Erstatningsansvarslovens § 4

Erstatningsansvarslovens § 4 – varigt mén, nævnets j.

nr. 18-520-01078

Den på skadestidspunktet 43-årige ansøger, der havde søgt om godtgørelse for varigt mén, døde i en alder af 45 år, inden spørgsmålet om eventuel godtgørelse for varigt mén var afgjort af Erstatningsnævnet.

Sagen blev siden forelagt Patienterstatningen, der i sin vejledende udtalelse fandt, at afdøde havde et varigt mén.

Nævnet tilkendte herefter godtgørelse for varigt mén i overensstemmelse med Patienterstatningens udtalelse.

Godtgørelsen blev imidlertid nedsat med 2/3 på grund af ansøgers mellemkommende død.

Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøger alene kortvarigt havde levet med de varige gener, og at dødsfaldet ikke kunne tilregnes den hændelse, der var årsag til det varige mén.

Ved vurderingen af, hvor længe ansøger havde levet med generne, lagde nævnet vægt på de første symptomers opståen sammenholdt med datoen for dødsfaldet.