indeholder skadelige og krænkende oplysninger, som i overensstemmelse med punkt A.
3 i de presseetiske regler burde have været forelagt for virksomheden inden offentliggørelsen.
[Klager] har henvist til følgende uddrag fra artiklen, der indeholder grove og fordrejende udsagn, som [Klager] ikke fik lejlighed til at forholde sig til inden offentliggørelsen
¨Enhedslistens skatteordfører, [Folketingspolitikeren], mener, at det er et stort problem, at skatten ikke bliver betalt.
- Når tre fjerdedele ikke har styr på skattebetalingen, så må man konstatere, at der er massive problemer med at overholde reglerne, siger han til Fagbladet 3F.
[Folketingspolitikeren] mener, at der er tale om ulige konkurrencevilkår, fordi [Klager]s forretning er baseret på, at der ikke bliver betalt skat.
- Det er jo svært at være en virksomhed, der ønsker ordentlige forhold, hvis konkurrenterne har en forretningsmodel, der i praksis tilsyneladende indebærer, at der ikke bliver betalt skat, siger han.
I bund og grund handler det om, at de virksomheder, der tilbyder de dårligste arbejdsvilkår, ikke skal vinde frem, mener han.
”
[Klager] har særligt fremhævet følgende urigtige og potentielt skadelige påstande fra uddraget: ”stort problem, at skatten ikke bliver betalt” , ”ulige konkurrencevilkår” , ”[Klager]s forretning er baseret på, at der ikke bliver betalt skat” og ”en forretningsmodel, der i praksis tilsyneladende indebærer, at der ikke bliver betalt skat” .
[Klager] har henvist til en tidligere kendelse fra Pressenævnet [Finans.dk får kritik for manglende forelæggelse – Pressenævnet (pressenaevnet.dk) ] (sag nr. 2019-80-0317) og anført, at den er helt sammenlignelig med nærværende sag.
Korrekt information og berigtigelse
[Klager] har herefter anført, at den påklagede artikel indeholder forkerte oplysninger, og at dette er en overtrædelse af punkt A.
1. i de presseetiske regler.
[Klager] har i den forbindelse henvist til, at det ved offentliggørelsen fremgik af indledningen til artiklen, at: ”Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler skat og moms af deres indtægter” .
Hertil har [Klager] anført, at denne indledning er fejlagtig, og at der ikke er faktuelt belæg for påstanden om, at budene ikke betaler skat og moms af deres indtægter.
Skattestyrelsens kontrol viser, at et udsnit af de kontrollerede kurérparter (72 procent af 218 kontroller) har fået efterreguleret skatte- og momsbetaling.
Derfor er der ikke dokumentation for, at budene helt undlader at betale skat og moms.
Hertil kommer, at efterregulering i forbindelse med skattekontroller er almindeligt.
Niveauet i [Klager] (72 procent) ligger på niveau med gennemsnittet i dansk erhvervsliv.
[Klager] har som dokumentation henvist til en artikel, publiceret på Dansk Industris hjemmeside i 2019, der omtaler, at næsten 70 procent landets mindste virksomheder laver fejl i indberetningerne til Skattestyrelsen.
På baggrund heraf har [Klager] anført, at det er agtelsesforringende og faktuelt forkert, når artiklen med sit ordvalg og betoning beskriver, at: ”Det står nu helt klart”, og at mange af [Klager]s bude ”ikke betaler skat og moms af deres indtægter”.
[Klager] har oplyst, at virksomheden samme dag, som artiklen blev offentliggjort, gjorde Fagbladet 3F opmærksom på fejlen, hvorefter Fagbladet 3F ændrede indledningen til følgende ordlyd: ”Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler den skat og moms af deres indtægter, som de bør” .
Denne berigtigelse skete dog ikke i en sådan form, at læserne blev gjort opmærksomme på berigtigelsen, hvilket ikke udgør en tilstrækkelig berigtigelse efter punkt A.
7. i de presseetiske regler.
[Klager] har afslutningsvist anført, at de har noteret sig indrømmelserne fra Fagbladet 3F, men at [Klager] har et andet billede af retteprocessen, men at [Klager] alene ønsker Pressenævnets stillingtagen til de fremsatte klagepunkter.
2.2 Fagbladet 3Fs synspunkter
God presseskik
Forelæggelse
Fagbladet 3F har fremhævet, at [Klager], inden offentliggørelsen, blev konfronteret med hovedvinklen i artiklen, og at [Klager] i den anledning fremkom med et skriftligt svar.
Mediet har i den forbindelse oplyst, at artiklen er en del af en artikelserie om forholdene for [Klager]-bude i Danmark.
Fagbladet 3F har bedt [Klager] om adskillige interviews i løbet af artikelserien, men [Klager] har afvist at stille op til interview.
Fagbladet 3F har medgivet, at citatet fra [Folketingspolitikeren] ikke er blevet forelagt [Klager], hvilket er en fejl, som blev forsøgt rettet meget hurtigt.
Fagbladet 3F har herefter om forløbet beskrevet, at journalisten bag artiklen, kl.
7:45 på dagen for artiklens offentliggørelse, blev ringet op af [Klager], som ønskede en ændring af artiklen.
Journalisten havde på dette tidspunkt ikke mulighed for at besvare opkaldet og henviste til den vagthavende nyhedsredaktør.
Kl 8:08 besvarede journalisten [Klager]s henvendelse og medgav, at [Klager] ikke var blevet forelagt kritikken fra [Folketingspolitikeren].
[Klager] blev i den forbindelse telefonisk oplyst om, at de ville få mulighed for at svare på kritikken, og at svaret ville blive tilføjet til artiklen, så snart [Klager] havde leveret et citat.
Kl.
8:54 fulgte Fagbladet 3F skriftligt op over for [Klager].
Af svaret fremgik det, at den ønskede rettelse nu fremgik af artiklens indledning.
Samtidig fik [Klager] mulighed for at fremsende en kommentar til [Folketingspolitikeren]s kritik med oplysning om, at artiklen ville blive opdateret med [Klager]s svar.
Fagbladet 3F modtog herefter ikke yderligere fra [Klager], hvorfor det er Fagbladet 3Fs begrundede formodning, at [Klager] er mere interesseret i at rejse en sag over for Pressenævnet, end at få en kommentar til kritikken fra [Folketingspolitikeren] med i artiklen.
Korrekt information og berigtigelse
Fagbladet 3F har anført, at det af indledningen til artiklen fremgår, at der er ”mange [Klager]-bude, der ikke betaler skat og moms”, og at dette udsagn bringes på baggrund af notatet fra Skattestyrelsen.
Udsagnet bør i øvrigt læses i den fulde sammenhæng, hvoraf det videre af artiklen fremgår, at mange bude ikke betaler ”den korrekte skat og moms”.
Fagbladet 3F har videre oplyst, at artiklen er en del af en artikelrække, hvor fagbladets journalist har taget job som [Klager]-bud og talt med andre bude om blandt andet skattebetaling, hvilket er belyst i andre artikler.
Fagbladet har derfor afdækket området med både erfaringskilder ([Klager]-bude) og myndighedskilder og derved godtgjort, at der er problemer med manglende skattebetalinger blandt [Klager]-bude.
Fagbladet 3F har anført, at indledningen til artiklen blev præciseret kort tid efter henvendelsen fra [Klager], således at den blev ændret fra: ”Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler skat og moms af deres indtægter” til: ”Det står nu helt klart, at mange af [Klager]s bude ikke betaler den skat og moms af deres indtægter, som de bør” .
Indledningen blev hermed mere præcis, men da sammenhængen allerede fremgik af den oprindelige artikel i sætningen umiddelbart efter indledningen, var det vurderingen, at der ikke var behov for at skrive, at artiklen var rettet.
Hertil kommer, at Fagbladet 3F fortsat afventede en tilbagemelding fra [Klager] på den kritik fra [Folketingspolitikeren], som [Klager] i første omgang ikke var blevet forelagt, og at Fagbladet 3F derfor ville skrive denne tilføjelse på som en rettelse.
Fagbladet har i øvrigt anført, at det er normal politik at skrive tidspunkt for rettelser ind, så det er en fejl, at dette ikke er sket.
Fagbladet 3F finder imidlertid ikke, at rettelsen ændrer på artiklens egentlige indhold.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Forelæggelse
[Klager] har klaget over, at Fagbladet 3F i artiklen har bragt ukorrekte og skadelige beskyldninger, som burde have været forelagt for virksomheden inden offentliggørelsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A.
3 og A.
4.
[Klager] har klaget over følgende uddrag fra artiklen
¨Enhedslistens skatteordfører, [Folketingspolitikeren], mener, at det er et stort problem, at skatten ikke bliver betalt.
- Når tre fjerdedele ikke har styr på skattebetalingen, så må man konstatere, at der er massive problemer med at overholde reglerne, siger han til Fagbladet 3F.
[Folketingspolitikeren] mener, at der er tale om ulige konkurrencevilkår, fordi [Klager]s forretning er baseret på, at der ikke bliver betalt skat.
- Det er jo svært at være en virksomhed, der ønsker ordentlige forhold, hvis konkurrenterne har en forretningsmodel, der i praksis tilsyneladende indebærer, at der ikke bliver betalt skat, siger han.
I bund og grund handler det om, at de virksomheder, der tilbyder de dårligste arbejdsvilkår, ikke skal vinde frem, mener han.
”
[Klager] har særligt fremhævet følgende urigtige og potentielt skadelige påstande fra uddraget: ”stort problem, at skatten ikke bliver betalt” , ”ulige konkurrencevilkår” , ”[Klager]s forretning er baseret på, at der ikke bliver betalt skat” og ”en forretningsmodel, der i praksis tilsyneladende indebærer, at der ikke bliver betalt skat” .
Pressenævnet finder, at [Folketingspolitikeren]s udtalelse i artiklen kan være skadelig, krænkende og virke agtelsesforringende for [Klager], idet udtalelsen indeholder grove beskyldninger.
Oplysningerne har endvidere en sådan karakter, at [Klager] burde have fået mulighed for at besvare [Folketingspolitikeren]s beskyldninger i den sammenhæng, de blev bragt.
Pressenævnet udtaler derfor kritik af Fagbladet 3F for at have bragt [Folketingspolitikeren]s beskyldninger uden forudgående forelæggelse for [Klager].
Det kan ikke ændre herpå, at [Klager] har kommenteret den generelle problemstilling i artiklen, og at Fagbladet 3F, umiddelbart efter henvendelsen fra [Klager], tilbød [Klager] at komme med en kommentar til kritikken fra [Folketingspolitikeren].
Korrekt information og berigtigelse
[Klager] har klaget over, at indledningen til artiklen indeholdt forkerte oplysninger, og at berigtigelsen af indledningen som Fagbladet 3F, efter henvendelse fra [Klager], foretog efter offentliggørelsen, ikke er sket korrekt, idet Fagbladet 3F ikke tydeligt har gjort opmærksom på, at artiklen er ændret.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
1. og A.
7.
Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af den oprindelige artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.
Under hensyn til, at artiklen blev offentliggjort den 19. maj 2021 kl.
04:00, hvor det må lægges til grund, at antallet af læsere er begrænset, og tilrettet allerede kl.
8:34, finder Pressenævnet ikke, at den manglende synliggørelse af berigtigelsen af teksten udgør en overtrædelse af de presseetiske regler.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
Pressenævnet har herved lagt vægt på, at udsagnet fremgår af brødteksten, hvor det bliver uddybet i de følgende sætninger og at rettelsen, når den læses i sammenhængen, fremstår som en mindre justering, der ikke ændrer på indholdet.
Pressenævnet bemærker dog, at det grundlæggende er hensigtsmæssigt at synliggøre rettelser til artikler, der foretages på baggrund af henvendelser fra dem, der omtales i artiklen.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fagbladet 3F at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Fagbladet 3F.
[underrubrik]
Fagbladet 3F får kritik for ikke at forelægge grove beskyldninger.
[tekst]
Fagbladet 3F bragte i maj måned en artikel om skattebetaling blandt [Klager]-bude.
Artiklen tog udgangspunkt i oplysninger fra Skattestyrelsen, som [Klager] var blevet forelagt.
Artiklen indeholdt også en udtalelse fra en folketingspolitiker.
Pressenævnet fandt, at udtalelsen indeholdt beskyldninger af en sådan karakter, at de burde være blevet forelagt for [Klager] inden offentliggørelsen af artiklen.
Pressenævnet kritiserer derfor Fagbladet 3F for at have bragt udtalelsen uden at have givet [Klager] mulighed for at forholde sig til beskyldningerne.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse på netavisen
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelses-tekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 16. september 2021