Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - ej medhold

J.nr. 20-48196

En kvinde ønskede at opholde sig i det indklagede område med spisesteder, men blev nægtet dette, da hun ikke ville tage et mundbind på.

Mundbindskravet var indført som følge af den globale COVID-19 pandemi.

Kvinden er efter det oplyste undtaget fra kravet om at bære mundbind som følge af angst og vejrtrækningsbesvær.

På trods af flere opfordringer fra Ligebehandlingsnævnet indsendte kvinden ikke dokumentation for sit handicap.

Kvinden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Den konkrete afgørelse

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med anvendelsen af mundbind.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager ønskede den 31. oktober 2020 at opholde sig i det indklagede område med spisesteder, men blev nægtet dette, da hun ikke ville tage et mundbind på.

Klager er efter det oplyste undtaget for kravet om at bære mundbind som følge af angst og vejrtrækningsbesvær.

Ifølge oplysningerne i klagen ankom klager til det indklagede område med spisesteder sammen med en række personer, der alle var undtaget for kravet om at bære mundbind.

Klager har oplyst, at medarbejderne i døren afviste hele gruppen på cirka ti personer, da klager og de øvrige personer i gruppen ikke ville tage et mundbind på.

Klager har oplyst, at det indklagede område med spisesteder tilkaldte politiet som følge af episoden.

Politiet førte klager og resten af gruppen væk fra området.

Klager havde i den forbindelse en samtale med politiet, hvilket hun videofilmede.

Klager har desuden oplyst, at hun og resten af gruppen efterfølgende politianmeldte det indklagede område med spisesteder.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. november 2020.

Klager har i klagen fremsat krav om, at hun som minimum bør tilkendes en godtgørelse svarende til tre måneders løn.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede ved brev af 10. november 2020 klager om at fremsende dokumentation for handicap eksempelvis i form af lægelige oplysninger, der beskriver handicappet og de begrænsninger, det medfører.

Klager blev i brevet vejledt om, at Ligebehandlingsnævnet i sager om forskelsbehandling på grund af handicap skal vurdere, om klageren har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Ved brev af 1. december 2020 rykkede sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet klager for dokumentationen for handicap.

Klager fik en ny frist til den 15. december 2020.

Klager blev samtidig oplyst om, at Ligebehandlingsnævnet kunne beslutte at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis hun ikke svarede inden for den fastsatte frist.

Ved mail af 6. december 2020 oplyste klager, at hun er fritaget for at bære mundbind som følge af angst og vejrtrækningsbesvær.

Klager er af den opfattelse, at hun ikke lægeligt skal dokumentere, hvorfor hun er fritaget for at bære mundbind.

Ved brev af 18. december 2020 anmodede sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet endnu engang klager om at fremsende dokumentation for handicap.

Klager fik en ny frist til den 8. januar 2021.

Klager blev i brevet oplyst om, at Ligebehandlingsnævnet for at kunne tage stilling til hendes påstand om forskelsbehandling indledningsvis foretager en vurdering af, om hun har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Klager blev samtidig oplyst om, at Ligebehandlingsnævnet kunne beslutte at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, såfremt sekretariatet ikke hørte fra hende inden fristen.

Klager reagerede ikke på sekretariatets brev af den 18. december 2020.

Under henvisning til sagens karakter og omstændigheder har Ligebehandlingsnævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af det indklagede område med spisesteder.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev nægtet ophold i det indklagede område med spisesteder, fordi hun ikke bar mundbind.

Indklagede fastholdt, at klager ikke måtte opholde sig i området, selvom hun oplyste, at hun var fritaget for at bære mundbind.

Indklagedes medarbejdere oplyste i den forbindelse, at de hos indklagede var ligeglade med, at klager og de øvrige personer i den gruppe, som hun var en del af, var fritaget for at bære mundbind.

Indklagedes medarbejdere ville ikke give klager og personerne i gruppen adgang, hvis de ikke bar mundbind.

Klager blev i forbindelse med kravet om at bære mundbind udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager og personerne i gruppen var ikke velkomne hos indklagede, men måtte stå uden for og kigge ind.

Klager er som mange andre personer meget angst, og det var meget ubehageligt for hende at blive afvist på den måde, når hun er lovligt fritaget for kravet om at bære mundbind.

Det var forkasteligt, at indklagede tilkaldte politiet, og at klager sammen med gruppen blev ført væk fra området som kriminelle, blot fordi de ikke ville finde sig i indklagedes afvisning.

Indklagedes medarbejdere ville ikke se lovgivningen og Sundhedsministeriets bekendtgørelse vedrørende mundbind.

Medarbejderne tilkaldte i stedet politiet, som gav indklagede ret.

Indklagede var af den opfattelse, at indklagede som privat virksomhed selv må bestemme i en sådan situation.

Der er imidlertid offentlig adgang til det indklagede område med spisesteder.

Indklagede må derfor ikke nægte adgang for personer, der ifølge lovgivningen er undtaget for kravet om at bære mundbind.

Indklagede er underlagt grundloven og restaurationsloven.

Desuden skal indklagede respektere undtagelserne til kravet om at bære mundbind, som er fastsat i bekendtgørelsen udstedt af Sundhedsministeriet.

Klager får angst ved brug af mundbind eller visir.

Angst er psykisk og kan ikke bare bevises på skrift.

Klager føler desuden ikke, at hun får nok ilt ved brug af mundbind, og hun får det fysisk dårligt.

Der er dokumenteret sundhedsskadelig effekt og nedsat iltoptag efter blot få minutters brug af mundbind.

Klager bliver også psykisk utilpas af at benytte visir, da et visir er lige foran ens ansigt.

Klager mener derfor, at hun er undtaget for at bære mundbind.

Der er ikke noget krav om, at klager skal vedlægge dokumentation for handicap.

Hverken indklagedes medarbejdere, politiet eller øvrige personer kan kræve dokumentation eller lægeerklæring for, at man er fritaget for at bære mundbind.

Klager har herom henvist til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Klager bliver angst bare af at se andre personer, der benytter visir.

Af denne grund og på grund af tryghed vælger klager at spise sammen med mange andre personer, der ligesom hende er undtaget for kravet om at bære mundbind.

Klager ønsker, at indklagede får besked om, hvordan lovgivningen er på området.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager har gjort gældende, at det indklagede område med spisesteder udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap, da indklagede stillede krav om, at klager skulle bære mundbind for at opholde sig i området.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Derudover påhviler det klager at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har trods opfordringer fra nævnet ikke indsendt oplysninger til dokumentation for sit handicap.

Efter oplysningerne i sagen er der ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.

Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde