Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0552
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0552
Fyens.dk skal ikke hindre tilgængelighed af artikel om dom for chikane
En person klagede over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at anonymisere eller afindeksere en artikel på fyens.dk fra 2018, som omtalte, at personen i byretten var blevet idømt ét års fængsel i en straffesag vedrørende flere forhold af stalking og chikane.
Personens straf blev i landsretten nedsat til det halve.
På baggrund af sagens karakter og alvor udtalte Pressenævnet ikke kritik af Fyens Stiftstidende for at have afvist at hindre artiklens tilgængelighed godt to år efter dommens afsigelse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende har afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, bragt den 11. december 2018 på Fyens Stiftstidendes netavis fyens.dk, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Fyens Stiftstidende bragte på netavisen fyens.dk den 11. december 2018 artiklen ”Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand” .
Artiklen har følgende underrubrik
”40-årige [Klagers tidligere navn] blev tirsdag ved retten i [Bynavn 1] fundet skyldig i at true og chikanere en lang række offentligt ansatte, herunder rådmand [Rådmanden].
”
Herefter fremgår
”Redaktionen oplyser: Efter denne artikel blev publiceret på Fyens.dk er sagen blevet bedømt i landsretten, hvor straffen til den skyldige er blev halveret.
[Original fremhævning, Pressenævnet ]
Retten i [Bynavn 1] idømte tirsdag 40-årige [Klagers tidligere navn] et års ubetinget fængsel for trusler, omfattende chikane af offentligt ansatte, falske anklager og overtrædelse af tilhold [Ordene ”trusler, omfattende chikane af offentligt ansatte, falske anklager og overtrædelse af tilhold” udgør et link til artiklen ”Få overblik over dommen: Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i [Rådmanden]-sag” , som blev bragt på fyens.dk den 11. december 2018, Pressenævnet ].
Hun blev kendt skyldig i samtlige 28 forhold i anklageskriftet med den begrundelse, at lovovertrædelserne har været af omfattende karakter.
Gennem mere end et år og fire måneder har [Klagers tidligere navn] mindst 135 gange taget chikanerende, truende eller krænkende kontakt over e-mail eller telefon til offentligt ansatte i Fyns Politi og [Bynavn 1] Kommune, herunder rådmand i [Forvaltningen] [Rådmanden].
[Klagers tidligere navn] har blandt andet lavet underretninger om [Rådmanden]s familieforhold, således at rådmanden har fået besøg af socialrådgivere i sit hjem og undersøgt sin evne til at tage vare på sine børn [Ordene ”lavet underretninger om [Rådmanden]s familieforhold, således at rådmanden har fået besøg af socialrådgivere i sit hjem og undersøgt sin evne til at tage vare på sine børn.
” udgør et link til artiklen ”[Rådmanden]: Det er grænseoverskridende, at andre skal vurdere, om man er en god mor” , bragt den 28. november 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ].
- Det er uhyggeligt, at de ([Rådmanden]s børn, red.) vokser op i et hjem, hvor det er i orden at lave mobning og chikane, sagde den 39-årige under et af sagens i alt fem retsmøder.
Her henviste hun angiveligt til, at hun selv har følt sig chikaneret og uretfærdigt behandlet i rådmandens forvaltning.
Hun har forklaret, at hun ikke har haft til hensigt at genere nogen, men at hun har forsøgt at råbe myndighederne op, fordi hun har mistet retten til at se sin søn i en børnesag.
- Jeg var en mor, der var fyldt af chok, sorg og smerte over at have mistet min søn på en løgn, har hun udtalt i retten.
Trusler og tilhold
Ud over chikane af offentligt ansatte blev [Klagers tidligere navn] dømt for trusler og for at have overtrådt tilhold og indgivet falske anklager.
En del af disse forhold involverer sønnens fars advokat, som hun blandt andet har truet med børnebortførelse.
- Du har kidnappet min søn, så nu tager jeg til [Bynavn 2] og tager din datter, har hun blandt andet sagt til advokaten.
Fyens Stiftstidende har tidligere fortalt, at anklager i sagen [Anklageren] og forsvarer [Forsvareren] har været betydeligt uenige om sagens strafudmåling [Ordene ”anklager i sagen [Anklageren] og forvarer [Forsvareren] har været betydeligt uenige om sagens strafudmåling” udgør et link til artiklen ”Stor uenighed i sag om chikane mod rådmand: - Anklager tegner et billede af en vred, ildspyende kvinde” , bragt den 29. november 2018 på fyens.dk, Pressenævnet ].
[Forsvareren] mener, at sagen er ude af proportioner.
- [Klager] har fuldt forstået de signaler, der er blevet sendt, og hun er fuldt ud klar over, at hun skal holde sig fra at tage kontakt.
Det ville være fuldstændig idiotisk af hende at foretage sig mere i den her sag, forklarede han, da han tirsdag endnu engang anmodede om at få [Klagers tidligere navn] løsladt fra varetægtsfængsling.
Retten afviste at løslade den 40-årige, der har været fængslet siden 31. juli.
Hun valgte allerede ved afsigelsen af anke sin dom til frifindelse.
”
Øvrige oplysninger
Den 16. april 2019 bragte Fyens Stiftstidende på fyens.dk artiklen ”Truede rådmand og politi: Kvinde fik halveret straf i landsretten” om landsrettens dom i sagen mod [Klagers tidligere navn].
Af artiklen fremgår
”Hun har lært lektien og mærket konsekvensen.
Det var konklusionen på den dom, som Østre Landsret i [Bynavn 1] i sidste uge afsagde over en 40-årig kvinde.
Kvinden blev i december idømt et års ubetinget fængsel ved retten i [Bynavn 1] for omfattende trusler mod en række offentligt ansatte, herunder [Forvaltningen]rådmand i [Bynavn 1], [Rådmanden].
I byretten blev en varetægtsfængsling af kvinden opretholdt efter dommen, men hun er siden blevet løsladt igen.
Og hun skal ikke i fængsel, hvis hun afstår fra at komme med nye trusler.
For da landsretten skulle udmåle straffen endte det i en halvering af straffen fra et til et halvt års ubetinget fængsel.
Og da kvinden allerede har siddet varetægtsfængslet i fem måneder i forbindelse med sagen, så anser retten straffen for afsonet, hvis hun ellers ikke begår ny kriminalitet i prøvetiden.
Egentlig havde kvinden anket sin byretsdom i håb om frifindelse, men da sagen blev behandlet ved Østre Landsret var det ene og alene straffens længde, som dommerne skulle tage stilling til - efter ønske fra kvinden og hendes forsvarer.
Dermed erkendte hun også, at hun var skyldig i de 28 tilfælde af trusler, falske anklager og overtrædelse af tilhold, som hun blev dømt for i december.
Gennem mere end et år og fire måneder tog kvinden mindst 135 gange kontakt over e-mail til offentligt ansatte i Fyns Politi og [Bynavn 1] Kommune - og altså også rådmanden for [Forvaltningen].
Indholdet af de mange mails var enten chikanerende, truende eller krænkende.
[…] ”
[Klager], tidligere [Klagers tidligere navn], anmodede på en for Pressenævnet ukendt dato Fyens Stiftstidende om at hindre artiklens tilgængelighed på fyens.dk.
Anmodningen blev den 18. september 2020 afvist af Fyens Stiftstidende.
[Klager]s klage over Fyens Stiftstidendes afslag er modtaget i Pressenævnet den 18. september 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om hende, som er skadelige og krænkende for hende og hendes barn.
Det fremgår af artiklen, at [Klager], tidligere [Klagers tidligere navn], har udsat flere offentligt ansatte for chikane og trusler, når faktum er, at [Klager] anmodede flere offentligt ansatte om hjælp til den samværschikane, hun i samme periode blev udsat for.
Siden 2017 har [Klager] afventet et møde med [Bynavn 1] Kommune med advokat [Advokaten] – en ventetid, der resulterede i en slem depression og en belastningsreaktion.
I 2016 blev [Klager] beskyldt for at ville bortføre sit eget barn.
Da det ikke skete blev klager i 2018 pludselig beskyldt for at ville bortføre bortførelsesadvokatens børn, og da det heller ikke skete, blev klager beskyldt for at ville bortføre bortførelsesadvokatens kollegas børn.
I samme tidsrum var [Klager] imidlertid på krisecenter i [Bynavn 3], hvor hun forsøgte at få igangsat konfliktmægling.
To krisecentre vurderede i den periode, at [Klager] blev udsat for massiv chikane, og at hun var truet.
Videoovervågning kan dokumentere, at [Klager] ikke forlod [Bynavn 3] i den periode, og alligevel er hun blevet dømt for forhold på Fyn – et faktum, der er blevet overset af Fyens Stiftstidende.
Da [Klager] anlagde erstatningssag og klagede til politiet og kommunen igen og igen, blev hun sigtet for chikane og trusler.
Dette til trods for, at Ankestyrelsen havde givet [Klager] medhold i, at hun havde været udsat for massiv chikane.
Fyens Stiftstidende har ikke ønsket at beskrive [Klager]s side af sagen i artiklen.
Klager er ikke kommet til orde, og Fyens Stiftstidende har efterfølgende nægtet at lade klager tage til genmæle over for beskyldningerne.
Artiklen er ikke objektiv, og avisen har ikke levet op til deres eget etiske regelsæt, hvori de skriver, at de altid hører begge parter i en sag.
[Klager] blev idømt ét års fængsel i byretten, mens landsretten formildede straffen til seks måneder med den begrundelse, at der var tale om en forældremyndighedssag og ikke en børnesag, som Fyens Stiftstidende ellers har skrevet.
En forældremyndighedssag, der i øvrigt er underlagt tavshedspligt.
Med artiklen bliver [Klager] alligevel hængt ud på Google på grund af en dom på seks måneders fængsel, selvom dømte med en dom på under ét års fængsel skal anonymiseres.
[Klager] har anført, at det er meget krænkende og voldsomt for hende at skulle læse artikler om, at hun har mistet sit barn, når faktum er ganske anderledes.
Hertil kommer, at hendes dom var afsonet den 9. januar 2019.
At blive udsat for ”skamstrafning” / shame punishing er uhørt udemokratisk.
At få en dom på seks måneder som ustraffet og derpå blive skamstraffet i pressen er ekstremt uetisk over for [Klager]s barn og hende selv.
Mediernes hetz mod [Klager] har påført hende en belastningsreaktion og resulteret i et selvmordsforsøg i arresten.
Efter rådføring med en psykolog har [Klager] set sig nødsaget til at skifte efternavn og lukke alle sociale medier.
Klager har desuden betalt en advokat for at anmode om at få slettet sit navn fra artiklen, hvilket Fyens Stiftstidende har ignoreret.
Psykiater [Psykiateren] har vurderet, at [Klager] har været udsat for massiv chikane.
Samme psykiater har lavet undersøgelser for Arbejdsmedicinsk Klinik, der konkluderer, at det er invaliderende at blive udsat for en mediehetz af ens privatliv.
[Klager] har nu været hængt ud i artiklen i godt to år, så Fyens Stiftstidende har ingen grund til at fastholde de urigtige og ensidige oplysninger i artiklen.
Det er grusomt for [Klager], at hendes barn kan læse på internettet, at han har mistet sin mor.
[Klager] har henvist til, at Pressenævnet i nævnets sag nr. 2019-80-0437 har udtalt kritik af en artikel, der indeholdt omtale af en tvangsfjernelse.
Klager vil sætte stor pris på, hvis Pressenævnet vil anmode Fyens Stiftstidende om at slette hendes navn fra de usande artikler og berigtige de urigtige oplysninger.
2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter
Anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
Fyens Stiftstidende har indledningsvist bemærket, at avisen undrer sig over nærværende klage, da Pressenævnet to gange tidligere har taget stilling til klager fra [Klager] over artiklen.
Første gang i december 2019, hvor Pressenævnet i sag nr. 2019-80-0336 ikke fandt grundlag for at kritisere Fyens Stiftstidende for at have afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen fra fyens.dk, og senest i januar 2020, hvor nævnet, i sag nr. 2019-80-0422, afviste en anmodning om genoptagelse af førnævnte klagesag.
Nævnet afviste at genoptage behandlingen af sagen, da der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne berettige en afindeksering af artiklen.
Fyens Stiftstidende har herefter anført, at der heller ikke med denne klage fra [Klager] er fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at afvige fra avisens praksis om ikke [Original fremhævning, Pressenævnet ] at ændre eller afindeksere indhold fra nogen af avisens platforme, hvis ikke indholdet er faktuelt forkert.
Fyens Stiftstidende betragter sin produktion af indhold som løbende skrivning af danmarkshistorie og af stor og blivende værdi.
Og den påklagede artikel omhandler domfældelsen i en både væsentlig og alvorlig sag om trusler og chikane mod offentligt ansatte.
På den baggrund har Fyens Stiftstidende fastholdt beslutningen om at afslå [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen
Klagefrist
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 2, at klager over
overtrædelse af god presseskik kan rettes til det pågældende massemedie selv eller direkte til
Pressenævnet.
I begge tilfælde er klagefristen 12 uger efter offentliggørelsen.
En anmodning
om sletning af en artikel i medfør af punkt B.
8 i de vejledende presseetiske regler kan rettes
til mediet også efter udløbet af den lovbestemte klagefrist.
Den påklagede artikel blev offentliggjort den 11. december 2018, og [Klager]s klage er således indgivet mere end 12 uger efter artiklens offentliggørelse.
Pressenævnet kan derfor alene tage stilling til klagen for så vidt angår [Klager]s anmodning om hindring af artiklens tilgængelighed i medfør af punkt B.
8.
Interne retningslinjer
[Klager]s har klaget over, at Fyens Stiftstidende ikke har levet op til sine egne etiske retningslinjer.
Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om Fyens Stiftstidendes egne etiske retningslinjer er overholdt.
Dette forhold behandles derfor ikke.
Anonymisering og afindeksering – punkt B.
8
[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ”Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand” , som blev bragt på fyens.dk den 11. december 2018.
Generelt om punkt B.
8
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.
Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.
8.
Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.
Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B.
8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.
Den konkrete sag
Artiklen omtaler, at [Klagers tidligere navn], nu [Klager], i en straffesag ved Retten i [Bynavn 1] blev kendt skyldig i 28 forhold og idømt en fængselsstraf på ét år for blandt andet at have udøvet chikane mod en rådmand i [Bynavn 1] Kommune.
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, hvilket Fyens Stiftstidende har fremhævet øverst i den påklagede artikel, at Østre Landsret i april 2019 afsagde dom i ankesagen, hvor straffen blev formidlet, og [Klager] blev idømt en fængselsstraf på seks måneder.
Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra december 2018 med omtalen af domfældelsen af [Klager] indeholder oplysninger af personfølsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for klager.
Pressenævnet finder samtidig, at det på baggrund af sagens karakter og alvor ikke kan anses for en overtrædelse af god presseskik at afvise anmodningen om at hindre artiklens tilgængelighed kun omkring to år efter dommens afsigelse.
Hertil kommer, at [Klager] siden offentliggørelsen har skiftet sit efternavn, og at hun dermed umiddelbart ikke er identificerbar i artiklen.
Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed.
Afgjort den 13. april 2021