Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0597
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0597
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
DR P1 bragte i september 2020 en radioudsendelse som en del af en serie om menneskets anatomiske evolution.
Den påklagede udsendelse omhandler omskæring, herunder blandt andet forhudens funktion og anatomi ud fra et videnskabeligt perspektiv samt forskning om konsekvenserne af omskæring.
En forening, der deltager i debatten om omskæring, klagede til Pressenævnet og henviste til, at udsendelsen indeholder en lang række udokumenterede og urigtige påstande, som præsenteres for lytterne som videnskab.
Foreningen var ikke omtalt i udsendelsen og havde derfor ikke retlig interesse.
Selv om foreningen har til formål at fremme evidensbaseret viden om drengeomskæring, findes klagen – henset til programmets indhold og karakter – ikke at have en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen, uanset den manglende retlige interesse.
Circuminfo.dk har klaget til Pressenævnet over radioudsendelsen ”Sygt nok: Den forvirrede forhud” , der blev bragt af DR den 18. september 2020 på P1, idet Circuminfo.dk mener, at god presseskik er tilsidesat.
Denne kendelse angår alene spørgsmålet om retlig interesse (formalitetskendelse).
1 Sagsfremstilling
Den påklagede radioudsendelse blev bragt i DRs sundhedsprogram ” Sygt nok ”, der ifølge DRs programomtale ”undersøger trends og tendenser, den nyeste forskning og de største gennembrud inden for sundhedsområdet”.
Den påklagede udsendelse – som er en del af en serie om menneskets anatomiske evolution –handler om omskæring, herunder blandt andet forhudens funktion og anatomi ud fra et videnskabeligt perspektiv samt forskning om konsekvenserne af omskæring.
I udsendelsen medvirker tre fagpersoner, som skal belyse den relevante forskning på området.
De medvirkende fagpersoner er: [Fagperson 1], speciallæge i almen medicin og forsker i forhud og omskæring, [Fagperson 2], leder af [Foreningsnavn], overlæge og epidemiolog ved [Instituttet], samt [Fagperson 3], evolutionsbiolog og oversætter af bogen [Bogtitel].
Af Circuminfo.dk’s hjemmeside fremgår følgende beskrivelse af organisationen
”Vi er en tværpolitisk og tværreligiøs forening, som ønsker dialog og respekt mellem alle grupper af danskere.
Nogle af os har jødisk eller muslimsk baggrund, andre ikke.
Vi har dygtige fagfolk og eksperter til at råde os inden for etik, jura, sundhedsvidenskab og religionsvidenskab, og vi har kontakt til politikere fra alle partier.
Vi er imod et forbud/en minimumsalder for rituel drengeomskæring, men har indbyrdes meget forskellige holdninger til omskæring.
”
Circuminfo.dk klagede den 14. oktober 2020 til DR, som afslog klagen.
Circuminfo.dks klage over DRs afvisning af klagen er modtaget den 29. december 2020.
2 Parternes synspunkter
2.1 Circuminfo.dk’s synspunkter
Circuminfo.dk har til støtte for klagen blandt andet anført, at udsendelsen formidler en lang række udokumenterede, urigtige og tendentiøse påstande, som præsenteres for lytterne som videnskab.
Circuminfo.dk mener, at den manglende formidling af korrekt information kommer til udtryk dels i valget af medvirkende i udsendelsen, dels i den manglende inddragelse af bedste viden på området.
Circuminfo.dk har anført, at foreningen siden stiftelsen i 2016 har deltaget i debatten om ikke-medicinsk drengeomskæring med det formål at fremme viden om evidensen på området og dermed kvalificere og nuancere debatten.
Foreningen har deltaget i fem deputationer i forskellige folketingsudvalg, senest i Folketingets Retsudvalg i december 2020 i forbindelse med behandling af forslag om lovgivning vedrørende drengeomskæring.
Yderligere har foreningen afgivet høringssvar til Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udarbejdelsen af et notat om omskæring.
Circuminfo.dk har henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0076, hvor nævnet behandlede en sag vedrørende forskningsformidling.
Klager har anført, at sagen har visse overlap med denne klage.
Circuminfo.dk finder det af principielle årsager problematisk, hvis det vurderes, at de ikke har retlig interesse.
Det vil efter klagers opfattelse betyde, at såfremt ingen person, organisation eller lignende nævnes eksplicit, for eksempel i en radioudsendelse, så vil ingen have retlig interesse, og dermed vil udsendelsen ikke kunne indklages og vurderes af andre end mediet selv.
2.2 DRs synspunkter
DR har henvist til, at der ikke er retlig interesse for klageren, da klageren hverken direkte eller indirekte er omtalt i udsendelsen.
DR henviser til Pressenævnets praksis, hvorefter det ikke er tilstrækkeligt blot at have generel interesse i et emne.
Udsendelsen havde udelukkende til formål at oplyse lytterne om penis og forhudens udvikling og anatomi ud fra et videnskabeligt perspektiv.
Der var således ikke tale om et debatprogram med formålet at diskutere for eller imod omskæring.
Det forhold, at klager har deltaget i debatten om omskæring, i deputationer i Folketinget og har afgivet høringssvar til Styrelsen for Patientsikkerheds notat ”Ikke-terapeutisk omskæring af drenge” ændrer ikke på DRs opfattelse.
DR har anført, at såfremt klager har retlig interesse på baggrund af de anførte forhold, vil det i praksis indebære, at samtlige borgere, organisationer, foreninger mv., som har været i deputation i folketingsudvalg, som deltager i lovgivningsarbejde, eller som har indgivet høringssvar til myndigheder, vil have retlig interesse i enhver omtale af emnet ”omskæring” bragt af ethvert medie.
DR har henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0428, hvor nævnet afviste at behandle en klage fra organisationen META-Health International CIC, der ikke selv var omtalt eller afbildet i den påklagede omtale, men hvor behandlingsmetoden ”metasundhed” blev omtalt.
DR har endvidere henvist til Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0431, hvor nævnet afviste at behandle en klage fra Brancheforeningen Taxiførere i Danmark, der ikke selv var omtalt eller afbildet i den påklagede omtale, selv om brancheorganisationen måtte have en generel interesse i omtalen, der blandt andet anvendte betegnelsen ”taxachauffør” om en tiltalt i en straffesag, selv om vedkommende chauffør havde haft tilknytning til Uber og ikke til en taxatjeneste.
DR har anført, at DR er bekendt med Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0483, hvor nævnet fandt, at Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne (DAPO) havde retlig interesse, selv om foreningen hverken var direkte eller indirekte omtalt eller identificeret i den påklagede artikel.
DR bemærker hertil, at kendelsen afviger fra nævnets eksisterende praksis på området, og henviser yderligere til Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00243, sag nr. 12-70-00207 og sag nr. 12-70-00200, hvor nævnet ikke fandt, at DAPO havde retlig interesse.
DR har desuden anført, at Circuminfo.dk ikke er sammenlignelig med DAPO, idet DAPO er en brancheforening, hvis samtlige medlemmer findes oplistet på foreningens hjemmeside, hvorimod Circuminfo.dk repræsenterer alle med interesse for at arbejde for foreningens formål, herunder folkeoplysende arbejde og arbejdet imod et forbud eller en aldersgrænse vedrørende rituel omskæring af drenge.
Det vil efter DRs opfattelse være særdeles uhensigtsmæssigt, hvis en forening som Circuminfo.dk, der hverken er genstand for kritik eller omtale i udsendelsen, anses som klageberettiget, alene fordi udsendelsen belyser emnet ”omskæring”.
Det vil efter DRs opfattelse udvande kravet om retlig interesse og skabe præcedens for klageberettigelse, som efter DRs opfattelse vil få uoverskuelige konsekvenser for DRs og øvrige mediers fremtidige journalistiske arbejde.
3 Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Klagen angår en radioudsendelse om omskæring af drengebørn ud fra et videnskabeligt perspektiv, herunder blandt andet omtale af konsekvenserne af omskæring.
I udsendelsen medvirker tre fagpersoner som kilder.
Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.
Retlig interesse for at klage til Pressenævnet indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.
Circuminfo.dk, der ikke selv er omtalt i den påklagede udsendelse, har ikke retlig interesse.
Selv om emnet ”omskæring” omtales i udsendelsen, og Circuminfo.dk er en forening, som har til formål at fremme evidensbaseret viden om drengeomskæring, findes klagen – henset til programmets indhold og karakter – ikke at have en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til Circuminfo.dk, uanset den manglende retlige interesse.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 8. februar 2021